Mediano Sócrates: Berliner Fußball – Fodbold i den tyske hovedstad før og efter murens fald
Den indeværende Bundesliga-sæson er historisk for Berlin, som for første gang siden murens fald kan prale af at have hele to klubber i den bedste tyske række. Men fodbold i Berlin er (og har altid været) meget mere end bare øst og vest - Union og Hertha.
AF MATHIAS B. A. HENRIKSEN, CAND.SOC. I SOCIALVIDENSKAB OG GLOBALE STUDIER OG DELTAGER PÅ MEDIANO SÓCRATES
Denne artikel er bragt efter aftale med bulibold.dk, der bragte artiklen fredag d. 8. november.
Atlético og Real i Madrid. FCK og Brøndby i København. Ajax i Amsterdam og Anderlecht i Bruxelles. Sådan kunne vi blive ved. Store klubber med stolte traditioner og en lang række mesterskaber til følge, der har gjort hovedstæder til fodboldcentre i deres respektive lande. I Tyskland er tingene imidlertid anderledes. Her kigger de fleste først mod München, Hamborg eller Ruhr-distriktet, for at finde de store tyske fodboldfortællinger. Men hvor efterlader det Berlin, og kan det virkelig passe at 28 års adskillelse bag muren med alt dens ideologisk storpolitik har reduceret hovedstaden til en andenrangsspiller på den tyske fodboldscene?
Med hele to berlinerklubber i den bedste tyske række er der rigeligt med grunde til at besøge den tyske hovedstad for at se fodbold i disse dage. Men det er ikke kun hos bundesligaklubberne 1. FC Union Berlin og Hertha BSC, at man finder masser af fodboldhistorie, bugnende pokalskabe og stemningsfyldte stadions. Tværtimod. Som i så mange andre hovedstæder har Berlin en lang række traditionsrige og historiske klubber på forskelligt liga-niveau, der alle er med til at danne billedet af en helt speciel fodboldby med sine nok så særegne men også meget stolte fodboldtraditioner. I det følgende går vi derfor tæt på fem af de mest bemærkelsesværdige berlinerklubber lige nu - to i øst og to i vest, samt én der hører til i begge kategorier.
Dampskibet i vest
Igennem de seneste 30 års Bundesligahistorie i det genforenede Tyskland har Berlin oplevet nul (!) mesterskaber. Tættest på var Hertha BSC i 2009, hvor de endte som en noget overraskende nummer fire. Hertha - som er navngivet efter et dampskib med blå-hvid skorsten, der i slutningen af det 19. århundrede sejlede op og ned ad floden Havel - regnes i dag for at være Berlins førende fodboldklub, til trods for at klubben ikke har vundet det tyske mesterskab siden 1931. ”Den gamle dame”, som Hertha Berlin kaldes, har de senere år været yderst svingende med både flere nedrykninger og sporadisk deltagelse i international fodbold de seneste to årtier. Inden da var Hertha fast inventar i den vesttyske bundesliga, men som isoleret klub i en lille indemuret enklave kaldet Vestberlin, forblev Hertha BSC afskåret fra resten af Vesttyskland og de helt store pokaltriumfer.
Herthas største succes er i stedet klubbens velrenommerede ungdomsakademi, hvorfor Herthas startelver altid er garant for en spiller eller to af egen avl. Mest kendt i nyere tid er Boateng brødrene, Jérôme og Kevin-Prince, der tilsammen har repræsenteret en lang række topklubber i både England, Italien og Spanien. De to brødre, som er født og opvokset i Vestberlin, er med deres adskilte landsholdsdeltagelse for henholdsvis Tyskland og Ghana blevet symboler på byens multikulturelle sindsstemning. Et andet velkendt Hertha brødrepar er Niko og Robert Kovač, der spillede et utal af kampe for bl.a. Bayern München og Kroatiens landshold til trods for deres ophav i Vestberlin, og som nu begge er gået trænervejen.
Hertha spiller til dagligt på det olympiske stadion i Berlin. Olympiastadion, der ligger i Berlins Westend, er Tysklands vel nok mest besøgte sportsarena - og dette med god grund. Bygget til naziregimets prestigeprojekt af et OL i 1936 emmer dette moderne Colosseum af historie. Det olympiske stadion står stort set, som da det blev opført for 83 år siden, dog med den undtagelse at det i forbindelse med VM i Tyskland 2006 fik tilføjet et stort tag og gennemgik en større indre renovering.
