Mediano Superliga: Hvis Michelsen rejser til Stockholm og hvis Peter Sørensen bliver dømt, så...
Mediano Superliga Podcast: I dag sætter vi fokus på, hvad SønderjyskE skal stille op, hvis Jakob Michelsen går dybt ind i dialogen med svenske Hammerby, og hvad Silkeborgs ledelse arbejder med lige nu som en plan B, hvis Peter Sørensen ender med at blive dømt i en sag langt udenfor fodboldbanen.
Af Sture Sandø
Vi er stadig midt i landskampspausen, og vi begynder i den grad at savne ligaerne igen. Så i dagens udsendelse runder vi Danmarks pligtsejr over Kasakhstan, de aktuelle problemer med at stille et slagkraftigt landshold i testkampen mod Tjekkiet, men bruger det meste af tiden på at tale Alka Superligaen.
Dagens panel er fodboldspilleren, Francis Dickoh, der er tilbage i Mediano-studiet efter at have tilbragt efteråret hos norske Lillestrøm og så Medianos chefredaktør Peter Brüchmann.
De diskuterer især SønderjyskE og Silkeborg. Hvad sker der, hvis sønderjydernes træner Jakob Michelsen ender med at gøre flirten med svenske Hammerby til en egentlig kontrakt? Vil SønderjyskE slippe ham? Hvad vil det betyde for de forsvarende sølvvindere? Og er det godt for dansk fodbold, at danske trænere rejser til Sverige?
Og især spørgsmålet om, hvem er emnerne til at afløse Michelsen, hvis det skulle komme til et farvel enten ved kontraktudløb til sommer eller før?
Endnu mere alvorlig er sagen i Silkeborg, hvor træner og manager Peter Sørensen er tiltalt i en sag om vold i forbindelse med en skilsmisse. Bliver han dømt, vil Silkeborg formentlig være tvunget til at handle og er ifølge dagens panel allerede igang med at udtænke og undersøge mulighederne i en plan B, hvis Silkeborgs fremtid skulle blive uden Peter Sørensen. Også her diskuterer panelet, hvad mulighederne vil være, hvis man skal afløse Peter Sørensen i utide.
I denne Mediano-udsendelse kigger vi også på problemerne i AaB, OB, Esbjerg og AGF. I udsendelsen får du følgende centrale pointer:
- Er kampen mellem FC Nordsjælland og AGF på lørdag en finale om at være den sidste bejler, der kan koble sig på Top 6-ambitionen?
- Er AGF blevet bedre i den periode, hvor man har spillet uden Morten 'Duncan' Rasmussen?
- Er det AaBs store chance, at man nu møder top 6-hold som FC København, Randers, Lyngby og Sønderjyske? Eller er det kampe, der én for én kan klippe snoren mellem AaB og topholdene?
- Hvem har skuffet mest hos AaB: De nye indkøb eller de etablerede spillere, der også er dykket?
- Hvem er den oversete spiller, når man taler om, hvad AaB mangler i denne sæson? Og hvem giver Lars Søndergaard ekstra lang snor for at lukke det hul?
- Er Lyngby-Horsens en knockout kamp, hvor Lyngby kan konsolidere sig i top 6 og hægte Horsens af?
- Præcist hvor lang er snoren til Kent Nielsen i OB?
- Og så runder vi Viborg, der flyver under radaren, når holdet har succes og nu gør det samme, når holdet blot har fået 1 point i 7 kampe - mindst af alle.
Lige nu er Horsens og AaB nøjagtig lige stillet hos Oddset, hvor begge hold giver pengene 2,70 gange igen for at ende i top 6. Også det er et emne i dagens podcast.
Hør eventuelt også Medianos Superliga Special med Dan Hammer og Peter Brüchmann, hvor vi blandt andet går tæt på Brøndbys aktuelle aktie-emission og FC Københavns udvikling med og uden Ståle Solbakken i fremtiden:
Medianos partner på vores podcast om Superligaen er Danske Spil og Oddset, hvor man lige nu er gået igang med sidste uge af konkurrencen om at finde Danmarks-mesteren i Oddset. I denne uge skal de ti sidste deltagere til finalen findes. Se mere om konkurrencen her.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg