PSG’s europæiske drømme hviler på baskiske skuldre
Den franske storklub Paris Saint-Germain er selvskreven fransk mester. Men det er ikke nok for de arabiske ejere, som derfor har ansat Sevillas Unai Emery til at sikre det egentlige mål - finalepladsen i Champions League, fortæller Politikens korrespondent i Paris, Michael Seidelin
Michael Seidelin
Paris Saint-Germain er et særtilfælde i europæisk fodbold. Klubben har ikke de største stjerner, og den ligger i hård konkurrence med Manchester City og Real Madrid om at råde over de største økonomiske ressourcer. Men fusionsklubben fra den vestlige del af Paris-regionen, som om tre år flytter til de mest moderne installationer i verden i Poissy 25 km. vest for Paris, er i modsætning til mange af sine europæiske rivaler sikker på én ting: Den vinder det nationale mesterskab.
Det vil mange af dens konkurrenter på den europæiske scene være mere end tilfredse med. I Real Madrid bebuder cheftræner Zinedine Zidane, at det vigtigste mål i sæsonen 2016-2017 er mesterskabet. I England bejler fem-seks klubber til mesterskabet, og selv Bayern München kan ikke føle sig sikker i konkurrencen med ambitiøse Dortmund.
I Paris ser det helt anderledes ud. Et mesterskab vil ikke være nok, og det er forklaringen på, at klubben nu indleder en ny epoke i dens historie, siden Qatar Investment Authority købte 70 procent af aktierne i PSG i maj 2011, mens et datterselskab året efter overtog resten.
Én mand symboliserer viljen til at komme helt til tops i Europa. Klubben har ansat Sevilla FC’s succestræner, baskeren Unai Emery, der har hele tre triumfer i træk i Europa League bag sig, og hans opgave er som minimum at levere en finaleplads i Champions League.
Det er noget af en satsning for baskeren, som i dag hører til de store trænere i Europa, men som med en europæisk titel i Paris vil rykke op i trænernes superliga på linje med navne som Pep Guardiola, Jose Mourinho og Arsène Wenger, som alle har stået på klubbens ønskeliste siden 2011.
Emiren blev rasende
Så langt nåede hans forgænger i PSG, Laurent Blanc, ikke på trods af, at den tidligere franske verdensmesters karriere i Paris ligner en forrygende succes. Men igen: PSG er et særtilfælde i europæisk fodbold, og almindelige succeskriterier gælder ikke her. Da PSG’s formand Nasser al-Khelaïfi gjorde sæsonen 2015-2016 op i maj, bebudede han »store forandringer« i klubben. Få uger inden havde Manchester City slået PSG ud af Champions League efter to kvartfinalekampe, hvor Manchester City langt fra imponerede, og ledelsen i PSG var rasende.
- Det har været en dårlig sæson … Nu har jeg været her i fem år, og det er første gang, jeg har følelsen af at have lidt et nederlag, sagde Nasser al-Khelaïfi, der i Paris er emiren af Qatars forlængede arm, til avisen Le Parisien. Udtalelsen vakte stor opsigt, for den slags dårlige sæsoner vil Real Madrid, de to Manchester-klubber, Bayern München og Liverpool gerne have mange af. Resultatet af den ’dårlige’ sæson var et mesterskab, sejre i de to franske pokalturneringer, en kvartfinale i Champions League, 36 ligakampe i træk uden nederlag og fulde huse til alle kampe, ligesom PSG var – og er - et lokomotiv for ligaens andre klubber.
Nasser al-Khelaïfi, ejernes højre hånd, udstikker retningen for PSG. Her sammen med klubbens nu forhenværende stjerne Zlatan Ibrahimovic.
Foto: Getty Images
Det var heller ikke gået dårligt de tidligere år under den franske verdensmester fra 1998. I alt tegnede han sig for tre mesterskaber og seks pokaltriumfer, men Europa blev hans skæbne.
Få dage efter hyldesten til holdet med den selvudnævnte legende Zlatan Ibrahimovic i spidsen efter den sidste kamp på Parc des Princes fik Laurent Blanc en fyreseddel og en check på angiveligt 22 millioner euro. Den normalt rolige og lettere flegmatiske træner var rystet, men han kendte alt til ejernes krav om succes i Europa. Han vidste også, at PSG selv med nærmest ubegrænsede økonomiske ressourcer ville få det svært.