Til dagligt bruges Olympiastadion til både koncerter, atletikstævner og hjemmekampe for Hertha, som desværre aldrig har været i nærheden af at tiltrække nok fans til at fylde dets små 75.000 siddepladser. I Hertha har man derfor besluttet at bygge et nyt stadion lige rundt om hjørnet, som efter planen skal stå færdigt i 2025 med en kapacitet på 55.000. Med et moderne stadion opført i engelsk stil og uden løbebane til at adskille tilskuerne fra banen, skal det nye stadion være med til at bringe Hertha op blandt topklubberne i Bundesligaen og ud i Europa på en mere regulær basis. Men et nyt stadion er ikke klubbens eneste investering i fremtiden. I forbindelse med klubbens 125-års jubilæum i 2017 blev det bekendtgjort, at klubben havde erhvervet sig det gamle dampskib Hertha, der nu ligger til kaj nær stadion som klubbens talisman og lykkebringer.
DDR-flagskib i øst
Hvad Hertha mangler af pokaler finder man til gengæld på den anden side af muren, hvor BFC Dynamos 10 mesterskaber gør klubben til hovedstadens mest vindende - dog med det forbehold at alle mesterskaber er vundet i det tidligere DDR. At Dynamo Berlin var Østtysklands mest vindende klub er ikke en tilfældighed. Således har den tidligere østtyske landsholdsprofil og nuværende cheftræner hos APOEL på Cypern, Thomas Doll, i 2016 forklaret til avisen Die Welt, hvordan det under DDR-regimet var en nødvendighed at spille fodbold for Dynamo i enten Berlin eller Dresden, hvis man ville være i spil til det østtyske landshold. At nogle hold således var markant stærkere end andre i DDR, var altså på mange måder i lige så høj grad et resultat af politik som af sportslig konkurrence. Af samme grund, har Dynamo Berlin både under og efter DDR-tiden oplevet at blive lagt for had. Det skyldes især klubbens klare relationer til den østtyske efterretningstjeneste (Stasi) gennem DDR-tiden, hvor Dynamos grundlægger og klubpræsident var Stasis øverste chef, Erich Mielke.
Dynamo Berlin spiller til dagligt på det gamle Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark i den for mange danskere så populære bydel Prenzlauer Berg. Her ligger dette klassiske østeuropæiske stadion med atletikbane og runde tribuner klemt inde mellem moderne hipster caféer, genbrugsbutikker og den tomme grund i Mauer Park, hvor igennem muren tidligere løb. Klubben med de karakteristiske vinrøde dragter, spiller i dag på fjerde højeste niveau i regionalliga nordøst.
Arbejderkultur og klassekamp i Köpenick
At BFC Dynamos popularitet og sportslige resultater har været på retræte siden murens fald har givet mere plads til andre klubber på den østberlinske fodboldscene. Størst i denne sammenhæng er selvfølgelig 1. FC Union Berlin, der har oplevet en enorm fremgang de seneste 10 år kulminerende med oprykning til Bundesligaen sidste sommer. Når man ser den enorme opbakning Union oplever i disse dage, fremstår det som en storklub med stolte traditioner. Det har Union på sin vis også, men under DDR-tiden spillede klubben kun en mindre resultatmæssigrolle uden de store sejre. Når Union oplever en enorm fremgang i disse år, skyldes det derfor i høj grad klubbens noget mere positive image som traditionel arbejderklub for stål og jernindustrien under DDR, hvilket står i skærende kontrast til Dynamos forhadte bånd til politi og Stasi.
