Mediano Sócrates: Hvad taler vi om, når vi taler om talent?

Her giver Idrætsstuderende og Mediano Sócrates-deltager, Anton Vergod Knudsen et bud på, hvad det flydende prædikat ‘talent’ betyder, og hvordan det bliver skabt i en social kontekst.

Af Anton Vergod Knudsen Idrætsstuderende og deltager på Mediano Sócrates

Ønsker du at høre artiklen læst op af forfatteren, så kan du lytte til den herunder eller finde den i podcast-kanalen Mediano Sandbox.

Talent kan forstås på mange måder. Der er det at have talent, det at være talentfuld og så er der talentet. Alle stammer fra samme ord, men har hver deres nuance. Talentfuld er at være fuld af talent, men er det så det samme som at være et talent? For at forstå talentprædikatet, i en fodboldkontekst, følger jeg i forskerens, talentspejderens og Biblens spor. 

Hvad taler vi om, når vi taler om talent? Handler det om, at en udøver har et potentiale til at blive bedre end de fleste andre? Skal man blot være den bedste for at være et talent? Vi ser i høj grad talent som en gevinst for morgendagen. I så fald på hvilke parametre er det vigtigst at vise sin overlegenhed?

Mette Krogh Christensen, der er forsker ved Aarhus Universitet med særlig fokus på talentudvikling, fandt i sin undersøgelse An Eye for Talent ud af, at danske U-landstrænere identificerer talent i en spiller på baggrund af spillernes vedholdenhed og vilje til at udvikle sig. Over gode førsteberøringer, lederevner og et godt blik for spillet står vedholdenhed helt centralt i identifikationen af talentet. Evnen til at holde ud, når det ser sortest ud, var for U-landstrænerne den mest eftertragtede egenskab hos talentet.

Men betyder det så, at de ihærdigste bliver de bedste? At Messi, Ronaldo og Cruyff først og fremmest blev de bedste i verden på baggrund af vedholdenhed?

Talentidentifikation - en forelskelse

Brian Fonseca Larsen, der har den mundrette titel Chief Scout Nordic Countries hos FC København og tidligere har arbejdet for engelske Southampton og FC Nordsjælland, fortæller en anden historie. Han blev som talentspejder engang bedt om at finde en ung spiller med potentiale. Han fik at vide, at han skulle finde et midterforsvarstalent, der havde nogle specifikke udmærkelser. Han beskriver samtalen således:

“Han må gerne være ung, han må gerne være hurtig, han må gerne være stærkt én mod én defensivt, han må gerne være god på hovedet, selvfølgelig, han må gerne være hurtig med fødderne, han må gerne have en god pasningsfod både kort og lang...”

Aha! For at være et talent i klubbernes øjne skal man kunne det hele. Kvaliteter kan ikke vægtes i forhold til hinanden. En ekstra god pasningsfod kompenserer ikke for et sløvt antrit. Man skal kunne det hele. Så de bedste unge, bliver også de bedste seniorer. Eller hvad?

Ikke hvis man spørger Fonseca, som sammenligner talentidentifikation med en forelskelse – man er ikke tvivl. Man ved ikke nødvendigvis præcis hvorfor, men det er helt klart det rigtige. Det er det, der foregår i forholdet mellem smagsdommeren og talentet. Et forhold, der skal vise sig at være bygget op på tilgivelse og forpligtigelse.

Lignelsen om de betroede talenter

Vi må dykke ned i ordets etymologi for at komme ind til kernen af, hvad vi snakker om, når vi snakker om et talent.

Vi støder på det første gang i sin græske afstamning som talantol, (vægt; lod; møntenhed) i Matthæusevangeliets kapitel 25 i lignelsen om de betroede talenter. Her optræder det som den gængse møntenhed.