- Real Madrid, Barcelona og Bayern München har en europæisk historie, som er langt rigere end vores, sagde han til avisen Le Monde i 2014.
- Mine chefer vil vinde Champions League en dag. Hvornår? Man kan ikke sætte en dato eller en bestemt sæson på. Når man har været i en ottendedelsfinale, en kvartfinale eller i en semifinale nærmer man sig.
Ejernes politiske motiver
Det er et ræsonnement, som holder i klubber med en stor fortid og store europæiske erfaringer som de ovennævnte og institutioner som Manchester United, Milan og Liverpool. Selv om ejerne af disse klubber i stigende grad bliver ledet af kommercielle interesser, er klubbernes sportslige gen så stærke, at sportslige og kulturelle elementer, som Laurent Blanc nævnte i interviewet i Le Monde, indgår som væsentlige led i de strategiske overvejelser.
I PSG handler det om politik. - Købet af PSG var led i en bredere politisk strategi, som handler om at placere emiratet på verdenskortet. Det er såkaldt soft power, som både for store og små stater er et vigtigt politisk og økonomisk redskab, sagde forfatteren til flere bøger om sport og global politik, direktøren for den franske tænketank Iris, Pascal Boniface, til denne artikels forfatter kort efter købet. Massive investeringer i virksomheder og fast ejendom i Europa, ejerskabet af tv-stationen al-Jazeera og organisering af store sportsbegivenheder samt køb af udenlandske er elementer i denne strategi.
Fodbolden spiller med dens globale appel en helt speciel rolle, og ejerskabet af en stor klub giver ifølge emiratets ledere og dets hærskare af mediekonsulenter verdens over valget af Qatar som organisator af fodbold-VM i 2022 en vis legitimitet.
Dertil kommer de regionale magtkampe. Emir ben Hamad Al-Thami så ikke kun nederlaget til Manchester City som en sportslig fiasko. Den var også fiasko, for City’s ejer er Sheik Mansour bin Zayed Al-Nahian fra De Forenede Arabiske Emirater, som er Qatars rival i regionen.
Den ’ydmygelse’ ønsker sheiken i Qatar, hvis sympatier for Det Muslimske Broderskab gør ham til en mere og mere kontroversiel skikkelse i flere vestlige landes øjne, ikke at opleve endnu en gang, og derfor er kravet en finaleplads i Champions League.
Utilstrækkelige forstærkninger?
Stort set alt hviler nu på den nye baskiske træner skuldre. På trods af klubbens budget på 500 millioner euro, godt 3,6 milliarder kr., som er det officielle, og ikke nødvendigvis det reelle tal, har PSG ikke formået at trække en megastjerne til Paris. Drømmene om Messi, Ronaldo og Griezmann blev hurtigt opgivet, og klubben satser derfor på samme stamme som i den forløbne sæson suppleret med spillere, der for flere vedkommende er usikre kort.
Et godt eksempel er Jesé, som kommer fra Real Madrid. Men Jesé skal vise helt andre takter i Paris end i Madrid, hvis han skal udslette mindet om PSG’s ikon igennem fire år, Zlatan Ibrahimovic, der med 156 mål i 180 kampe for PSG blev klubbens mest scorende spiller nogensinde. Men han leverede – ligesom den detronerede træner Laurent Blanc – ifølge klubbens ledelse ikke varen i Champions League, som fra dag et i Qatar-perioden har været ejernes mål.
Grzegorz Krychowiak er kommet til PSG fra Sevilla - og skal dermed fortsat arbejde under træner Unai Emery.
Foto: Getty Images
Det bedste kort blandt de nye er måske den polske midtbane- og landsholdsspiller Grzegorz Krychowiak, som Unai Emery har fået med til Paris fra Sevilla, hvor polakken havde en stor andel i klubbens triumfer. Han kender fra sine år i Stade de Reims, hvor han var klubbens suverænt bedste spiller, Ligue 1 ud og ind, og han har international erfaring med Sevilla og det polske landshold.
