Det glemte landshold: En rejse i grønlandske drømme
Det grønlandske landshold er udfordret, men på vej fremad. Drømmene er store, men betingelserne svære, når alle landets fodboldbaner har et underlag af grus, og nationens Neymar ikke kan deltage i landsholdssamlingerne - fordi han skal fiske.
Af: Malte L. Nørgaard
Det her er historien om det glemte landshold. Et landshold, der ikke er med i hverken UEFA, FIFA eller andre fine selskaber, men som hvert år rejser til Danmark for at træne for at nå et mål, der er bygget mere op om håb og drømme end gode resultater. Mediano tager dig med på en reportagesviptur fra det grønlandske landsholds træningssamling i Danmark, og giver dig fortællingen om fiskere og fodboldspillere, der slås for at få chancen for at spille fodbold på græs.
Her begynder rejsen.
Fodbold er den mest populære sportsgren i Grønland, og landet har omkring 5.000 registrerede fodboldspillere. Foto: Malte Lillelund Nørgaard.
I dag er jeg hoppet i mine sorte Adidas Special-sko, som i virkeligheden bedst fungerer til indendørs fodbold. Jeg har stramme, grå bukser på, en halvkikset frisure, der er klippet skævt af den lokale frisørpusher på hjørnet, store briller med mørkt stel, der bidrager til mit stereotype journalistlook og en sort t-shirt med legendariske spillernavne fra argentinske River Plate trykt på maven. Navnene er skrevet, så den karakteristiske røde diagonalstribe flot trækkes på tværs af den hvide baggrund. Selv synes jeg, at jeg ligner et fodboldorakel, sådan som jeg stolt, men alligevel relativt akavet får kastet mig ind i s-toget lige før det kører. Linje H mod Farum. Afsted.
Men jeg er ligeglad med Farum og deres kunstgræsbane. I dag skal jeg kun til Svanemøllen Station, hvor jeg har hørt, at en grønlandsk koloni har slået teltlejr. Sådan var min egne tanker i hvert fald, da jeg hørte, at det grønlandske fodboldlandshold skulle træne rundt omkring i Danmark i en uge. Spørgsmålet var nu bare, hvor mange slædehunde der ville tage imod mig ved B93’s anlæg, når jeg ankom? Naturligvis ville der ligge tupilakker ved siden af vanddunkene på sidelinjen.
Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at tankerne flyver gennem hovedet, mens jeg sidder i s-toget. Nørreport, Østerport, Nordhavn. Destinationen kommer tættere og tættere på. Hvad pokker skal jeg egentlig forvente? For at være helt ærlig, så anede jeg ikke, at der eksisterede et officielt grønlandsk fodboldforbund, før jeg til min store overraskelse og begejstring opdagede, at mine lokale helte fra Vanløse IF skulle møde det grønlandske landshold i en træningskamp i forbindelse med deres fodboldturné i Danmark.
“Du må forstå, at det her nærmest er som at lukke køer på græs. For de fleste grønlandske fodboldspillere er det drømmen om at komme til at spille fodbold på rigtig græs ”
Faktisk aner jeg intet om Grønland. Min mor har fortalt røverhistorier fra hendes sabbatår i 1985 og hængt en blyantstegnet inuit op hjemme i stuen, som hun både ofte og ivrigt refererer til. Billedet er portrættet af en ung grønlandsk pige, der med kulstreger er illustreret fra siden på et gråt stykke papir. Hendes øreringe er primitive, og hun smiler ikke. Måske derfor er min stereotyp af en grønlandsk fodboldspiller blevet grotesk forvrænget. Danmark ligner jo heller ikke 1985 mere. Her er sket revolutioner. Og det er der også i Grønland og i særdeleshed i grønlandsk fodbold.
Revolutionerende udvikling er måske voldsomme adjektiver at bruge om træningsbanerne, der tilhører det grønlandske landsholds venskabsklub B93. Da jeg træder ud på græsplanen, der er klippet i millimeterpræcis højde, synker min fod i jorden, som var det et hestehul. Her er kridtet op, men sumpet. Ret hurtigt kommer det til at ligne et uoverskueligt projekt at skulle bevæge sig ned på anlæggets bagerste baner uden vaders, men med et godt øje for, hvor jeg placerer mit næste skridt, lykkedes det at bevæge mig ned til den eneste flok, der træner på banerne denne fredag formiddag. 24 mørkhårede gutter alle iklædt samme lyserøde træningsoverdel, men med alverdens forskellige støvler. Nike, Puma, Adidas og Reebok. Pludselig ser jeg ret primitiv ud i mine gennemvædede sorte Adidas Special, som ingenlunde er gearet halvt så godt til dagens udflugt, som de tilsyneladende topprofessionelle grønlandske fodboldspillere, der er godt i gang med en sprintøvelse. Ryggen mod mål indtil træneren fløjter. Og så fuld sprint til keglen. Der er ikke nogen tvivl om, at de her gutter giver alt, hvad de har i sig, under dette træningspas, og at de nyder mere end mig at have sop.
