Juventus - på sporet af vinderens DNA

Juventus er italiensk mester for femte sæson i træk. Her ser Milan-tilhænger og Italiens-kender Brian Bødker på, hvad det er, successen er bygget på

Af Brian Bødker

Juventus Football Club er den mest vindende klub i Italien og én af de mest vindende klubber på verdensplan.  Juventus er lige nu nummer 2 på IFFHS (International Federation of Football History & Statistics) Club World Ranking, og klubbens mange titler har givet den forskellige kælenavne, som eksempelvis "La Vecchia Signora" (Den Gamle Dame), eller "La Fidanzata d'Italia" (Italiens kæreste).  

Om man kan lide klubben eller ej, så har denne Dame opnået respekt og ærefrygt. For man må aldrig undervurdere denne stolte, gamle Dame. Hun kan se vakkelvorn og ikke særlig imponerende ud, men hun ved præcis, hvad hun vil, og hvordan hun får det.

Tillad mig lige først at lave en varedeklaration: Jeg er Rossoneri og har ofte været et begejstret vidne til Milans velsmurte forsvars- og angrebsmaskine. Men over tid er jeg også blevet både frustreret, forundret og nysgerrig på Juventus' meget høje bundniveau og uafbrudte vindermentalitet. Juventus ender oftest med titlerne – hvorfor? Denne artikel beskriver nogle forklaringer på, hvad Juventus gør for at skabe rammerne og grundlaget for at blive ved med at vinde titler.

Juventus er jo ikke den eneste klub, som vil vinde titler - det vil alle andre fodboldklubber i sagens natur jo også. Men Juventus går rendyrket efter at vinde, hvilket fremgår tydeligt i klubbens credo: “at vinde er ikke vigtigt - det er det eneste, der betyder noget!”  Denne sætning, udtalt af klublegenden Giampiero Boniperti, indkapsler fodboldklubben Juventus og hvad den lever og ånder for. Klubben, hvis navn, som bekendt, betyder ungdom på latin, har et kæmpestort vinder-gen i dens DNA, og er et af de bedste eksempler på en klub, der har vinderkultur inkorporeret i klubben.

Der er flere årsager til Juventus´ vinderkultur og klubbens mange titler:

Ledelse

En første årsag til Juventus´ vindermentalitet er den professionelle ledelse, som Agnelli-ejerskabet har medført, siden Edoardo Agnelli købte klubben i 1923. Agnelli-familien er high-society i Italien og noget af det tætteste på en italiensk Kennedy-familie. Familien er meget velhavende og ejer bilfabrikken FIAT, som Juventus har indgået i forretnings-symbiose med. Agnelli-familien er kendt af alle italienere, men man har ikke noget behov for at være i medierne og forsøger nærmest at undgå det.

Der er ikke noget behov for at iscenesætte sig selv og tiltrække sig opmærksomhed igennem Juventus. I stedet søges opmærksomheden at forblive på Juventus og derigennem videre til FIAT-produkterne. Agnelli-familien har benyttet Juventus som et middel til opnå opmærksomhed på FIAT-bilerne, men også for at give FIAT-arbejderne, særligt indvandrerne fra Syditalien, noget  underholdning – en slags moderne ‘brød og skuespils’-ordning.

Agnelli er bevidst gået efter at gøre Juventus national, i modsætning til mange italienske klubber, som er lokale. Både klubben og ejerne refererer meget lidt til byen Torino. Juventus har kun Taurini, tyren, og en krone, som også indgår i Torinos våbenmærke, som geografisk reference. Da mange af FIAT-arbejderne kom fra Syditalien, samtidig med, at FIAT ønskede at tiltrække alle italienernes opmærksomhed på deres biler, har klubben fremstået som national og som hele Italiens klub. Det gør klubben stadigvæk.

Bestyrelsesformand i Juventus, Andrea Agnelli - med front til billedet - har siddet på posten siden 2010. Foto: Ernesto Ruscio/Getty Images

Juventus har i lang tid været drevet som en professionel virksomhed. Der er en professionel organisation med en god ansvars- og rollefordeling i Juventus, som alle ansatte lever op til. Her er ingen familiemedlemmer, der lige har fået en direktørpost. Kun personer, som har den relevante kompetence og motivation til at hjælpe Juventus til titler.

