Mediano Sócrates: Ny madrilensk vin på nye flasker

Lillebror fra Madrid forventes igen i denne sæson at bide skeer med det spanske fodboldaristokrati i kampen om det spanske mesterskab. Det er dog ikke de vanlige taktiske dyder, der præger taktikken på Wanda Metropolitano, selvom man kunne fristes til at tro det.

Af Magnus Stub, Medievidenskabsstuderende og deltager på Mediano Sócrates

I en undersøgelse fra 1977 præsenterede Lynn Hasher, David Goldstein og Thomas Toppino en række testpersoner for 60 trivia-postulater. Forsøgspersonerne skulle vurdere på en skala, hvor sandsynlige de forskellige postulater var. To uger senere skulle de gøre det samme med en ny liste, fire uger senere med endnu en. 20 postulater var gennemgående for alle listerne, mens de 40 resterende blev ændret fra gang til gang.

Konklusionen på undersøgelsen var, at hvor sandsynligheds-niveauet på de ikke-gentagende spørgsmål forblev stabilt, så viste det sig, at forsøgspersonerne blev gradvist mere overbeviste om sandheden i de gentagne postulater. Vi har som mennesker en tendens til at opfatte hyppigt gentaget information som værende gyldig sandhed. 

Indenfor fodboldverdenen er denne  tendens  mere relevant end nogensinde. Om så det gælder dybere generaliseringer om eksempelvis afrikanske træneres manglende evne til at tænke fodbold, som Oscar Rothstein skrev om for Zetland i juni (Det burde ikke overraske, at 11 ud af 24 trænere ved de afrikanske fodboldmesterskaber er fra Afrika. Men det gør det) eller blot statistiske vildskud som Serie A’s fejlslagne slogan som en udpræget ’defensiv liga’ (nr. tre ud af de fem største set på mål pr. kamp).

Fodboldverdenen emmer af klicheer og udvandede postulater, der simpelthen ikke holder stik. Især i denne tid, hvor de sociale medier dominerer, kan det være let at hoppe på letkøbte pointer. Og Atlético Madrid er et hold, der allerede på nuværende tidspunkt er blevet fejltolket til en grad, hvor man blot forfalder til fortidens konklusioner.

Efter debutsejren over Getafe var den catalanske avis Mundo Deportivo hurtigt ude med overskriften ”El nuevo Atlético es el siempre Atlético,” eller oversat til dansk ”Det nye Atlético er det samme Atlético som altid.”

Selvom den spanske lokalpresse ofte kun skal læses indenfor de lokale rammer, og at førnævnte Mundo Deportivo fint dækker Barcelona-holdene, så er deres pointe om Atlético-kampen stadig interessant. For på papiret lignede det en klassisk Atlético-kamp. To røde kort, og Atlético, der hjemme på Wanda Metropolitano ender med at vinde 1-0. Et resultat, der er blevet så symptomatisk for holdet, at Marca ved juletid udgav artiklen ”Simeone and the art of winning 1-0.” På daværende tidspunkt var det over 1/5 af alle argentinerens kampe for Atlético, der var endt 1-0.

Tilbage hos Mundo Deportivo vælger journalist Chema G. Fuente allerede i sin første sætning i den førnævnte artikel at sætte to streger under hele det nye Atlético-hold med denne konklusion:

”Atlético Madrid startede 19/20. Og de gjorde det, som om intet var hændt. Som om typer som Griezmann, Godín, Rodrigo, Lucas, Juanfran og Filipe Luís ikke var væk. Som om der ikke var behov for at ændre holdet fra top til bund.”

Et halvt nyt hold, og efter sigende ingen forandringer? Lad os se nærmere på det.

Sæsonstarten

Atlético ligger på sjettepladsen med ti point efter fem kampe. Sæsonen startede med tre sejre i træk over, forholdsvis, bløde modstandere som Getafe, Eibar og Leganés. Fjerde kamp blev en lærestreg for holdet, da de fik en over snuden i Baskerlandet. Norske Martin Ødegaard var i et fantastisk spillehumør, da den norske virtuos dirigerede sit Real Sociedad til en sikker sejr over Atlético.

