Her er Superligaens mest interessante tal
Vi står foran en af de mest spændende og strategisk sprængfarlige Superliga-sæsoner i mange år. Lige nu positionerer man sig i mange bestyrelseslokaler – og mængden af is i maven synes overraskende stor. Ja, det er lige før, at det nye modeord er ’ansvarlighed’. Det er i øvrigt også særdeles tiltrængt.
Af Peter Brüchmann, Chefredaktør Mediano
For nogle år siden skrev jeg en bog sammen med en klog mand. Han hedder Mikael Trolle og er sportschef og landstræner i Dansk Volleyball Forbund. Bogen handlede om de store præstationer i sportens verden. Her introducerede Mikael mig for begrebet, som blev navnet på et af kapitlerne: ’En medaljekultur er en taberkultur’.
Vores bog handler om den sande præstationsledelse. Der, hvor man ikke kun kigger på det simple resultat, men bedømmer præstationen bag det. Skal vi oversætte denne ledelsesform til Superligaen, så er SønderjyskE det skoleeksempel, der ligesom Leicester i Premier League vil stå i mange år. Jakob Michelsen og hans hold erobrede den næstfineste position i dansk klubfodbold på et lønbudget på 15 millioner kroner.
Når man ser på de øvrige klubbers økonomi, er det nærmest sensationelt lavt.
Det var det 10. største budget i ligaen i den forløbne sæson og dermed også de 10. bedste forudsætninger – eller de tredjedårligste om man vil.
SønderjyskE skal ikke bare måles på sine nye fine sølvmedaljer, men på den præstation, der ligger bag. Og på den retning, som projektet har i forhold til den varige succes. Det kommer du til at høre mere om i afsnittet om SønderjyskE.
Og holdet skal i øvrigt i den kommende sæson heller ikke måles på medaljer, men på et budget, der – trods succesen – fortsat ligger i den tunge ende. Det vil være direkte idioti at tale om, at SønderjyskE 10 kampe inde i en ny sæson ligger på 4., 6. eller 8. pladsen og altså langt fra sidste sæsons succes. Michelsen skal fortsat måles på sine præmisser og på opbygningen mod varig succes – og ikke på medaljer eller ej.
Jakob Michelsen præsterede en sølvmedalje med SønderyskE på et budget, der nærmest sensationelt var på 15 mio. kroner, mens konkurrenterne lå på 100, 60-70 og 35 mio. kroner. Foto: Jan Christensen/Getty Images
Til sammenligning var Brøndby i forhold til forudsætninger den store skuffelse. Klubbens budget var fire eller fem gange så stort som SønderjyskE. Og det endte i en 4. plads. Selv i den kommende sæson med ny strategiplan og en økonomisk genopretning vil Brøndby arbejde ud fra et budget, der fortsat vil være tre eller fire gange så højt som team Michelsen fra Haderslev. I Brøndby arbejdes der i disse uger udover et hektisk transfervindue også på et prospekt til en aktieemission, og alt er endnu ikke på plads. Derfor denne lidt løse formulering i forhold til, hvad du ellers kommer til at møde i denne artikel.
Hvor SønderjyskE ventes at skrue op i nærheden af 18 mio. kroner, ventes Brøndby fortsat – trods opbremsning – at befinde sig over 60 mio.
Brøndbys åbne vindue for succes
Brøndby kommer vi i de kommende uger til at kigge meget nøje på her på Mediano. Det er især interessant at se på det kæmpegab, der selv efter, at tøjlerne er strammet på Vestegnen vil være mellem Brøndby - samt FC Midtjylland - som den økonomiske faktors top 3-budgetter og ned til 4. pladsen. Det er det, jeg har kaldt ’Brøndbys åbne vindue for en turn-a-round’.
Jeg har de seneste uger talt med en del personer hos klubberne i Superligaens store byer, og der tegner sig et temmelig markant billede:
FC København er selvfølgelig helt alene i klub 100 mio. i det budget, der defineres som spillerlønninger og afskrivninger på transfers. FC Midtjylland og Brøndby ligger i næste lag på 60-70 mio. kroner. Især disse tal varierer efter, hvem man spørger og små forskelle i opgørelsesmetoden, men faktum er, at disse to klubber udgør 2. og 3. pladsen med stor luft både op og ned.
