Boguddrag: John Eriksen - angriberen, der glemte sig selv
Mediano bringer her et længere uddrag af Lars Finks bog om den danske angriber John Eriksen. Bogen beskriver en fodboldspiller, der ikke gjorde det store væsen af sig, men som havde en fornem karriere i hollandsk, fransk og schweizisk fodbold - indtil demens ramte ham og ultimativt endte et liv alt, alt for tidligt. Bogen er udgivet på forlaget Turbine
Bogen er udkommet på forlaget Turbine - klik på billedet for at købe bogen.
Uddraget er fra bogens ottende kapitel, hvor John Eriksen netop har skrevet kontrakt med Luzern efter et ophold i Servette.
Turen fra Genève til Luzern kan gøres på små tre timer i bil. Som en tur i den firhjulede fra Odense til Aalborg. Ikke noget særligt transportmæssigt, men alligevel er der en verden til forskel. Genève er en del af det Schweiz, der har internationale organisationer og virksomheder, og dermed et åbent udsyn til verden. Luzern derimod hører hjemme i et Innerschweiz, hvor blikket mere er vendt ind end ud. Det betød også, at familien Eriksen skiftede det mere mondæne, smarte og moderne Genève ud med et Luzern, der havde et mere landligt udtryk.
”Her i Innerschweiz er det bønder. Det er ikke respektløst ment, men det er folk med fødderne solidt plantet i jorden,” forklarer John Eriksens tidligere holdkammerat Beat Mutter, der stadig er bosiddende i Luzern.
”Du snakker med alle, og alle går til dig. Det er en helt anden mentalitet end i Genève, hvor det er mere internationalt.”
På den måde trak John Eriksen en linje med sit skifte. En linje, der gav mening, når man så tilbage på karrieren. Han havde været forbi de store klubber med penge og krav om succes i Holland og Schweiz. Klubber som Feyenoord og Servette. Klubvalg, der pegede frem mod jagten på titler, sportslig gevinst og krav om scoringer. Men der var en større tydelighed i John Eriksens valg af klubber, der pegede bagud mod ungdommen i SfB. Den lille klub, hvor alle kendte alle, og oplevelsen var så tæt på familiær, som den kunne komme i en forening, hvor folk kommer med forskellig baggrund. OB stod tydeligt med Richard Møller Nielsen som en altfavnende far med fast hånd. Mens Roda var båret af kulminehistorikken og ikke mindst koempelmentaliteten. Nu var det så Luzern, der lagde sig i slipstrømmen som endnu en brik i jagten på den form for tryghed, der følger med i klubber, hvor noget så flyvsk som klubånd stadig eksisterede.
”Hvad strukturen angik, var det hele mere enkelt i Luzern. Det var mere direkte. Præsidenten sagde ja eller nej. Der blev ikke diskuteret,” fortæller Beat Mutter om den virkelighed, som John Eriksen stiftede bekendtskab med i sommeren 1989.
Fra den første tid i Holland, hvor Roda nød godt af John Eriksens afslutningsevner.
Foto fra bogen 'John Eriksen - angriberen, der glemte sig selv' af Lars Fink
”Det var en klub med mere hjerteblod, hvor alle, der var med omkring klubben, arbejdede gratis som frivillige. Hos Servette var det meget mere professionelt.”
Det var bare ikke det professionelle setup, som John Eriksen var på jagt efter i sit 11. år som udlandsprofessionel. I stedet var angriberen på jagt efter et sted, hvor han igen kunne føle sig hjemme. Et sted, hvor hele familien Eriksen kunne falde til. Han vidste, at det med stor sandsynlighed var den sidste kontrakt, han ville underskrive i udlandet. Derfor var det vigtigt, at det ikke kun var ham selv, der fandt glæde ved skiftet. Det skulle også være en kontrakt og et skifte, der gav mening for fru Annette og børnene Camilla og Sarah. Derfor var Innerschweiz det perfekte sted. Ikke nok med at det var afdæmpet og provinsielt på den måde, der passede fodboldspilleren John Eriksen, så var det også et område, der kulturelt passede til mennesket John Eriksen og hans familie.
