Fodbold var bedre i 90'erne: Gåden Christofte
Fodbold var bedre i 90’erne ser tilbage på den sidste sæson i dansk fodbold, inden det kom til at hedde Superligaen - blandt andet med en snak om Kim Christofte.
Af Sebastian Stanbury
Fodbold var bedre i 90’erne er udviklet i samarbejde med og sponsoreret af Podimo.
Han var hovedperson i et af de mest berømte øjeblikke i dansk fodbold, da han sparkede et straffespark forbi Hans van Breukelen i EM-semifinalen i 1992. Han spillede samtlige minutter af turneringen den sommer i Sverige. Og han var en fremragende fodboldspiller, der både havde fysik, intelligens og teknik helt i top.
Men han spillede kun 19 landskampe. Han var væk fra landsholdet i en periode på mere end seks år, hvor han ellers burde have været i sin bedste alder. Og efter sin aktive karriere forsvandt han næsten fuldstændig fra offentlighedens søgelys, og hans holdkammerater fra landsholdet og klubfodbolden taler heller ikke med ham længere. Og så pludselig dukker han op til en tv-transmitteret pokerturnering.
Kim Christofte er lidt af en gåde. Og han er en god historie. Så dermed passer han selvfølgelig perfekt ind i Fodbold var bedre i 90’erne.
Dagen emne er den sidste sæson, inden Superligaen blev indført. 1. division 1990. Og udover Christofte handler det om de store ændringer, der skete med dansk fodbolds bedste række, og om den dramatiske afslutning på sæsonen med playoffkampe om en plads i den første Superliga-sæson.
Og så er der masser af fede historier fra sæsonen 1962/63 i Europa Cup-rouletten.
I 2022 udkom Fodbold var bedre i 90’erne hos vores venner fra Podimo. Det er stadig der, du kan lytte til de første 33 episoder i serien. Men siden januar 2023 har Fodbold var bedre i 90’erne været en Mediano-udsendelse - med Podimo som partner.
Hver lørdag kommer der et nyt afsnit af Fodbold var bedre i 90’erne, hvor Karsten Krogh, Thomas Pyndt og Sebastian Stanbury tager de nostalgiske briller på og fortæller historier fra fodboldens fortid.
Hør den nyeste episode her
Foto: Shaun Botterill /Allsport/Getty Images