Mediano Sócrates: Det nye målspark - når regler forandrer
Sommerens regelændringer gør, at bolden ved målspark ikke længere skal forlade feltet, før den er i spil. Et dyk ned i fodboldens historie viser os, hvordan selv de mest simple regelændringer har skabt store taktiske forskydninger. Og denne sæson har allerede budt os eksempler på, hvordan det nye målspark kan skubbe til spillets taktik.
Af Michael Kjær, U-træner i FC Nordsjælland og deltager på Mediano Sócrates
Forsvarsspilleren danser på kanten til eget felt. Utålmodig efter at få bolden fra sin målmand på målsparket. Han står på den anden side af den usynlige mur, reglen om at han kun må modtage bolden uden for eget felt på målspark, har bygget. Reglen forårsager hans desperate step, og udsætter muligheden for hurtig aktion. Aldrig mere vil vi se den utålmodige stepdans på feltets kant. Aldrig mere vil spilletiden gå tabt, mens man venter på at bolden kommer ud af feltet. Den murbyggende regel er blevet fjernet. Bolden er nu i spil i det sekund målmanden sparker til den, og dét har ændret spillet.
Fodboldspillets udvikling består hovedsageligt af to drivende kræfter; taktisk innovation og regelændringer. Men ofte er disse to hinandens afspejlinger. Regelændringer skaber incitamenter til at finde nye formler på taktikbrættet, mens kedelige tendenser i spillet kan blive afbrudt af de lovgivende organer.
Et eksempel finder vi tilbage i 1925, hvor det engelske fodboldforbund besluttede at redefinere offside-reglen. Hidtil var man offside, hvis ikke der befandt sig minimum tre modspillere mellem ens position og modstanderens mål, når afleveringen blev slået. Ændringen bestod i, at der nu kun skulle to modstandere til, for at man var onside, hvoraf den ene i praksis næsten altid var målmanden. Præcis som vi kender offside-reglen i dag.
Regelændringen kom i kølvandet på en periode, hvor det gennemsnitlige antal mål i en fodboldkamp var kraftigt dalende. Det var blevet for let at forsvare sig, og især offside-fælden var et hyppigt brugt redskab. Ligesom i dag var den effektiv til at reducere rummet for det boldbesiddende hold, men med de daværende regler var den knapt så risikobetonet. Skulle fælden glippe, havde man fortsat et anker i den ekstra forsvarsspiller.
Den nye offsideregel skabte straks mærkbare effekter. I den efterfølgende sæson steg scoringsgennemsnittet med 35 procent i de bedste engelske fodboldrækker. Taktisk var man nødt til at tilpasse sig. 2-3-5 formationen, som går under tilnavnet “pyramiden”, havde været dominerende i fodboldens første halve århundrede, men med den nye regel blev dens defensive sårbarhed alt for ofte udstillet. Det førte i stedet til et af de første led i spillets taktiske udvikling, hvor en af de centrale midtbanespillere blev rykket ned som centerstopper, mens de to wingers blev trukket længere tilbage på banen og ind mere centralt. Afviklingen af pyramiden var dermed fødslen på WM-formationen.
Der var en symmetri over WM-formationen som skabte grundlaget for flere individuelle kampe i kampen. Venstre back skulle tage sig af højre angriber, de to defensive midtbanespillere skulle lukke ned for modstanderens indtrukne wings, og, måske vigtigst af alt, skulle den omskolede centerforsvar stoppe modstanderens targetman. Det var i hvert fald hvad der skete på de britiske øer. På kontinentet forvandlede den tilbagetrukne midtbanespiller sig snarere til en hybrid, som både kunne gå med ned i forsvarskæden, men også være med til at bygge angrebene op. Det var, hvad der senere udviklede sig til liberoen.
Britisk fodbold blev i stedet kendetegnet ved dets individuelle fokus. Noget som de først selv opfattede de negative konsekvenser af i 1953, da man hjemme på Wembley tabte 6-3 til Ungarn, som havde den finurlige Nándor Hidegkuti liggende i en hybridrolle mellem midtbanen og angrebet - en slags falsk 9’er-rolle. Englænderne anede ikke, hvordan de skulle håndtere det, nu hvor symmetrien var opbrudt. Det lå ganske enkelt hinsides deres verdensforståelse.