Og så kommer det virkeligt interessante. For ifølge mine oplysninger tjekker 4. største budget ind på 35 millioner kroner i et meget tæt felt med AGF, OB, Esbjerg, Randers, AaB og lidt efter FC Nordsjælland.
Skulle det udbredte dogme om, at pengene altid giver 75 procent af sandheden i den sportslige stilling være gældende, ville vi have medaljer fordelt mellem FCK, FCM og Brøndby og så ellers lidt kamp om at være bedst blandt de næstbedste.
Men sådan går det sjældent, og derfor er det så interessant at kigge på præstationerne - og ikke kun resultat og medaljer.
Hvis vi tager de tre største byer udenfor København, er feltet uhyre tæt. AGFs direktør Jacob Nielsen har siden sin tiltrædelse arbejdet hårdt på at skabe en sundere forretning og at flytte flere ressourcer over på spillerbudgettet i en erkendelse af, at de sportslige resultater skaber den hype, der får folk på stadion, skaber højere tv-indtægter og gør det nemmere at sælge AGF overfor sponsorer.
AGF har scoret på det stadion, som klubbens direktør drømmer om at komme væk fra. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Det er groft sagt en strategisk konkurrence om, hvem der hurtigst skaber en forretning, hvor man har kurs mod 50 mio. kroner i lønbudget. Det vil over tid være et race om, hvem der har de bedste forudsætninger for at stå på det tog, der afgør fremtidens topfelt.
Og AGF vil i den kommende sæson formentlig ligge i laget omkring de 35 millioner – og med snæver margin være økonomisk førsteudfordrer til top 3. Men langt, langt efter top 3.
Skal AGF indfri sit potentiale går rejsen trin for trin fra 35 mio. og opefter - med gradvise sportslige forbedringer som drivkraft.
OB og rygtet om det store budget
I det danske fodboldmiljø har der op til og under denne sommer været stort fokus på OB. Et rygte gik, at OB nu var klar til for alvor at åbne op igen efter nogle hårde spareår og, at Kent Nielsen og sportschef Jesper Hansen kunne råde over et budget på 52 mio. kroner. Og at man tilmed ville have Niels Thorborg, bestyrelsesformand og L’Easy-ejer, i den ekstra baghånd. Det ville betyde en dramatisk ændring i ligaens styrkeforhold. Men rygtet holder ikke.
Sammenholdt med OBs sportslige fremskridt under Kent Nielsen ville det i den grad gøre OB til forventningernes nye fjerde-hjul i en top-kvartet, hvor Brøndby langt fra kan regnes sikker trods de økonomiske forudsætninger.
I forvejen har OB hentet Kenneth Emil Petersen fra AaB og i slutningen af foråret kom så nyheden om, at Rasmus Jønsson med kuglepennen på AaBs papir i absolut sidste øjeblik hævede pennen og i stedet rejste til Odense. Samtidig kom nyheden om, at 22-årige Mathias Thrane rejste samme vej.
Altså en samlet magtdemonstration fra OB, der var i gang med at distancere Aalborg, Esbjerg og Aarhus.
Men tallet 52 mio. kroner afvises hårdnakket. Og går man bag om tallene og overfladens umiddelbare udråbstegn, er sandheden noget mere nuanceret. Kenneth Emil Petersen valgte OB, fordi klubben var villig til at give ham en 3-årig kontrakt, og det var afgørende for den 31-årige spiller, der ikke kunne få samme karrieremæssige sikkerhed i AaB, hvor man tvivlede på, at niveauet fra mesterskaber og masser af AaB-succes ville holde hele vejen til 2019.
Rasmus Jønsson har ifølge mine oplysninger ikke fået mere i løn i OB, men har – trods en rigtig fin forårsafslutning for ham personligt i AaB – valgt at spille under Kent Nielsen, som altså var det primære trækplaster i Odense. Og Thrane havde kontraktudløb og stod ikke øverst på Lars Søndergaard og Allan Gaardes holdkort over sikre fremtids-trumfer.