Narrativet omkring Los Colchoneros denne sæson var klart fra start: Simeone stod foran sin største udfordring som træner siden ankomsten i 2011. Farvel til det offensive samlingspunkt i Griezmann, farvel til forsvarskernen fra mesterskabsholdet i form af Godín, Juanfran og Filipe Luís. Oven i dette blev det blot til en enkelt sæson for Rodri, og Lucas Hernández valgte at tage til Bayern.

Erstatningerne blev rekorddyre João Félix, engelske Kieran Trippier, de tidligere Real Madrid-spillere, Mario Hermoso og Marcos Llorente, med flere. Og missionen var klar for den temperamentsfulde argentiner, som til Marca udtalte:

”Vi er kommet til et tidspunkt, hvor vi skal forme et nyt hold. De gamle ledere, som spillede hver søndag, er alle væk, så vi skal genopfinde os selv, og for at gøre det kan vi kun tage det dag for dag og tage ét skridt ad gangen.”

Inden sæsonen har alt fokus været på netop generationsskiftet. Man taler ikke om mesterskabet som en mulighed. Et eksempel på den manglende tydelighed omkring ambitionerne for sæsonen kunne ses efter kampen mod Eibar, hvor kreatøren Vitolo blev spurgt til, hvorvidt de kunne vinde årets La Liga. Til Marca svarede han med et af idrættens mest gentagede citater:

”I sådan en lang sæson kan alt stadig ske. Det er umuligt at spå om, hvad der sker om et år, nu hvor der kun er spillet tre kampe.”

Generaliseringen

Generaliseringen om Atlético Madrid findes i den grad også i de danske medier, hvor begrebet defensiv fodbold bliver sat ind som synonym for Atlético. Denne stereotype opfattelse er eksempelvis blevet udstillet i dækningen af Premier League, hvor Christian Eriksens mulige destinationer blev diskuteret. Her blev et skifte til Atlético Madrid talt ned som resultat af ’den defensive fodbold’, der ikke vil passe danskeren.

Den ’klassiske’ Simeone-taktik vil jeg ikke gå dybt ind i, men derimod referere til denne artikel, som jeg forfattede for to år siden (Simeone’s eventyrfortælling synger på sidste vers). Men at påstå, at vi ser et Atlético-hold med samme udgangspunkt som altid under Simeone er ikke sandheden.

I den første kamp mod Getafe var den markante forskel, at selvom man på papiret stillede op i den vanlige 4-4-2, så var det ikke tilfældet på banen. Den mest mærkbare forskel var backerne. Atlético har fået to markant mere dynamiske backer i den brasilianske hyper-aggressive wingback Renan Lodi og den britiske bullterrier Kieran Trippier end veteranerne Juanfran og Filipe Luís. I kampen mod Getafe var Lodi og Trippier placeret på linje med angriberne for at skabe bredde. En verden til forskel i forhold til de førnævnte veteraner, der i slutningen af deres Atlético-tid havde mistet noget af deres offensive power.

Morata er boksspilleren, der skal være en konstant trussel i feltet. Felix, der på papiret i denne kamp står som angriber, og Lemar er i konstant bevægelse i leddet bag Morata. For at spille igennem Getafes dybe blok skal de kreere og med dybdeløb skabe plads for Saúl, Koke og Thomas. De tre sidstnævnte er som udgangspunkt placeret langt nede i banen for at undgå kontrakniven, et våben, Getafe sidste år brugte med stor effektivitet. Dette var tilfældet i hele første halvleg indtil, at Lodi fik rødt kort. Så var det et mere kompakt hold.

Pointen er derfor, at selvom holdet på papiret stadig spiller 4-4-2, så er det en markant mere dynamisk version end tidligere. Der er nemlig markante træk fra 3-1-4-2 eller 3-1-3-2-1, an på hvordan man vurderer Felix’ rolle.

Samme tendenser var tydelige i udekampen mod Leganés. Modsat kampen mod Getafe var man uden en reel venstreback, hvilket på papiret efterlod Mario Hermoso som venstreback i en 4-4-2. Realiteten var, at opstillingen igen lignede en 3-1-4-2 eller 3-1-3-1-1 i det opbyggende spil. Hermoso gik ind i en tre-back-kæde bag midten med Savić og Giménez, modsat billedet fra Getafe-kampen, hvor Thomas ofte trak ned som en tredje stopper. Saúl ender i denne kamp med at tage Lodis kamp fra Getafe-kampen. Igen agerer Lemar og Felix i rummet bag Morata, der skal holde midterforsvarene beskæftigede.