Det viser os, hvad en regelændring kan skabe af følgevirkninger. Som en sommerfugls vingeslag kan skabe orkaner på den anden side af jordkloden, kan den dominoeffekt, som regelændringerne i 1925 skabte, fortsat spores den dag i dag.
Briternes kærlighed til de lange bolde var ikke tilfældig. Det var et ganske rationelt våben, når man ikke lå i overtal nede på egen banehalvdel. Til gengæld var der mulighed for at sætte en tre mod tre op oppe på modstanderens halvdel, hvis man slog den langt. Ligeledes gav de mange nærkampe et incitament til at fokusere på den rå fysik i stedet for raffineret teknik. Ja, på den måde var en simpel regelændring ikke bare med til at ændre roller og formationer, men selve idégrundlaget for spillets udvikling.
‘Den vigtigste regelændring siden offsidereglen’
Her knap hundrede år senere er fodboldspillet fortsat i udvikling. Både hvad der angår det taktiske, men også indenfor selve reglementet. Fra denne sæson har International Football Association Board, fodboldens lovgivende organ, implementeret tolv regelændringer.
Nogle af dem befinder sig godt nok i bagatel-afdelingen, såsom legaliseringen af mønstrede undertrøjer eller muligheden for enten at vælge bolden eller banehalvdel, hvis man vinder lodtrækningen. Flere af regelændringerne har dog et mere spilrelateret formål, nemlig at øge den effektive spilletid. Et dilemma, som jeg tidligere her skrevet om i artiklen ‘Når tiden forsvinder’. Vigtigst er dog reglen om igangsættelse af målspark, hvor bolden ikke længere skal spilles ud af feltet. Nu er bolden i stedet i spil så snart, der er sparket til den.
Og trods denne regelændring er ret så subtil sammenlignet med den førnævnte ændring af offsidereglen fra 1925, så har den faktisk noget at sige, når vi kigger de seneste tendenser i spillets taktiske udvikling. Sæsonen er fortsat ung, men vi har allerede set en række mål, som har sit udgangspunkt i denne regelændring.
Tag eksempelvis Christian Eriksens mål i North London-derbyet mod Arsenal tilbage i starten af september. Eller Todd Cantwells 2-0 scoring i Norwich’ overraskende sejr mod mestrene fra City. Begge mål lignede klassiske kontraangreb, hvor man fanger modstanderen højt oppe på banen. Men ingen af målene var kontramål. Det var i stedet opbyggelige angreb, som startede med et målspark og sluttede med en scoring i modstanderens tomme mål.
Begge mål kan med lidt god vilje siges at indkapsle spillets taktiske evolution inden for de sidste ti år, men inden vi når dertil, må vi nok en gang slå blikket ned i historiebøgerne. For hvis vi skal forstå, hvad der er sket inden for de sidste ti år, må vi først skrue tiden tilbage til 1992. Tilbage til den sommer, hvor Danmark kunne lade sig krone som Europas bedste.
For udover at være den største danske sportstriumf nogensinde, så var EM-finalen i Göteborg også den sidste officielle FIFA-kamp, hvor det stadig var tilladt for målmanden at samle bolden op på tilbagelægningerne.
For os millennials, der aldrig nåede at opleve de lyse sommeraftener i ‘92, kan det være svært at forestille sig fodbold uden tilbagelægningsreglen. Tilhører du også denne generation, bør du se nedenstående kavalkade af danske tilbagelægninger fra finalen. Klip som sjældent bliver hevet frem, når vor nationale bevidsthed skal indsvøbes i nostalgiens sødme, og det med god grund; hvis der ellers findes en form for anti-fodbold, så var danskernes spil i slutminutterne af finalen ikke noget dårligt bud. Og det har da også senere fået Peter Schmeichel til at bekende, at han skammede sig over den danske sabotage af fodboldspillet.
Men danskerne var langt fra de eneste skyldige. Når et resultat skulle køres hjem, var dette den gængse måde at dræbe kampene på. Til tider gav det absurde scenarier, hvor det jagtende holds vigtigste opgave var at afskære enhver afleveringsmulighed tilbage til modstanderens keeper. Se bare denne sekvens fra den regulære mesterskabskamp i 1989, hvor Liverpools McMahon som en anden Andrés Iniesta laver en kropsfinte, finder hullet i Arsenal-angrebet og maskerer afleveringen tilbage til keeper. Det ser, mildest talt, helt forkert ud.