Noget tyder på, at OB ligger langt fra de 52 mio. i muskelstyrke, men snarere i starten af 30’erne – med 32 mio. kroner som det bedste bud fra mine kilder.
Det er i virkeligheden ikke langt fra AaB, der i den forløbne sæson har opereret med et budget på 26-28 mio. kroner og siges at ville placere sig samme sted med 28 mio. kroner som et sandsynligt loft for den kommende sæson – altså udenfor pengenes top 5 og rettelig omkring placering 7-8.
AaB kommer vi tilbage til i forhold til de sande præstationer og bedømmelsen af dem
AKs vilde kontrakt til 15 millioner kroner
Når OB kan befinde sig på et budget, der måske er mindre end AGFs og ikke markant større end AaB, så skyldes det en trup med mange billige spillere og enkelte stjernelønninger.
Rygterne om OBs oprustning skyldes nemlig ikke bare spiller-trafikken med Kennet Emil Petersen, Rasmus Jönsson og Mathias Thrane - ligesom man hentede spillere i SønderjyskE og Randers - men i høj grad også det, der skete sidste sommer. Her rejste Anders K. Jacobsen ligeledes fra Aalborg til Odense på en umiddelbart sensationelt stor kontrakt.
Han gik rundt i AaB til en månedsløn, der anslås til at have været 45.000 kroner om måneden. Var hentet i Fredericia for en slik. Og i et langt forhandlingsforløb endte han med en 5-årig kontrakt i OB, der vurderes til at have en samlet værdi af 14-16 mio. kroner. Det er en kombination af et personligt sign-on-fee, fordi han var tæt på transferfri og så en månedsløn, der er hele tre-fire gange højere i OB end i AaB.
Anders K. Jacobsen gik fra 45.000 kr. i månedsløn i AaB til en fem-årig kontrakt i OB til en værdi på 14-16 mio. kroner. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Det gør ham langtfra til Superligaens dyreste spiller eller bringer ham helt op på de samlede kontrakt-omkostninger, man ser, når FCK, FCM og for så vidt Brøndby laver længere kontrakter inklusive transferomkostninger med deres største navne. Men det er virkelig mange penge ude i det selskab, hvor sådan en kontrakt altså udgør tæt ved 10 procent af det årlige lønbudget i OB.
Også fordi OB i Anders K. Jacobsen måske nok får en ’voksen’ angriber, der sammen med Rasmus Festersen kan skabe succes for OB, men med sine 26 år ikke er hverken det næste Emre Mor-stjerneskud på transfermarkedet eller Åge Hareides varmeste landsholdsemne.
Kunsten at sammensætte et budget
Men kunsten, når man ikke lige er FC København og er dem, der både kan købe de dyreste spillere udefra og være dem, der investerer mest i talentudvikling, er at sammensætte det rigtige budget – næsten som i et managerspil. Hos OB er det baseret på talenter, nøjsomme og – nogle gange – præcist scoutede indkøb og så enkelte voksne poster i budgettet.
Hos AaB er talentvægten lidt højere og toplønningerne tilsvarende lavere.
Og næppe nogen steder passer Mikael Trolles ord om medaljekulturen som en taberkultur bedre end i Aalborg.
Skal AaB bedømmes på at have været mestre i 2014 og 2008 samt på at have været i top 5 fire år i træk? Eller skal man bedømmes på at have et budget – og altså forudsætninger – som ikke er i top 6?
I hvert fald kræver det særdeles meget is i maven at holde foden fra speederen, når man ser tre-fire nøglespillere rejse til Odense og hører om andres oprustning. I øvrigt efter en sæson, hvor Europa susede forbi uden at tage AaB med på rejsen.
- Det er i hvert fald nu, vi skal være kolde. Der er vel 10 eller 11 hold, der vil satse på top 6 og en plads i slutspillet i den kommende sæson, siger sportsdirektør Allan Gaarde.
