Bundesliga -Nagelsmann afløser fyret Flick, hotte Leverkusen og Svenssons første krise i Mainz
Vi analyserer Hansi Flicks fyring og Julian Nagelsmanns ansættelse. Og så kigger vi blandt andet på brandvarme Bayer Leverkusen, der ligner en seriøs mesterskabsbejler.
AF Arnela Muminovic
4-1-nederlag til Japan var det, der fik bægeret til at flyde over.
10.september meddelte det tyske fodboldforbund, at Hansi Flick var blevet fyret som tysk landstræner ni måneder inden EM-slutrunden på hjemmebane. Flick blev dermed den første landstræner i Tysklands 123-årige fodboldhistorie til at blive fyret.
Men hvordan gik det så galt, for på papiret var Flick den naturlige afløser for Joachim Löw? Er han overvurderet som træner, fejlede han for meget med taktikken eller er spillerne ikke gode nok? Det forsøger vi at give et svar på i denne udgave af Mediano Bundesliga, hvor vi også sætter nogle ord på Hansi Flicks afløser, Julian Nagelsmann, der kun har lavet en kontrakt med DFB frem til næste sommer.
I den anden time af udsendelsen kigger vi blandt andet på Bayer Leverkusen, der har fået en forrygende start på denne sæson. Xabi Alonso har udviklet holdet til at være mere boldbesiddende og den sportslige ledelse har ramt plet med deres spillertilgange. Men hvad er det, der gør Leverkusen gode og som måske gør dem til det mest spændende hold i Europa lige pt? Og kan de virkelig vinde mesterskabet?
Derudover kan du også høre mere til:
Dortmunds kvaler på trods af fine resultater
Yussuf Poulsens store betydning i RB Leipzig
Schalkes fyring af Thomas Reis
Tuchels fortsatte ønsker om en defensiv midtbanespiller - og hvorfor det er så vigtigt for ham
Mainz’ problemer og om Bo Svensson kan løfte dem fra hans første store krise
Du kan lytte til udsendelsen herunder:
Vært: Arnela Muminovic
Gæst: Nicolai Lisberg
Foto: Marvin Ibo Guengoer - GES Sportfoto/Getty Images