20 år i samme job: Fra Arsène Who til enehersker i Arsenal

Arsenals franske manager har vundet mesterskaber, pokaler og kvalificeret klubben til Champions League i 20 år, og han tjener penge til den amerikanske ejer. Men flertallet af tilhængerne siger helst farvel til klubbens største manager siden legendariske Herbert Chapman

Af Michael Seidelin

Den nyudnævnte manager i en hvilken som helst engelsk ligaklub bliver altid mødt med den samme galgenhumoristiske bemærkning: "Nu har du vel ikke købt din bolig eller skrevet under på et længerevarende lejemål?" Spørgsmålet er relevant, for kun ganske få bliver længe i jobbet. Ifølge den britiske managerforenings statistik for sæsonen 2015-2016 holdt en manager i Premier League i gennemsnit 2,02 år. I de lavere ligaer ser det endnu værre ud, men virkeligheden er, at én mand har æren for det ’flotte’ gennemsnit i Premier League: Arsène Wenger.

Manden, der har meget at takke John Faxe Jensen for – forklaring følger - har i disse uger været Arsenals manager i hele 20 år. Han stod første gang i spidsen for holdet 12. oktober 1996 i en 2-0-sejr på hjemmebanen Highbury mod Blackburn Rovers, og i dag kan han glæde sig over, at Arsenal er blandt de fire første i Premier League med et hold, som har et stort potentiale.

Men kritikerne siger, at det nu har været tilfældet i mange år, uden at det har udløst et engelsk mesterskab til klubben fra Islington i det nordlige London, og ifølge en intern undersøgelse blandt de organiserede tilhængere ønsker under halvdelen, at klubben forlænger hans kontrakt næste år.

De 20 år spidsen for klubben hvilket gør ham til et særtilfælde i britisk – og europæisk – fodbold på linje med sir Alex Ferguson og lidt længere tilbage i historien Matt Busby fra Manchester United og Liverpool FC’s legendariske skikkelser Bill Shankly og Bob Paisley.

Han er også en af de mest succesrige. I dag lyder det fra kritikerne, at 15 trofæer, heraf tre mesterskaber, ikke er nok, og de fremhæver, at hovedparten af triumferne blev høstet i den franske managers første ti år.

Fans fortæller, hvad de mener om ejer Stan Kroenke og manager Arsène Wenger under en kamp i maj 2016.

Foto: Getty Images

Det er stadig muligt at se banneret med indskriften ’In Arsène we trust’ på Emirates Stadium i det nordlige London. Men i ’Arsenal-pubber’ som The Gunners Pub eller The Twelve Pins er tålmodigheden med Arsène Wenger ved at løbe ud efter flere års Manchester- og Chelsea-dominans, og på de årlige generalforsamlinger må en tydeligt irriteret manager tage imod massiv kritik.

Efter et nederlag mod Stoke City i december 2014 råbte Arsenal-tilhængere skældsord mod manageren, da de på stationen i Stoke fik øje på holdet og dets manager. Arsène Wenger var rystet, og han satte heller ikke pris på de hånlige tilråb efter denne sæsons første kamp og nederlaget til Liverpool FC.

Kritikken går igen på supporternes hjemmesider, og Nigel Phillips, bestyrelsesmedlem i Arsenal Supporters Trust, opsummerer den i et interview i magasinet France Football.

Han deler Arsène Wengers 20 år i Arsenal op i tre perioder. De første ti år repræsenterer mesterskaberne, the doubles, The Invincibles og en finale i Champions League. De følgende fem år er helliget opførelsen af Emirates Stadium og den økonomiske konsolidering af klubben, som på det tidspunkt står i stærk modstrid til udviklingen i andre klubber, hvilket Nigel Phillips glemmer at anføre.

»Den tredje fase har været af en utrolig tristhed. Det mest triste er at se uenighederne indenfor selve klubben og mellem tilhængerne samt manglen på harmoni. Det er, hvad jeg kalder ’middelmådighed på et højt niveau’. Ønsker om at gøre mere, om at skubbe klubben videre frem eksisterer ikke længere … I dag vil tilhængerne forandringer, noget nyt. Det, som gør os ekstra ondt, er, at vi er gået glip af Klopp, Koeman og Guardiola så meget mere, som der er gode grunde til at tro, at de havde accepteret at komme til Arsenal«.