- Du har ret i, at det bliver en speciel sæson. Kan vi lykkes med at holde fast? Skal vi gå på kompromis? Selvfølgelig har vi diskuteret det, når vi ser på de andre, men det er nu, at vi skal vise, at vi er tro mod den plan, vi har lagt, siger Gaarde.
Overvejelsen er netop, at hvis man gearer op fra niveauet rundt om 30 mio. kroner, så vil man selv med en oprustning på 10-20 mio. kroner konkurrere med de tre store, der stadig vil kunne slå et satsende hold på de fleste økonomiske parametre.
Blandt andet derfor ser man stadig ind i en sæson, hvor der vil være et kolossalt stort gab mellem FCK, Brøndby, FC Midtjylland og så alle de andre.
Men for især AaB bliver is-i-maven og stringent strategisk kurs mere end nogensinde testet i den kommende sæson.
- Talenterne skal selvfølgelig være gode nok. Ellers giver det ikke mening. Så du kan da godt kalde den kommende sæson for en lakmusprøve for os, som Allan Gaarde siger det i AaB.
Her har adskillige af klubbens talent-årgange vundet deres rækker, mens både U17 og U19-kuldet fra AaB har fået medaljer i en hård konkurrence, hvor FC Midtjyllands hold, der også spillede med succes i Youth Champions League, var bedst i U19, mens FC København har været voldsomt dominerende i U17-laget.
OBs turn-a-round med de gamle Horsens-købmænd
OB er virkelig en interessant størrelse i Superligaen. I årene 2008-2011 var man klar førsteudfordrer til FC København og kørte med solide armbevægelser på den økonomiske side.
Så kom problemerne. Pengene blev misforvaltet i en sportslig og strategisk slingrekurs, inden Jesper Hansen blev hentet fra Horsens som sportschef og nu er parret op med den gamle Horsens-makker Kent Nielsen på trænerbænken.
Superligaens med afstand mest råbende træner, Kent Nielsen, har gjort et godt stykke arbejde i OB, som konkurrenterne begynder at anerkende. Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Frem til sommerpausen 2015 arbejdede han med det, som Lars Løkke Rasmussen ville kalde en ’straks-opbremsning’ og skar fodbold-forretningen til på forholdsvis klassiske Horsens-dyder.
Her blev pungen så åbnet lidt igen med Anders K. Jacobsen-købet som et markant signal til markedet.
Samtidig kom Kent Nielsen, og nu er OB derhenne, hvor makkerparret efterhånden har haft indflydelse på samtlige spillere i truppen. Det er det, man kalder kontinuitet og er ofte en forudsætning for den varige succes.
Derfor er Kent Nielsen og Jesper Hansen også blevet bedømt på retningen i projektet, mere end på medaljekulturen. OBs historie kan meget vel vise sig at underbygge tesen om, at det tager tre-fem år at skabe en succes - nogle gange ti år afhængig af projektets karakter - ofte kun et år at ødelægge den.
- OB har skabt stolte traditioner. Især har de tre 2. pladser skabt store forventninger. Men vi vil også gerne være en bæredygtig klub og blandt andet få flere unge spillere igennem vores system. Da vi vandt de tre sølvmedaljer, havde vi en trup, der var tæt på de 30 i gennemsnitsalder. Man prioriterede erfaring og rutine. Nu har vi en trup, hvor vel kun FC Nordsjælland er yngre end os, siger Jesper Hansen fra OB.
Fra Superliga-kollegerne kigger man efterhånden også mod OB med en vis respekt. Det gælder Kent Nielsens trænerarbejde.
- Han er ikke så meget i medierne. Gider i virkeligheden ikke al det palaver, men kollegerne respekterer ham, siger en træner.
Og om Jesper Hansen hedder det:
- Han blev svinet til i starten. Men han var jo ansat til at få økonomien til at hænge sammen og få det hele ned på et ansvarligt niveau. Han har hentet både unge spillere op og købt billigere spillere, og det er altså ikke nemt, siger en sportschef-kollega.