Retfærdigvis skal det nævnes, at denne groteske skævvridning af spilretningen oftest optrådte i kampens døende minutter. Mest af alt var tilbagelægningerne bare med til at punktere rytmen i spillet. Ethvert optræk til intensitet kunne straks nulstilles med tilbagelægningen. Fodboldspillet levede en staccato-tilværelse, og derfor er det heller ingen overdrivelse, når selvsamme Schmeichel sidenhen har kaldt tilbagelægningsreglen for den vigtigste regelændring i spillet siden indførelsen af offside. Den forandrede simpelthen spillets dynamik.
Spansk kontrol
Det blev begyndelsen på udviklingen af den universelle fodboldspiller, hvor de positionelle begrænsninger blev opløst. Spillet var ikke længere så faseinddelt, men blev en mere flydende masse, hvor spillerne skulle indtage flere roller i løbet af en kamp. Nu var en forsvarsspiller ikke bare én, der skulle tackle, cleare og heade, men også aflevere og kombinere.
Tyve år senere vandt Spanien deres tredje slutrunde i træk. Først et europamesterskab i 2008, derefter nationens første verdensmesterskab i 2010 for to år senere at afslutte trilogien ved at knuse Italien 4-0 og genvinde EM-titlen.
Det spanske mesterværk var som fuldbyrdelsen af den fodboldmæssige metamorfose, hvor enhver spiller på holdet besad de fornødne tekniske kompetencer til at indgå i det spanske kombinationsspil. Man spillede uden angribere, mens midtbanens anker bestod af sårbare, men elegante typer som Xabi Alonso og Sergio Busquets.
På de offensive pladser florerede navne som Xavi, Andrés Iniesta, David Silva og Cesc Fabregas. Delikate mellemrumsspillere, som ydede minimal trussel i dybden. Den eneste spiller på holdet med en vis fart i stængerne var venstreback Jordi Alba. Men spanierne var heller ikke interesseret i tempo. De ønskede kontrol, og kampene kontrollerede de ved at være på bolden.
Den spanske dominans var total. På klubplan var FC Barcelona og Real Madrid rykket fra deres europæiske rivaler, mens Sevilla efterhånden fik ejerskab over Europa League-trofæet. Begrebet tiki-taka blev optaget i fodboldens vokabularium, som udtryk for den spanske stil, hvor man dominerer spillet på bolden, mens der gik inflation i possesion-statistikkerne. Boldbesiddelse var blevet en religion, for vandt man den, så vandt man naturligvis kampene, som spanierne havde gjort det.
Et tysk oprør
Det var dog ikke alle, der lod sig forføre af den spanske boldmassage. I England anerkendte man da æstetikken, men var det foreneligt med det barske britiske vejr? Kunne FC Barcelona spille tiki-taka på en regnvåd tirsdag-aften i Stoke-on-Trent, lød det retoriske spørgsmål fra den engelske ekspertkommentator Andy Gray tilbage i 2010.
Briterne stod dog ikke med noget reelt alternativ. Det var nok snarere et udtryk for den evige engelske stædighed, hvor man som spillets moderland har en opfattelse af at være trendsetter, når man i virkeligheden sakker bagud.
I Tyskland begyndte der til gengæld at rodfæste sig et alternativ til possession-fodbolden. Det havde egentlig været længe undervejs. Faktisk helt tilbage fra slutningen af 80’erne i en mørk kælder i Stuttgart. Her sad en vis Ralf Rangnick sammen med sin gode ven og mentor Helmut Groß, og afspillede AC Milans kampe på repeat.
Det var før globaliseringens tidsalder, dengang hvor det var tæt på umuligt for en tysker at få fingrene i en Serie A-kamp. Igen noget der ligger os millennials hinsides. Men Groß havde købt en VHS-maskine, den nyeste på markedet, og Rangnick havde venner i Italien, der hver mandag sendte dem AC Milans kampe, og på den måde fik de to tyskere øjnene op for Arrigo Sacchi.
Og det var en øjenåbner af de store. Rangnick har ligefrem kaldt det sit livs åbenbaring i et skrift til The Coaches’ Voice: “Der var ingen bøger. Der var ingen øvelser. Ja, vi havde end ikke ordene til at beskrive, hvad der skete på banen. Vi vidste kun, at heri lå spillets fremtid, og det var vi nødt til at undersøge.”