En anden vigtig forskel på BFC Dynamo og Union er klubbernes beliggenhed. Hvor Dynamo holder til i det centrale Berlin, få kilometer fra byens vartegn i tv-tårnet på Alexanderplatz, så kommer Union fra forstaden Köpenick sydøst for Berlin. Her finder man Stadion an der Alten Försterei (Stadionet ved det gamle skovbrug), der, som navnet antyder, ligger langt ude i skoven overfor den tidligere skovriderbolig og Unions nuværende klubhus. Stadionet, der kan rumme op imod 22.000 tilskuere, er helt unikt i den forstand, at tre ud af stadionets fire sider udelukkende består af ståtribuner svarende til ca. 82 % af stadionets samlede tilskuerantal. Et totalt absurd forhold, der ikke desto mindre er med til at skabe en helt speciel stemning på stadion, men som også betyder, at stadionet næppe ville blive godkendt af UEFA, skulle Union formå at kvalificere sig til europæiske turneringer.
Denne skæve fordeling mellem stå- og siddepladser er resultatet af en meget utraditionel byggeproces, hvor frivillige fans af flere omgange har doneret penge og ikke mindst arbejdskraft til en udvidelse af stadion. Senest i 2009 hvor 2300 fans deltog i byggearbejdet og dermed gjorde Union til den ene af kun to klubber i Europa, hvor klubbens fans selv har bygget stadion - den anden værende PAOK i Grækenland. Udover Unions hjemmekampe er Stadion an der Alten Försterei også kendt for at huse en lang række andre spektakulære events, såsom den årlige juleafslutning med fællessang eller VM-fodbold på storskærm, hvor stadion omdannes til en kæmpe dagligstue og fans bedes medbringe egen sofa.
Grundet Unions østtyske historie og mange år på lavere niveau er Dynamo klubbens traditionelle rivaler. Men efterhånden som Union er steget i graderne, har klubbens største kampe i nyere tid udspillet sig, når klubben en sjælden gang imellem har trukket naboerne fra Hertha i pokalen eller mødt dem i 2. Bundesligaen til en intens dyst mellem øst og vest - rød og blå, i kampen om Berlin. I denne sæson mødes de to klubber så for første gang i Bundesligaen, hvilket vakte stor debat, da det tyske fodboldforbund foreslog, at kampen skulle spilles på 30 årsdagen for murens fald. Forslaget blev dog hurtigt skudt til hjørne af Union, som ikke ønskede at en fodboldkamp skulle skygge for den historiske betydning af denne dag.
Union Berlins største resultat til dato er en overraskende deltagelse i pokalfinalen 2001 mod Schalke - samme år som Union opnåede oprykning til 2. bundesligaen for første gang. Som vicepokalmestre, og eftersom Schalke allerede var kvalificeret til Europa, skulle Union spille med i UEFA Cuppen for første gang. Det blev dog kun til en kort visit i UEFA Cuppen og en enkel triumf over finske Haka i første runde, inden Union måtte se sig slået af ligeledes upåagtede Litex Lovetj fra Bulgarien.
Regnbueflag og flygtningepolitik hos Berlins svar på St. Pauli
Går man og tror Union eller Dynamo er garant for politisk fodbold, så bør man også opleve SV Babelsberg 03, der med sit fanfællesskab med kultklubben FC. St. Pauli fra Hamborg tager værdipolitisk fodboldkultur til nye højder. Hvorvidt Babelsberg egentlig bør kategoriseres som Berlinerklub, afhænger af øjnene der ser og størrelsen på bykortet. Babelsberg ligger nemlig lidt udenfor Vestberlin. Kun en kort tur med S-bahn linje 1 fra Berlins centrum, men alligevel så tilpas langt ude at Babelsberg egentlig er en forstad til nabobyen Potsdam og derfor tilhører det tidligere DDR.
Babelsberg spiller hjemme på stadionet Karl-Liebknecht-Stadion, opkaldt efter en af tysk histories mest kendte socialistiske politikere og medstifter af landets kommunistparti tilbage i 1919. Her vajer det politiske regnbueflag overalt på stadion side om side med klubbens eget blå-hvide flag og St. Paulis med dødningehoveder. Det er derfor heller ikke unormalt at klubbens fans bærer St. Paulis brune spilletrøjer i forbindelse med hjemmekampe i lige så høj grad som Babelsberg egne. Som dansker til fodbold i Babelsberg kan det virke noget overraskende og en smule sært, når Hjemmeholdet scorer, og klubbens fans synger med på temaet fra Olsenbanden. Et levn fra DDR-tiden, hvor den danske filmserie var et kæmpe hit i Østtyskand.