Kampen om Top 6 og det nye slutspil
Den kommende sæson byder en ny struktur, hvor de seks bedste hold efter 26 runder går i slutspil om mesterskabet. Når man taler med de ansvarlige i klubberne, er svaret typisk en kombination af økonomisk underspil og høj bevidsthed om top 6.
- Vores budget er i hvert fald ikke i top 6, hører man fra så mange klubber, at det matematisk ikke er muligt. Jeg har i hvert fald hørt det fra så mange klubber i arbejdet med denne analyse, at det ligner et bevidst underspil.
Alle er enige om FCK, FCM og Brøndbys position, men bortset fra AGF vil de færreste vedkende sig at være i top 6. Men et bud fra undertegnede er, at OB og Esbjerg lukker leddet med Randers, AaB og FCN på de næste pladser.
En anden fællesnævner er budgetteringen.
- Vi har også en ny TV-aftale og vi har slutspil. Der er klubber, der satser. Der vil altid være en, der overrasker og altid én, der dummer sig. Og det er jo lidt svært, når de eneste store variable, når man lægger budgettet er placering og salg af fodboldspillere. Så ja, vi har budgetteret med slutspil, siger en sportslig ansvarlig uden at ville gå til citat med udtalelsen.
En af de helt store ubekendte er, hvad den økonomiske forskel bliver på at være i top 6 og at ende på den forkerte side af slutspils-stregen.
- Vi ved det simpelthen ikke, siger en klubansvarlig.
I AGF er der heller ikke fast økonomisk grund under den vurdering.
- Forskellen er ukendt. Ingen har jo prøvet det før. Indtil nu har top 6 handlet om tv-penge og en fremtidig hjemmekamp. Nu er det nyt land. Og hvem ved, er det bedre at være en stærk nr. 7 i det ene slutspil end at ligge håbløst efter som 6’er i et mesterskabsspil, spørger Jacob Nielsen fra AGF, der ikke er bange for at sige, at klubben går efter top 6.
AGFs rejse til bedre spillere – og nyt stadion
På Stadion Allé i Aarhus er direktør Nielsen altså ikke bange for at tage ansvaret ved at sige, at hans klub nok har bevæget sig ind i budgetternes top 6, men han bedyrer, at foden på speederen er i kontrol.
- Vi skal gerne være en fast bestanddel af top 6 og især skabe så godt et økonomisk fundament som muligt. Det kræver en driftsbalance, og det er jo ikke noget, AGF har været kendt for. Vi har vel lavet minus på nærmest 20 mio. i snit de seneste fem år, siger Jacob Nielsen.
- Vi har betalt for meget i transfer og direkte løn. Vi havde jo nærmest det samme spillerbudget som vores tre nærmeste konkurrenter til sammen eller det halve af ligaen, da AGF var nede i 1. division sidst. Vi kan se, at de der 5-10 mio. i forskel på budgetterne mellem holdene i Superligaen kan udlignes i en sæson på nærmest bare én rigtig god spiller eller et godt kollektiv. Det kan man se på Viborg og SønderjyskE, der har præsteret for væsentligt færre midler, siger AGF-direktøren.
Ikke desto mindre er perioden med oprydning og uden store forventninger forbi for Glen Riddersholm i AGF. Og det formentlig i større grad end tilfældet er for Kasper Hjulmand i FC Nordsjælland og Jonas Dal i Esbjerg, hvor budgettet formentlig også er tæt på AGFs niveau – det vil sige over 30 mio.
Det skal siges, at budget-justeringerne varierer, fordi budgetterne kan følge kalenderår eller skæve budgetår, mens fodboldsæsonerne går sommer-til-sommer. Og opbremsninger kan tage tid på grund af kontrakt-forpligtelser.
FC Nordsjælland anslås at ligge noget lavere, måske helt nede i starten af 20’erne på million-skalaen, selv om Tipsbladet i en analyse, som mange klubber har skelet anerkendende til i foråret anslog FCN til at ligge på 35-40 mio. kroner. Så lad os sige godt 20 mio. i FCN, godt 30 mio. i Esbjerg, men begge steder uden at budgettere med top 6.