Innerschweiz var orienteret mod Tyskland i modsætning til det frankofile Genève. Og det tyske lå langt tættere på de to sydfynboers sind end den mere distancerede franske omgangsform. Så hjalp det selvfølgelig også, at tysk – selv om det var den schweizertyske udgave – var et sprog, som både John og Annette følte sig langt bedre hjemme i rent sprogligt end fransk. Derfor var der en stor del hensyn til familien, da John Eriksen valgte at underskrive den sidste udlandskontrakt med FC Luzern.
”Vi havde ikke drømt om, at det skulle blive til så mange år i udlandet. Det har givet mange oplevelser, vi har lært andre kulturer at kende, lært sprog og lært at tilpasse os nye forhold,” forklarede John Eriksen over for Fyens Stiftstidende kort efter skiftet til Luzern.
”Til gengæld har den megen flytten rundt betydet få venner og stillet store krav til min kone Annette, som jo ofte har gået hjemme ved børnene og derfor har manglet kontakten udadtil. En professionel fodboldspillers familie fungerer jo på mandens præmisser.”
John Eriksen var ikke i tvivl om, at han havde en vigtig og opofrende støtte i sin kone. Uden Annette og den hjemlige tryghed, hun havde givet sin mand uanset, hvor de havde haft base, så havde succesen nok været begrænset. Derfor var John Eriksen også så småt begyndt at fokusere på, at betale tilbage, når den aktive fodboldkarriere inden alt for længe var et overstået kapitel. Det var dog ikke udelukkende hensynet til Annette, Camilla og Sarah, der sendte familien Eriksen de 265 kilometer nordøstpå i kantonernes land. Der var naturligvis også et sportsligt tilbud fra FC Luzern, der fremstod yderst interessant for den danske målsluger. Klubben var nemlig i sommeren 1989 forsvarende schweizisk mester. John Eriksen havde endda været nærmeste vidne til triumfen, da de blå-hvide fra Luzern havde sikret sig mesterskabet med en 1-0-gevinst over Servette på hjemmebanen Allmend. Det første og hidtil eneste mesterskab i klubbens historie. I det opgør fik danskeren for alvor noteret sig, hvor passionerede klubbens fans var i forhold til John Eriksens hverdag på Stade des Charmilles i Genève. Her var ingen afmålthed og et uhyre kritisk udgangspunkt, når man gik på stadion. På Allmend var der til gengæld en kærlighed og opbakning til holdet fra en hel kanton, hvis hjerter bankede for de blå-hvide fra FC Luzern.
John Eriksen som en af Europas mest effektive målscorere i Servette-trøjen.
Foto fra bogen 'John Eriksen - angriberen, der glemte sig selv' af Lars Fink
”Vi havde rigtig mange folk fra hele området og dalene, der kørte 50 minutter i bil for at komme til kampene. Det var hele kantonen, der stod bag FC Luzern. De kom fra de mindste flækker. Lørdag var lig med fodbold, og klubben var hele kantonens stolthed,” forklarer Beat Mutter om den gejst og passion, der var for fodbolden i John Eriksens nye klub.
”Hvad hjerteligheden og publikumsinteressen angik, var det en helt anden verden. Publikum var vanvittige. Når du vandt tre kampe, snakkede man kun om mesterskabet. De blev mestre, året før John kom. 174 Det må have været fantastisk. Der var en eufori i klubben, der varede flere år.”
Manden bag mesterskabet var den tyske træner Friedel Rausch, der også var manden, der valgte at forstærke sit mesterhold med to nøglepersoner. Den unge 21-årige angriber Adrian Knup, der blev hentet i Aarau, og så John Eriksen, der nærmede sig de 32 år. Tankegangen hos Luzern var, at man fra sæson til sæson havde en grundstamme på holdet, som man valgte at supplere. Helt anderledes end svingdøren i Servette, hvor der hver sæson var masser af udskiftninger i truppen.
