Nytår - her er dit Mediano anno 2017
Mere end 200 podcasts, video på vej, fuld tryk på fankulturen i Danmark og masser af dybe spadestik i Mediano Special. Det er nogle af planerne for Mediano i 2017.
Og så får vi formentlig både søstre og brødre i det nye år. Det glæder vi os meget til.
Kære Medianos
Først vil vi gerne sige tusind tak, fordi I har taget så godt imod Mediano. Vi ønskede at skabe Danmarks stærkeste sportscommunity med kvalitet, engagement og indhold skabt af brugerne lige så meget som skabt af den lille redaktion.
Vi er stadig kun i 1. gear. Men vi er kommet godt i gang og er klar til små og store gearskift i 2017, som vi gerne vil fortælle lidt om i dag.
I begyndelsen af 2017 runder vi et magisk tal, som betyder meget for os: 1.000.000.
Én million. Så mange gange har I taget det aktive valg at sætte os i ørerne til ofte en times selskab om fordybelse i fodbold.
Eller lad os tage et andet tal: I uge 49 lige omkring Superligaens afslutning lyttede I til 58.201 episoder af Medianos podcast. I samme uge var der 34.112 tilskuere til 21. runde af Superligaen. Så danskerne brugte i denne – som I andre – uge(r) mere tid med Mediano, end I brugte på danske Superliga-stadions. Lidt skræmmende for tilskuer-udviklingen i den bedste række, selv om vi selvfølgelig er glade for hver og én af jeres 58.201 lyttede episoder af Medianos podcast.
Vi har også bragt mange og dybe analyser, portrætter, baggrundsartikler og blogs om dansk og international fodbold på mediano.nu. De fleste skrevet af jer derude med al jeres viden. Tusind tak for hvert et bidrag – også dem, der endte med ikke at blive bragt på Mediano.
Planerne for 2017
Mange af jer har spurgt, om Mediano også findes i 2017. Mange har kunnet se, at med gratis indhold til lyttere og brugere og ingen traditionelle annoncer på vores site, så bød Mediano på en helt anden model end de såkaldt gamle medier. Og kunne man virkelig leve af det? Hvor kommer pengene fra, har spørgsmålet lydt til mange selskaber og kaffemøder.
Men Mediano findes også i 2017. I den grad. Vi kommer til at lave alt det, vi har lavet i 2016, og så bygger vi gradvist mere og mere på. Det kan vi takke vores loyale partnere for, og det håber vi, at alle lyttere og brugere forstår.
- Oddset: Når vi sender Superliga, Premier League, Champions League og landshold, så er det også i 2017 i samarbejde med Danske Spil og Oddset. Vi er Oddset dybt taknemmelige for, at Danmarks største annoncør også har kunnet se den nye, uprøvede og mere visionære vej i et mediemarked, der er truet på alle de traditionelle modeller.
- 3F: Når vi laver podcast og andre formater i de danske Superliga-klubber – á la vores podcast med Alexander Zorniger, Troels Bech, Allan Gaarde, Michael Gravgaard, Kasper Hjulmand, Tom Vernon og Glen Riddersholm – så vil det i 2017 være i samarbejde med 3F. Her vil Mediano i disse udsendelser fortælle om den store fodboldturnering 3F Cup for fagforeningen 3Fs medlemmer i f.eks. Aalborg, hvornår og hvordan den afvikles på AaB i en udsendelse, der især handler om AaB og dermed henvender sig til den relevante målgruppe. Det er et godt eksempel på vores model: Maksimal relevans for brugerne – maksimal relevans for vores partner – maksimal transparens, så alle kan se og høre, hvad der foregår.
- Faxe Kondi: Det samme gælder, når Christian Wolny, Landsholds-Lars og Producer-Sture vædder en Faxe Kondi og sender læskende drik til det bedste af de bruger-spørgsmål, som Fodboldministeriet lever af. Denne udsendelse er vores mest lyttede udsendelse, og vi er ret stolte af formen, fordi en aktuel fodboldspiller i den grad deler ud af sin karriere med relevante historier og perspektiver fra den del af fodbolden, som kun sjældent bliver åbnet op for offentligheden. Og så er det pokkers underholdende leveret i godt og vidende selskab – med lyttere og brugere som store aktører.
