Managerens ensomme liv på vulkanen - det hårde liv i spidsen for engelske klubber

Ensomhed og frygt for fyreseddel er fælles for næsten alle blandt de 92 league managers i England. Klubejere gør det svært at arbejde, og det er svært at håndtere spillere, som kun tænker på deres egen karriere – og deres egen bankkonto. Alligel bliver de ved. For fodbold er deres liv, fortæller de i bogen om ’Livet på vulkanen’

Af Michael Seidelin

Den unge manager Aidy Boothroyd var chokeret og rystet, da han trådte ind i Northamptons omklædningsrum efter et 1-4 nederlag til konkurrenterne fra Wycombe Wanderers i 2013. Han var ’a dead man walking’, for fyresedlen ventede få timer efter.

Det var ikke det værste. Udenfor i familiens bil ventede Aidy Boothroyds søn Nathan, der som en af de første skulle have den dårlige nyhed om faderens fald få år efter, at Nathan havde oplevet faderen som en helt, da Aidy Boothroyd førte sin tidligere klub Watford op i Premier League.

Aidy Boothroyd er i dag U21-træner for England, men har prøvet op- og nedturene, der er hverdag for managers i de 92 league-klubber.

Foto: Getty Images

»Nathan havde siddet oppe på det åbne tag i en dobbeltdækkerbus, da 25.000 mennesker var ude i Watfords gader for at hylde os efter sejren over Leeds, som førte os i Premier League … Nu så han sin far få sparket i Northampton Town, en klub i League Two. Efter at have været konge, er faderen en klovn. Det prøvede jeg at fortælle ham i bilen. Han har set højdepunkterne og nedturene. Jeg tror – jeg håber – det gør ham til et mere fuldstændigt menneske«, siger han i journalisten og forfatteren Michael Calvins bog ’Living on the Volcano’ om livet som manager.

Aidy Boothroyd, der repræsenterer en ny generation af engelske trænere og managers, er i dag træner for det engelske U21-landshold. For ham var vejen ikke så lang tilbage. Det risikerer den til gengæld at blive for flere af de ikke mindre end 29 managere, som fik fyresedlen mellem sæsonstarten i 2016 og 17. januar 2017. Flere vil følge frem til midten af maj, og resultatet vil være, at omkring 30 procent af managerne i de 92 ligaklubber har måttet sig farvel til spillere og tilhængere i løbet af en sæson. I sæsonen 2015-2016 var der ikke mindre end 70 ’manager movements’, hvoraf 56 var afskedigelser og 14 mere eller mindre frivillige aftrædelser.

En manager i Premier League holder omkring to år (Arsene Wenger med 21 år i Arsenal holder gennemsnittet oppe), mens den gennemsnitlige karriere i en klub i de følgende divisioner er mellem et og halvandet år. Og alene af den grund er der grund til at stille spørgsmålstegn ved, hvor stor de ofte gennem-hypede managers rolle egentlig er, skrev Financial Times’ anerkendte fodboldskribent, Simon Kuper, for nylig i en meget kontroversiel artikel i avisen.

Det hårde pres

Debatten om managerens reelle rolle giver anledning til at omtale Michael Calvins bog, som er en række samtaler med engelske managers fra kendte som Alan Pardew – netop fyret i Crystal Palace – den tidligere Manchester United-stjerne Mark Hughes, som i dag er manager i Stoke og den nye stjerne, Bournemouth-manager Eddie Howe samt en række totalt ukendte managere, som opererer i de lavere rækker i engelsk fodbold.

Bogen, der er skrevet af den tidligere sportsredaktør på avisen The Independent og forfatter til flere bøger, er på mange måder en hyldest til mændene, som kun sjældent optræder i tv-studierne eller i avisernes overskrifter. Mens Pep Guardiola, Claudio Ranieri, Jürgen Klopp og Antonio Conte er på gennemrejse i toppen af engelsk fodbold, er det folk som Aidy Boothroyd og Shaun Derry fra Cambridge United, som uge efter uge holder liv i den engelske fodboldkultur, som vi finder den i Swindon, Grimsby og Oxford. Vi er langt fra fodboldarenaerne i London, Liverpool og Manchester med fodboldturister og tilhængere med abonnementer til 20.000 kr. om året.  Her er målet ikke at spille Champions League, men ganske enkelt holde en klub oven vande til glæde for de tilhængere, som lørdag efter lørdag møder op for at opleve den ægte vare i form af – ofte overraskende - godt spil, samvær, sangene, en pie og en tur på pubben efter kampen.

Alligevel har managerne i disse klubber forbløffende meget til fælles med deres kolleger i toppen. Presset er enormt, hvad enten klubben hedder Accrington Stanley eller Arsenal. »Det er et liv på vulkaner«, siger Arsenal-manager Arsène Wenger i bogens forord, og omkostningerne er enorme.