”Logisk nok var forventningerne høje, fordi holdet – på nær spilfordeleren Jürgen Mohrs afgang – blev sammen og forstærkede sig med John Eriksen og mig. Forventningerne var helt klart at spille med helt fremme om mesterskabet,” fortæller Adrian Knup om sin og John Eriksens tiltræden i klubben. Der var også en del nervøsitet forbundet med skiftet. Ikke fordi det naturlige forventningspres plagede den danske angriber, der i sine tre sæsoner i Genève havde scoret imponerende 75 gange i ligaen. Derimod gav det anledning til en hel del spekulation, at tiden med fodbold som en levevej var ved at løbe ud. John Eriksen var godt nok uddannet som lagerekspedient med handelseksamen, men det eneste arbejde, han for alvor havde kendskab til og erfaring med, var jobbet som professionel fodboldspiller. Et job, hvor mulighederne var ved at forsvinde, i takt med at cpr-nummeret gjorde det tydeligere og tydeligere, at han var på den forkerte side af de 30 år.
Kontrakten med Luzern var den sidste i udlandet. Godt nok var der nogle år at løbe på, men i horisonten ventede en hverdag. En hverdag, der ikke bare var svær at overskue, når man kom fra et job, hvor alt var tilrettelagt for en, det var også en ventende hverdag, der var på grænsen til angstprovokerende, når man som John Eriksen havde det bedst med trygge rammer. Fremtiden – også selv om den lå to-tre år væk – var en verden af muligheder, men helt uden sikkerhedsnet.
”Jeg er nervøs og indimellem bange for at vende hjem,” lød det ærligt over for Fyens Stiftstidende, da John Eriksen begyndte på de to år i Luzern. Tankerne om et liv uden fodbolden kredsede om en fremtid inden for noget økonomisk. Investeringsrådgiver, bankmand eller sælger var nogle af de jobmuligheder, som angriberen legede med – vel vidende, at en mere end ti år gammel handelsuddannelse ikke battede noget i den sammenhæng. Den optimale drøm om en fremtidsbeskæftigelse, når støvlerne for sidste gang havde betrådt et udenlandsk græstæppe, var derimod stadig en drøm, der var centreret omkring fodbolden, der havde været John Eriksens følgesvend gennem stort set hele livet. Fodbolden var en sikker base at vende tilbage til. Et stærkt fundament at bygge sin tilbagevenden til Danmark op på.
”Et halvdagsjob og fodbold på halvtid vil være en god måde igen at blive integreret i samfundet på. Som fremmedarbejder i mange år ude i Europa behøver vi tid, ro og helt sikkert hjælp for at tilpasse os et dansk samfund, der selvfølgelig ser meget anderledes ud end i 1980, da vi forlod Sydfyn.”
Der var selvfølgelig også muligheden for at blive i Schweiz. Et land, hvor især skatteprocenten på 20 var et attraktiv gode, der var svært at se bort fra, sammen med de lavere leveomkostninger sammenlignet med Danmark. Alligevel var der ikke ret meget tvivl om, at ringen skulle sluttes. Og det skulle den nordpå. Der var behov for at vende hjem til Danmark, der stadig var funderet som det vigtigste i familien Eriksens fælles forståelse. Danmark var nemlig hjemme.
”Der er nu noget, der trækker i os for at komme hjem. Være sammen med danskere. Det sted, du er vokset op, er noget særligt.”
Fodboldmæssigt var der de trygge rammer og ikke mindst den klubånd i Luzern, som John Eriksen savnede i Servette. Men det krævede alligevel nogen tilvænning at falde til på banen. Det handlede især om, at John Eriksen og Adrian Knup skulle sluses ind på holdet.
”Det gik faktisk forholdsvis godt og hurtigt med at komme ind på holdet, for der var nogle gode typer på holdet. Og John og jeg fandt hinanden meget, meget hurtigt,” fortæller Adrian Knup.