Agnelli-familien holder sig i stedet diskret i baggrunden og udøver deres ejerskab i bestyrelseslokalet. Modsat andre italienske fodboldklubber har Juventus ikke en præsident, men en bestyrelsesformand, som siden 2010 er Andrea Agnelli. Han udtaler sig meget mindre til pressen ift. de øvrige Serie A -præsidenter, men lader direktøren, træneren eller spillerne tale for klubben. Derfor kommer der ikke modstridende meldinger fra Juventus, med den mulige efterfølgende uro i organisationen, som det af og til sker i andre klubber. Fra toppen og til bunden er der en fælles forståelse af, hvilke mål der skal nås, og hvilke værdier, der hersker i klubben.

Der er en rød tråd igennem hele klubben, som organiserer og motiverer alle i Juventus til at arbejde sammen om samme mål: at vinde alle titler og turneringer, som Juventus deltager i. Hverken mere eller mindre. Der er klare værdier om at give alt og vinde alt. Hvis du ikke kan eller vil dette, kan du ikke være i Juventus, hvilket Nicklas Bendtner fandt ud af.

Mange i Italien mener, at Juventus’ glubende appetit efter titler og sejre også udspiller sig udenfor fodboldbanen. Alle kampafgørende situationer bliver gennemanalyseret i Italien og modstanderne konkluderer ofte, at dommerne dømmer konsekvent til Juventus´ fordel. Dette har også ført til et af Juventus´ mindre flatterende øgenavne: »La Goeba« – hvilket er norditaliensk for De Pukkelryggede. Dette navn siges egentligt at have to årsager: de tidlige stribede trøjer, som klubben modtog fra Notts Country flagrede på ryggen og dannede en pukkel. Den anden, og mere kritiske årsag er, at i Italien anses pukkelryggede for at være heldige. Og da mange anser Juventus for at være unaturligt meget heldige, så råbes der »Goebbi!« efter Juventus. Man mener selvfølgelig ikke, at Juventus er heldige, men at de snyder og får hjælp fra dommere, som lader deres afgørelser gå Juventus´ vej. Så når der råbes »Goebbi!« efter Juventus, menes der egentlige snydepelse.

Luciano Moggi - i midten mellem Antonio Giraudo og Fabio Capello - var centrum i den måske største skandale i Juventus' historie. Foto: Claudio Villa/Getty I

Den Gamle Dame har da også været involveret i flere skandaler, eks. Rossetta-skandalen i 1923, hvor Virginio Rossetta blev købt af Pro Vercilli for et rekordbeløb og de facto var professionel fodboldspiller, selvom holdene dengang kun måtte være amatører.  Senere i 2002 blev Juventus anklaget for doping, dog uden at blive dømt, og i 2006 blev Juventus dømt til nedrykning til Serie B og frataget to mesterskaber af FICG (Det italienske Fodbold Forbund) som følge af Calciopoli-skandalen.

Den farverige direktør Luciano Moggi skulle have påvirket udvælgelsen af dommere til kampene i Serie A for at få dommere, der var positivt indstillede overfor Juventus. Luciano Moggi blev i 2011 fradømt retten til at arbejde med fodbold resten af sit liv. Han og Juventus appellerede dommen, og i 2015 kom den ret mærkværdige dom, at FICG ikke fandt noget bevis for brud på forbundets artikel 6 (match-fixing eller forsøg på samme), så derfor var Juventus´ nedrykning til Serie B ikke lovlig. Klubben har dog ikke fået de to mesterskaber fra 2004/05 og 2005/06 tilbage. Luciano Moggi blev renset for alle anklager, og han og Juventus lagde straks en ny sag an imod FICG, hvor Juventus krævede €443 million i erstatning. Denne sag kører stadigvæk, og FICGs præsident, Carlo Tavecchio, har tilbudt at drøfte muligheden for at Juventus får de to fratrukne mesterskaber tilbage, for at Juventus trækker sit sagsanlæg tilbage. Italiensk fodbold kan være svær at forstå, men det er aldrig kedeligt!     

Økonomi

Juventus arbejder stille og roligt. Økonomien er stort set altid balanceret. Der er ikke Bayern München´sk-styr på det, men vurderet efter italienske forhold, er der orden i økonomien.