Den belgiske forsvarsspiller Thomas Meunier ligner en investering i fremtiden, mens PSG tager en stor chance med fransk fodbolds evindelige store håb, Hatem Ben Arfa, der efter flere sæsoners ørkenvandring og skader slog til i Nice i sæsonen 2015-2016, og som med sin hurtighed og helt enestående teknik nu får chancen i PSG.
Det er ikke imponerende indkøb for en klub med et budget som PSGs, som i tilfælde af særlige behov kan vokse med en snes millioner eller mere. I givet fald bliver det op til den nye sportsdirektør, den tidligere hollandske stjerne Patrick Kluivert, at finde det rigtige navn. Patrick Kluivert er med sit store netværk en del af fornyelsesprocessen, vurderer kilder i klubben, og han forhandlede aftalen med Real Madrid om Jesé på plads. Men klubben får først glæde af hans mange internationale kontakter om et år – og ejerne i Qatar er utålmodige.
Tvivl om ’El Matador’
Men der er stadig en række store spillere med argentinske Javier Pastore, italienske Marco Verratti og brasilianske Thiago Silva i spidsen, som sammen med unge franske navne som forsvarsspillerne Serge Aurier og Layvin Kurzawa og midtbanespilleren Adrien Rabiot kan udvikle sig til at blive helt store navne med den rigtige træner, vurderer sportsavisen l’ Equipes kommentator, Vincent Duluc. Både Javier Pastore og Marco Verratti var ude med skader i længere perioder i den forløbne sæson, og Marco Verratti med sin effektivitet på midtbanen og Javier Pastore med sin evne til at skabe åbninger for sine medspillere bliver markante forstærkninger på holdet.
Edinson Cavani er en nøglespiller i PSG, især efter Zlatan ibrahimovic er rejst til Manchester United.
Foto: Xavier Laine/Getty Images
Klubben satser også på, at angriberen Edinson Cavani med tilnavnet ’El Matador’ uden konkurrencen fra Zlatan Ibrahimovic bliver den effektive målscorer han var i Napoli inden skiftet til PSG. Cavani bliver tit bebrejdet sin dårlige teknik og mange brændte chancer, og hans indsats i sæsonens første kampe har været på kanten af det katastrofale.
Men på trods af, at han af hensyn til svenskeren blev placeret på fløjen, hvilket ikke er hans naturlige plads, scorede han i den forløbne sæson 15 mål i 29 kampe, og han peger i et interview i september nummeret af det glimrende franske fodboldmagasin So Foot, at han i de forløbne fem sæsoner er blandt de fire bedste målscorere i Europa. Men PSG giver ham andre og færre muligheder end i Napoli.
- I Napoli havde jeg syv-otte chancer i hver kamp, og når det gik godt, lavede jeg tre mål, og når det gik mindre godt, kunne jeg lave et. I Paris har jeg højst fire muligheder i en kamp, og spørgsmålet er, om jeg nogensinde har haft det, spørger han.
Både for Cavani og PSG bliver det afgørende, om stjernen fra Uruguay formår at lægge sin spillestil om. Ifølge kritikerne løber han for meget, han deltager aktivt i det defensive spil og mangler derfor den optimale koncentration, når han er foran modstandernes mål.
- Han bliver nødt til at forstå, at han gør holdet en tjeneste ved at score mål. Det har ikke altid været tilfældet. Han har tit ofret sig for holdet, siger en tidligere PSG-stjerne og argentinsk landsholdsangriber Carlos Bianchi til magasinet France Football.
Emerys offensive stil
For træner Unai Emery er det helt afgørende, at Edinson Cavani kommer til at fungere. Den mere direkte og vertikale spillestil, Unai Emery i disse uger er ved at gøre til holdets varemærke i modsætning til Laurent Blancs filosofi, hvor boldbesiddelse var afgørende, kan hjælpe den argentinske angriber, og Unai Emerys filosofi passer også til spillere som Javier Pastore og Marco Verratti, hvis styrke er hurtige og overraskende ryk fremad med bolden og – i bedste fald og ofte – perfekt doserede afleveringer ind foran mål.