Mange af de gamle medier har haft meget svært ved at forstå Medianos – og andre nye mediers – model. Var det skjult reklame? Fjernede vi de skarpe grænser mellem redaktionelt indhold og kommercielle partnere?
Vi mener: Det skal være åbenlyst for lyttere og senere seere, hvad partnerens rolle er. Vi gør alt for at fortælle, hvem det er, hvor det optræder i vores udsendelser og hvorfor. Og så er vi som medie stolte af vores partnere, fordi det er dem, der tænker visionært, kan se de nye modeller – og derfor fortæller vi gerne om vores partnere og deres betydning. Det er virksomheder som Oddset, 3F, Faxe Kondi og mange af vores kommende partnere, der sikrer, at Mediano findes og at I derude kan få godt fodbold-indhold, som ikke findes andre steder.
Så stor tak til Oddset, Faxe Kondi og 3F.
Nyt i 2017
Der kommer masser af nyheder i 2017. Vi har lige nu dialog med en række mulige partnere, der kan sikre mere indhold.
- Fankultur: Vi har allerede lanceret 1. trin af vores fokus på fankulturen og tilskuerudviklingen i dansk fodbold. Der kommer flere trin, flere udsendelser, mere lokalt fokus i den enkelte klub og formentlig også noget, der rækker ud over traditionelle udsendelser. Vi vil gerne lave høringer vest og øst for Storebælt, samle fans, klubber, fodboldens institutioner, de kommercielle aktører, forskere/eksperter og medierne.
- Kvindefodbold: I 2017 begynder Mediano også at producere udsendelser om kvindefodbold. I et samarbejde med 3F sætter vi fokus på 3F Ligaen og det kvindelige landshold. Vi etablerer ligeledes et særligt univers på Mediano, hvor kvindefodbolden for første gang får sit helt eget site. Meget mere om det senere.
- Video: Der er mange flere formater på vej i takt med, at vi finder partnere og kan begynde at hyre værter og redaktører til det. Det samme gælder video, som bliver næste platform, som Mediano udkommer på.
Cykling og løb på Mediano
- Cykling: 2017 bliver også året, hvor Mediano får sine første søstre eller brødre. Allerede i årets første måneder lancerer vi en regelmæssig podcast, hvor Jacob Staehelin og Lars B. Jørgensen sammen graver lige så dybt i cykelsportens verden, som vi hidtil har gjort i fodboldens. De to har tilsammen mere end 25 års erfaring med at dække Tour de France og cykelsporten på højeste plan. De vil med gæster i studiet og med interviews med danske og internationale aktører give cykelsporten herhjemme den scene, den fortjener.
- Løb: Ligeledes i årets første måneder prøver vi et samarbejde med Frontrunner, som er særdeles ambitiøse mennesker, der vil sætte fokus på eliteløb. Det er manden med den hurtigste danske maraton-tid i årtier, Henrik Them, fra Sparta, der sammen med Jakob Vibild og Martin van Dijk fra januar vil sætte fokus på alle aspekter af løb – lige fra eliteløbernes sæson til Nikes vision om at klemme en maraton-løber ned under den magiske grænse på 2 timer – det kræver mere end 21 kilometer i timen i to timer. Som resten af redaktionen nærmest i kor udbrød: Vi kan ikke engang sprinte 21 km/t…
Så de udsendelser glæder vi os selv meget til at høre.
Mediano er stadig mest af alt fodbold. Men vi vil dybest set bare gerne lave fedt indhold. Vi vil altid forsøge at sætte fagligheden i centrum, og hvis vi finder partnere og legekammerater, der vil det samme, så har vi i hvert fald nogle bud på, hvordan modellen kan skrues sammen. Vi kan lave sites. Vi kan lave podcast. Vi har en salgsmodel. Vi kan finde ud af iTunes, Soundcloud, data og sociale medier. Snart kan vi forhåbentlig også mestre simple videoformater.