Juventus– regnskab (mio €)

• 2011: -95,5
• 2012: -48,7
• 2013: -15,9
• 2014: -6,7
• 2015: 2,3

Kilde: Bilancio Juventus Football Club SpA 2011,2012,2013,2014 og 2015

Business-strategien er ikke bare bogstaver på glittet papir, den følges, hvilket kan ses af de sidste fem års regnskaber, som har oplevet en kraftigt forbedring. Gæld optages oftest kun til investeringer i anlæg og infrastruktur, som eks. nyt stadion. Juventus var den første klub til at bygge og drive sit eget stadion, Juventus Stadium, som blev indviet i 2011 (derfor underskud i årene omkring og efter 2011). En investering, der har givet klubben op til €45 millioner ekstra om året i Match-day-indtægter (entrebilletter, mad og drikke, samt fra loger og Skyboxes), og derigennem bedre mulighed for at holde på de attraktive spillere.

Klubben er meget god til at scoute og rekruttere de rigtige personer til stillinger i organisationen og ikke mindst trænere og spillere. Skulle det ske at klubben tager fejl, reagerer den hurtigt og korrigerer professionelt denne fejl, som i eksemplet med Nicklas Bendtner. Sportsdirektører bliver headhuntet på baggrund af deres resultater fra andre klubber, og spillere bliver scoutet efter deres spidskompetence på deres position, en stærk disciplin og professionalisme og med en stor sult efter titler. Juventus er ikke en udviklingsklub, men henter spillere i andre klubber. Skønt skiftet kan være meget upopulært for spilleren, så er Juventus attraktiv, da klubben kan give spillerne det, som de hungrer efter: en bedre løn og titler.

Træneren

Træneren får lov til at træne holdet og sætte taktikken i ro og fred uden indblanding fra direktøren eller bestyrelsen. Bevares, der snakkes da fodbold og spillere internt i klubben, men taktikken og holdopstillingen er trænerens egenhændige beslutning.

Dette er et særsyn i Italien, hvor præsidenterne ofte blander sig i trænerens taktik og valg af spillere. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved trænerens kompetence, med mindre at resultaterne udebliver. Og skulle resultaterne udeblive i uacceptabel lang tid, så skilles Juventus og træneren ad, meget professionelt og uden skrig og klagen. It´s not personal, it´s just business!

Juventus er den mest elskede klub i Italien, men også den mest hadede klub i Italien. Men som kul bliver stærkere under pres, virker det som om, at modstand er med til at gøre Juventus stærkere. Når presset fra omverdenen vokser, rykker alle i Juventus tættere sammen, og bliver endnu mere determineret i jagten på den næste titel.

“Juventus piver ikke og har ikke ondt af sig selv.
”Juventus don´t get mad – it gets even!””

Juventus piver ikke, og har ikke ondt af sig selv”Juventus don´t get mad – it gets even!” Juventus reagerer stærkt og positivt på pres og eventuelle nederlag. Klubben, lige fra direktører over trænere til spillere, bider tænderne sammen, træner hårdere, løber mere i kampene, og bliver ved, indtil resultaterne kommer. Juventus går ikke i panik, såfremt spillet ikke kører og resultater ikke flasker sig. Juventus har vundet mesterskabet de fire foregående år, men sæsonen 2015/16 startede hæsligt for dem.

Efter de første 10 spillerunder havde man kun vundet 3 kampe og var på en 12. plads. Men så tog de fat og efter 14 runder, var de på en femteplads, efter 19. runder var de på andenpladsen, og efter 25 runder var de på førstepladsen og den gav de ikke fra sig. Fra den 11. runde og til sæsonafslutning, i alt 28 kampe, tabte de kun én kamp og spillede én uafgjort. 26 sejre, eller 27 kampe ubesejret. Og, nå ja, de vandt også den italienske pokalturnering.    

