Mediano Sócrates: Dengang billederne stod stille
Fodboldspillet udvikler sig. Men hvad er det egentlig, det vikler ud? Med Heine Fernandez som guide og Goethe som konsulent, vil jeg ud på en regressionsterapeutisk rejse for at finde svar på, hvad det er, vi har pantsat til internettet til fordel for vores overflødighedshorn af valgmuligheder.
Af Jonathan Damm Seldorf. Filosof og deltager på Mediano Sócrates
Heine Fernandez ligger på bordet foran mig og kigger op på mig med sit skælmske smil. Hans udødelige udtryk minder mig om en tid, hvor alting bevægede sig lidt langsommere. Jeg får lyst til at gå ned i tempo – sammen med Heine - og for en stund ignorere, at billederne i dag ikke længere står stille. Jeg får lyst til at bringe de stillestående billeder tilbage og trykke pause på de billeder, som i dag bevæger sig.
Jeg vil stoppe bevægelsen for igen at kunne blive bevæget. Men er det overhovedet muligt?
Jeg skylder måske lige at sige, at jeg selvfølgelig ikke taler om den ægte levende Heine Fernandez, men derimod om et fodboldkort. Et gammelt støvet fodboldkort i lamineret pap med et billede af den kække midtjyde tilbage fra hans gyldne Viborg-dage.
Hele kortet oser så meget af karisma og personlighed, at det dog lige så vel kunne være Heine selv i kød og blod, som lå foran mig.
Det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Jeg bilder mig også ind, at der er noget alvorligt galt med moderne fodbold. Noget ganske substantielt er nemlig forsvundet ud af vores fodboldverden – ofret på internettets gavegivende alter. Et subtilt tab, som vi måske ikke helt selv er klar over, men som jeg bilder mig ind, at vi mangler i vores sjæl.
Men jeg bilder mig til gengæld også ind, at det måske ikke er umuligt at få det tilbage igen. Men det kræver, at vi tør stå stille. Måske, hvis jeg kigger længe nok på Heine…
Et levende billede
Billedet afslører, at han er i færd med at lave en finte. Bolden ligger stille bag den gamle angribers støtteben, mens højrefoden er trukket bagud og overlegent hviler oven på bolden. Han har et koncentreret, men på samme tid selvsikkert, ja nærmest nonchalant udtryk i ansigtet.
Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om, at det er den samme mand, som senere skulle vise sig at åbne et værtshus i København uden at orientere sin kone om det først. Det giver på en eller anden måde meget god mening, når man ser billedet.
Det er som om, at der på samme tid er noget både let og tungt over denne spillers person. En mand med karakter, livsmod og angrebsiver. Han udstråler både selvsikkerhed og spillelyst. En mand, som ville gamble – men aldrig om sin sjæl.
På samme tid er der også noget dybt og udefinerbart over hans blik – næsten som om, at han kunne se ind i fremtiden og skue en mørk og dyster skæbne for os alle.
En episk fortælling, står skrevet i det lille billede, som er så fuldt af liv og bevægelse, skønt det står stille.
Det er egentlig et tilfælde, at jeg har fundet fodboldkortet frem igen. Men gensynet får mig til at tænke tilbage på en tid, som jeg ellers havde glemt. En tid, hvor fodboldkortene var min eneste adgang til spillerne. En tid, hvor alting gik lidt langsommere. En tid uden internet.
Regressionsterapi
At tænke tilbage på fodboldverdenen fra før internettets indtog, føles næsten som regressionsterapi, hvor man skal se tilbage på sine tidligere liv – det kræver en guide, og man er lidt i tvivl, om det man finder frem til, egentlig nogensinde har fundet sted.
Man kan måske undre sig over, hvorfor man, som fodboldfan, overhovedet skulle gide at bruge tid og energi på at gå tilbage i sin erindring for at finde minder frem fra en tid, hvor spillet gik langsommere, hvor finterne var på et lavere teknisk niveau, hvor setup’et var uprofessionelt, og hvor stadionerne lignede noget, som man i dag ikke ville turde at lade sine børn nærme sig selv med sikkerhedsudstyr.