I samme magasin peger Alan Smith, den tidligere dobbelte mester og flere gange pokalvinder med Arsenal, på Arsène Wengers store magt i klubben, hvilket i dag er et af de gennemgående kritikpunkter mod Arsène Wenger og klubbens ledelse.

I nyere tid har kun sir Alex Ferguson haft en tilsvarende status, og i Chelsea blev José Mourinho trods mesterskaber og pokaler og de mange kærlighedserklæringer til klubben aldrig mere end en ansat. Forholdet mellem den portugisiske manager og den russiske ejer, Roman Abramovich, blev aldrig tæt og tillidsfuldt i modsætning til Arsène Wengers forhold til ledelsen i Arsenal, som hentede en i England totalt ukendt og i forhold til traditionerne i engelsk fodbold helt atypisk person ind i klubbens helligste haller.

Nye vinde i London

Så er vi pludselig tilbage til John Faxe Jensen, for Arsenals manager har meget at takke John Jensen for. Det var salget af den danske midtbanehelt fra EM i 1992, som førte til Arsenal-manager George Grahams afskedigelse på gråt papir efter afsløringen af, at George Graham havde modtaget 285.000 pund under bordet, da Brøndby IF solgte deres danske stjerne til klubben i det nordlige London for 1,57 millioner pund.

Handlen blev formidlet af den norske agent Rune Hauge, og sagen blev afsløret sidst i 1994 i avisen Mail on Sunday. Da den fornemme gamle klub, som ikke brød sig om den slags skandaler, langt om længe tog sig sammen til at fyre George Graham i februar 1995 skulle klubben have en ny manager. Ledelsen kom i tanke om den unge manager i Monaco ved navn Arsène Wenger, hvis hold den stenrige engelske forretningsmand David Dein, som var klubbens næstformand, havde set spille under sine ophold på den franske Riviera, og de havde ofte spist middag sammen efter kampene. David Dein var, ligesom en anden succesrig forretningsmand Irving Scholar, der stod i spidsen for rivalerne fra Tottenham Hotspur, indstillet på at puste nyt liv i de gamle klubber – og i engelsk fodbold – og tanken om en udenlandsk manager med nye ideer udviklede sig til et egentligt projekt.

Dein og Wenger havde helt tilfældigt mødt hinanden i London i 1989, da Arsène Wenger under en af sine studieture til London forvildede sig ind på dametoilettet på Highbury, hvor fru Dein reddede den unge franskmand og ledsagede ham op i salonerne, hvor hun præsenterede ham for sin mand.

Arsène Wenger i Monaco. Billedet er fra 1990.

Foto: Getty Images

På opfordring af David Dein indbød Arsenals formand, Peter Hill-Woods, Arsène Wenger, som Monaco havde fyret i begyndelsen af 1994-1995-sæsonen efter en dårlig sæsonstart, til middag under et af franskmandens mange besøg i London, hvor han især fulgte Tottenham og Arsenal.

Her var en ung, begavet manager, som havde gjort Monaco til fransk mester med et spil, som teknisk og taktisk var på højde med det bedste i Premier League, og formanden fra Arsenal var imponeret. Men han turde ikke taget springet - i 1994 herskede fortsat en insulær, britisk mistro mod al udenlandsk, og middagen fik ikke konsekvenser.

Arsène Wenger blev manager i den japanske klub Nagoya Grampus Eight, men især den fremsynede David Dein tænkte mere og mere på den franske manager, som talte om videnskabelige træningsmetoder, sund kost, brug af psykologer og den nødvendige fornyelse af engelsk fodbold, som efter Liverpool-holdenes succesfyldte kombination af kontinental og britisk fodboldtradition fra midten af 1960’erne og frem til slutningen af 1980’erne var gået i stå.  

"Arsène Who?"

Modtagelsen blandt tilhængere, spillere og presse var mildt sagt blandet. "Arsène who?", hed det i en overskrift i Evening Standard, og spillerne med anfører Tony Adams i spidsen undrede sig over den spinkle mand med briller, som lignede alt andet end en fodboldmanager. De mere seriøse medier mindede om, at der ikke var tradition for ikke-britiske managere. Den eneste undtagelse var tjekken Josef Venglos, som var et stort navn på kontinentet, mens hvis nye metoder blev systematisk modarbejdet i Aston Villa, hvor han kun holdt et år.