B-67 og G-44 er de mest succesrige klubber i Grønland. Klubberne har vundet samtlige grønlandske mesterskaber siden 2008. Foto: Malte LIllelund Nørgaard
Jeg vender mig om og betragter Svanemølleanlægget i bagrunden. Faktisk er træningsbanen vidunderlig smuk, selvom den er våd. Den er som taget ud af en københavnsk forstadskliché, hvor s-toget fra tid til anden suser forbi bag banerne, mens graffiti pryder anlæggets omkransende vægge. Luften bliver aldrig helt ren her, selvom den i grunden føles frisk efter gårsdagens skybrud.
- Du må forstå, at det her nærmest er som at lukke køer på græs. For de fleste grønlandske fodboldspillere er det ikke bare drømmen at komme til Danmark og spille fodbold, der trækker. Det er drømmen om at komme til at spille fodbold på rigtig græs, forklarer Nukannguaq Zeeb, der er anfører for Grønlands landshold. Han har aldrig selv har prøvet lykken på fodboldbanerne udenfor den store ø mod nord.
Jeg nikker. Men jeg må lige have gentaget hans navn én ekstra gang, inden jeg fortsætter interviewet: Ny-mind-gård, bliver mit kompromis på en fordansket udtale.
Alt er grus
Træningssessionen fortsætter længe. Der går næsten to timer, før spillerne får fri. Det på trods af, at holdet først landede i Danmark dagen forinden. De gode faciliteter i Svanemøllens sump skal udnyttes optimalt. Det er ikke hverdagskost at spille på en græsplæne, der er trimmet. Alle fodboldbaner på Grønland er belagt med grus. Den årlige turnering om Grønlandsmesterskabet i fodbold er aldrig blevet spillet på et andet underlag, og det giver nogle udfordringer for landsholdets taktik.
- Selvom du forsøger at lægge en taktik, så går det hele af fløjten, når du spiller på grus. Banen er altid en forhindring for, at du kan spille det spil, som du gerne vil, forklarer den 30-årige midtbanespiller Kaassannquaq Zeeb, der tidligere har spillet syv år i dansk fodbold for Svendborg FC . I 2. division toppede karrieren. Helst vil Kaassannquaq Zeeb bare kaldes Kaassa, så alle kan udtale hans navn. I dag spiller han igen hjemme på grusbanerne i Nuuk hos IT-79, der er de studerende inuitters klub i Grønland.
Et frækt bud ville være at kalde Kaassa for Grønlands Andrea Pirlo. Når jeg betragter kampsituationerne øverst fra de fem stolerækker, der udgør træningsbanernes tribune, ligner han et klassisk svar på en dybdeliggende playmaker. Boldene bliver fordelt jævnt og præcist ud over banen, og han bevæger sig sjældent alt for langt ud af position. Først en vrist til højre fløj, og så en nogenlunde vellykket et-to kombination midt på banen med en offensivmidtbanespiller, der er trukket ned i banen. Måske er netop denne spiltype i virkeligheden tættere på karakteristikken af Ivan de La Peña, slår tanken mig, før jeg opdager Kaasas nummer på de sorte shorts. Nummer 22.
- Da jeg var yngre spillede jeg længere fremme på banen, men nu er jeg blevet trukket længere ned, fordi jeg har mistet en smule fart, forklarer Kaassa.
Jeg spørger ind til yndlingsklubben, som viser jeg at være Real Madrid. Pludselig går det op for mig, at han hverken er Andrea Pirlo eller Ivan de la Peña. To og to giver ikke fire, men Kaká.
Kaassannguaq Zeeb blev Årets Spiller i Grønland i 2013 og har tidligere optrådt for Svendborg FC. I dag spiller den alsidige midtbanespiller hjemme i Grønland for klubben IT-79. Foto: Malte Lillelund Nørgaard
Langt fra Real Madrid
Selvom Kaassa efterfølgende hurtigt bliver døbt den grønlandske Kaká i mit hoved, så kan jeg uden al for megen anstrengelse godt konstatere, at han har et stykke vej til førsteholdet i både AC Milan og Real Madrid. Når jeg altså kan holde tankerne væk fra mine gennemblødte sokker og de svup-lyde, som mine sko udskiller, hver eneste gang jeg får løftet dem fra græsset. De lyder som mine sko gjorde, efter jeg havde trådt ned i den lokale å som lille. Jeg koncentrer mig igen.
