Mediano Sócrates: Playmakeren der spiller højreback
Backpladsen har historisk set været pladsen til den spiller hvis kompetencer og evner ikke rakte til en mere ansvarsfyldt plads på banen. På Jürgen Klopps Liverpool-hold er det stik modsat. Her er højrebacken holdets playmaker.
Af Michael Kjær, u-træner i FC Nordsjælland og deltager på Mediano Sócrates
I slutningen af 2015 forelagde AS Monaco-træner Leonardo Jardim en idé til den dengang 22. årige Fabinho; at omskole ham fra højreback til defensiv midtbanespiller. En idé som brasilianeren ikke umiddelbart var åben for. Han havde netop etableret sig som en talentfuld højreback, som de største klubber i Europa havde fået øjnene op for. Han havde endda fået et par kampe på det brasilianske landshold, mens hans agent var en vis Jorge Mendes, som turnerede rundt på de fineste adresser i Europa for at fortælle om den spiller, han kaldte “den nye Maicon”. Hvorfor risikere at smide dette væk i et håbefuldt forsøg på at blive midtbanespiller? Men beslutningen var allerede truffet. Kontrakten med Djibril Sidibé fra Lille var underskrevet, hentet ind som nye højreback, mens Fabinho skulle indtage rollen som midtbaneankeret hos monegaskerne. Hos Jardim var omstillingen naturlig, for som han deklarerede over for pressen, så ville han aldrig sætte en så god spiller ned på højreback.
Set i bakspejlet var det ikke nogen dum ide. Fabinho blev fyrtårnet på det Monaco-hold, der i den efterfølgende sæson spillede sig frem til semifinalen i Champions League. Året efter fik han så sit drømmeskifte, da Liverpool sendte 350 mio. kr. til Monte Carlo, mens den langlemmede brasilianer tog til Meyserside. I dag er han fast mand på det hold, der pt. er Europas mest succesfulde, og det er ikke som højreback, men som 6’er i Jurgen Klopps 4-3-3 formation. Han er dog ikke playmakeren på det hold. Paradoksalt nok er playmakeren ham, der spiller på Fabinhos gamle position, højrebacken Trent Alexander-Arnold.
Hvis der skal lidt statistik til at underbygge denne påstand, så værsgo; I denne sæson har Alexander-Arnold ifølge Statsbomb haft 3.83 nøgleafleveringer og 0.5 forventet assist pr. kamp, hvilket i England kun overgås af Kevin De Bruyne. Og mens De Bruyne henover de sidste to sæsoner har lavet 17 assist, har Alexander-Arnold lavet 26. To af dem kom i gårsdagens topkamp mod Leicester inden han selv scorede målet til 4-0.
Men det er ikke kun oppe foran modstanderens felt, at han viser sig som en afgørende brik. Det er også i opbygningen, at spillet ofte starter ude i Liverpools højre side. I kampen mod Tottenham tilbage i oktober, var Alexander-Arnold ikke bare var den Liverpool-spiller med flest pasninger, men også ham, der havde lavet flest progressive, fremadrettede afleveringer.
Passing-map der viser, at flest pasninger gik igennem Trent Alexander-Arnold, mens han samtidig var den spiller, der havde flest fremadrettede afleveringer. Kredit: BetweenThePost.net
Med de tal er det nærliggende at spørge, hvad i alverden en spiller af hans kaliber laver nede på højreback? Men det spørgsmål vidner i virkeligheden om en forstokket forståelse af backrollen. En rolle som næsten altid har været defineret ved en spillers mangler, som ham der blev valgt sidst i det modbydelige første- andenvælger. Ja, vejen for de fleste højrebacks har været brolagt med skuffende erkendelser om manglende evner. Kantspilleren, der ikke var begavet med dribleevnerne eller centerstopperen der var for excentrisk, for varmblodet. Backen er altid blevet anset som den mest usexede position på fodboldbanen, hvorfor det ikke var helt forkert, da Jamie Carragher for seks år siden i Monday Night Football halvt spøgende fortalte sin kollega Gary Neville, at der var absolut ingen drenge, der ønskede at vokse op og blive den nye Gary Neville.
