På Ama’r går vi ikke i kirke om søndagen, vi går på stadion

Velkommen til en arbejderklub. Fremad Amager har aldrig vundet en titel, men anføreren er en helt på øen, hvor fællesskab betyder noget. Sture Sandø cyklede til Ama'r, hvor man sætter en ære i "No Bullshit"  

Af Sture Sandø

Man mærker det allerede, når man drejer fra Amagerbrogade og ned af Englandsvej. Den der summen, som opstår omkring et stadion, når kampstarten ikke er mere end et par timer væk. Foran det brune værtshus Café Englandshus og værestedet Drys Ind ses folk i de klassiske blå trøjer varme op med en Hof og en smøg. Det siger noget om stedet, Ama’r, at man kan mærke den summen før en pokalkamp mod Avarta en onsdag aften i starten af august. Fremad Amager er ikke en klub, der har vundet mesterskaber eller pokaltitler – nogensinde. Alligevel er opbakningen trofast, for storheden og stoltheden skal ikke altid måles i vægten af sølvtøj.

I klubhuset på Sundbyvestervej 60 et stenkast fra Sundby Idrætspark sidder Ole Vadmand. Han er det tætteste man kommer på et levende Fremad Amager-leksikon. Vadmand startede med at komme i klubben i 1961 som miniput-spiller og har været en mere eller mindre fast del af klubben i de mellemliggende 55 år. Først som spiller, træner og bestyrelsesmedlem og nu som tilhænger. Han forklarer, at Fremad-fans karakteriseres af ”en stor, kritisk loyalitet”.

– Rigtig mange af de mennesker, der står derovre, er ikke tilskuere, de er tilhængere. Man er en del af klubben. Man er ikke bare en tilskuer – man er mere involveret.

I klubhusets cafeteria langes dagens ret over disken med en kondivand på siden. Ved et langbord fejres en fødselsdag, og blandingen af børn, voksne, spillere og forældre, der varmer op til kampen eller er på vej hjem efter træning fortæller, at Fremad Amager er et samlingspunkt for amarkanerne.

– Fremad Amager er først og fremmest den lange historie, men Fremad Amager er samtidig her og nu. Hvis du går over på stadion og kigger, så kan du se, at det ikke alle sammen er unge mennesker – der er alle aldersklasser. Ved siden af der hvor jeg plejer at stå, står der stadig nogle af dem, der spillede på førsteholdet i 1960’erne, som stadig følger klubben, siger Ole Vadmand og fortsætter:

– Det er en traditionsklub, samtidig med, at det er en ny og moderne klub, som fungerer – ikke som en storklub – men som en klub under toppen.

Nogle af dem, der har haft en særdeles tæt tilknytning til klubben er spillere som Søren Lerby, Ivan Nielsen, Henrik Andersen og Frank Arnesen, der foruden at spille for Fremad Amager alle gjorde sig på landsholdet op gennem 80’erne. Og ligesom de har sat et aftryk på klubben, så har Fremad og Amager også sat sig sine spor i dem.

– Frank kommer her af og til. Ivan bor og arbejder her lokalt i sit eget firma. Henrik og hans familie kommer her af og til. Søren har jeg ikke set, siger Vadmand og forklarer, at Lerby ikke er opvokset i klubben på samme måde som de andre, men at man stolt over de 13 kampe, han fik for klubben, inden han tog til Ajax med Arnesen.

Frank Arnesen er blandt de helte, man husker på Amager. Ifølge Ole Vadmand kommer Arnesen stadigvæk på Sundby Idrætspark. Søren Lerby spillede også i klubben.

Foto: Lars Rønbøg/FrontzoneSport/Getty Images

Danmarksmester… i konkurser

Men Fremad Amager er ikke kun historien om en klub, der fostrede landsholdsspillere i 80’erne. Klubben blev grundlagt tilbage i 1910, så der er selvsagt sket en del i de mellemliggende 106 år. Ole Vadmand, der i anledning af 100 års-jubilæet skrev en bog om klubbens historie, virker til at have samtlige historier og årstal helt present i hukommelsen.

– Der har nok været flere nedture end opture, så de store mærkedage kan nok tælles på en, højst to, hænder.