Randers FC ventes at lande på 25-27 mio. kroner i sit budget, altså lige under eller omkring AaB og med en klar målsætning om top 6. Her har vi altså to klubber, der befinder sig på de økonomiske forudsætninger 7. og 8. plads, men hvor omverdenen forventer slutspil.
I Esbjerg skæres truppen fra 28 spillere ned til 22-23 mand, mens man går på jagt efter kontinuitet og stabilitet i en erkendelse af, at pengene ikke har givet det rigtige sportslige afkast.
I efteråret 2015 investerede Esbjerg så voldsomt, at mange af konkurrenterne så det som en forløber for satsningen mod fremtidens top 6 og slutspil.
Men her bruger man nu i EfB formuleringen ’et par lussinger’, fordi Superliga-holdet ikke har leveret i forhold til investeringerne. Det er en markant erkendelse, men i stedet for at kaste flere gode penge efter dårlige, strammer og bremser man nu.
For Esbjerg handler det også om stærke talentårgange a la Peter og Jakob Ankersen, Kian Hansen, Jonas Knudsen og Martin Braithwaite fra Esbjerg og omegnsklubberne, som når de skal erstattes med eksterne spillere pludselig bliver til meget dyre indkøb uden sikkerhed for succes. Det er den satsning og den regning, som Esbjerg nu arbejder sig ud af igen.
Brødrene Ankersen var svære - og dyre - at erstatte i Esbjerg, der kom på slingrekurs, da pengene ikke blev brugt rigtigt. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Derfor vil man se klubber som Esbjerg og FC Nordsjælland lægge budget uden mesterskabsspil og være klubber, der er på vej efter den varige succes og stadig håbe på, at grundlaget allerede er til stede nu.
Slutspil? Nej, vi tager udgangspunkt i vores værdier..
Det samme kan man i den grad sige om SønderjyskE. En af konkurrenterne har kigget lidt på den netop overståede sæson, der gav sølv til sensationsholdet i lyseblåt.
- De har vel tjent op imod 10 mio. i tv-indtægter mere end på en af de sæsoner, hvor de har ligget tæt på bunden, og så har de løftet deres ’matchday’-indtægter med formentlig 5 mio., så jeg vil anslå, at de har lavet 15 mio. kroner på sådan en sæson, og hertil kommer, at flere af deres spillere er blevet mere værd, som en direktør anslår det.
Ikke desto mindre kunne man i slutningen af forårssæsonen, hvor Jakob Michelsens hold var på vej mod det største resultat i klubbens historie se en pressemeddelelse om, at man havde forlænget hovedsponsoratet med tre af de trofaste sponsorer, Frøs Sparekasse, Davidsens Tømmerhandel og Abena (Aabenraa-baseret leverandør af medicinsk udstyr). Og det er ikke sket med hverken en fordobling eller en stor stigning i kontrakterne. Som det stod i pressemeddelelsen fra direktør Klaus B. Rasmussen:
– Vi er meget stolte over, at Frøs Sparekasse, Abena og Davidsen Tømmerhandel har bekræftet, at de fortsætter som hovedsponsorer for SønderjyskE Fodbold. De tre virksomheder har i alle år optrådt utroligt loyalt, og de har især markeret deres store opbakning og støtte i de perioder, hvor der har været store udfordringer og skyerne har været grå.
Derfor er SønderjyskE heller ikke på vej til at lave et forsøg på det famøse kvantespring til Europa og medaljerne.
- Vi arbejder sindssygt hårdt på alle parametre. Vi forsøger at optimere, og vi har med direktøren i spidsen alle sælgere i vælten. Vi vil arbejde meget hårdt på bare at komme op omkring det midterfelt, der er i Superligaen. Det er det, der skal være det næste store og afgørende skridt for os, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
- Det kommer til at ske i henhold til de indtægter vi har. Vi vil da gerne med i top 6, men det bliver rigtig svært i næste sæson. Vi tager udgangspunkt i vores værdier: Ydmyghed, hårdt arbejde, sammenhold og ansvarlighed. Det har bragt os sammen i svære sæsoner. Det giver os tro på tingene, og den kultur gennemsyrer det hele, siger Haysen.