En ny af slagsen
Alexander-Arnold kan dog være med til at ændre på dette. Især i Liverpool, hvor han efterhånden har opnået lidt af en heltestatus som eneste “scouser” i den stjernespækkede trup. Man fornemmer en legende i svøb, når man ser gavlmaleriet tæt på Anfield, hvor nummer 66 er portrætteret med citatet; “I’m just a normal lad from Liverpool whose dream has just come true.” Som 21. årig har han opnået flere kampe end Steven Gerrard og Jamie Carragher havde i samme alder. Han har allerede deltaget i et VM, mens han er den yngste spiller nogensinde, der har deltaget i to Champions League-finaler i træk. I aften kan kan han så vinde sit første verdensmesterskab. Alligevel har han fødderne plantet solidt i den by, hvor han har fået sin opvækst. Alexander-Arnold bor stadig hjemme hos sin mor og ser ingen grund til at flytte ud foreløbig, mens han har gjort meget ud af promovere initiativet “Fans Supporting Foodbanks”, hvor fans fra både Liverpool og Everton opfordres til at donere mad til den lokale fødevarebank. Et initiativ der har ført til, at fødevarebanken får 25% af sine donationer på kampdagene. “Det er den forskel vi fodboldspillere kan gøre. Det er min måde at give lidt tilbage til det fællesskab, som har givet mig så meget”, udtalte han til The Athletic tilbage i oktober ved lanceringen af kampagnen.
Men det er ikke kun i Liverpool, at Alexander-Arnolds spil på banen kan skabe forandringer uden for kridtstregerne. Han kan også være med til at ændre opfattelsen af den stigmatiserede backrolle. For godt nok har backen været i fremgang, forstået på den måde, at backen ikke længere suser lige så langt frem ude på sidelinjen. Vi har set nye typer af backs. Der er den teknisk brillante Marcelo, der udgjorde en vital brik på det Real Madrid-hold, der tre gange i træk løftede trofæet med de store ører. Marcelo kom sjældent i overlap, men var i stedet fundamental i de lange possessionfaser, hvor Zidanes mandskab langsomt drænede modstanderne for energi. Så var der også Phillip Lahm, der besad en rumlig intelligens, der gjorde ham i stand til at operere inde centralt, når Bayern Munchen var i boldbesiddelse. Han endte symptomatisk nok karrieren med at blive rykket permanent ind på midtbanen.
Mens Alexander-Arnolds teknik er anstændig, er der dog et godt stykke op til at skulle deltage i en brasiliansk Joga Bonito-reklame, og han heller ikke ligefrem er en 360-grader spiller, der skal ligge og vende om egen akse. Alligevel tilføjer Alexander-Arnold et nyt lag til denne back-rolle, og det gør han i særdeleshed på grund af det ballistiske missil, der er skruet fast på det yderste af hans vrist.
Den vrist der hver kamp i snit skyder 11.8 indlæg afsted, og som i denne sæsons Champions League-gruppespil forsøgte sig med 73 afleveringer ind på modstanderens sidste tredjedel, hvilket var flest af alle spillere i turneringen. Det var ikke alle afleveringerne, der var succesfulde. Nogle af dem var mislykkedes indlæg, men i Jurgen Klopps system er det ikke en fejl at lave en fejlaflevering. Tværtimod er Liverpools system bundet op på et hav af indlæg, hvor man i snit har 25 indlæg pr. kamp, hvilket kun bliver overgået af deres Premier League-rivaler fra Manchester City. Men hvor Manchester Citys indlæg oftest kommer tæt inde under mål, som flade tværpasninger, så er Liverpools indlæg mere risikobetonet. De bliver slået fra kanten af feltet, hvorfor succesraten er knap så stor. Til gengæld giver det ofte en mulighed for at eksekvere Klopps elskede gegenpressing, det som tyskeren selv kalder for verdens bedste playmaker.
Og det er her, at vi finder Trent Alexander-Arnold. For han kommer ikke susende i et overlap på Mohamed Salah. Han bliver stående i banens halvrum ved kanten af feltet og venter på at opsnappe returbolden. Får han fat i den, så tøver han ikke med at slynge den påny ind i boksen. Det er nemlig her modstanderen er mest sårbare. Netop som de tror, at truslen er afværget og de er på vej fremad, bliver et nyt missil sendt afsted. Og ja, missilet som metafor er måske en smule latterlig for en fodboldspiller, der kan sparke til bolden, men den måde Alexander-Arnold rammer bolden på med det yderste af vristen gør, at boldens bane får en mere lineær rute. Som en frisbee, eller som et missil, svæver bolden ind over forsvarsspilleren og er punktligt koordineret med angribernes løb i blind-siden på selvsamme forsvarsspillere. Der dukker som oftest en Sadio Mane op. Eller en Mohamed Salah eller Roberto Firmino. Eller endda Divock Origi, som i nedenstående mål fra sæsonåbneren mod Norwich.
En situation, som godt nok ikke er efter en bolderobring, men efter en tilbageaflevering. Men mekanismen er den samme; Bolden bliver spillet tilbage i banen, modstanderen støder op, men kontrapunktisk sender Alexander-Arnold bolden ind i hovedet på Origi.