Andet nyt fra Mediano
Og så lidt om, hvad man ellers kan forvente sig af Mediano i det kommende år.
- Sture Sandø sætter i 2017 fokus på 1. division med interviews, portrætter, aktuelle podcast og større fortællinger
- Daniel Sichlau udbygger sit fokus på Premier League, fankulturen, den gode litteratur og de vilde udviklinger i verdens mest pengestærke liga.
- Alle på redaktionen går ombord i fodboldens skattekiste af nostalgi og gode fortællinger. Eksemplerne har været fortællingen om Frems fyraftensproffer med Ole Mørk og Søren Colding eller det store portræt af Steven Gerrard.
- Vi går endnu længere ned i arbejdet med talentudviklingen og åbner ører og øjne for andre modeller og den gode debat om talentudviklingen.
- Vi har ambitioner om at lave et Jyllands-kontor, så vi både kunne producere de normale Superliga-udsendelser fra Jylland og lave hurtige aktuelle interviews. AGF stjal desværre vores Jyllands-redaktør til en rolle som ny kommunikationschef. Så har du et godt fodboldnetværk, en god radiostemme og en smart model til at optage på nogenlunde professionelt udstyr, så tag fat i os. Indtil da vil vi andre hyppigt rykke fra Nørrebro til Fyn og Jylland med vores mobile studie.
- Vi går tættere på de lokale klubmedier og samarbejder gerne med disse. Vi har allerede optaget én episode af Brøndbylyd i Medianos studie, men vi undlod at fortælle om det, fordi det ikke var struktureret, og Mediano vil ikke anklages for at være tættere på én klub end på andre. Men tag gerne fat i os, hvis der er tema-udsendelser eller formater, der egner sig til større samarbejder. Det samme gælder blogs fra de lokale miljøer.
La Liga, Serie A og Bundesliga
Ja, ja, ja, vi ved det godt. Mange af jer vil bare aller-aller-helst have en ugentlig, helst en daglig udsendelse om en af disse tre ligaer. Vi vil også gerne lave den, men vi er kun fire personer på den daglige redaktion og i nogle uger producerer vi 10 udsendelser – plus et site om fodbold. Så på disse formater leder vi stadig efter den oplagte partner. Indtil da optager vi Specials på de store opgør og laver temaudsendelser.
Vi vil gerne. Og det skal nok lykkes.
Tak til alle fodboldens gæster
Til sidst en stor og dybfølt tak til alle vores gæster. Ikke én af Medianos gæster har fået en krone for at møde op. Ikke en har fået så meget som én kilometer godtgjort i kørepenge, og en god del af gæsterne har sågar måttet betale parkerings-billet på Nørrebro – også uden at få noget af den refunderet. Husk lige det, derude. De gør det, fordi de gerne vil bidrage til en oplyst fodbolddebat og fordi en del af vores gæster har ønsket at støtte Mediano, fordi de mener, at vi har manglet derude i fodboldens mediebillede. Tusind tak til alle for at have bidraget til denne kvalificerede debat.
Vi prøver at give noget igen til vores gæster. Nogle ønsker at arbejde med formidling, hvad enten det er i den talte analyse, senere i tv-analysen eller i det skrevne arbejde. Mediano kan sparre, give feedback og måske endda blive en slags fodboldens akademi, hvor vi uddanner fremtidens fodbold-analytikere på både træner- og spillerside. Vi er som medie naturligvis ikke ukritiske, men vi håber også, at vores gæster stiller op i Mediano, fordi de derigennem kan opbygge en autoritet, som kan styrke dem på andre områder.
På gensyn og genhør i 2017
Det var lidt om Medianos planer for 2017 og den videre fremtid. Vi håber, at I vil være med derude på næste skridt af vores udvikling.
Tusind tak, fordi du har lært os at kende. Vi håber, vi kan gøre os endnu mere relevante for en kvalificeret fodbolddebat det kommende år – og det samme på de nye områder, vi kommer til at træde ind på.
Godt nytår
Mediano teamet