Han fremhæver blandt andet sejren i 1953 i KBU’s Pokalturnering, der var forgængeren for Landspokalturneringen. Også en tabt pokalfinale i 1972 mod Vejle (hvor Allan Simonsen scorede på hovedstød!) står som en af klubbens største bedrifter. Eftersom Vejle blev danske mestre det år, overgik Europacup-pladsen, der var en del af præmien, til pokalmesteren, til Fremad Amager. Det gav en ude- og en hjemmekamp mod albanske KS Besa, der fik 1-1 i Sundby Idrætspark og 0-0 i Albanien og dermed sendte Fremad Amager ud på reglen om udebanemål. Et par historiske kampe for Fremad Amager, der i dag, om ikke andet, kan kalde sig det eneste ubesejrede danske hold i europæisk sammenhæng.

Opturene og de store kampe ligger altså årtier tilbage, mens nedturene har været en mere kontinuerlig del af Fremad Amagers historie. Eksempelvis historien om dengang klubben havde sparet sammen til et klubhus i 50’erne og kassereren forsvandt med pengene. Og så den triste rekord som ”Danmarksmester i konkurser”. Noget der klæber til klubben, som i 1984, 1990 og 2009 har måttet omstrukturere ejerforholdene. Særligt den seneste konkurs virker til at have gjort ondt på dem, der holder af klubben. Måske fordi hele projektet ikke var særlig Fremad Amager’sk? FC Amager, der havde den tidligere FCK’er Todi Jónsson i spidsen, var en fusion af KFB, Kastrup, Dragør og Fremad Amager, og holdet nåede kun at eksistere i otte måneder før en konkursbegæring måtte indgives med en erkendelse af, at klubben havde levet over evne i jagten på succes.

Da det hed FC Amager - og trøjerne var alt for lyseblå.

Foto: Jan Christiansen/Getty Images

Men højdepunkter behøver ikke nødvendigvis at være forbundet med medaljer eller sejre over storhold. For holdets anfører Mohammed Abdalas, der har spillet mere end 200 kampe for klubben, hører et opgør i 2. division til blandt de største oplevelser.

– Jeg husker en nedrykningskamp i 2. division, hvor vi skulle vinde over Herlev. Inden vi gik ud og varmede op, var der 2.000 mennesker på stadion – og det var i bunden af 2. division, fortæller Abdalas, der husker, at opbakningen ikke kun kom fra Fremad Amagers egne tilhængere.

Det er også en kamp Ole Vadmand husker tydeligt:

– Pludselig sad der tilskuere i Brønshøj-, Frem- og B1908-tøj og heppede på os – det er absolut ikke hadeklubber, men klubber som vi har et godt forhold til.

At fans fra andre københavnske klubber kommer og støtter til en vigtig kamp siger noget om, hvad Fremad Amager er for en størrelse. Det er nemlig ikke bare et hold eller en klub – måske er det snarere en institution på Amager?

Sammenhold

Klubhuset på Sundbyvestervej blev bygget i 1974. Et forvokset parcelhus i gule mursten og ét plan. Omklædningsrummet i kælderen ligner til forveksling omklædningsrum, der må findes i tusindvis over hele landet. Overfor cafeteriet ligger et par mødelokaler. Her sidder EM-helt og cheftræner John ’Faxe’ Jensen og hans assistent, den tidligere Gladbach- og FCK-spiller Peter Nielsen. De forbereder sig inden en tirsdagstræning mens vestegnsgruppen Suspekts nummer ’Klaus Pagh’ kan høres i baggrunden fra cafeteriet. Nielsen og Faxe drikker sort kaffe i en tynde plastickopper, der er på grænsen til at smelte. Som der står nederst på en oversigt over efterårets kampe: ”No Bullshit” – og det bliver efterlevet.

Peter Nielsen har kun været i klubben i to måneder. Det vil sige i den her omgang, for han er født og opvokset her.

– Mit liv fra jeg var syv til jeg var 22 er i en kilometers radius af det her sted. Jeg debuterede (for Fremad Amager, red.) i ‘86 og kunne godt være taget væk i ‘87 eller ‘88, men der rykkede vi op i det, der dengang hed 2. division. Der trak det også at se, om vi kunne nå hele vejen med alle mine kammerater og den her klub. Det lykkede så ikke, og så tog jeg så skiftet i ‘90.