”Det var dog lidt svært for John og mig at finde os til rette i spilsystemet, fordi de to spillere, der spillede angribere i sæsonen, hvor de blev mestre – Peter Nadig og islændingen Sigurdur Grétarsson – måtte spille længere tilbage på den offensive midtbane.”
Som forsvarende mestre var FC Luzern også klar til deltagelse i Europa Cup for mesterhold. Den fornemste europæiske turnering, hvor John Eriksen sidst havde været på banen – og scoret – da han i sin tid i OB blev sendt ud i mørket af den bulgarske klub Lokomotiv Sofia. For John Eriksens vedkommende blev det et gensyn med hollandsk fodbold og med landsmændene Søren Lerby, Ivan Nielsen og Jan Heintze. FC Luzern blev nemlig trukket til at møde de hollandske mestre fra PSV Eindhoven i første runde af mesterholdenes turnering. Et Eindhoven-mandskab, der så sent som i maj 1988 havde løftet pokalen med de store ører som Europa Cup-vindere med sejren over den portugisiske storklub Benfica. Så der var klasseforskel. Hollænderne lukkede opgøret allerede i den første kamp, hvor man vandt 3-0 hjemme på Philips Stadion. 14 dage senere gjorde de arbejdet færdigt med en 2-0-sejr på Allmend i Luzern. 5-0 samlet til PSV og tre mål af brasilianeren Romario, der var på vej til at blive en af verdens giftigste angribere. John Eriksen derimod formåede ikke at vise sit værd i de to opgør på højeste europæiske klubniveau.
I Servette var John Eriksen (i midten) holdkammerat med blandt andre Karl-Heinz Rummenigge (yderst th).
Foto fra bogen 'John Eriksen - angriberen, der glemte sig selv' af Lars Fink
”Han var ikke den hurtigste spiller, men han var meget snu, hvad løbemønstrene angik. Og han var utrolig stærk i afslutningssituationerne. Situationer, som han listede sig ind i. Men i en kamp som mod Eindhoven gik det bare ikke, fordi vi for sjældent kom i den slags positioner. Derfor var det vanskeligt for alle spillere at sætte aftryk,” husker Adrian Knup tilbage.
Det var heller ikke ventet, at det var på den største scene, at John Eriksen skulle gøre en forskel. Det var ikke til de store fester, han skulle fylde balkortet. Det var mere i hverdagen i den schweiziske turnering, at den danske målmager skulle vise sit værd. Samtidig var han blevet en rutineret herre, der gerne skulle vise vejen for de unge i truppen. Kvaliteterne inden for kridtstregerne var stadig de sædvanlige. Det herskede der ikke megen tvivl om, og det stod tydeligt for den nye og unge angrebsmakker Adrian Knup, der i løbet af efteråret spillede sig på det schweiziske landshold i kvalifikationen frem mod VM i Italien i 1990.
”På banen vidste man altid, hvad man kunne forvente af ham. Han var en typisk angriber. En nummer 9, der var uhyggelig god i afslutningerne i straffesparksfeltet. Der var han en af de bedste spillere, som jeg nogensinde har spillet sammen med,” fortæller Knup, der efter Luzern også var at finde i Bundesligaen og den tyrkiske liga.
”Han var rigtig rar. Han var tilbageholdende, men altid meget respektfuld i måden at omgås folk på og også en, der kunne give tips og hjælpe de unge spillere, hvis man spurgte.”
Det var, som det plejede. John Eriksen blev ikke mere åben med årene. Han var stadig ikke manden, der tog ordet i store forsamlinger, og han var heller ikke den, der ruskede op i holdkammeraterne verbalt i omklædningsrummet, hvis spillet på banen ikke fungerede. Det var og blev aldrig hans personlighed. John Eriksen var derimod omgængelig og en mand, der kunne og ville snakke med alle. Og han stod altid til rådighed for råd og vejledning, hvis han blev spurgt.
