Medianos EM-hold er godt på vej
EM 2024: Medianos nye store EM Roadshow er udsolgt, og der er dejlig stor interesse for EM Morgenshowet. Og vagtplanen for hele EM-forløbet er godt i gang med at blive bygget i disse dage. Vi er så meget klar til at give lytterne den bedste slutrunde-dækning, I nogensinde har oplevet. Her kan du læse om planerne.
af Peter Brüchmann
Mediano blev født til en slutrunde. Vi er vokset gennem foreløbig fire slutrunder og EM i Tyskland bliver vores femte slutrunde på otte år. Så vi elsker slutrunder.
Og mere end så mange andre gange glæder vi os til EM i Tyskland. VM i Rusland og VM i Qatar var FIFA, Infantino og fodbolden liggende i ske med diktaturer og retninger, som ikke klæder fodbolden. EM i 2020 (i 2021) blev en slutrunde med euforien på den tætteste corona-bagkant og vil for altid stå som en smuk isoleret ø i vores fodbolderindring. Men 2024 bliver en rigtig slutrunde på en rigtig måde i et rigtigt fodboldland.
Her kan du læse om vores planer - både vores indhold og vores partnere. Og hvordan din virksomhed kan komme med på et af de mest markante EM-forløb, der vil være denne sommer i mediebilledet.
Først indholdet. Vi kommer til at lave en EM-dækning i tre spor:
Medianos EM Morgenshow, der optages hver morgen kl. 8 med analyser af kampene fra dagen før og optakt til de kampe, der venter samme dag. Mere end 30 udsendelser.
Medianos EM Roadshow består af Thomas Pyndt og Sebastian Stanbury i en lækker bil i Tyskland med video-Marcus på bagsædet. Mindst 25 udsendelser
Støt Mediano: Her kan du høre de dybe optakter og analyser til Danmarks kampe samt hver lørdag et afsnit med titlen ‘EM var bedre i 90erne’ med fortællinger fra Krogh, Stanbury og Pyndt. Og så kommer der helt sikkert en overraskelse i Støt Mediano til EM.
Vores mest erfarne slutrunde-journalister er alle udsendt til Tyskland, hvilket i den grad også er nyt for et lille medie som Mediano. Thomas Pyndt og Sebastian Stanbury altså på tur rundt til kampe, træninger og pressemøder i Tyskland, mens Gisle Thorsen er vores korrespondent i Berlin, hvor Gisle i øvrigt også flytter til efter EM (men fortsætter på Mediano).
Og da Rasmus Monnerup skal scoute for det danske landshold på modstandere rundt i Tyskland, bliver nogle af os lidt ensomme på redaktionen i Vanløse. Men vi har set et stærkt hold og er i færd med at lægge planen med Adam Møller Gomaa og mig som værter.
Fodboldeksperter bliver Azad Corlu, Mathias Hebo Rasmussen, Jeppe Grønning, Simon Bræmer og formentlig et par overraskelser.
Fodboldjournalister er profiler som Morten Glinvad, Nicolai Lisberg, Karsten Krogh, Kenneth Hansen og Arnela Muminovic. Og formentlig lidt flere, når hele planen for de 75 udsendelser er lagt.
Det er i sagens natur en stor operation og en dyr begivenhed for Mediano. Derfor er det også en stor glæde, at vi allerede nu er godt i gang med at finde partnere til vores udsendelser. Vi kommer til en større præsentation senere, men jeg kan allerede nu fortælle følgende:
EM Roadshowet er allerede udsolgt. BMW og Snickers bliver vores partnere. Så Pyndt, Stanbury og Marcus kan se frem til at køre i en BMW i5 Touring, der lanceres i maj, mens Snickers for første gang i Danmark prøver kræfter med podcastmediet og heldigvis har valgt Mediano. Det samarbejde forventer vi os også meget af og håber på, at vi kan lokke en fryser ind i studiet i Vanløse, så morgenshowet også kan få lidt glæde af de is, som Snickers også laver.
Vi har gode dialoger med mulige partnere til EM Morgenshowet, men det er her, der stadig er plads. Her bliver man partner på 30-35 udsendelser med forventede lyttertal på 20.000 lyttere hver dag. Skriv til os på kontakt@mediano.nu, hvis du vil høre mere eller have et besøg (se mere nedenfor).
Og endelig er der den overordnede EM hovedpartner. Den gemmer vi nok til sidst, da prisen her er lidt højere for at være overordnet partner på minimum 75 udsendelser og altså hele vores dækning.
Samlet set er vi ret tidligt ved at bygge fundamentet til den mest ambitiøse dækning af en slutrunde, ja en begivenhed i hele Medianos levetid. Vi er også godt i gang med at sikre en ekstremt attraktiv dækning i vores hovedkanal gennem vores partnere - og en fortsat offensiv på det, vi kan tilbyde i Støt Mediano.
Når vi spørger vores lyttere, hvornår de begyndte at lytte til Mediano, så svarer de fleste en slutrunde. Nogle har lyttet siden 2016. Nogle stod på i 2018. Og det samme med 2021 og 2022. Så vi plejer at sige, at slutrunderne er vores marketingsbudget - det er der, vi udbygger Mediano. Vi omsætter for mange penge på en slutrunde, men vi bruger saftsuseme også mange penge hver gang på at lave den stærkest mulige dækning. Fordi vi også investerer i Medianos fremtid.
Til sidst, mest til virksomheder, lidt om partnerskaber på EM. Her er en skitse over, hvordan vores EM-dækning ser ud:
Her de mest overordnede tal på Mediano til hverdag:
Vores position på Podcastindex, som er de officielle IAB-certificerede tal
Fordelingen af køn
Lytterne er oftest lidt yngre
Og så måske det mest centrale. Vores kommercielle model forsøger at gå imod en gængs medieudvikling med mere larm, mere hastighed og mere kommerciel støj. Vi forsøger at gøre det så eksklusivt som muligt, og derfor siger vi, at vores partnere bliver ikke traditionelt ‘eksponeret’ på vores platform. Jo, det gør de også. Men vi forsøger først og fremmest at skabe en relation mellem lyttere og partnere, og det er mere værdifuldt end gammeldags eksponeringer.
Som nævnt: Skriv til kontakt@mediano.nu, hvis I vil høre mere. Priser på EM Morgenshowet er 250.000 kroner for at være med i hele forløbet. Product placement (kaffe, læskedrik, grøntsager, etc) koster 75.000 for en god pakke i hele forløbet. Hovedpartnerskabet på hele EM taler vi om.
EM Roadshowet er som nævnt udsolgt.
Vi glæder os til 14. juni. Ja, vi glæder os til 1. juni, hvor det hele sparkes i gang her på matriklen.