Og når jeg gør det, så er konstateringen også, at de grønlandske spillere faktisk har en aldeles glimrende teknik. Fra midtstopper til midtbaneregissør og videre op til målmageren. Førsteberøringerne er fine langt hen ad vejen, og de fleste afleveringer er både hårde og præcise. At have fået sin fodboldopdragelse på en grusbane kan have hjulpet til, at det hele ser overraskende elegant ud, så snart underlaget er fladt og grønt. For de grønlandske fodboldspillere ville en kunstgræsbane ikke være det værste i verden.
Boldspillet kandiderer til at kunne tilhøre et middelgodt hold i 2. Division, mens den taktiske forståelse måske til tider kan lade lidt tilbage at ønske. Måske i virkeligheden ganske logisk, når taktikken tilsyneladende ender med at blive så tilpas irrelevant på de knoldede grusbaner mod nord. Set udefra er det måske den væsentligste årsag til, at vi ikke ser flere spillere med grønlandske rødder i de danske divisioner.
“ Han er desværre ikke med landsholdet denne gang, da det i øjeblikket er højsæson for fiskeri. Han er fisker, og mange af hans penge tjener han i sommerhalvåret, så han valgte simpelthen at blive hjemme”
En helt anden årsag kan være de radikale kulturforskelle der er mellem grønlændere og danskere. Selvom Grønland og Danmark i princippet er én nation, så er det umuligt at underkende, at en afstand på mere end 5000 kilometer mellem Grønlands hovedstad, Nuuk, og København, giver nogle kulturelle skel. De færreste danskere finder næppe al for mange lighedspunkter i deres dagligdag med folk, der bor i N’Djamena, som er hovedstaden i det centralafrikanske land Chad. Afstanden til Nuuk og Chad er nogenlunde den samme fra København.
- Hvis du skal skifte til dansk fodbold som grønlandsk fodboldspiller, så handler det virkelig meget om at have et godt netværk med de rette forbindelser. Kommer du til Danmark, kan det være rigtig svært for dig at falde ind i kulturen. En ting er, at du sjældent får den rette støtte og vejledning, men en anden udfordring er, at du mangler en oplæring i, hvilke værdier en ny klub forventer, du har. Du lærer ikke, hvordan du skal gebærde dig i Danmark, og du lærer ikke, hvordan det er pludselig at træde ind i et mere professionelt miljø. Det betyder, at du kan have meget, meget svært ved at etablere dig i en dansk klub, selvom du er en god, grønlandsk fodboldspiller, forklarer Nukannguaq Zeeb.
Tidligere mødtes det grønlandske landshold kun én gang hvert andet år. Det er nu lavet om, så holdet mødes hvert år. Foto: Malte Lillelund Nørgaard.
Nogle spillere får dog chancen i dansk fodbold. Især efter det grønlandske landshold har fået etableret et samarbejde med nogle venskabsklubber i Danmark. Blandt de klubber er B93, der tidligere på året har indledt et samarbejde med det grønlandske fodboldforbund. Aftalen betyder i praksis, at de bedste spillere fra Grønland kan få mulighed for at prøve sig af hos Østerbro-klubben. B93 er dog ikke det eneste hold, der forsøger at holde et øje på de grønlandske spillere. Tidligere har den teknisk stærke midtbanespiller Markus Jensen været til prøvetræning i FC Helsingør. Manden, som landsholdet selv har døbt ”Grønlands Neymar” måtte dog rejse hjem sin grønlandske klub, Nagdlúnguak, uden en kontrakt.
Det var ikke bare et nederlag for den talentfulde grønlænder, men også en streg i regningen for det grønlandske landshold. For nu skal Markus Jensen tjene sine penge på anden vis end gennem fodbolden.
- Han er desværre ikke med landsholdet denne gang, da det i øjeblikket er højsæson for fiskeri. Han er fisker, og mange af hans penge tjener han i sommerhalvåret, så han valgte simpelthen at blive hjemme, siger Nukannguaq Zeeb.
- Det giver os helt afgjort nogle udfordringer, som vi ikke tror, at andre landshold døjer.
Kom an, Danmark
Selvom der er udfordringer for det grønlandske landshold, så er der også drømme. Godt nok træner landsholdet kun sammen én gang om året, men det ændrer ikke på, at spillerne drømmer om at prøve sig af mod de allerbedste.