Det var ikke Milan-holdets spil på bolden, som fascinerede Rangnick og Groß. Det var deres spil uden bolden. Her bevægede de sig i samlet flok rundt på banen. De tætte kæder gav holdet dets fyldige densitet og med bolden som omdrejningspunkt, skabte de nærmest sorte huller på banens midte, hvor den blev suget ind i det milanesiske magnetfelt. Sacchis Milan gav ganske enkelt illusionen af at diktere bolden uden overhovedet i at være i besiddelse af den, og for Rangnick og Groß lå selve spillets skønhed deri.
Betagelsen blev sidenhen til selvstændige teorier. For under Sacchis tid, hvor tilbagelægningerne var en naturlig del af spillet, gav det ikke særlig meget mening at presse højt. Keeperen kunne jo bare samle bolden op, og så var de meter løbet forgæves.
Regelændringen fra 1992 gav derfor ikke kun incitament til den tekniske udvikling af forsvarsspillerne. Det gav også en ny dimension til presspillet, hvor der nu opstod muligheder for at erobre bolden højt oppe på modstanderens halvdel. Og det var præcis, hvad spillet for Rangnick og Groß drejede sig om. At skabe så mange situationer som muligt, hvor man kunne erobre bolden oppe på banens sidste tredjedel. Det var nemlig der, at man kunne fange modstanderen ude af organisation.
Det var disse idéer, som begyndte at vinde indpas i Bundesligaen i løbet af 00’erne som en del af den omstrukturering tysk fodbold havde gennemgået oven på et tragisk gruppeexit ved EM i 2004. Groß bidrog i en mere tilbagetrukket rolle, som teoretikeren bag facaden, mens Rangnick blev et slags synonym med moderne tysk fodbold. Først som cheftræner for hold som Hoffenheim og Schalke 04, men sidenhen i rollen som sportsdirektør for Red Bull-koncernens to klubber, RB Salzburg og RB Leipzig.
Og spillestilen var som skræddersyet til den østrigske energidriksvirksomhed; bombastisk, tempofyldt og til tider fuldstændig ude af kontrol. Herhjemme fik vi også appetit for denne type fodbold, da Alexander Zorniger, efter havde brudt op med Rangnick i Leipzig, blev ansat i Brøndby, hvor der ikke gik lang tid før det ekkoede på Vestegnen med mantraet om “aktion, aktion, aktion.”
De fleste vil nok alligevel associere det ekstreme presspil med Jurgen Klopps Dortmund-hold. Holdet som i 2013 spillede sig frem til Champions League-finalen, hvor man i semifinalen havde skudt José Mourinhos Real Madrid i sænk med en 4-1 sejr, og samtidig skudt pile ind i mange fodboldhjerter.
Det var en historisk klub, som havde lidt nogle magre år, men som her, hvor den spanske rus var ved af aftage og tiki-takaen begyndte at blive forudsigelig på den kedelige måde, pludselig dukkede op på den europæiske scene og spillede den vildeste form for fodbold. Det var hvad Jurgen Klopp kaldte heavy-metal fodbold.
Bolden lå aldrig stille, den blev aldrig bare trillet rundt med formålsløse afleveringer. Det var fremad, og mistede man den undervejs, så slog det nærmest lykkelige gnister i øjnene på Dortmund-spillerne, som blot så en mulighed for at fortsætte fremad og indlede et nyt pres. Og det var da også oven på nedsablingen af Real Madrid, at Klopp med sin vanlige karisma udbrød, at verdens bedste playmaker hed Gegenpressing, og på den måde blev endnu et begreb tilføjet til spillets universelle ordforråd.
Kick and Rush i fornyet udgave
I slutningen af 2015 tog selvsamme Klopp til Liverpool, og et halvt år senere blev Pep Guardiola præsenteret i Manchester City. De ankom til fodboldens moderland som de vigtigste repræsentanter for hver af tidens to altdominerende paradigmer.
Jurgen Klopp, der med sit ekspressive ydre, personificerede den tyske skole med dets radikale presspil, og over for ham, den minimalistiske og stilfulde Pep Guardiola, der stod for det raffinerede possessionspil. Begge havde et mål om at forandre britisk fodbold. At gøre op med myten om, at de sofistikerede idéer om spillet, der herskede på kontinentet, ikke kunne blomstre på de britiske øer.