Torino

En anden vigtig årsag er Juventus´ omgivelser og klubbens udgangspunkt i Italiens 3. største by: Torino. Torino er en industriby med udsigt til Alperne. Byen virker kedelig, grå, tåget og er blevet stor på grund af FIAT-bilfabrikkerne (Fabbrica Italiana Automobili Torino). Byen har sine seværdigheder såsom Det Egyptiske Museum og Piazza Castollo, men det er ikke mange turister, som lige tager en weekend tur til Torino. Torineserne er ikke flamboyante som naboerne fra Milano, eller har den oppustede facon som syditalienerne ofte fremviser.

I stedet er torineserne ydmyge med en livsindstilling, der minder om Østrig, Schweiz og Tyskland: hårdt arbejdende, rationelle, nøjsomme, ydmyge og pertentlige. I Torino venter man ikke på at få noget forærende, man skaber sit eget held og lykke. Sammen med Milano er Torino til stadighed vækstdynamo i den italienske økonomi, og byen har oplevet en stor tilstrømning af nye indbyggere fra den sydlige del af Italien siden 1960’erne.

Disse værdier og livsindstillinger reflekteres meget i Juventus. Klubben har også en hårdt arbejdende, rationel, ydmyg og pertentlig tilgang til fodbold. Juventus er ikke en klub, der sætter sig selv i scene, den er snarere lidt kedelig og underspillet. Der er få farverige personer, der skejer ud, dog er Luciano Moggi undtagelsen, da han engang låste en dommer inde på et toilet...   

Aldrig tilfredse

En tredje vigtig årsag til, at Juventus til stadighed evner at komme igen og vinde, skyldes også at både klub, trænere og spillere aldrig er tilfredse. Foruden at de også er ydmyge, hårdt arbejdende og professionelle, så har alle i Juventus fokus rettet imod næste sejr og titel. Juventus er aldrig tilfreds, og står aldrig stille, og vil altid prøve at blive bedre. Dette illustreres meget godt af den argentinske tekniker Paul Dybala i et interview i  La Repubblica 24. december 2015.  

- Efter Champions League-finalen i Berlin vendte jeg tilbage med resten af truppen i flyet og én ting slog mig. Claudio Marchisio kom over for at introducere sig selv og han sagde: forbered dig godt, for næste år skal vi vinde alt.

- Det var utroligt. De havde lige spillet finale i Champions League og i stedet for at tænke på ferie, så tænkte de på den næste finale. Det var der, jeg for alvor kunne måle afstanden mellem Palermo og Juventus.

I Juventus går man ikke på ferie – man får egen tid til forberedelse. Det er en aktiv proces, der blandt andet vedligeholdes ved en organisk spilleromsætning. Juventus sælger og køber spillere løbende ud fra en vurdering af spillerens værdi rent økonomisk og spillemæssigt.

Arturo Vidal blev solgt til Bayern München som en helt naturlig del af Juventus måde at både lave forretning og udvikle et fodboldhold. Foto: Boris Streubel/Getty Images

Juventus er ikke sentimental i forhold til at sælge spillere, som klubben vurderer ikke giver sig 120% og som vil kunne indbringe en god portion penge til geninvestering. Klubben har tidligere med succes solgt topspillere som Zinedine Zidane og Arturo Vidal, både ud fra et ønske om ikke at stå i vejen for spillerens muligheder, men også ud fra vurderingen af, at et salg vil kunne give ny dynamik i spillertruppen.

Der er altid en spilleromsætning, hvor nye spillere hentes ind til erstatning, inden de nuværende spillere forlader klubben, for også at presse de tilbageværende til at præstere optimalt. De nye spillere er sultne, både efter en plads i startformationen og efter titler.

Måden er underordnet

En fjerde væsentlig årsag til at Juventus ofte vinder, er, at klubben er ligeglad med hvordan spillet er, bare det fører til sejr og titler. Så derfor benytter Juventus den mest effektive taktik til at vinde: en bundsolid defensiv med en løbestærk midtbane og et angreb, der lynhurtigt omstiller spillet fra forsvar og til offensiv med kliniske og kyniske kontra-angreb.  

Juventus begejstrer sjældent med sprudlende, betagende fodbold, der får fodboldfans og kommentatorer til at overgive sig. Hvor andre klubber også har et behov for beundring, opmærksomhed, anerkendelse og at blive omtalt i poetiske vendinger, har Juventus kun behov for at vinde.