Det var heller ingen succes, da Arsène Wenger omgående dekreterede nye og sunde madplaner og begrænset indtagelse af alkohol i en klub, hvor anføreren og i mindre grad to-tre andre spillere var alkoholikere. Opvarmning inden kampene blev systematisk og ikke bare tilfældigt sparken med bolden fem minutter før kampstart. Træningen var hårdere end hidtil. Wenger vidste fra kontinentet, at italienske, spanske og franske hold trænede langt mere intenst end de engelske, og staben af massører blev udvidet.

Alt det hører med til Wenger-myten, og Tony Adams har selv fortalt om, hvordan den franske manager reddede ham fra at gå helt til bunds. Men Tony Adams har også peget på en anden og nok så vigtig ting: Arsène Wenger fik hurtigt langt flere penge at arbejde med end forgængerne, og de blev brugt på indkøb af især udenlandske spillere som Patrick Veiera, Dennis Bergkamp, Frederik Ljungberg, Robert Pires, Emmanuel Petit, Marc Overmars og målmanden Jens Lehmann, som kom til at udgøre stammen i de succesrige hold i franskmandens første år. Og han chokerede ved at være den første manager, som sendte et hold uden en eneste engelsk spiller i startopstillingen på banen.

Resultaterne udeblev ikke med tre mesterskaber og syv sejre i den ’store’ pokalturnering. Det er i sig selv imponerende, men i forhold til andre storklubber er det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Arsenal i de forløbne 20 år aldrig har fået en placering under 4. pladsen, og at klubben som en af de få i Europa konstant kvalificerer sig til Champions League, hvilket samtlige af klubbens konkurrenter ikke har formået i det samme tidsrum.

Arsène Wenger går over i historien af en anden grund. Mesterholdet fra 2003-2004 har i dag status som ’The Invincibles’. Thierry Henry, Patrick Vieira, Fredrik Ljungberg og de andre gik ubesejrede gennem turneringen, hvilket kun en klub har gjort tidligere eller senere, nemlig Preston North Ends mestre med de såkaldte ’skotske professorer’ i spidsen i den første ligaturnering i 1888-1889.

Det ubesejrede mesterhold fra 2003-04-sæsonen.

Foto: Getty Images

Arsène Wenger er også exceptionel af en anden grund. Han er en af de få managere, som ikke kun har spillet en stor rolle på det sportslige, men også på det økonomiske plan. Han er en af arkitekterne bag bygningen af det nye Emirates Stadium fra 2006, som med godt 60.000 pladser til en pris af omkring 3,5 milliarder kr. skaber et solidt indtægtsgrundlag på ’match day’ i forhold til de omkring 38.000 pladser på det historiske Highbury – der til gengæld var et arkitektonisk mesterstykke med noget mere atmosfære end på dagens Emirates. I dag har Arsenal den største indtjening per match day af samtlige engelske klubber.

"Arsène var involveret i udførelsen af dette projekt helt ned til designet af den mindste tekop," siger vennen David Dein i Alex Flynns og Kevin Whitchers bog om Arsène Wenger, ’Arsènal’.

Han har bidraget til at modernisere og strømline klubbens strukturer på en række andre områder. På den måde var Arséne Wenger også en pioner, og han stod i spidsen for opførelsen af klubbens helt nye træningsanlæg i London Colney.

Den nærige manager?

På den måde træder han i fodsporene på klubbens legendariske manager – og den muligvis største manager i engelsk fodbold nogensinde – Herbert Chapman, som i perioden 1925 til sin tidlige død i 1934 ikke alene vandt tre mesterskaber med klubben, men som samtidig udviklede nye træningsmetoder og systemer som WM-opstillingen, samtidig med at han udviklede klubben med hidtil ukendte metoder som marketing, systematisk kontakt til pressen og udbygning af klubbens infrastrukturer.

Men kritikere mener, at Arsène Wenger – og klubben – i flere år satte de sportslige ambitioner på vågeblus, mens opmærksomheden var rettet mod de store projekter og finansieringen af dem, som Arsène Wenger i flere år brugte som forklaringen på, at klubben ikke stod først i rækken, når de største stjerner var til salg.