Tre sæsoner senere må vi betegne missionen som succesfuld. Premier League har aldrig haft to hold, der har været så dominerende, som Liverpool og Manchester City har været henover det sidste halvandet år. I sidste sæson fik Klopps Liverpool 97 point, hvilket i alle andre sæsoner på nær de to seneste, havde resulteret i et 19. mesterskab til The Reds.
Manchester City fik dog 98 point, og vandt titlen, og det var endda to point færre end sæsonen forinden, hvor man slog Premier Leagues pointrekord og vandt titlen med 100 point. I den her sæson har City allerede smidt fem point, hvilket næsten føles som en sensation. Imidlertid har Liverpool ryddet bordet med syv sejre i sæsonens første syv kampe.
Dette facit står ikke til diskussion, men dykker vi ned i mellemregningerne, ser vi at påvirkningen ikke har været ensidig. Både Klopp og Guardiola har måtte gentænke deres syn på spillet for at tilpasse sig de britiske omstændigheder. For mens tilbagelægningsreglen førte til udviklingen af den universelle fodboldspiller på kontinentet, så gav det i England blot endnu større incitament til at losse bolden langt, så snart den landede for fødderne af enten målmanden eller forsvarsspillerne. Og det var netop de lange bolde, som voldte de moderne pionerer store problemer i deres første tid i Premier League.
Det var især Jurgen Klopp, der måtte lede efter nye løsninger. En af betingelserne for det aggressive presspil var, at modstanderholdet forsøgte at sætte korte pasninger sammen, men det havde hold som Burnley eller Sunderland ikke i sinde at gøre. De slog i stedet bolden langt, og så var Liverpools presspil knapt så effektivt.
Klopp nåede til denne erkendelse i slutningen af 17/18-sæsonen, og på den anden side af sommeren så vi et Liverpool-hold, der havde modificeret deres presspil. 4-2-3-1 formationen var blevet formateret til en slags 4-1-2-1-2 formation med en 6’er i bunden, der kunne agere stødpude for de lange bolde. Preslinjen blev ligeledes tilbagetrukket, så man gav modstanderholdet lov til at spille bolden ud. Den fandensivoldskhed som vi var kommet til at kende Klopps hold for, var afløst af en mere sofistikeret tilgang.
Afventende som en klapperslange, lå de nu på lur og ventede på, at modstanderholdet skulle formaste sig og aflevere bolden ind i nøje opsatte presfælder omkring midten af banen. Erobringerne var dermed længere væk fra modstanderens mål, men paradoksalt nok gjorde det kun Liverpools omstillingsspil endnu mere dødbringende, for nu var der mere rum til at skyde Sadio Mané og Mohamed Salah afsted i.
De lange bolde var også et element, der slog revner i hjernebarken hos Guardiola, men de tjente også til inspiration til at overkomme det aggressive presspil, som catalaneren allerede havde oplevet udfordringer med i løbet af sine tre år i Bundesligaen.
Possessionspillet er i alt sin enkelthed bygget op om tre bud: En ekstra mand i forsvaret, en ekstra mand på midtbanen og to mand i undertal i angrebet. Hvis man eksempelvis mødte et hold, der spillede 4-4-2, så var det oplagt at spille 3-5-2. En ekstra mand i forsvaret, en ekstra mand på midtbanen og, ja, to mand i undertal i angrebet. På den måde kunne man spille sig igennem de første to led, og angribe det tredje med fremadstormende spillere. Men denne grundtanke var ugyldig, når man mødte hold, der pressede så højt, at man aldrig kunne etablere lokale overtal på banens første tredjedel.
Så hvad gjorde Guardiola i stedet? Han hentede en keeper ind, der kunne kanonere bolden fra den ene ende af banen til den anden og endda gøre det med en præcision som en hjernekirurg. Guardiolas første gerning i Manchester City havde ellers været at smide klubikonet Joe Hart på porten, og hente Claudio Bravo ind fra FC Barcelona.
Bravo mestrede dog kun det korte pasningsspil, og så kunne han desuden ikke tage med hænder, men Ederson kunne både spille kort og langt, hvilket gav Citys spil en helt ny dimension, som gjorde dem tæt på resistente over for det høje presspil. Hvis modstanderen vovede at udligne antallet af spillere på Citys halvdel, så skulle de nu også koncentrere sig om at forsvare dybden over for spillere som Sergio Agüero, Leroy Sané og Raheem Sterling. Det fik Huddersfield at smage, da de i starten af sidste sæson, prøvede at gå højt på et af Manchester Citys målspark. I stedet for at spille bolden ud, slog Ederson den langt til Agüero, der alene med keeperen chippede bolden ind i kassen.