Vision som en maestro
Teknik uden vision er som et menneske uden ånd, og Alexander-Arnolds vidunderlige sparketeknik er ofte også et resultat af en ekstraordinær vision for spillet. Mest slående husker vi dét hjørnespark fra kampen mod FC Barcelona i sidste sæson. Mens alle andre gjorde sig klar til at finde deres position i de indstuderede hjørnesparksrutiner, så Alexander-Arnold ud af øjenkrogen, mens han listede ud mod bolden, muligheden for at spille den hårdt, fladt ind til Divock Origi. En genialitet uden lige.
Hovedet er generelt godt skruet sammen. I sin tid på ungdomsholdet plejede Alexander-Arnold og holdkammerat Ben Woodburn, der i dag er udlejet til Sheffield United, at tage et skakbræt med til de lange udebaneture. Så kunne de to scousere dræbe tiden ved at stimulere hjernerne. I dag har han udviklet sig til en ganske kompetent spiller, hvilket omverdenen også fik set sidste år, da han dystede mod verdensmesteren Magnus Carlsen. Ikke at det var en reel dyst. Alexander-Arnold tabte efter fem minutter og 17 træk. Alligevel var det en hæderlig præstation taget i betragtning, at eksempelvis Bill Gates kun holdt stand i 71 sekunder, før nordmanden havde sat ham skakmat.
Også i det flydende fodboldspil evner Alexander-Arnold at tænke et træk længere frem end de resterende aktører. For det er ikke kun gennem knaldhårde indlæg, at han optjener sine mange assist. Bare se det afgørende mål fra Liverpool VM-semifinale mod Monterrey (FIFA tillader ikke at andre embedder deres klip, men du kan se målet HER).
Karakteristisk står Alexander-Arnold klar til at samle bolden op efter Salahs mislykkedes driblinger, og nu forventer alle et af disse svirpede indlæg mod bagerste stolpe. I stedet virker det som den 21. årige back spænder alle fibre i kroppen for kun lige at kærtegne bolden, og lægge den ind i mellem Monterreys keeper og de lamslåede forsvarsspillere. Kun en aflevering så blød som silke kunne snige sig igennem den passage. En aflevering som kun spillets fornemmeste maestro’er formår det, for her er teknikken kun et sekundært middel, mens det kræver den ypperste vision.
Det er de afleveringer som åbner noget, vi andre betragter som lukket. Og som oftest er det afleveringer, der befinder sig på banens sidste tredjedel. Men Alexander-Arnolds mesterlige blik for spillet kommer skinner klarest, når Liverpool befinder sig på deres egen tredjedel af banen. Her er Alexander-Arnolds fremadskuende vision en hjørnesten i Klopps opbyggende spil. For når modstanderen presser højt, så ynder Alexander-Arnold ofte at falde lidt tilbage i banen og modtage bolden ude på sin back-position. Herfra kan han kanonere bolden over til modsatte side, som skar han modstanderens pres midt over.
Se eksempelvis denne aflevering fra kampen mod Manchester City tilbage i november. Det er ikke bare en teknisk, perfekt udført aflevering. Den broderer sig også direkte igennem Manchester Citys høje pres. Da Alexander-Arnold modtager bolden, har Guardiolas hold alle elleve spillere bag bolden. Da Robertson modtager bolden fra sin back-kollega, har den skotske venstreback nu kun fire lyseblå spillere foran sig, og det hele ender med at han klasker bolden ind til Mohamed Salah, der bringer Liverpool på 2-0. Et gennemført mål, men arkitekten bag det er Alexander-Arnolds splittende aflevering af et sideskift, som han endda slår med sit venstreben.
En fremtid på midtbanen?
Alt dette besvarer dog ikke det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor i alverden han fortsat er at finde på højreback? Hvorfor ikke rykke ham op på midtbanen? Hvorfor ikke lade ham transformere til Liverpools nye 8’er, så han kan gå i fodsporerne på sit eget idol, Steven Gerrard? En spiller der også startede karrieren som højreback. De spørgsmål er da også begyndt at rumstere i den britiske fodbolddebat. Ovenpå Englands 7-0 sejr over Montenegro i den afsluttende EM-kvalifikationskamp i november, sagde Arsenal-legenden og tidligere landsholdsspiller Martin Keown til TalkSport, at der slet ikke var tvivl om, at Alexander-Arnold skulle rykkes op på midtbanen. Keowns argument lød, at højrebacken normalt afleverer til midtbanespilleren, fordi midtbanespilleren er bedre på bolden, hvorefter han stillede det retoriske spørgsmål; men afleverer Alexander-Arnold til en bedre spiller, når han afleverer til Harry Winks?