Ifølge den engelske filosof, Simon Critchley, som også er forfatter til bogen: What We Think About, When We Think About Football, så er fodbold på godt to årtier gået fra dengang at være henvist til bagsiderne af de engelske tabloidaviser til i dag at være debatstof for kultureliten. En udvikling, som fodbolden, ifølge ham, primært har internettet at takke for.
Han ville formentlig mene, at det er en karikeret romantisering af fortidens fodboldlandskab at forestille sig, at alting var bedre i ’de gode gamle dage’ før internettet. Det vil de fleste måske mene.
Men ikke Heine. Det kan jeg se på hans blik.
Den gamle snu målræv fra Viborg har gennemskuet noget. Det er som om, at Heines blik gemmer på en hemmelighed fra en tid, som ikke længere eksisterer. Samtidig har hans genkomst i mit liv frembragt tusind spørgsmål, som jeg bliver nødt til at få svar på. Fordi hvad gjorde vi fodboldfans egentlig før internettet?
Hvordan hørte vi vores ugentlige optaktspodcast til weekendens Premier League runde? Hvordan tjekkede vi stillingen undervejs i Esbjerg-Brøndby, mens vi samtidig sad og så FCK-FCM? Hvordan tjekkede vi De Bruynes heat map på en fodboldbane, eller Lewandowskis expected goals per kamp? Hvordan fulgte vi med i Griezmanns sociale liv eller Jesse Lingards forsøg på at drive en tøjkollektion? Hvordan diskuterede vi fodbold med hele verden på Twitter? Og hvordan læste vi om de taktiske analyser af Ralf Rangniks visionære projekt for Red Bulls indtog på den internationale fodboldscene?
Det korte svar er selvfølgelig, at det gjorde vi ikke.
En flydende buffet af tilbud
Ifølge Simon Crithley, har internettet totalt transformeret fodbolden - til den positive side. Til et foredrag på den Sorte Diamant sidste efterår, fremhævede han internettet som værende en katalysator for bedre og bredere fodboldjournalistisk. “Jeg mener, at den teknologiske udvikling har løftet den grad af sofistikering med hvilken, folk nu ser spillet,” har Critchley blandt andet udtalt.
Måske har han også ret. På overfladen ser alt flot ud. Fodbold er med afstand den største sport på verdensplan, når det kommer til fans. Det er en tendens, som også afspejles i de økonomiske opgørelser. De enorme penge, der har samlet sig i fodboldindustrien, har betydet øget mediebevågenhed og på mange måder et bedre produkt. Produktionerne af tv-transmitteringerne er fabelagtige, stadionerne moderniseres og spillerne bliver mere professionelle.
Standarderne for 20-30 år siden kommer i dag til at fremstå nærmest amatøragtige til sammenligning.
Selve dækningen er blevet langt mere seriøs, dybdegående, nuanceret og omfangsrig. Der er ikke grænser for, hvor nørdet en analyse, man kan tilgå eller hvor nicheorienteret, det kan blive. Og her har internettet da helt sikkert spillet en kæmpe rolle i forhold til udbredelse og eksponering.
Fodboldjournalistikken i dag kan vel næsten siges at operere efter den japanske pornobranches devise om, at hvis bare én person har tænkt det, så skal det laves.
Fodbold har vokset sig så stort, at det ud fra både økonomiske og kvantitetsmæssige parametre nærmest ikke kunne gå bedre. Ja faktisk, så er fodboldens største bekymring vel nærmest, for at citere Danmarks forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, at ”det går så godt, at den største risiko faktisk er, at det kommer til at gå for godt.”
Internettet er samtidig selvopdaterende og selvregulerende, så hvordan kan det andet end at være godt? Man behøver da heller ikke at gøre andet, end at vende mit 20 år gamle pap-kort om på bagsiden for at finde bevis på internettets berettigelse. Her finder man nogle helt vilkårlige informationer om den gode Viborg-spiller, såsom hans fødselsdato, højde og sågar hans vægt, samt hvor mange kampe og mål, han har på CV’et. Der er noget næsten udstillende tidstypisk i at trykke noget så flygtig information på et kort, som helst skal bevare sin aktualitet i mere end en uge. Det er jo nærmest absurd ubrugelig viden, set med nutidens øjne. Specielt fordi, der ikke engang står nogen dato på kortet.
Så måske skal vi bare, som Critchley siger, glæde os over den teknologiske udvikling, som har gjort det lettere for os fodboldfans at få adgang til det spil, som vi elsker – en udvikling som uden tvivl også har bragt flere nuancer til dækningen af fodbold og samtalen omkring sporten.
Alligevel føler jeg, at vi har betalt en pris. En pris, som er højere, end det vi har fået.
Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det lille stykke åndssvage laminerede pap med et billede af en gammel falleret dansk angriber med noget ubrugelig og irrelevant information på bagsiden, rammer mig mere, end nogen af de tusindvis af polerede og velproducerede instagram-videoer, som fodboldspillere i dag lægger ud på daglig basis, nogensinde vil gøre.
Og hvorfor sidder jeg med den følelse?
En pagt med djævlen?
Internettet har givet fodbolden en masse. Så meget har Simon Critchley ret i, men det har også taget noget til gengæld.
Det kan være svært at få øje på hvad, da det ikke som sådan er ting, det har taget fra os. Mit fodboldkort med Heine Fernandez er egentlig et ret godt eksempel på det. Det ligger her jo stadigvæk.
Ligeledes kan man den dag i dag stadig købe fodboldkort, hvis man da skulle have lyst til det.
Internettet har altså ikke fjernet retterne på bordet, men hvad det har gjort i stedet, er at omdanne det fælles aftensmåltid til et uendeligt langt buffetbord af forskellige retter.
Og spørgsmålet er, om vi i vores buffetlignende opfyldning af retter på vores fodboldtallerken har fyldt så meget op, at alt til sidst flyder sammen og vi ikke længere kan smage noget?
I Goethes Faust indgår en læge en pagt med djævelen, som på et tidspunkt undervejs i historien siger følgende om det stakkels fortabte menneske:
”Ham skæbnen gav en ånd, som haster
ustyrligt frem helt uden tugt og tømme,
og som i sine vilde fremskridtsdrømme
til jordens glæder ej et øje kaster.
Igennem livets fadhed jeg ham slæber,
jeg la’r ham bunde i dets vilde færd,
til sprællende han fast ved dyndet klæber;
dets nydelser skal vække hans begær,
saftrige frugter skal ham svæve nær,
men aldrig læske dog hans hede læber.”
Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi på samme måde, er blevet trukket med af vores ustyrligt hastende ånd frem mod noget større, bedre og hurtigere. Spørgsmålet er, om vi har betalt samme pris som Faust.
I fortællingen om Faust, er han selv bevidst om, at han indgår en pagt med djævelen. Jeg er derimod ikke helt så sikker på, at vi er klar over, hvad det er for en pagt, vi har indgået med internettet.
Som den franske digter, Charles Baudelaire engang skrev, så bestod djævelens mest listige trick i at overbevise verden om, at han ikke eksisterer. Og uden at male fanden for meget på den virtuelle væg her, så synes der at være noget nærmest diabolsk listigt over internettet også.
Det kryber ind i alle sprækker af vores tilværelse under dække af at gøre det hele lettere og smartere for os. Men vi giver samtidig afkald på noget, når alting bliver let, smart, hurtigt og effektivt. Heldigvis har jeg dog stadig Heine til at minde mig om det.
Et minde om dengang tiden stod stille
Jeg plejede at have en hel kasse fyldt med fodboldkort. Desværre har jeg for mange år siden skilt mig af med resten af kortene og tilbage ligger altså nu kun Heine. Godtroende forærede jeg de andre bort til min yngre fætter, som i en scene fra Toy Story, hvor man giver sit legetøj videre i håbet om, at det lever videre i en andens varetægt, for så bare at erfare få år senere, at han havde smidt hele kassen ud.
En af de ting, jeg husker bedst fra fodboldkortene, var det spændingsfyldte, nærmest berusende element, som var forbundet med at åbne pakkerne. Mulighedernes vakuum – øjeblikket, hvor den konkrete virkelighed endnu ikke havde manifesteret sig, og pakken i princippet stadig kunne rumme hvad som helst. Ville jeg mon langt om længe få David Beckham, som jeg så ivrigt ønskede mig?
Den spænding alene var motivation nok for mig til at blive ved med at bruge mine lommepenge på nye pakker. Men det var ikke blot spændingen ved at åbne pakkerne, som appellerede til mig.
Jeg brugte også kortene aktivt. Og jo flere kort, jeg fik, jo flere spillere fik jeg på en måde også et forhold til. Kortene gav mig en adgang til de fodboldspillere, som jeg dyrkede som guder.
Fodboldkortene var en måde at give fortællingen liv på mellem kampene. Spillerne levede videre som figurer i min bevidsthed gennem fodboldkort, plakater og portrætter i de månedlige fodboldmagasiner. Mellem kampene stod billedet så at sige stille – fastlåst i en finte eller en anden kropspositur, som dermed var med til at karakterisere min opfattelse af den spiller, der var på kortet.
Heine Fernandez vil for mig i min erindring altid være i gang med en finte. På samme måde, vil jeg altid huske tilbage på Newcastles Gary Speed som en hårdtarbejdende lederfigur med vådt hår, fordi han på det kort, som jeg havde af ham, var smurt ind i mudder i færd med at dirigere sine medspillere, mens regnen silede ned. Jeg er nogle gange lidt i tvivl om, hvorvidt, han egentlig stadig står i sine sorte fodboldstøvler i silende regn på en smattet græsplæne et sted i det nordlige England, iført sin sort- og hvidstribede Newcastle-dragt i færd med at dirigere sine medspillere.
Protest fra nutiden
Og hvor vil du så hen med den pointe, vil internettet formentlig protesterende indvende. Fodboldkort eksisterer jo stadigvæk.
Faktisk har internettet blot leveret en kilde til det, som jeg så nostalgisk fremkaldte mig et minde om i forhold til at åbne pakker:
På Youtube kan man f.eks. følge andres færd med at åbne pakker, og hvis man sværger til den analog version, kan man jo bare selv gå ud i butikkerne og købe fodboldkort.
Så hvad er problemet helt præcist? Er internettet ikke blot en fantastisk mulighed - en udvidelse af menneskelige handlemuligheder og derfor i bund og grund kun et billede på, hvad menneskeheden egentlig er?
Jo, internettet er muligvis kun, hvad vi som mennesker vælger at bruge det til (skønt jeg dog ikke engang er helt sikker på det). Men bemærk her, at Faust også frivilligt indgik en pagt med djævlen. Og problemet er nemlig, at det som internettet tilbyder os, er for godt til at sige nej til.
Ganske rigtigt, så eksisterer fodboldkort stadigvæk. Men det er på en måde en gåde, at de gør. For det behøver de nemlig ikke.
Hvor fodboldkortene i sin tid var min eneste adgang til spillerne, har internettet i dag leveret alternativer, der er de laminerede papkort langt overlegne. Fortællingerne bevæger sig nemlig ikke længere kun gennem fodboldkort og plakater eller månedlige magasiner. Den bevæger sig konstant, hvert eneste sekund døgnet rundt gennem sociale medier over hele verden.
Med Instagram får spillerne pludselig selv deres egen kanal, som de kan opdatere med billeder og historier om sig selv, som bringer nye nuancer til fortællingen og som først og fremmest får fortællingen til at bevæge sig. Det er ikke længere kun de samme få billeder, som tegner vores fælles opfattelse af en bestemt spiller.
Medierne i dag kan meget mere, end de kunne, dengang jeg var barn. Jeg kan stadig værdsætte det gamle kort af Viborgs teknisk dygtige angriber, når jeg finder det frem her 20 år senere, men mest af alt, fordi jeg bliver ramt af et stik af nostalgi og mindet om min barndom, som var kendetegnet af en anden magi, end hvad der hører sig voksenlivet til.
Jeg ville da klart bruge instagram frem for fodboldkort, hvis jeg var barn i dag.
Hvem fortæller historierne i dag?
Internettet har med alle dets funktioner ændret måden, vi ser fodbold på og måden fodbolden taler til os på. Det har ændret forholdet mellem spiller og tilskuer fra at være en udpræget envejskommunikation, hvor fansenes muligheder for at deltage i fortællingen begrænsede sig til primitive følelsesudbrud.
Det svarede ’i gamle dage’ meget til det forhold, der er mellem en skuespiller, der står på sin scene, og så de beskuende masser, for hvem skuespillerne optræder. Skuespilleren formidler en historie, som tilskuerne må tage ind og så tilsvarende kan respondere på ved enten at applaudere eller udtrykke mishagsytringer.
