Mediano Superliga: Kent, krise og knas i Zornigers maskinrum
Superliga podcast: Punkterede Viborg Alexander Zornigers ballon eller var det bare et bump på vejen? Er Kent Nielsens OB i krise eller er de bare ikke kommet igang? Og begynder AGF at vakle i troen på Glen Riddersholms projekt?
Af Sture Sandø og Jacob Staehelin
I dag får du hele halvanden times Superliga-podcast fra Mediano. Vi skal både tage 9. spillerunde ned og kigge frem mod en midtuge-runde, der betyder, at vi for - formentlig - første gang i fodboldhistorien har Superliga alle ugens dage.
Dagens Mediano-panel består af akademitræner i Lyngby Boldklub, Jonathan Hartmann og Medianos chefredaktør Peter Brüchmann.
I denne udsendelse kan du høre, hvorfor Hartmann mener, at Viborg gjorde det, som de fleste andre Superliga-modstandere har forsøgt at gøre mod Zornigers Brøndby og du kan høre Peter Brüchmann betegne den nye Superliga-struktur som et Jørgen Clevin-agtigt klippe-klistre projekt - og hvorfor det bliver bevist i de kommende dage.
En central diskussion er, hvorvidt Kent Nielsens OB er i krise eller bare har problemer med at skabe og forvalte chancer.
- Krise er, når en klub kæmper for overlevelse i mere end sportslig forstand. Sportslig krise er, når alle værktøjer er forsøgt, og det begynder at ligne desperation. Ingen af delene passer på OB, og derfor vil jeg stadig vare mig for at bruge ordet krise, siger Peter Brüchmann.
Jonathan Hartmann peger på OBs evne til at være boldbesiddende, men at spille med to 6'ere i skikkelse af Izunna Uzochukwu og Mohamed El Makrini.
Hos Medianos partner Oddset er SønderjyskE favoritter til odds 2,35, når holdet i midtugen møder OB, der giver pengene 3 gange igen, hvis vendepunktet kommer her.
I udsendelsen kan du også høre:
- Her er, hvad FC Nordsjælland mangler for at kunne præstere i en hel kamp. Hvem er lederfigurerne, der ikke slår til. Hvor er lederfiguren, der mangler.
- Derfor kan SønderjyskEs sejr over FC Nordsjælland blive et vendepunkt, der fører hele vejen til top 6.
- Hvem har Lyngby det allerbedst med at spille imod? Og hvorfor er det ikke nødvendigvis et mareridtsprogram at møde AaB og Brøndby i samme uge.
- Hvad er Colin Todds opskrift og hvorfor kan det give mening at lave en start 11'er uden de største navne.
- Hvad er fællesnævneren for Glen Riddersholms arbejde i AGF og FC Midtjylland? Og hvor vigtig er midtugens kamp mod trænerens gamle klub, FC Midtjylland.
- Hvorfor er Midtjyllands dispositioner omkring Martin Pusic udtryk for svagt lederskab? Og hvor tæt er Rafael van der Vaart på den ideelle rolle?
- Hvad kan FCK uden Thomas Delaney og hvor tæt er Jan Gregus på at kunne blive hans afløser? Og hvem er hårdest ramt - FCK uden Delaney eller Randers med nyt midterforsvar?
Og meget, meget mere.
Udsendelsen er bragt i samarbejde med Oddset