Historien handler om en gårdejer, der skal rejse til udlandet. Han kalder sine tjenere til sig og betror dem sin formue. Én giver han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne, så rejser han. Den, der fik fem talenter, investerede dem med det samme og tjente fem til. Ligeledes tjente ham med to talenter to til. Men den, der fik én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Da gårdejeren endelig vendte hjem fra sine rejser viste de to første tjenere stolt deres udbytte og kunne med glæde give gårdejeren 10 og 4 talenter hver. Da det kom til den sidste tjener sagde gårdejeren:

”Du dårlige og dovne tjener! Du burde have betroet mine talenter til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage.” 

Gårdejeren tog derfor tjenerens talent og gav det til ham med 10. 

Man kan bruge fortællingen til at forstå hvad, der ligger bag talentprædikatet. Talenterne gives nemlig til de tre tjenere. De indgår dermed en kontrakt for deres talent. Med deres nye talenter følger en forpligtelse til at investere det og gøre nytte af det. Af den grund bliver den sidste tjener smidt på porten for sin uforsvarlige forvaltning af sit talent. I ordet ligger betydningen, at det er en valuta, og valuta skal bruges for at skabe værdi. Vi er, hvad vi giver, og vores talent eksisterer kun, når vi sætter det i spil. For at vi kan sætte det på spil, må vi først anerkendes som talenter af en smagsdommer og have en arena at gøre det i – i dette tilfælde fodboldbanen. 

I lignelsen uddeler gårdejeren sine talenter efter sin vurdering af tjenernes evner. På den måde kædes evner direkte sammen med størrelsen på talentet. For at blive i kontrakt-analogien, får talentet med de største evner også den længste kontrakt med mest tilgivelse indskrevet. Der er ikke noget at sige til, at de dygtigste gives længst snor i talentudviklingen. Det skal dog ikke forstås sådan, at spillere først er gode til fodbold, hvis nogen ser dem være det. Man kan være nok så dygtig, men man indtræder først i rollen som talent, når én udefra ser talentet i dig. Du udråber ikke dig selv, men bliver udråbt.

Kontekst og talentidentifikation

Sportspsykolog og high-performance konsulent Christian Engell beskriver det sådan, at talentet bliver anerkendt ”af nogle øjne, der ser” i en samtale om talent med filosof Ole Fog Kirkeby og ledelseskonsulent Rasmus Møller.

Disse øjne sidder på hovederne af smagsdommerne.  Spilleren bliver, ifølge Engell, til et talent, når han eller hun overrasker smagsdommeren og overgår deres forventninger til en spiller på netop dette niveau. Engell ser altså talentprædikatet som et paraply-begreb, der kan dække over forskellige spillere på forskellige niveauer. Springer en spiller i eksempelvis Lejre smagsdommeren i øjnene, er hun meget vel et talent i Lejre, men muligvis ikke på nationalt plan. Talentet skabes i lyset af konteksten hvori det findes.

I en undersøgelse fandt Duarte Araújo, professor ved Department of Sport and Health ved Universitet i Lissabon, og Keith Davids, professor ved Centre for Sports Engineering Research ved Sheffield Hallam University ud af, at:

“Det, der gør ét individ til et talent mere end et andet, er ikke nogle bestemte egenskaber, men dets kontekstualiserede funktionelle værdi: dets brugbarhed i forhold til bestemte præstations kontekster.”

Juan Mata og hans træner i 2013, José Mourinho. Foto: Michael Steele/Getty Images

Den exceptionelle spiller anerkendes muligvis i ét miljø, men ikke i det andet. Netop fordi dette præstationsmiljø er bygget op om andre værdier end hvad spilleren kan tilbyde. Tag Juan Mata, den spanske offensivspiller, der i sæsonerne 11/12 og 12/13 blev kåret til Chelseas bedste spiller. Et hold med profiler som Lampard, Hazard og Terry. Et hold, der i de to sæsoner var en magtfaktor i europæisk fodbold, med triumfer i Champions League, FA Cuppen og Europa League. Et hold, der med managerskiftet til fordel for José Mourinho i sæsonen 13/14, så Juan Mata sidde på bænken i 13 ud af 22 kampe.