Manager Martin Ling måtte stoppe karrieren på grund af helbredsproblemer, da han ikke kunne håndtere presset.

Foto: Getty Images

En gennemgående figur er den tidligere manager Martin Ling, som var spået en stor karriere, men hvis nerver ikke holdt til presset, og som efter flere sammenbrud erkendte, at han til sidst arbejdede med livet som indsats. Den positive side af historien er, at hans kolleger – og konkurrenter – i managermiljøet udviste stor forståelse. Væk var macho-stilen, for alle vidste, at det ugen efter kunne overgå dem selv, som sir Alex Ferguson udtrykker det i forbindelse med Martin Lings sygdomme.

Frygten dominerer hverdagen

Et gennemgående træk i alle beretningerne handler om ensomheden på trods af, at fodbold er en kollektiv sport, at manageren er omgivet af en stab og en gruppe spillere de fleste af døgnets timer. Familielivet er stort set ikke eksisterende.

»Bliv på hotellet«, råbte Stoke City fans til klubbens nye manager Tony Pulis. De havde læst, at han var på udkig efter et hus, hvilket ifølge – de fornuftige – fans var uklogt i betragtning af, at managere ryger ud og ind ad klubberne. Millwalls manager Ian Holloway havde som kun 52-årig boet 33 forskellige steder, da klubben skilte sig af med ham forrige år.

Mange vælger hotellerne. Andre forsøger at finde klubber i den region, hvor de bor, men selv for de bedste managere er det ikke nemt. Chris Hughton, Brighton and Hove Albions succesrige manager siden december 2014, fortæller for eksempel om det chok han fik, da han blev fyret i Premier League-klubben Norwich i sommeren 2014. Det var første gang i 35 år, han ikke havde været med til på et eller andet niveau at forberede en ny sæson, og det var en ’nedbrydende erfaring’.

Han reagerede dog omgående med at påbegynde en uddannelse i ’corporate management’, og det hjalp, at han optrådte i medierne som konsulent og jævnligt deltog i debatter om det ømtålelige problem i engelsk fodbold, nemlig racismen, som Chris Hughton som en af de meget få sorte managere kender alt til.

Et halvt år efter stod han i spidsen for en veldrevet, ambitiøs Championship klub. Men for hovedparten af managerne i de 92 ligaklubber risikerer fyresedlen at blive det sidste skub ind i det totale mørke.

»Du er aldrig sikker i det her job. Det er frygten for at blive fyret, som driver mig. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke stiger ind i min bil og tænker, at det kan blive den sidste dag i jobbet«, siger Karl Robinson, en af Englands unge, lovende managere.

Han var manager i Milton Keynes Dons i 2010-2016. Han førte klubben op i Championship i 2015, men han måtte forlade Milton Keynes året efter som en konsekvens af nedrykningen til League One. Få uger efter blev han udnævnt til manager i Charlton Athletic, hvis belgiske ejer har forvandlet klubben i det sydlige London fra at være en stabil klub i den næstbedste række til at være et totalt kaos, hvor spillere og managere ryger ud og ind af The Valley, klubbens kendte stadion.

Kaotiske klubejere

Karl Robinson er kendt for at være en dybt seriøs og talentfuld manager. I Charlton er han i farezonen, for ejeren er kendt for sin fuldstændig anarkistiske ledelse af den belgiske storklub Standard de Liège og de øvrige klubber, han ejer.

Den type klubejere er med til at skabe den herskende ustabilitet på alle niveauer i engelsk fodbold. Et skoleeksempel er Mike Ashley i Newcastle, som ud over at være hovedaktionær i klubben ejer et mindre imperium af butikker med sportsartikler, hvis ansatte ifølge enqueter i britisk presse arbejder under skandaløse forhold – hvilket Mike Ashley modstræbende måtte indrømme i britisk tv sidste år.

Hos ham holder managerne ikke længe. Chris Hughton og Alan Pardew – netop hældt ud af døren i Crystal Palace – er prominente ofre for den slags ejere, som hærger i toppen af engelsk fodbold som Hull City i Premier League og i de mindste provinsklubber.

De italienske ejere af den tidligere storklub Leeds United og Leyton Orient i Londons East End har ry for at være ’manager-ædere’. I dag er situationen i Leyton Orient helt kaotisk med tilhængere, som desperat kræver ejeren Francesco Becchettis tilbagetræden efter, at stribevis af håbløse italienske managere og trænere har formået at køre klubben sportsligt i sænk.

Den erfarne manager Russell Slade, som kender alt til livet i engelsk fodbolds nedre etager, skulle samarbejde med en italiensk stab, hvor kun nogle få talte engelsk, og efter at han havde ført klubben tæt på Championship, befinder den sig i dag i bunden af League Two.

Russell Slade forlod Leyton Orient til fordel for Cardiff City, en anden kaotisk klub ejet af thailandske Vincent Tan, som også er storforbruger af managere. Norske Ole-Gunnar Solskjaer holdt kun et halvt år som manager i klubben i 2014.

