"Jeg bliver glad, når jeg ser, at Klo-Agger bilerne holder i vejen"

Henrik Axel Buchter er til daglig journalist på Altinget. Torsdag sad han midt i Christiansborg-travlheden, da Daniel Aggers karrierestop tikkede ind. Det har han skrevet dette blog-indlæg om.

 

Henrik Axel Buchter

- Hvordan vil du gerne have, at folk husker dig, var det sidste spørgsmål til Daniel Agger på det pressemøde, der annoncerede, at Agger fra nu af er eks-fodboldspiller.

- Det spiller ingen rolle, svarede Agger. 

- Det vigtigste er, at folk danner sig sit eget indtryk af, hvem jeg var.

Halv tolv kom meldingen.

Jeg selv sad og baksede med et par artikler på mit arbejde, der skulle ud med et ekstra nyhedsbrev på en travl politisk dag.

I lyset af min telefon nåede jeg at registrere, at Daniel Agger meldte, at han “trækker stikket”, som han så fint formulerede det.

Jeg ænsede ikke helt, hvor stor en del, Daniel Agger egentlig har været for min fodboldkærlighed, da meldingen først kom midt i al stressen. Men da jeg kom hjem, slog det mig.

Fodboldverden består i en meget lille grad af folk med markante holdninger og kant. De bliver som regel tidligt stillet til side, fordi de står i vejen for fællesskabet med deres egocentrerede holdning. Men Agger formåede at mestre begge dele. Fællesskabet og kanten.

Agger rakte ud over ordene

Jeg har tidligere dækket fodbold. Meget fodbold. Jeg fik nok. Det blev til slut den mindst interessante sportsgren at dække. Folk sagde intet, når man interviewede dem, fordi en udtalelse, der divergerede den mindste smule fra den officielle linje, som træneren eller klubben havde lagt, førte til en samtale på kontoret og en tur på bænken.

I den forstand er det på sin vis forståeligt, at de klappede i.

Men Agger kunne noget, der rakte udover ordene. Han sagde aldrig noget imod sine klubber, i hvert fald sjældent, men han kom alligevel udover kanten. Han udstrålede så meget mere, end hans ord. Han udstrålede ikke påtaget selvtillid eller kærlighed for holdånden, som mange andre gør. Han udstrålede modenhed.

Jeg elsker fodbold, men jeg hader alle de følelser, der bliver mast ud til seerne. Kæmper for liv og død, blodbad, krig på banen og alt det der. Hold nu kæft. Stop med at devaluere ord.

Fodbold ér noget helt specielt. Det er stedet, hvor man skaber sig åndssvag og råber indersiden af sine frustrationer ud, så vi kan opføre os ordentligt på ydersiden i hverdagen.

Det virker, som om Daniel Agger har det på samme måde. Man skal ikke gøre fodbold til mere, end hvad det er, for dét er godt nok.

Det er selvfølgelig min holdning og ikke Aggers, men hans omtale af fodboldverden som et “cirkus” tyder på, at fodboldbranchen ifølge ham kunne se bedre ud.

Hvis kloakken hoster og hakker...

Jeg har altid haft en forkærlighed for folk, der kan mere, end hvad øjet umiddelbart ser. Daniel Agger er en af dem, der kan det. 

Jeg bliver glad, når jeg på mit arbejde ser, at KloAgger-bilerne holder i vejen. Og når bannerreklamen på Brøndby Stadion dukker op: “Hvis kloakken hoster og hakker, så ring til KloAgger”.

Det får mig altid til at tænke et par bestemte ting. Hvis man tænker sig godt om, kan man virkelig tjene penge i alle brancher. Derefter - hvem fanden starter et kloakfirma? Og tilsidst, hvem fanden - i fodboldens glorværdige pengeproppede branche - starter et firma, der tømmer kloakrørene for lort? 

Det gør Daniel Agger, og det giver mig så ualmindeligt meget respekt for ham, for han er helt nede på jorden - stadigvæk.

At Agger ikke gik efter pengene, er der skrevet meget om. Men altså - det er jo heller ikke, fordi han ligefrem har manglet dem, der hvor han har spillet.

Da jeg læste en sportsredaktørs portræt af Daniel Agger, hvor han skriver, at Agger betalte frokostordningen for nogle af de yngre Brøndby-spillere - på dårligere kontrakter - gav det endnu et nøk op ad respektstigen. Hold nu kæft, hvor viser det format og lederskab. Agger køber frokost til de unge i klubben, de andre på hans niveau køber Ferrarier. 
 

Jeg tænker Maldini - ikke Tomasson

Med Daniel Aggers exit stopper en af de helt store. En af dem med format. Jeg tænker på Paolo Maldini, når jeg skal sammenligne ham. Forsvarsspillere med coolness.

Jeg læste, at BTs sportsredaktør end ikke bragte Agger op på niveau med Jon Dahl Tomasson. Det var i forhold til betydning for landsholdet. Måske. 

Men jeg er ikke i tvivl om, hvem fremtidens forældre husker først, når de skal fortælle deres børn og børnebørn, hvem de største fodboldspillere var i deres tid. I min familie kommer Agger i hvert fald til at blive nævnt som den første.

Jeg begræder, at Agger stopper, men jeg håbede det nok også lidt, når han nu ikke fortsatte i Brøndby. Havde han valgt Fenerbahce, var der kommet sving på den snorlige karriererute, han ellers har fulgt. En tur forbi pengeland.

Men det droppede han. Selvfølgelig.

Daniel Agger var manden, der forstod meningen af et værdifuldt fodboldliv frem for et rigt fodboldliv.

Dem er der ikke mange af, og det er dét, der gør Agger speciel.