Mourinho ville spille med fysisk stærke spillere i en kompakt defensiv blok. En kontekst hvori holdets tidligere profil ikke passede ind. Juan Mata var dermed hurtigt fortid i Chelsea. Spillere bliver dog sjældent dårligere til at spille fodbold sådan uden videre. Deres funktionelle værdi i en bestemt kontekst er i høj grad med til at iscenesætte dem som talenter. Spillerens egenskaber vægtes i forhold til dets funktionelle værdi. Talentet får ikke sit prædikat grundet en god pasningsfod eller et godt overblik. Talentet får prædikatet sat på sig, når dets egenskaber værdsættes i den rigtige kontekst.

Tilbage i England er det blevet d. 24 Januar 2015, og det offentliggøres, at Juan Mata skifter til Manchester United under en ny manager, Luis Van Gaal. Skiftet væk fra Chelsea og Mourinho skulle vise sig at være et ”på gensyn” snarere end et ”farvel”. I foråret 2016 ansættes Mourinho nemlig som træner for selvsamme United. Samme mennesker, ny kontekst. Ingen ville kigge skævt på Juan Mata for at rulle opgivende med øjnene nu. Men den portugisiske stjernemanager udtalte dengang til The Telegraph

“Den fodbold vi vil spille her er anderledes. Vi er i begyndelsen af den proces. Jeg synes, at Mata er meget brugbar til at gøre det med hans kvaliteter. Vi har brug for en spiller med de kvaliteter.”

Mourinho kunne i den nye præstationskontekst i Manchester United godt bruge Juan Mata. Mata blev aldrig samme profil som han havde været det for Chelsea nogle sæsoner forinden, men han blev en central del af holdet. Det gjorde han, fordi de kvaliteter, han har, passede ind i den præstationskontekst Mourinho prøvede at skabe i United. Det er afgørende for vurderingen af, om en spiller er et talent, hvem spilleren er og hvilke øjne, der ser på spilleren og i hvilken kontekst disse øjne ser.  

Talent er kærlighed

Tilbage til snakken med talentspejder Brian Fonseca Larsen og hans sammenligning af talentidentifikation og kærlighed.

”Ofte er det lidt som at blive forelsket. Man ved det når man ser det, og det kan i starten være svært at sætte ord på.”

Han beskriver, hvordan han genkender de aspekter han, værdsætter i en spiller som en klar mavefornemmelse. En mavefornemmelse baseret på tavs viden. Tavs viden er den viden, der er praktisk og kropsligt tillært, og derfor svær at sætte ord på.

For at skille sig ud og lade forelskelsen blomstre skal spilleren have noget, der går ud over det, der blev søgt. Der skal være en diskrepans mellem, hvad man troede, man ville se, og det man så ser i spilleren. Ligesom de små ting han eller hun gør i et nyt forhold, der fanger os. Det som går ud over det, vi havde tænkt, vi ville elske. Er det personen i vores liv opdager vi ting om os selv, vi ikke vidste vi havde i os. Vi lærer af at blive konfronteret med dissonansen mellem, det vi troede var det gode, og det vi opdager er det ekstraordinære. Slår vi væk fra lommefilosofien og over til fodbolden, trods deres ligheder, betyder dette, at talent er mere end vi først kan forstå.

Talent og tilgivelse

Vender vi tilbage til Mette Krogh Christensen, finder vi i en anden af hendes undersøgelser en anden interessant pointe. I en undersøgelse af talent hos kirurger fandt hun ud af, at de dygtigste kirurg-teams også er dem, der indberetter flest fejl.

Det betyder ikke, at de mest talentfulde kirurger, også er dem, der laver flest fejl. Men de anerkender betydningen af at begå fejl og blive tilgivet for dem. For en kirurg kan en fejl, i værste tilfælde, betyde liv eller død for patienten. Det gør det til en svær øvelse at indrømme sine fejl, men kun derigennem kan man lære af dem. Centralt for de dygtigste kirurger er tilgivelsen af deres fejl fra deres kollegaer, for med den tør de indberette og dermed lære af deres fejl.