Karrieren bragte ham som aktiv spiller til Lyngby, Borussia Mönchengladbach og FC København. I dag er han tilbage i barndomsklubben som assistenttræner. Og selvom han har været væk i 26 år, er meget stadig det samme.

– Det var nemt, for det var det samme jeg kom tilbage til. Da jeg havde været tilbage én dag, følte jeg allerede, at jeg havde været her længe.

Da jeg spørger ham, hvad der kendetegner Fremad Amager, kommer svaret prompte:

– Jeg tænker ét ord; Sammenhold!

Og sammenhold virker til at være et nøgleord for Fremad Amager-folk – de nævner det alle uafhængigt af hinanden. En af dem er forfatteren Morten Pape.

Sidste år vandt han BogForums debutantpris for sin selvbiografiske roman ”Planen”, der udspiller sig i området. Han har et nært forhold til Fremad Amager, hvor han spillede i 10 år fra han var 10 år gammel. Han kalder klubben en kulturel og social institution på Amager.

– Når man sidder der midt på tribunen, kan man, hvis man kigger over til venstre, se Urbanplanen. Lige i midten har du Englandsparken, hvor der stadig sidder folk på taget af en bygning og prøver at se med på en gratis billet, og hvis du kigger over til højre, ser du Ingolfs Allé og de store flotte villaer. På den måde opsummerer det udsyn, man har på stadion, den diversitet, der er på Amager, fortæller Pape.

Selvom vi taler sammen over telefonen skinner hans passion for Fremad Amager igennem. Morten Pape er opvokset i Urbanplanen, der har været storleverandør af spillere til klubben, og faktisk gik han og Mohammed Abdalas i klasse sammen på den lokale skole – det vender jeg tilbage til. Ligesom Ole Vadmand, Mohammed Abdalas og Peter Nielsen fremhæver han ordet sammenhold.

– Sammenhold også vigtigt på grund af den krise der var for nogle år siden, hvor Todi Jönsson kom ind i billedet, og de lavede den her forfærdelige, katastrofale Amager-fusion FC Amager – hvor herre bevares en hjerneblødning, ik’?! Det endte jo med konkurs og tvangsnedrykning til røven af 4. division. Men nu har vi kæmpet os op. Der er mange flotte, nærmest HC Andersen’ske dimensioner i, hvordan Fremad Amager har klaret sig gennem sammenhold, vilje og troen på, at vi kan noget sammen, selv om vi ikke når de helt store højder. Og det synes jeg er en smuk, smuk dyd.

Urbanplanens stolthed

Nu ligger Fremad Amager så igen i 1. division med en klar målsætning om at overleve – hverken mere eller mindre. For folk, der ikke følger de danske divisioner, er holdets største profiler nok at finde på den forkerte side af sidelinjen; John ’Faxe’ Jensen og Peter Nielsen. Men på Amager er stjernen Mohammed Abdalas, eller bare Mo.

Han svarer lidt undvigende på, om han er kendt – på Amager.

– Mine forældre bor her stadig, så når jeg er ovre og besøge dem og cykler derfra over til klubben, så møder jeg mange. Mange af børnene og ungerne ovre i Urbanplanen hilser lige på mig. Så folk kender mig, men det er jo bare her på Amager.

Kærligheden til Mohammed Abdalas er ikke til at tage fejl af, når man bevæger sig rundt i Fremad Amagers klubhus på Sundbyvestervej.

Foto: Sture Sandø

Men spørger man Ole Vadmand er Abdalas’ status en anden:

– Hvis der er nogen ikoner i Fremad Amager i dag, så er det ham – den der trøje med nr. 10, det er hans!

Og den udlægning er Morten Pape helt enig i.

– Jeg har spillet sammen med folk, der er endt på landsholdet, men Mohammed Abdalas var, fra da han var 10 år gammel, den bedste fodboldspiller jeg nogensinde har spillet sammen med og overfor. Han kunne drible en hel skolegård rundtosset. Han var klog på banen. Han var dygtig, han var intelligent, siger han og fortsætter:

– Fodbold betyder alt, især for drenge, der er vokset op i Urbanplanen og omegn. Så det at blive til noget i Fremad Amager-regi, det er på mange måder – ikke lige så stort – men lige så ærefuldt, som hvis man havde repræsenteret Barcelona. For at recitere Bill Shankly så handler fodbold ikke om liv eller død for de her drenge – det er meget vigtigere. Folk råber ”Urbanplanens stolthed” ad ham, når de hylder ham på tribunerne. Og jeg synes det er så ufatteligt rørende og smukt. Jeg bliver bevæget hver gang, han løber ind forrest med anførerbindet på.