”Han var rolig, men når man kom tæt på ham, så kunne man se, at han også havde humor, og man kunne grine med ham. Men han spillede aldrig førsteviolin,” lyder det fra Adrian Knup.
”For ham var det også vigtigt, at klimaet indadtil på holdet var godt. Jeg har sådan fornemmelsen af, at han ikke kunne lide, hvis der var dårlig stemning. Han var en spiller, der havde brug for en vis tryghed, hvis han skulle levere på banen.”
Trygheden fandt John Eriksen også hjemme i familien, hvor han hvilede i roen og samhørigheden med sine døtre, der efterhånden var ved at nå en alder, hvor de for alvor kunne være en del af John Eriksens liv og fritid. Når John Eriksen var hjemme i familiens trygge rammer, så var han hjemme. Ikke noget med at have det ene ben på vej ud ad døren. Når John Eriksen var hjemme, så var der tid til at være sammen. Tid til at lege, tid til at hygge, tid til at spille spil. Det kom journalisten Peter Nielsen fra Fyns Amts Avis hjemme i Svendborg til at mærke. I flere år havde haft en aftale om, at han hver søndag aften kunne ringe til John Eriksen for at få seneste nyt om scoringer fra det berømte bysbarn til mandagsavisen. Gerne tilsat et par talestreger om målhøsten.
”Jeg havde en fast aftale med ham om, at jeg ringede søndag aften mellem 18 og 19, fordi jeg vidste, at det var den bedste tid. Men jeg vidste også, at hvis jeg kom til at ringe efter det, så fik jeg at vide – kan du ikke ringe lidt senere, nu er jeg lige ved at lægge børnene i seng. Og hvis John var ved det, kunne jeg forstå på Annette, så var han ved det. Så skulle man ikke lige snakke i telefon med en journalist. Fordi børnene var vigtigere.”
Naturligvis var der perioder med træningslejre og europæiske kampe. Perioder, hvor John Eriksen var væk fra familien i længere tid. Perioder, hvor han lagde små sedler til Annette for at minde hende om det, de havde sammen - også selv om han ikke var der. Til gengæld udlignede hans nærvær, når han var hjemme, afsavnet af en far, der var en rejsende i fodbold.
”Der var perioder, hvor han var meget væk. Og så var der perioder, hvor han til gengæld var der. Jeg synes, det er svært at skille det ad, for når han endelig var hjemme, så kan det godt være, at han ikke var der i lang tid ad gangen, men så var han hundrede procent til stede. Man følte ikke, at han var på vej et andet sted hen,” fortæller datteren Camilla, når hun husker tilbage på sin barndom i Schweiz.
Da Luzern blev familien Eriksens hjem, var Camilla fem år, mens lillesøster Sarah var blevet tre år. Piger i en alder, der kan være svære at undvære, når man som John Eriksen følte, at familien var det vigtigste fundament. Og en rigtig familie var i angriberens øjne en familie med en far, en mor og to børn. Lige præcis det, han måtte undvære, når han var af sted på lange ture i en tid uden facetime og Skype. Derfor var løsningen, at Annette lavede små fotobøger med billeder af Camilla, Sarah og hele familien, så han på trods af fysisk afstand kunne have dem helt tæt på. Og når der var mulighed for det, så ringede han også hjem til familien for at snakke med ikke bare Annette, men også med sine to døtre. Når muligheden bød sig, så tog John Eriksen også familien med ud i et Schweiz, der næsten blændede med sin skønhed. Fra hjemmet i Luzern havde familien Eriksen udsigt til de smukke bjergmassiver Rigi og Pilatus, og det blev udnyttet. Der var både skiløb på programmet om vinteren, og om sommeren kunne der være udflugter op i bjergene med picnickurve. Luzern blev for alvor det første hjem, som begge piger kunne forholde sig til. Derfor blev Luzern også stedet, hvor familien Eriksen for alvor blev fuldbyrdet. Stedet, hvor alle fire for alvor følte, de havde hjemme. Stedet, hvor børnene også lærte at tale andet end dansk.