Talentfulde Matthijs de Ligt i kamp om bolden med Ross Barkley. Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images

De samme dynamikker gælder for fodboldtalenterne rundt om i verdenen. Når Matthijs De Ligt begår straffespark med et tofodsangreb mod Rashford’s ankler i Nations Cup Semifinalen og laver selvmål i sin uofficielle debut for Juventus, tilgives han. Han tilgives ikke fordi det er acceptabelt at lave grove straffespark og klumsede selvmål. Han tilgives fordi det potentiale, der ses i ham, kaster et tilgivende slør over ham.

Forestil dig blot pressen, hvis det samme var sket for Harry Maguire. Den dyreste forsvarsspiller i verden. Det ville være overfladisk at sige, at det gør Maguire til den bedste forsvarsspiller i fodbold, men prisskilte forpligter også. I en alder af 26 og som fast mand i Englands firebackkæde, ville samme start for den tidligere Leicester spiller være endnu hårdere at overkomme. Maguire kan ikke støtte sig op ad prædikatet talent længere, men må retfærdiggøre prædikatet verdens dyreste og med det prædikat accepteres fejl ikke. 

I talentbegrebet ligger der en accept af, at et talent er en spiller under udvikling, der har et potentiale, der endnu ikke er realiseret. Vi som fans, trænere og smagsdommere tilgiver talentets fejl i højere grad end den etablerede spiller på baggrund af det løfte.

Køb! Køb! Køb! Mens du har…

Vi vender tilbage til gårdejeren og lignelsen om de betroede talenter. Han lånte netop sine talenter til tjenerne, i forventningen om, at de skulle vokse til flere. Tjenernes rigdomme er kun til låns og på den anden side venter gårdejeren med sin dom.

På samme måde løber, der tusindvis af talenter rundt på danske græsplæner med et talent til låns. De investerer sig selv hver dag, og det samme gør deres træner. Under deres udvikling presser deres træner dem, men tilgiver dem også deres fejl. Fejlene tillades som en del af talentets udvikling. Desto tættere de kommer på dommen, desto mere kræsen bliver tilgivelsen. Forventningerne stiger og med tiden forventes talentet at være indløst. Der står gårdejeren og banker på døren og vil have sine talenter tilbage.

Denílson, et talent, der aldrig blev forløst. Foto: Denis Doyle/Getty Images

Det er indlejret i vores forståelse af talent, at prædikatet tilhører de unge. På UEFAs liste over de 50 største talenter i verden overskrider ingen af dem 21 år. Om skellet ligger ved 21, 23  eller 25 år kan diskuteres, men talentprædikatet er, upåagtet hvor man sætter aldersgrænsen, til låns.

Det er til låns i forhåbningen om, at potentialet i spilleren bliver indfriet. I forhåbningen om, at det, der er blevet investeret kommer tilbage med renter. I forhåbningen om, at kontrakten bliver overholdt. Men hvad sker, der når forløsningen udebliver?

I slutningen 90’erne drev en ung brasiliansk kant for Sâo Paulo FC gæk med den brasilianske liga Brasileiro Série A. Denílson de Oliveira Araújo bedst kendt som Denílson er blevet en legende i O Clube da Fé (håbets hold) på trods af, at han kun nåede at spille 50 kampe for klubben. Han arvede kaldenavnet Canhoterio (den venstrefodede) efter Sâo Paulo-legenden José Ribamar de Oliveira og tryllebandt publikum med step-overs en masse, flair og tegneseriefart selv Usain Bolt ville se anerkendende på.

Talentet var åbenlyst. Han blev udpeget som Brasiliens næste store konge i O Jogo Bonito (det smukke spil). I 1998 blev ham og hans talent solgt som det dyreste fodboldverdenen havde set på den tid. 179 millioner kroner betalte spanske Real Betis Balompié, for at erhverve sig fodboldens fremtid, den 20-årige brasilianer.

