Silly Season: Så er det lukketid
En måned fuld af skøre rygter er ved at være forbi. Vi lukker og slukker for rygtebørsen i denne sidste udsendelse, hvor alle Premier League-holds transfervinduer vurderes nøje.
Det er Silly Season præsenteret i samarbejde med PLBOLD & Spoomes.
Af Daniel Sichlau
Hvilken fornemmelse sidder Arsenal, Liverpool, Tottenham & Manchester United-fans tilbage med efter et helt vindue fuld af rygter, men uden nogen nævneværdige tilgange? Det kan man sidde og fundere over i sit stille sind efter en måned, hvor rygter som Griezmann til Old Trafford har været hverdagskost i nyhedsfeedet.
I denne udsendelse giver vi alle klubber karakterer fra 1-10 for deres køb og salg, samtidig filosoferer vi lidt over David Moyes' store forkærlighed for nostalgi. For hvor mange gamle Everton-spillere er der efterhånden i Sunderlands trup? Og kan de sikre overlevelse?
Til sidst kårer vi månedens skøreste handel og den bedste handel. Hvor vi godt kan garantere et par overraskelser i feltet af nominerede.
Tak fordi I har lyttet med hele januar. Vi håber at vende tilbage til sommer, hvor handlerne er større og vildere.