Ny serie på Mediano: Når spil koster liv
Det spiller ikke - ny serie: Der kommer flere og flere ludomaner i Danmark, og for nogle ender spilmisbruget med selvmord. Jyllands-Posten har beskrevet to tilfælde af selvmord, der kan relateres til spil, og i denne podcast taler Mediano med journalisterne bag de gribende artikler
AF GISLE THORSEN
Næsten en halv million danskere har problemer med pengespil, og vi kan næsten fylde hele Parken med deciderede ludomaner.
I en ny serie i Mediano sætter vi fokus på spil, ludomani og hvorfor ingen tør røre ved en af de industrier, der vokser hurtigst herhjemme. Vi kalder serien ’det spiller ikke’.
I dette første afsnit taler Gisle Thorsen, vært og redaktør på Mediano, med journalisterne Thomas Lund Hansen og Kenneth Thygesen fra Jyllands-Posten.
De har i 2022 i en lang række artikler beskrevet det stigende ludomaniproblem i Danmark og har talt med efterladte pårørende til ludomaner.
For spil koster liv.
Thomas Lund Hansen og Kenneth Thygesen beskriver i deres artikelserie ’afhængig af spil’, hvordan to ludomaner endte med at tage livet af sig selv, og i denne podcast fortæller de om det journalistiske arbejde bag de meget gribende historier.
Det er en meget stærk serie, som kan læses her.
I denne podcast kan du blandt andet høre:
Frank og Mortens historie
Om børn der gennem computerspil bliver ludomaner
Hvad der sker i hjernen på en ludoman – og hvordan industrien udnytter denne viden
Om en vag spillovgivning
Hvor vigtige ludomaner er for spilindustrien
Brugen af influencere på YouTube
Du kan høre podcasten her:
Har du et problem med spil, eller er du pårørende til én, der har det, så er der hjælp at hente på Center for Ludomanis hjemmeside. Du kan også ringe til dem på telefon 7011 1810.
Denne serie har ingen partner. Vi laver den, fordi den SKAL laves.