Svaret på det spørgsmål er indlysende, men det betyder ikke, at Martin Keown har ret. For heldigvis er fodboldspillet konstant i udvikling, og der er sket meget siden Keown lagde støvlerne på hylden i 2005. I dag kan man ikke tage det for givet, at spillerne bliver bedre på bolden, jo længere frem på banen de befinder sig. Det kan ligefrem forholde sig omvendt, hvor spillerne oppe foran skal være gode dybdeløbere og energiske presspillere, mens de defensive spillere skal kunne bevare koldblodigheden, når de møder modstanderens første pres.
Liverpool er prototypen på et sådant moderne fodboldhold. Midtbanespillerne skal snarere kunne tilbagelægge mange kilometre end at være fintfølende trequistas. Til gengæld er en stor del af gennembrudsspillet overladt til de to backs samt Firmino, der ofte falder ned i mellem modstanderens kæder.
På den måde er denne backrolle som skabt til Trent Alexander-Arnold. Han har ikke samme dynamik i spillet som eksempelvis Jordan Henderson eller Naby Keita, men med hele spillet foran sig, som han har det på backpositionen, kommer hans vision ham til gavn. Herfra kan han se hele banen og dermed se hele spillet, hvorfra han kan distribuere sine nøje støbte bolde.
Derudover vil han på backpositionen ofte modtage boldene uden pres. De fleste hold presser nemlig med det formål at erobre bolden centralt, hvorfor de overbefolker området inde omkring banens midte. Til gengæld afgiver de plads på siderne til modstanderens back. En risikovurdering som formentlig er lavet med øje for, at modstanderens back sjældent er begavet med virtuose boldkundskaber. Skulle bolden alligevel havne ude hos backen, sætter man alle sejl ind på at vinde bolden og afgiver oceaner af plads i modsatte side.
Det er præcis dette, som Alexander-Arnold og Liverpool-holdet har udnyttet gang på gang i de sidste par sæsoner. Tiltrække presset ved at spille bredt i højre side, derefter sende den modsat for at bryde igennem. Det var reelt hvad der skete i det førnævnte mål mod Manchester City, men det kan også ses på nedenstående 2D-illustration af Liverpools 2-0 mål i Meyserside-derbyet fra starten af december. Everton forsøger at presse Liverpools stopper, som i stedet finder den frie Alexander-Arnold, der direkte smider en diagonal aflevering afsted til Sadio Mané. Everton-holdet er skåret op, og Liverpool kan bryde igennem.
Deri ligger besvarelsen på spørgsmålet. Trent Alexander-Arnold spiller ikke højreback, fordi han ikke er god nok til at spille på midtbanen. Han spiller højreback fordi, at det er fra den position, at han kan skabe mest. Det går imod vores intuition, men samtidig er det en naturlig evolution i spillet. For mens spillets tempo stadig forøges, så rykkes de stationære spillere længere tilbage i banen. Og nu også længere væk fra centrum, der hvor densiteten er størst.
Det siges, at den gamle 10’er forsvandt, da Juan Roman Riquelme stillede støvlerne på hylden. Den elegante argentiner var et fortidslevn fra romantikken, og hørte ikke til i det senmoderne spil. Playmakeren blev rykket længere tilbage på banen. Registaen, der lå foran modstanderens midtbanekæde, og dermed havde ekstra betænkningstid til at tilrettelægge sine strategier. Alexander-Arnold kunne meget vel være udtryk for at denne rolle i stedet er at finde på højreback. Andrea Pirlo har stoppet sin karriere. Det samme har Xabi Alonso, mens Sergio Busquets karriere er nået til sidste strofe i sidste vers. Ja, selv Steven Gerrard endte som bekendt nede som denne regista, men den karriere er jo også slut. Den sluttede reelt den fine forårsdag i 2014, hvor han gled i kampen mod Chelsea og kostede Liverpool mesterskabet. En ulykke Alexander-Arnold vidnede på forreste parket, hvor han sad som bolddreng.
På midtbanen er der i stedet brug for spillere med saft og kraft. Der er pudsigt nok brug for spillere, som “den nye Maicon”. Dem der kan vinde mange meter og først være i den ene ende for at være klar i genpresset i den anden, mens spillet skyller frem og tilbage. Men ham der hovedsageligt spiller med hovedet, ham der spiller som var han quarterback, han er muligvis at finde på backen. Det er i hvert fald, hvad vi ser i Liverpool, hvor Fabinho ligger på midtbanen, mens Trent Alexander-Arnold agerer playmakeren på højreback.
Foto: Getty Images