Det var nogenlunde inden for den ramme, at jeg så fodbold som barn.
Min rolle var klart defineret som tilskuer til en fortælling. At forsøge på selv at deltage i fortællingen, ville være lige så omsonst som at stå og argumentere med sit fjernsyn. Det forstod jeg, og det var også inden for den ramme, at jeg købte fodboldkort. Jeg kunne ikke interagere med dem. Jeg kunne lege med dem og lade min fantasi skabe fortællinger omkring dem. Men det ville ikke ændre på kortene. Og det ville ikke ændre på spillerne.
I dag er virkeligheden en helt anden. De sociale medier har i dag skabt en medieplatform, hvor du faktisk kan interagere med fortællingen. Du er ganske vist stadig tilskuer til spillet på banen, men du behøver ikke længere at lade din grad af engagement begrænse sig til summende vokallyde på lægterne. Du kan formulere dit syn på kampen og smide det ind i fortællingen.
Kommentering er ikke længere forbeholdt tidligere fodboldspillere og akkrediterede journalister. Enhver idiot med en Twitterprofil og internetadgang kan lade hele verden høre sin analyse. Man kan trodse sin ellers tildelte rolle som tilskuer og tage plads på scenen for at bidrage til fortællingen.
Faktisk er selve forestillingen om den store samlede fodboldfortælling, som jeg her opererer med som analogi, ved at falde fra hinanden.
Internettet har skabt så mange små scener, hvor folk optræder simultant og parallelt ved siden af hinanden, nogle gange i samspil med hinanden og andre gange dybt optagede af hver sin opsætning. Udvalget bliver større og individualiseres, så vi i stedet for én samlet fortælling får fragmenterede fortællinger. Nøjagtigt som der ikke længere kun er én tv-kanal, som alle tuner ind på til den samme dramaserie på det samme tidspunkt på ugen, så er der heller ikke længere kun én fodboldfortælling.
Alverdens ting erstatter ikke det, som vi mister
Og hvad er så problemet med det? Jeg indrømmer jo selv, at jeg ville vælge instagram og alle de andre teknologiske alternativer til mine kedelige papkort, hvis jeg var barn i dag. Internettet har bare tilbudt os en palette af muligheder, hvor vi selv må vælge, hvad vi tager, og hvad vi ikke tager.
Men det er nemlig lige præcis her, vi har problemet. Fordi skæbnen har givet os en ånd, som haster ustyrligt frem helt uden tugt og tømme, og som i vores vilde fremskridtsdrømme til jordens glæder ej et øje kaster.
Vi kan ikke bare nøjes med det simple.
Nøjagtigt som man ved et buffetbord ikke kan nøjes med at tage én ret, så skal vi også smage på alle teknologiens tilbud. Så vi sidder med en telefon i hånden og tjekker Twitter, mens vi er på livescore på computeren og med det ene øje ser én fodboldkamp på vores iPad og med det andet øje ser en anden fodboldkamp på vores fjernsyn. Vi kan ikke lade være. Jeg kan i hvert fald ikke, uanset hvor meget, jeg end gerne ville.
Og selvom der sikkert er nogle få selvkontrollerede, nøjsomme typer, som går forbi de første 15 retter på buffetbordet for bare at vælge et stykke tærte nede for enden af bordet, så er der noget, som fortæller mig, at det ikke er et repræsentativt billede for den måde, vi vælger at bruge vores internettilbud på.
Og det er problematisk af flere grunde.
For det første, så forsvinder vores fælles fortællinger i takt med, at de spaltes i titusindvis af individualiserede fortællinger, og det fjerner vores fælles fundament og indbyrdes forståelse. Som med babelstårnet, risikerer vi at miste det fælles grundlag, hvor vi kan mødes om den samme kamp og den samme fortælling. Èn ser spansk fodbold på Strive, mens en anden ser tysk fodbold på Eurosport og en tredje streamer kampe fra den tyrkiske liga og en fjerde tager på stadion og følger 2. division. Det er fedt, at fodboldlandskabet er vokset, men hvor skal vi efterhånden mødes henne?