Babelsberg, der ligesom Dynamo tilbringer en forholdsvis ukendt tilværelse i regionalliga nordøst, blev denne sommer landskendte, da klubben valgte at bære logoet for den tyske NGO ”Seebrücke” på holdets spilledragter. Seebrücke er en politisk organisation, som kæmper for flygtninges ret til sikre søruter over især Middelhavet. Et yderst kontroversielt politisk emne i Tyskland oven på flygtningekrisen i 2015. Babelsbergs spilletrøje med den kontroversielle NGO på brystet blev så populær, at tøjproducenten Hummel ikke kunne følge med efterspørgslen og derfor måtte melde om udsolgt og ventelister op til sæsonstart.
”Kærlighedskaravanen”
En anden klub, som har vakt stor opsigt denne sommer, er Tennis Borussia Berlin, der lige som Hertha kommer fra bydelen Westend i Vestberlin. I denne og forrige sæson har klubbens fans formået at vække stor opsigt med kampagnen ”Caravan of Love”, hvor klubbens mest passionerede fans boykotter klubbens egne hjemmekampe på Mommsenstadion for i stedet at besøge og støtte andre klubber rundt om i Tyskland. Uge efter uge rejser de ud til andre byer og stadioner for at følge klubber, der med fansenes egne ord er demokratiske og åbne, hvorfor de fortjener deres støtte. Netop åbenhed og medbestemmelse savner Tennis Borussia-fansene i deres egen klub, hvilket de forsøger at gøre opmærksom på med denne rejsende protest.
Utilfredsheden skyldes at Tennis Borussia Berlin fornyligt er blevet opkøbt af en lokal erhvervsmand, der også ejer klubbens hovedsponsor i fitnesskæden Crunch Fit. Erhvervsmand og Fitness entreprenør, Jens Redlich, beskyldes af fansene for at bryde den tyske ”50+1”-regel, da han udnævnte sig selv som klubformand uden opbakning fra klubbens fans. 50+1 reglen er en særlig tysk fodboldregel, der betyder at fanmedlemmer sikres en fordel ved stemmelighed på generalforsamlinger, og således kan bibeholde magten i klubben, skulle der komme en stærk investor udefra og forsøge at købe sig til en aktiemajoritet. På den måde har 50+1-reglen blandt andet været med til at sikre, at billetpriserne holdes nede på tyske stadions sammenlignet med resten af Europa, da fansene selv har medbestemmelse herpå. 50+1-reglen har været yderst hårdt prøvet de senere år, hvor især RB Leipzigs ledelse har fundet på kreative måder til at omgås reglen.
Lilla-hvide Tennis Borussia, eller ”TeBe” som klubben kaldes, er en af Berlins store traditionsklubber med bundesliga-erfaring helt tilbage fra 70’erne men huserer i dag på femte højeste niveau i NOFV Oberliga Nord. Det gør de, efter at klubben omkring årtusindskiftet blev opkøbt af en stor investorgrupper og kort efter gik konkurs, hvorfor man ikke kan fortænke fansene for at være skeptiske overfor udefrakommende kapital og stordrømmende rigmænd.
Politik og passion i et mangfoldigt fodbold Berlin
Fodbold og fodboldkultur er ofte en afspejling af dets omgivelser, hvilket bestemt også gør sig gældende i Berlin. Med sin helt usædvanlige politiske historie repræsenterer Berlins fodboldklubber på sin vis hele den tyske historie, med klubber stiftet både før og efter 2. verdenskrig - i både det ene og andet Tyskland. Men fodboldhistorie i Berlin er ikke kun noget som var engang. Den skabes stadig på ugentlig basis, weekend efter weekend, som i sidste uge hvor Union og Hertha mødtes til det første berlinerderby nogensinde i et genforenet Tyskland. Læg dertil en by, hvis multikulti-stemning er med til at skabe dette brogede billede af en lang række fodboldklubber med hver sin passionerede følgerskare og særegne traditioner. Så har du fodbold Berlin. En helt speciel hovedstad med en helt unik fodboldkultur.
Foto: Margarethe Wichert/Bongarts/Getty Images
