Braithwaites øjeblik: Da tiden stod stille i Dublin
Martin Braithwaite scorede i Dublin det mål, der i sidste ende sendte Danmark til EM. Morten Glinvad har besøgt angriberen i hans hjem uden for Madrid til en samtale om øjeblikket, hvor tiden stod stille, og hans strakte ben styrede bolden ind i det irske mål.
Af Morten Glinvad
Udsendelsen er sponsoreret af Medianos landsholdspartnere i 2019, Arbejdernes Landsbank og Oddset
Målet mod Irland havde Martin Braithwaite på forhånd visualiseret, ligesom han også havde set et billede for sig, hvor han fejrede det afgørende mål med de danske fans. For Martin Braithwaite visualiserer altid inden karrierens vigtigste kampe, og i denne samtale fortæller han åbent om sit arbejde med det mentale, som for ham handler om meget mere end fodbold, og som startede helt tilbage i Esbjerg-tiden. Dengang brækkede han benet, hvilket han i dag er taknemmelig for, fordi han lærte meget af det.
I samtalen fortæller Braithwaite også om sin personlige udvikling på landsholdet, hvor han er gået fra kun at blive efterudtaget til VM-playoffkampene mod Irland i 2017 og være på vippen til VM-truppen til siden da at have været på banen i samtlige betydende landskampe for Danmark siden VM-premieren mod Peru. Braithwaite vurderer landsholdets præstationer i EM-kvalifikationen, fortæller om sine forventninger til en unik slutrundesommer på dansk jord og beretter om, hvordan det har været at være del af en landsholdstrup, mens medierne og folkedybet har diskuteret landsholdets spillestil og den forestående afsked med landstræner Åge Hareide.
Succesen på landsholdet er i øjeblikket en kontrast til Braithwaites hverdag i Leganés, der ligger sidst i den spanske liga. Braithwaite fortæller om årsagerne bag, om lørdagens skuffelse mod Barcelona og om, hvordan han oplevede det, da den træner, der havde hentet ham, for få uger siden mistede sit job.
Du kan høre udsendelsen herunder:
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images