SønderjyskE har som flere kigget mod Hobro, der forsøgte at tage det svære kvantespring fra halvtidsprofessionalisme til at være en faktor. Derfor forsøger klubben fra Haderslev ikke at tage det store spring, men blot ’at lægge et par millioner på’. SønderjyskE har fokus på, hvad der har bragt klubben frem til forårets succes.
- Vi har noget rigtig spændende i SønderjyskE. Vi har noget kvalitet og et basisniveau, men vi må ikke komme derhen, hvor vi glemmer basen. På stormfulde dage skal vi stadig kunne stå. Men selv om vi er en ydmyg klub, en arbejderklub, så har vi da masser af ambitioner og visioner, siger sportschefen.
Han vil som de fleste andre ikke fortælle om lønbudgettet i SønderjyskE, men mit skøn er, at klubben går fra 15 mio. i den netop overståede sæson til ca. 18 mio. i den kommende.
På samme niveau finder vi Viborg, som jeg anslår til at have 17-18 mio. i lønbudget for den kommende sæson. Det vil betyde, at Johnny Mølbys hold vil have de - økonomisk set - 10. eller 11. bedste forudsætninger. Altså langt fra slutspil, men hos flere af de andre klubber er anerkendelsen stor for Viborgs arbejde.
- Jeg siger ikke, at de bliver de nye SønderjyskE, men de arbejder flot, siger en kollega.
Hellere miste Johan Elmander end Emre Mor
Visioner er der i den grad også i FC Nordsjælland, der satser på, at Right to Dream udvikler sig til en globalt udviklingsbegreb, som mange vil orientere sig imod. Det skrev jeg en del om her i en analyse på TV2.dk i foråret.
Klubben har, som bestyrelsesformand Tom Vernon siger det, lavet underskud hvert år som skal hentes hjem på et spillersalg a la Bruninho eller Emre Mor.
Men hvor andre klubber øger budgettet ved et spillersalg, der ikke er budgetteret med, så kigger man i FCN primært på den løbende lønudgift, der bliver frigjort. Og her fylder Emre Mors ungdomsløn på under 50.000 om måneden ikke meget i sammenligning med den lønpost, som Troels Bech fik frigjort ude i Brøndby med Johan Elmanders kvarte million om måneden.
- Ja, på den måde er det bedre regnskabsmæssigt at miste Johan Elmander end Emre Mor, som en kilde i FCN formulerer det, mens salgsprisen nok fortæller noget andet et helt andet sted i budgettet.
Hellere have AaBs 28 mio. end AGFs 35 mio.
Så hos FC Nordsjælland med et budget pænt udenfor top 6-selskabet er målsætningen heller ikke mesterskabsspil, men slet og ret at præstere bedre end den økonomi, man lægger ind.
Det bringer os så tilbage til AaB, der i den grad har præsteret bedre end sin egen økonomi over de seneste sæsoner. Men paradokset er, at langt de fleste nævner AaB som et hold, der fortsat vil være regnet til topfeltet og som et hold i mesterskabsspillet, selv om budgettet er lige udenfor top 6.
- AaB har for mig at se et væsentligt stærkere fundament på deres 28 mio. kroner i lønbudget end AGF har på sine 35 mio. I AaB er DNA’et på plads. Man har taget en del unge op, og det er de lykkedes med igennem længere tid, som en Superliga-kollega anerkendende konstaterer om AaBs arbejde.
Den betragtning er ret præcis i forhold til at bedømme resultater på baggrund af forudsætninger - og disse er ikke kun økonomiske, men handler også om kultur, kontinuitet og rigtige personer på nøgleposterne.
En del af baggrunden for denne succes beskrev jeg i december i denne analyse på TV2.dk, hvor fokus var på præcisionen i talentarbejdet og scoutingen af nøglespillere med erfarne Poul Erik Andreasen som diamant-sliberen i Aalborg Øst.