Det var Arsène Wenger og klubbens ledelse bevidste om, da de indledte byggeriet af Emirates. Men de kunne ikke vide, at deres nærmeste konkurrenter som Manchester United, Chelsea og lidt senere Manchester City i samme tidspunkt blev købt af stenrige investorer med det resultat, at Arsenal ikke kunne følge med i jagten på de dyreste spillere.

"Man føler, at man har sten overfor maskingeværer. Men det ønsker folk ikke at vide. De vil bare have dig til at blive mester," konstaterede Arsène Wenger lakonisk. 

Kritikerne og ikke mindst mange medlemmer af Arsenal Supporters’ Trust beklagede ved flytningen til Emirates også, at bussen med spillere blev kørt direkte ind i et lukket område på stadion, mens de tidligere parkerede udenfor Highbury, hvor tilhængerne havde mulighed for at udveksle et par bemærkninger med dem. I fodboldmillionærernes tid på stadioner til milliardbeløb var den fysiske forbindelse med spillere og fans nu definitivt afbrudt. Det var og er også tilfældet i de øvrige storklubber, men den franske managers meget reserverede væsen og hans ønske om at ’beskytte’ sine spillere fra omverdenen gjorde ham til et symbol på denne udvikling.

Det samme er tilfældet for Wengers forsvar for de ekstremt høje priser for billetter og abonnementer på Emirates. Han erklærede sig sidste år fuldstændig uforstående for den aktion, supporterforeningen ’Spirit of Shankly’ fra Liverpool iværksatte med støtte fra foreninger i andre klubber imod de høje billetpriser. Arsène Wenger forsvarede dem med klubbernes høje udgifter til spillere. Men han glemte at fortælle, at klubbernes ejere i stigende grad scorer kassen i Premier League.

Ejeren scorer kassen

Det gælder for eksempel Arsenals amerikanske hovedaktionær, Stan Kroenke, som ud over sit udbytte hæver tre millioner pund årligt i ’konsulenthonorar’ i klubben, hvilket blev stærkt kritiseret på Arsenal Supporters’ Trusts generalforsamling i foråret.

Klubbens omsætning var 345 millioner pund i sæsonen 2014-2015, og overskuddet før skat var 25 millioner pund.

Indtil videre har Arsène Wenger helt og holdent respekteret Stan Kroenkes filosofi, som amerikaneren formulerede den på et seminar i USA i foråret 2016, hvor han talte om professionelle klubber som ’real industries and real business’.

"Man skal aldrig kaste sig ud i det, hvis man ønsker at vinde mesterskaber," sagde han meget åbenhjertigt og indrømmede hermed, at ønsket om profit står over ambitionerne om sportslig succes.

Kritikere blandt klubbens tilhængere bebrejder Arsène Wenger, at han helt og holdent har købt denne filosofi. Han har i flere år leveret solide overskud til klubbens aktionærer, men de store triumfer i form af et engelsk mesterskab og en finaleplads i Champions League er udeblevet. Og kendsgerningen er, at Arsenal i de forløbne år har investeret mindre i spillere end de to Manchester-klubber samt Chelsea og Liverpool.

Nu har Arsène Wenger og klubben pengene. Emirates er en guldgrube, sponsorindtægterne af forskellig art er blandt de højeste i Premier League og ifølge konsulentfirmaet Deloittes årlige oversigt over de rigeste europæiske klubbers økonomi – hvor Arsenal ligger på en syvendeplads – er der gode chancer for at øge indtægterne betydeligt i de kommende år.

På trods af det sidder pengene ikke løst, og for eksempel trækker forhandlingerne om en forlængelse af midtbanespilleren Mesum Özils kontrakt ud. Ifølge den britiske presse forlanger tyskeren den højeste månedsløn, Arsenal nogensinde har betalt en spiller, men for en gang skyld viser Arsène Wenger åbenhed – og en vis sans for humor, som da han forleden kommenterede sagen.

"Jeg tror ikke, at vi behøver at overbevise ham. Han vil gerne blive her. Men hvis nogen har en god bank, så ring lige til mig."

Topfoto: Collage: Getty Images