Finalen i Europa League mellem Sevilla og Liverpool er karakteristisk for baskerens stil. Fra anden halvlegs første minut pressede andalusierne Liverpool helt i bund, og ’de røde’ fik ikke en chance for at komme tilbage. Hans hold har altid været kendt for at spille offensivt: - Jeg foretrækker at tabe 3-7 end 0-1, har Unai Emery udtalt, og han har altid fløjspillere, som er hurtigt, og som kan spille en hel kamp uden at gå i stå. Et af hans overraskende indkøb til PSG, belgieren Thomas Meunier, er den type, og i holdet første kampe har de laterale forsvarsspillere haft en helt afgørende rolle i at bære spillet frem.
Offensiven har præget de hold, den tidligere Real Sociedad-spiller fra byen Fontarrabia på grænsen mellem Spanien og Frankrig, har trænet. Hans bedstefar og far var kendte målmænd, og han voksede op i en familie, hvor alting handlede om fodbold.
Efter kun fem kampe på Real Sociedads førstehold fortsatte han karrieren i mindre spanske klubber og endte i tredjedivisionsklubben Lorca i det ludfattige, centrale Spanien. Her opfordrede klubbens ledelse ham til at overtage posten som træner i november 2004 på et tidspunkt, hvor Unai Emery var skadet. Holdet var i dyb spillemæssig krise, men kun et halvt år efter spillede klubben play-off finale om oprykning til anden division – som den vandt.
Hemmeligheden var Unai Emery store taktiske kunnen og hans evne til at motivere spillere, som var gået i stå. Han var en model for samtlige holdets spillere, for han arbejdede uafbrudt og var altid klar til at lytte og acceptere kritik, fortæller tidligere spillere i et portræt af ham i France Football.
Fra lille Lorca til toppen
Året efter var Lorca, som gik fallit i 2015, tæt på oprykning til den bedste liga under Unai Emerys ledelse. Nu var han en stjerne, og 2. divisionsklubben Almería i Andalusien ansatte ham som træner. Et halvt år efter rykkede klubben op, og imod alle forventninger klarede den sig med offensivt og underholdende spil uden problemer i den bedste række. Forklaringen var – igen – et tillidsfuldt forhold mellem spillere og trænere og træning, hvor udviklingen af den enkelte spiller var på dagsordenen permanent, ligesom daglige taktiske møder, analyser af egne og andre klubbers kampe bidrog til at udvikle spillernes taktiske forståelse.
Unai Emery rykkede selv op i hierarkiet til Valencia, som er spansk fodbolds sovende gigant med evindelige økonomiske problemer og magtkampe i ledelsen. Han holdt fire sæsoner i klubben fra 2008, og på trods af, at klubben hvert år måtte sælge de bedste spillere, formåede han at placere holdet som nummer tre i den spanske liga i tre af de fire sæsoner. Det var ikke nok for klubbens ledelse og især tilhængerne, der havde og har fuldstændig urealistiske forestillinger om klubbens styrke og muligheder i konkurrence med giganter som Barcelona, Real Madrid og nu Atletico Madrid.
Den baskiske træners eneste nederlag var et halvt år i Spartak Moskva i 2012. Ikke desto mindre formåede han at kvalificere klubben til gruppespillet i Champions League, som han havde svært ved at forstå måden, klubben fungerede på, og mentaliteten i russisk fodbold i det hele taget.
Han kom til FC Sevilla i januar 2013, og resten er kendt med sejrene i Europa League i 2014, 2015 og 2016. De cementerede hans ry som vinder, og PSG’s ejere i Qatar gik efter at få en vinder som træner. Klubben får også en træner, hvis spillestil har henrykket tilhængerne i en nærmest glemt provinsby og i Sevilla med et krævende og kyndigt publikum.
Ligesom Jürgen Klopp i Liverpool er Unai Emery en romantiker, som nok kender betydningen af sejre og af point, men som ikke glemmer følelserne.
- Fodbold er ikke kun et spil, det er først og fremmest følelser. Enten har du dem, eller du har dem ikke. Når jeg henvender mig til en spiller, så forsøger jeg at tænde lyset i ham, lidenskaben, kærligheden til hans sport. Det er en af vejene til sejr.
Michael Seidelin er Europakorrespondent for Politiken, hvor han også skriver om international fodbold. Han udgiver 29. september en bog om Liverpool FC’s historie med titlen ’De Røde og De Døde’ på forlaget People’s Press.
Topfoto: Getty Images