De hårde facts

Selve opstillingen er et bevis på, at offensiven er blevet nytænkt hos Atlético. Men statistikkerne bakker ligeledes påstanden om, at vi ser et nyt Atlético, op med et mere klart offensivt fokus, og en tydelig distancetagen fra deres normale lavrisiko-presspil, hvor overtal i rum og fokus på at bringe modstanderne ud på kanterne er væk. Overgangen er repræsenteret ved at fokus på dominans med bolden og større risici forbundet med backerne placeret langt oppe på banen.

Det er vigtigt at notere sig, at datasettet fra denne sæson stadig er meget lille. Ikke desto mindre er der forskelle allerede, især når vi ser på systemet. Statistisk er der især en markant forskel, ift. sæsonen 17/18. Atlético havde over hele sæsonen gennemsnitligt possession på 48,1 procent. I denne sæson ligger den på 53,7 procent. En markant forskel på hele 5,6 procent. Ser man på mål ved åbent spil havde de 42 sidste år, hvor man nu har fem mål. En forbedring på 0,5 mål i snit pr. kamp. Bevares, disse tal skal måles op mod svagere modstandere som Eibar, Leganés og Getafe. Ikke desto mindre er otte procent markant for et hold, der før i tiden ikke har gået op i være bolddominerende.

Ser man derimod nærmere på angrebszoner, så er forskellene minimale målt på tværs af de to sæsoner. Hovedparten af spillet går over kanten, mens det blot er 22 procent, der går gennem midten. Holdet har ydermere kun to short passes flere pr. kamp i 19/20 end i 17/18. De andre pasningsstats stemmer ligeledes overens. Måske den vigtigste indikator på, at holdet endnu ikke har vendt sig til det mere boldbesiddende udtryk ligger i antallet af skud på mål pr. kamp, hvor holdet er næstsidst i hele ligaen, kun ’overgået’ af Celta Vigo.

Samtidig er det værd at notere sig, at Atlético har lukket to eller flere mål ind i tre af sæsonens første seks kampe (Juventus-kampen i Champions League medregnet). Dette er bemærkelsesværdigt for et hold, hvor Jan Oblak statistisk set har holdt målet rent i over halvdelen af kampene, gennem hans tid i den spanske hovedstad.

Malurt i Baskerlandet og fightervilje

Kampen mod Real Sociedad blev et reality-check for Atlético. Igen havde man svært ved at skabe chancer i en kamp, hvor stopperen Giménez var den spiller med flest skud. I alt skabte man 12 skud i kampen, hvor halvdelen var på dødbolde. Wonderkid João Félix var helt usynlig i hele kampen, imens Diego Costa havde store problemer med at sætte sit sædvanlige fysiske aftryk.

Det nye Anoeta var ved at koge over i pure eufori over hjemmeholdets opportunistiske udtryk, der blev for stor en mundfuld for Simeones tropper. Og samtidig et svært nederlag for holdet, der havde en stor opgave foran sig mod Juventus. 

Kampen mod Juventus onsdag aften skriver sig ind i de sidste års historier om Atlético, der iklædt de samme trøjer alligevel ligner et forskelligt hold ude og hjemme. Samme tandløse offensiv på udebane i Baskerlandet bed pludselig fra sig igen mod Juventus. Især efter man kom bagud 0-2 var det tydeligt, at der stadig var en gejst i holdet, som også endte med at give point. Igen var de vigtigste spillere backerne, især Kieran Trippier, der med sine dødbolde var en konstant trussel mod Juventus.

Fighterviljen er intakt i dette Atlético-hold, der uden tvivl forsøger nye ting i forhold til det klassiske Simeone-bold. Det interessante bliver dog at følge, om denne taktiske nytænkning får lov at fortsætte, eller om eventuelle manglende resultater igen kan føre til, at Simeone vil sætte sin rødhvide trucker-bande på banen med Diego Costa som rambuk.