Scenen var sat og forhåbningerne til Canhoterio nåede langt forbi skyerne. Forløsningen forsvandt dog og forelskelsen falmede. For ironisk nok skulle Real Betis-fansene nemlig vente helt til den 14. februar, Valentinsdag, 1999 på, at det første mål kom fra Denílsons gyldne venstre fod. Det blev i alt til 188 kampe i Betis-trøjen og 13 mål for Denílson.

Et evigt talent, der aldrig nåede at indfri de massive forventninger, der var til ham. Betis var et tilgivende sted for ham, men tilgivelsen trods, var loftet nået for Canhoterio. Ikke meget ulig den tredje tjener fra lignelsen om de betroede talenter, blev han også forladt i glemslen, da han ikke kunne gengive det, der var investeret i ham. 

Talent forpligter

I bogen Når Talent Forpligter skrevet af forsker Helle Hedegaard Hein & fodboldtræner Mads Davidsen, beskriver de igennem samme lignelse, hvordan talent forpligter. Talentet forpligter netop idet, det bliver betroet talentet af smagsdommerne. Det forventes af talentet, at det forpligter sig selv til at investere i sit talent, fordi det netop har fået betroet talentet af en smagsdommer. I bogen udtaler fodboldspilleren Pierre-Emile Højbjerg: “For mig handler fodbold om, at få det bedste ud af mit talent.”

Højbjerg føler sig forpligtet til at forfølge sit talent og investere i det. Det er ypperste han kan gøre. Større end at vinde eller blive bedre end den og den. Det vigtigste er at være tro mod sit talent - for det forpligter. I bogen fortæller Højbjerg yderligere om, hvordan han som ungdomsspiller, skiftede fra FC København til Brøndby IF.

Han så sig nødsaget til at skifte, fordi han i FC København blev set som angriber, men Højbjerg selv, mente, at han hørte til på midtbanen. Det var som midtbanespiller, hans talent bedst kunne blive udfoldet, og så var der ikke meget at rafle om. Fra Brøndby skiftede han til Bayern München, hvor han som den yngste nogensinde fik debut på førsteholdet i april 2013. Her fik han sin opdragelse i den professionelle fodboldverden under træner Pep Guardiola. Guardiolas hold skal bestå af tænkende fodboldspillere og det gjaldt også den unge dansker. Derfor kan det overraske, at Højbjerg først rigtig endte med at trives efter skiftet til Southampton FC.

Pierre-Emile Højbjerg er et eksempel på en spiller, der har taget ansvar for sit eget talent. Foto: Dan Istitene/Getty Images

Her bed han sig, som en kriger med hjertet forrest, fast i start 11’eren. Man kan se Pierre-Emile Højbjerg som et talent, der forandringsparat stod klar til at sætte sit talent på spil som tænkende fodboldspiller hos Guardiola og som fighter hos Southampton. Det er et testamente om hans talent, at han kan begå sig i begge miljøer.

Talentet ligger dog ikke i, at Højbjerg var omstillingsparat, tværtimod. Succesen i Southampton vidner om en spiller, der ved hvad, der driver ham. Ligesom skiftet fra FC København til Brøndby IF rammer dette skifte ind i kernen af, hvem Højbjerg er, og hans talent forpligter ham til at være. Pierre-Emile Højbjerg er nødsaget til at være i kampens hede og kæmpe, for det er der, han og hans talent skinner stærkest igennem. 

Så hvad taler vi om når vi taler om talent? Vi taler om forelskelse. En forelskelse, der med sig bringer prædikatet talent. Vi taler om den tilgivelse Matthijs De Ligt mærker. Vi taler om talent som et flydende prædikat, der skifter værdi efter kontekst, som Juan Mata kender alt til. Vi taler om de to dygtige tjenere i lignelsen om de betroede talenter, der forstår at talentet skal investeres. Vi taler om Denílson og den trejde tjener, der lærer, at tilgivelsen en dag udebliver og at talentprædikatet var til låns. Vi taler også om den endegyldige sandhed; at talent forpligter.

Topfoto: Lars Rønbøg/Getty Images