For det andet, så er det ikke blot det, at vores fortællinger fragmenteres - de begynder også i takt med, at de bevæger sig, at bevæge sig væk fra os. Når fodboldkortene og plakaterne bliver levende og Heine Fernandez glider i bolden i næste øjeblik, så spoleres nemlig billedet af den selvsikre tekniker, som kunne erobre hele verden.
Når Gary Speed bliver solgt og ikke længere har en Newcastle-dragt på, så spoleres billedet af den altopofrende loyale klubmand, som blev et ideal på flid og lederevner. Og billederne er ikke kun sat i bevægelse i mediemæssig forstand. Spillerne og spillet er også begyndt at bevæge sig hurtigere. Hvor man før i tiden kunne leve længe på sine tidligere meritter, er det helt anderledes i dag. I dag er sidste måned nærmest en hel karriere siden, og spillerne er presset til at præstere konstant.
Det har på den ene side betydet, at man i de senere år har set spillere smadre den ene scoringsrekord efter den anden og sætte stadigt nye standarder for atletiske bedrifter, men på den anden side har det desværre også betydet, at legen i højere grad forsvinder ud af spillet. Man ser ikke længere i samme udstrækning typer som Ronaldinho, Riquelme og Denilson. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Deres tilgang til spillet stemmer ganske enkelt ikke overens med nutidens krav om produktivitet og effektivitet.
Når billederne sættes i bevægelse og kameraerne tændes, stiller det nye krav til nutidens fodboldspillere, som jeg frygter, vil skabe kedeligere fodboldspillere - både på og uden for banen.
Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan fjerne internettet.
Internettet er kommet for at blive, det er der slet ingen tvivl om, og det protesterer jeg som sådan heller ikke imod.
Men jeg protesterer imod den blinde udviklingstrang, som vi nærmest mekanisk lader rulle ind over os - senest eksemplificeret i form af VAR, hvor vi bare lader udviklingen ske, uden egentlig at forholde os til, om det er en udvikling, vi ønsker.
Vi bliver nødt til at optegne nogle grænser, hvor internettet ikke kan komme ind, og vi bliver nødt til at holde fast på nogle af de ting, som fungerer og sætte spørgsmålstegn ved, om udvikling nu også altid per definition er det rigtige.
Jeg forventer ikke, at alle deler min kamp imod internettets indtog, men det at fodboldkort stadig eksisterer fortæller mig, at folk nok stadig har brug for faste holdepunkter at hænge sin fodboldforståelse op på, og det skal vi turde kræve, at internettet ikke frarøver os, uanset hvor meget det måtte tilbyde os til gengæld.
Vi har brug for faste billeder. Vi har brug for, at noget varer i længere tid end 10 sekunder, før det erstattes af et nyt billede, som sletter det gamle. Vi har brug for substans og fortællinger, som kan samle os. Vi har brug for, at spillerne kan stå stille længe nok til, at vi kan binde fortællinger op på dem, som ikke falder af igen sekundet efter. Vi har brug for arketyper. Og vi har brug for at have noget fysisk, som vi kan røre ved, lægge til side og finde frem igen 20 år senere med en vished om, at det stadig eksisterer. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Vi har brug for at stoppe op engang og bremse udviklingen, fordi jeg tror ikke, at vi er helt klar over, hvad det er, vi vikler ud. Internettet bliver ved med at give os så mange nye ting, at vi ikke opdager de ting, som vi mister.
Jeg tror dog på, at vi kan få noget af det tilbage igen, hvis vi ønsker. Hvis vi stopper op engang i mellem og fokuserer på et stillestående billede uden at forlange, at det skal kunne bevæge sig, så tror jeg, at det til gengæld kan bevæge os. Hvis vi tillader os selv at slukke for telefonen, mens vi ser en fodboldkamp, så tror jeg, at vi vil se mere. Hvis vi holder op med at tjekke instagram og Twitter et stykke tid, så tror jeg, at fortællingerne får lov til at leve lidt længere, før de dør.
Hvis vi for en gangs skyld siger nej tak til udvikling, så tror jeg, at vi bliver lidt gladere for der, hvor vi er.
Det kan være svært at forestille sig, hvordan vi klarede os uden alle disse muligheder, som internettet har forsynet os med. Men måske er det mere væsentligt at spørge: Hvorfor er det egentlig, at vi har overbevist os selv om, at vi har brug for alle de muligheder?
Foto: Getty Images