Poul Erik Andreasen er kendt som den centrale kompetence i både AaBs talentudvikling, scouting af de rigtige spillere og udviklingen af spillemæssig filosofi. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Men AaB er og bliver den interessante strategiske lakmusprøve. Presset er umiddelbart flyttet over til OB med trafikken af spillere, hvor det måske reelt kun var Rasmus Jønsson, som AaB var kede af at miste.
AaB kommer op imod sin egen historik, mens klubbens ledelse håber, at isen i maven ikke får grund til at smelte.
Og så er Alexander Zornigers Brøndby i den grad også en interessant første – og meget alvorlige – test af Brøndbys nye strategi med otte-års planer.
Her har vi et andet lysende billede på, at medaljekulturen ikke holder. Jo, Brøndby skal ende som en faktor i konsekvente medaljer – om nødvendigt først om nogle år - men selv om klubben fortsat vil have et budget, der med meget høj margin stadig er i top 3, anerkender både fans og måske endda også den nogle gange kortsynede, øjebliks-ivrige presse, at Zorniger og Troels Bech skal bruge tid.
Lykkes Brøndby med den manøvre, vil man – sammen med f.eks. AaBs og FC Nordsjællands udvikling – have skabt en ny retning for udviklingen af dansk fodbold.
Som sagt: Det kommer du til at høre meget mere om på Mediano.
Premier League-guleroden mangler
Overordnet kan man sige, at våbenkapløbet om slutspilspladserne er mindre, end i hvert fald jeg havde forventet. Klubberne synes i langt højere grad end tidligere præget af en ny og prisværdig ansvarlighed. Det kalder på anerkendelse.
Og det endda selv om en af de direktører, der hverken budgetterer eller taler om 6, forudser følgende udvikling:
- De rige vil blive rigere over de kommende sæsoner. Om nogle år vil det formentlig være givet, hvem der er i top 6. Eller i hvert fald for de fleste af pladserne. Og så vil vi være 6-7 klubber, der kan slås om 1-2 af de sidste pladser.
Når ansvarligheden er så udtalt, handler det formentlig også om en dimension, som jeg havde overset i første omgang. Den økonomiske gevinst ved at nå mesterskabsspillet kan endnu ikke gøres op til i hverken 5, 10, 15 eller 20 mio. kroner. Den er i store træk stadig ubekendt.
Så den jackpot, man kender fra f.eks. Premier League og Champions League findes ikke. Endnu. Der er ikke endnu et markant incitament til at investere f.eks. 10 ekstra mio. med risiko for at slå et hul i jorden for at række ud efter den store gevinst.
- Det kan man heller ikke i fodbold. Det der med at investere ti mio. kroner og så tro, at man pludselig springer voldsomt i niveau, virker ikke. Det har vi lært. Man kan måske købe et dansk mesterskab i håndbold ved at investere i en enkelt sæson, men det kan du ikke i fodbold. Vi har lært, at kultur, kontinuitet og en stærk organisation betyder mere end hurtige spiller-investeringer, som en direktør formulerer det.
Skal vi ikke bare tage hatten af for den erkendelse. Det er i hvert fald et klart sundhedstegn for dansk fodbold.
Og så vil mange danske klubber risikere stemplet ’europæisk middelmådighed’, når de rækker ud. Men det ansvar må ligge hos de rigeste klubber med især FC København som et lokomotiv.
Økonomisk ansvarlighed vil koste på international klasse. Og det øger presset på de klubber, der har muligheder på grund af øvrig forretning eller investorer, fordi de i højere grad kan konkurrere europæisk. Det pres ligger i min optik især på FC København.
Dem kommer du også til at høre meget om på Mediano frem mod sensommerens europæiske armlægning.
PS: Jeg er i denne analyse ikke gået ind i forudsætningerne for de tre oprykkerklubber, Lyngby, Horsens og Silkeborg. Ingen af disse vil satse så voldsomt, at de går ind i top 6-forudsætninger eller logiske top 6-ambitioner. Dem kommer jeg til at kigge nærmere på i en senere analyse.