I Juventus spiller det ingen rolle, hvordan man vinder, da klubben ikke samler på kunstneriske point. Juventus overlader gerne titlen som det bedst spillende hold til eks. Milan, Roma, FC Barcelona, AFC Ajax eller hvem der nu måtte have behov for at blive set og elsket. Bare Juventus får titlen og pokalen med hjem. Den Gamle Dame vil ikke nøjes med synet og duften af den lækre ret kaldet sejr, hun vil smage og spise det hele. Juventus spiller fodbold og i Juventus' syn på fodbold tæller kun resultatet.

Juventus’ spillere holder formationen, udfører deres rolle, løber enormt meget, fighter om enhver bold, holder hovedet koldt og sikrer professionelt point i hver kamp. Det ønskede resultat i hver kamp er en sejr, det acceptable resultat er et uafgjort og det fuldstændige uacceptable resultat er et nederlag. Juventus er utrolig rationel og effektiv i synet på fodbold. Derfor begynder alle Juventus´ formationer fra forsvaret, ligesom langt de fleste andre italienske hold: selv et resultat på 0-0 sikrer 1 point, så hvis modstanderen ikke scorer, får klubben foræret 1 point.  

Juventus er taktikkens mester. Holdet og spillerne magter stort set alle former for taktik, og kan skifte imellem dem i løbet af kampen. Taktikken baseres på et kompromisløst forsvar, en løbe- og fysisk stærk midtbane med to hurtigere kanter samt en offensiv med en teknisk velfunderet spilfordeler og angribere med dræberinstinkt, som ikke skal bruge mange chancer for at score.

Juventus er mestre i at skifte fra forsvar og til angreb meget hurtigt og med få afleveringer. Juventus venter på, at modstanderen begår fejl og er i ubalance, for derefter at slår lynende hurtigt til. Den Gamle Dame smiler sødt, og signalerer hygge, lige indtil hun smækker hårdt til med stokken! I en anekdote fra bogen: The Italian job, fortæller ærværdige Sir Alex Ferguson:

- Jeg kan huske en kamp mod Juve i midten af 90’erne, hvor jeg tænkte, at vi gjorde det ganske godt. Vi fik et indkast nær hjørneflaget (på Juventus’ banehalvdel), som Gary Neville tog, hvorefter Alan Boksic (Juventus-angriber) løb op i den anden ende og scorede! Han drønede lige igennem. Nicky Butt blev fanget forsvarende i midtercirklen, fordi begge vores kanter var i Juventus’ målfelt for at skabe en målchance efter indkastet. Det var det, 1-0, og det var alt, hvad de havde brug for. Vi lærte af den oplevelse. Italienere bliver aldrig fanget i kontraangreb på den måde.

Sir Alex Ferguson og Manchester United lærte på den hårde måde, at Juventus er kyniske på kontrachancer, og at en 1-0 sejr sikrer dem titler. Men imod mindre hold, der også forsvarer sig, eller hvis Juventus kommer bagud, kan Juventus godt skrue tempoet op, lade bolden passere imellem mange spillere og presse modstanderen højere op på banen. Men mest i vertikal retning, for ikke selv at blotte sig for meget.

Juventus kan sagtens spille flot angrebsfodbold, de vælger blot ikke at gøre det, da de anser det for at være en ineffektiv  metode til at få point over en lang sæson. Holdet har haft fantasifulde og tekniske velfundererede spiller som Platini og Pirlo (som Regista) eller Boniek, Laudrup, Baggio, del Piero eller Zidane (som Trequartista), som har skullet skabe deres egne chancer. Men fælles for disse spillere var og er, at i stram disciplin skulle de udnytte deres evner til at få formationen og taktikken til at lykkes.

Disse fantasifulde og kreative spillere skal bruge deres evner til at score mål, eller spille andre fri til scoringsforsøg. Ingen fancy, ineffektive dikkedarer her. Historien og resultaterne viser, at det virker.

Så, hvis du møder en ældre, elegant Signora på din vej, så undervurder hende aldrig. Hun er resolut, kan sagtens forsvare sig og slår en prober næve. Gør dig selv og hende en tjeneste: tilbyd hende i stedet hjælp over vejen.  

Foto:  Isabella Bonotto/Pacific Press/LightRocket via Getty Images