- Hvis jeg skulle pege på, hvad der ville være det største mål at opnå i min karriere som fodboldspiller, så ville det helt klart være at møde det danske A-landshold. Selvom vi kommer til at tabe, så vil jeg meget gerne se, hvor vi står, hvis vi bliver udfordret på et sådant niveau, fortæller Kaasa.
Skal det grønlandske landshold spille mod landshold, så foregår det i øjeblikket ved Island Games, der er en turnering for landshold, som ikke er optaget i det internationale fodboldforbund, FIFA. Tidligere har både Færøerne og Gibraltar vundet turneringen, der afholdes hvert andet år. Men niveauet til Island Games er ikke højt nok til at udfordre de bedste, grønlandske spillere.
- Jeg synes godt, det kan være lidt svært at motivere sig, når vi skal møde en nation som Ålandsøerne igen og igen. Nu har jeg været med til Island Games tre gange, og det er det samme niveau, vi møder hver eneste gang. Derfor har jeg simpelthen sagt nej til at deltage i den næste turnering, der bliver spillet i 2017. Jeg vil hellere bruge min ferie sammen med familien, fortæller Kaasa.
Grønlands bedste placering i turneringen er en andenplads i 2013. Her tabte Grønland 1-0 til værtsnationen Bermuda, der havde flere spillere på holdet, som optrådte i de lavere engelske divisioner på klubplan.
På grund af den lange afstand til Bermuda midt i Atlanterhavet, var der kun fire nationer, der kunne stille hold til turneringen. Der blev derfor arrangeret et gruppespil, hvor alle holdene mødte hinanden én gang. Herefter skulle de to bedst placerede hold i gruppen mødes i en finale.
Grønland indledte med at tabe 3-0 til Bermuda i deres første gruppespilskamp, men fik hurtigt en positiv målscore igen, da den norske øgruppe Frøya blev slået med 12-0, før Falklandsøerne fik en sæk på 9-0 i gruppespillets sidste kamp. Og resultaterne lyver ikke. Det var kun mod Bermuda, at udfordringen var til stede.
- Bermuda er uden tvivl det bedste hold, vi nogensinde har mødt, slår Kaasa fast.
I finalen stod Grønland igen overfor Atlanterhavsnationen, der i øjeblikket indtager en placering som nummer 167 på FIFA’s officielle verdensrangliste. Og Grønland fik ikke klø. Først to minutter før tid blev finalen afgjort på et straffespark.
At Grønland kan spille stort set lige op med et så tilpas højtplaceret land, giver troen på, at verdens største ø inden længe kan følge efter de tidligere vindere af Island Games fra Gibraltar og Færøerne og få lov at træde ind i transnationalt fodboldforbund.
Nukannguaq Zeeb er anfører for Grønlands landshold. Til dagligt optræder han for G-44, der kommer fra byen Godhavn i det vestlige Grønland. Herfra tager det to dage med skib for at nå til Nuuk. Foto: Malte LIllelund Nørgaard.
- Jeg vil virkelig gerne optages i UEFA eller FIFA. Det ligger rigtig højt på min liste over drømme, jeg ønsker skal gå i opfyldelse, siger landsholdsanføreren, Nukannguaq Zeeb.
- Vi arbejder virkelig på, at det skal lykkedes. Formanden for Grønlands Boldspil Union har været til møder med folk i FIFA, og vi har allerede nu meldt ud, at vores næste optræden til Island Games, bliver vores sidste. Så det er ikke for meget at sige, at vi har gang i noget lige nu, griner han.
- Og husk så: Det er gratis at drømme. Nu bliver jeg nødt til at løbe op til de andre, siger han og smiler.
Jeg når at blinke eller skænke mine våde sokker en tanke, før jeg ser ryggen af Nukannguaq Zeeb, der har sat i løb. Pludselig er han væk. En imponerende kondition, tænker jeg for mig selv, mens jeg går ad den hullede asfaltvej ned mod s-toget.
Desperat prøver jeg at skule gennem de graffitimalede vinduer, da Svanemøllens anlæg flyver forbi. Det lykkedes kun delvist, og i stedet giver jeg mig selv elevatorblikket og vipper lidt med fødderne. Jeg får et underligt blik fra damen overfor mig. Det våde græs sidder stadig klistret til mine stramme bukser, og skoene svupper stadig. Katastrofalt tøjvalg. Hvis jeg fik givet mine fordomme om Grønland den blå aflivingsvæske i dag, så er jeg til gengæld ret sikker på, at de grønlandske landsholdsspillere fik bekræftet alle deres om danske journalister.
Min rejse slutter her.
Til gengæld ved jeg, at rejsen for Grønlandsk fodbold først lige er begyndt. Snart er de ikke længere det glemte landshold.