De kyniske spillere

Penge skal der til i professionel fodbold. Men de kan også smadre et hold og en klub. Shaun Derry, som i dag er manager i Cambridge United, fortæller i bogen om London-klubben Queens Park Rangers storhed og fald.

Han var som spiller med til at føre klubben op i Premier League i april 2011. Efter en serie dårlige resultater i efteråret 2011 blev den tidligere Manchester United-stjerne Mark Hughes manager i januar 2012. Mark Hughes, der som spiller vandt flere engelske og europæiske mesterskaber og pokaler, som havde stået i spidsen for klubber som Blackburn Rovers og Manchester City, skulle gøre QPR til en magtfaktor i hovedstaden.

Han formåede at holde klubben i Premier League i sæsonen 2011-2012, hvorefter han fik en stor pose penge til indkøb af spillere af klubbens ejer fra Malaysia. Og så gik det galt.

Shaun Derry fortæller blandt andet om den brasilianske målmand Julio César, som var et af de nye indkøb. Da brasilianeren hørte om Shaun Derrys problemer i den engelske hovedstads morgentrafik, anbefalede han – i fuld alvor - sin kollega at købe en helikopter, som kunne bringe ham fra hjemmet i Kent til London.

Julio Cesar foreslog i ramme alvor, at en kollega skulle købe en helikopter for lettere at kunne komme til træning.

Foto: Getty Images

De øvrige stjerner gik mere om i deres luksusbiler end i jobbet i QPR, og Shaun Derrys konklusion er klar.

»Klubben havde mistet dens identitet fra den ene dag til den anden. Når du befinder dig i en klub i bunden af Premier League, og du ser folk ankomme i gigantiske superbiler, med et nyt ur hver anden uge og tøj til tre, fire, fem, seks tusind pund, så er der noget helt galt«.

Der var noget helt galt, og holdet gik totalt i opløsning. I et interview i bogen indrømmer Mark Hughes, at han ikke var opmærksom på, at tilliden mellem spillerne forsvandt, og at holdet var så fragmenteret, at det var umuligt for ham at få spillerne til at arbejde i samme retning.

Statistik og den gamle ’scout’

Flere managere peger på det stigende problem med spillere, hvis eneste interesse er at malke selv de fattigste klubber for penge. Dertil kommer manglen på disciplin hos især de engelske spillere.

Mark Hughes, der blandt andet har spillet i Barcelona, fremhæver især de italienske spilleres disciplin samt vilje og evne til at tilpasse sig nye omgivelser. Han nævner Gianfranco Zola og Gianluca Vialli som var store stjerner, men det gælder ifølge andre managere også for mere beskedne spillere. Mark Warburton, den tidligere trader i Londons City, som førte Brentford fra det vestlige London op i Championship, og som i dag er manager i Glasgow Rangers, peger på forskellen mellem engelske og spanske spillere.

»De spanske drenge er topprofessionelle. Hvis de ikke bliver udtaget eller sat af holdet, reagerer de med det samme med at spørge sig selv, hvad de kan gøre for at imponere træneren. En masse britiske spillere i den samme situation reagerer ved at overveje, hvordan de kan genere træneren endnu mere«.

Mark Warburton og bogens forfatter, Michael Calvin, har også en række interessante overvejelser om de statistisk funderede metoder til rekruttering af spillere, som blev udviklet i amerikansk basketball, og som ejeren af Brentford og FC Midtjylland, Matthew Benham, går stærkt ind for, ligesom de er indført i mere eller mindre grad i stort set alle ligaklubber i de store europæiske lande. Med vekslende held. For matematikeren og statistikeren Matthew Benham understreger, at der skal stor viden og masser af kompetence til at udvikle de rigtige statistiske modeller – og til at udlede de rigtige resultater af dem.

Erstatter de den klassiske scout? Michael Calvin selv svarer ikke på spørgsmålet, men han giver et fascinerende indblik i deres verden i hans anden fremragende bog om kulisserne i engelsk fodbold, ’The Nowhere Men – The Unknown Story of Football’s true talent spotters’. Her optræder Matthew Benham også. Men der er især masser af romantik blandet med frustrationer samt duft af nyslået græs i beretningerne om fodboldens anonyme mænd, som flere gange om ugen sidder på anonyme stadioner eller på en klapstol langs en bane for at finde den nye David Beckham, Dele Alli eller Raheem Stirling – som de med jævne mellemrum finder.

Michael Seidelin er Politikens korrespondent i Paris og forfatter til "De røde og de døde" - en bog om Liverpool FC. Den bog kan købes her

Michael Calvin: Living on The Volcano. The Secrets of Surviving as a Football Manager. Arrow Books.

Michael Calvin: The Nowhere Men. The Unknown Story of Football’s True Talent Spotters. Century.