Og det er en udvikling, der har spredt sig. De lange boldes renæssance. I sidste sæsons Champions League-semifinale havde Tottenham mere end bagdelen i vandskorpen, da man gik til pause i returopgøret i Amsterdam. Spurs kunne ikke spille sig udenom Ajax’ høje pres, mens hollænderne derimod satte det ene veludførte angreb sammen efter det andet. 3-0 førte Ajax, og hvad der nok også var i 50 procents magtesløshed, satte Mauricio Pochettino den store Fernando Llorente på banen til starten af anden halvleg.
I stedet for at forsøge at spille sig ud af presset, kørte man med route one og slog den direkte op mod den spanske targetman, mens Heung-Min Son og Lucas Moura sværmede rundt om andenboldene. Sidstnævnte scorede et historisk hattrick på dén anden halvleg og sendte Tottenham i finalen. En genistreg af Pochettino, for de lange bolde til Llorente havde ændret kampen fundamentalt. Men i grunden havde han jo ikke gjort andet end at bede sit engelske hold om at vende tilbage til de ærkebritiske dyder.
Det nye målspark
Var det ikke Karl Marx, der sagde, at historien ville gentage sig i evige cyklusser? Først som tragedie og siden som farce. Men det er hverken tragedie eller farce, at vi nu ser, at den lange bold blive vakt til live. For de er ikke ensbetydende med, at fodbolden er gået et trin eller to ned på den evolutionære stige. Det er snarere udtryk for den evige forandring, som ligger i spillets natur. Et udtryk for Newtons tredje lov om at enhver aktion afføder en ligeså stærk reaktion. Den spanske boldbesiddelse blev konfronteret af det aggressive tyske presspil. Så måtte de boldbesiddende hold udvikle sig, og de høje bolde tilførte dermed endnu et lag til spillets dynamik.
Og det er i denne udvikling, at de nye målsparksregler kan få en betydning. For den gamle regel om, at bolden skulle forlade feltet før den var i spil, var en ideel presmulighed. Det betød i realiteten, at man ved ethvert målspark allerede havde aflukket 650 m².
Derudover skulle bolden minimum afleveres over en distance på 11 meter, som er afstanden fra det lille målfelt ud til kanten af straffesparksfeltet. En distance stor nok til, at man både kunne dække rum og nå op til stopperen så snart bolden landede for hans fødder. Det gav derfor god mening for hold, der gerne ville presse højt, at gå op og lukke modstanderen på deres målspark.
Men med de nye regler er der ikke meget ræson i at gå højt på modstanderen. Nu må det målsparkstagende hold, men kun det målsparkstagende hold, stille flere spillere ind i feltet. Det vil sige, at forsvarsspilleren nu kan modtage bolden upresset. Vi snakker et halvt sekund på bolden, og det lyder måske ikke af meget. Men alt er relativt, og 500 millisekunder på bolden i fodbold er cirka forskellen på den danske 2. division og Champions League.
Det er uanede mængder af tid, som det boldbesiddende hold nu har til at reagere på modstanderens presspil. De nye målsparksregler skaber dermed de perfekte omstændigheder for at spille bolden ud, som spanierne gjorde det tilbage i slutningen af 00’erne. Og skulle man blive imødekommet af et presspil, som tyskerne yndede at gøre det i starten af dette årti, så kan man gøre, som englænderne siden tidernes morgen har gjort det: slå den langt.
Det var præcis det Tottenham gjorde, da Arsenal pressede højt på et af deres målspark i North London-derbyet for godt en måned siden. Hugo Lloris spillede den først kort, Arsenal gik i pres. Tilbage til Lloris, der slog den langt. Mens seks Tottenham-spillere var søgt tilbage ved målsparket, var fire spillere placeret oppe omkring midterlinjen. De stod over for kun fire Arsenal-forsvarsspillere. Harry Kane vandt hovedstødsduellen, Erik Lamela sendte Son i dybden, som var det et kontraangreb. Son brændte, men Eriksen stod klar på riposten og Tottenham var foran. Et par uger senere scorede Norwich et lignende mål mod Manchester City, og hvad fremtiden byder på, kan vi kun gisne om. Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at fodboldens evolution endnu ikke er nået til vejs ende. Heldigvis.
Foto: Valerio Pennicino/Getty Images