Svenskeren der fik Sundby til at måbe

Historien om Fremad Amager er altså på mange måder historien om at være stolt og om at kæmpe. Og når tilhængerne kalder klubben for ”Øens stolthed”, så mener de det. Her behøver man ikke at score for at være en stjerne – indstillingen er mindst lige så vigtig. Og det eksemplificerer Håkan Söderstjerna for Morten Pape, der så et lys i svenskeren, da han spillede for Fremad Amager i perioden 1998-2000.

– Han kom fra Sverige ud af det blå. Første gang han spillede sad stadion fuldkommen tavst og måbede, for Håkan er født med én arm. Føj for satan, hvor var han god! Han spillede 10’er, ligesom Mohammed (Abdalas, red.) også spiller nogle gange, og han kunne simpelthen snøre alle på en 25-øre. Han havde virkelig niveau til meget mere end bare Superliga. Han blev min store helt dengang, fordi han indkapslede og opsummerede det Fremad Amager’ske mantra om, at lige meget hvor meget modstand man møder, hvad enten det er udefra eller indefra. Så kan man, hvis man kæmper hårdt, klare det hele, siger Pape.

Klubhuset på Sundbyvestervej. Et forvokset parcelhus i gule mursten.

Foto: Sture Sandø

Ser fremad

Efter den seneste konkurs i 2009, hvor Todi Jönssons luftkastel FC Amager blot fik lov at overleve godt et halvt år, er der igen ”fremmede” kræfter på spil i Fremad Amager. 1. januar 2014 begyndte en ny æra i klubbens historie med kendte navne som John ’Faxe’ Jensen, Ole Bjur og Dan Hammer som en del af drivkraften. I dag er Ole Bjur og Dan Hammer ikke en del af projektet længere. Dan Hammer havde svært ved at forene sit virke som direktør for den kommende multiarena i Ørestad med sit bestyrelsesarbejde i klubben, og Ole Bjur fik muligheden for at stå i spidsen for Divisionsforeningens talentudviklingsprojekt, hvilket han ikke kunne sige nej til. Men de to afgange  ændrer ikke ved, at det skib, der blev sat i søen stadigvæk har vind i sejlene.

– Nu har jeg jo oplevet alle de overtagelser, der har været, og jeg har, lige fra starten af, været imponeret over den måde, det nye hold her har gjort det på. Ikke blot har de nogle rigtig gode frontnavne, men hele indstillingen til, hvad der skulle foregå her har været helt rigtig. De har taget udgangspunkt i, hvad Fremad Amager var, hvad ånden her på stedet var. De har spurgt, hvad medlemmerne tænkte og følte og mærket rigtig godt efter, for på den måde at fange den ånd, der er her i klubben og ikke komme med nogle hurtige løsninger, men arbejdet langsigtet, siger Ole Vadmand og fortsætter:

– Der er ikke opstillet nogle urealistiske ambitioner, men arbejdet stille og roligt frem mod det resultat, jeg synes, er blevet nået rigtig flot her de seneste par år. Og når de bruger udtryk som ’No Bullshit’, så er det det – der er ikke meget ’bullshit’. De stiler ikke efter, at Sundby Idrætspark skal nyindrettes med VIP-lounge, champagne og pindemadder. Næ, det er grillpølser og fadøl og så må man ellers tage til takke.

En graffitimaler med humor eller staveproblemer har udsmykket bagsiden af tribunen på Sundby Idrætspark.

Foto: Sture Sandø

For Ole Vadmand er det vigtigt, at klubben og dens identitet og historie ikke bliver overtaget for at skabe en hurtig succes.

– Der har været investorer og initiativrige mennesker, der er kommet udefra og har sagt: ”Vi kan bruge den her klub til noget.” Og måske har de tænkt mere på, hvad de kunne bruge klubben til, end hvad klubben kunne bruge dem til. Det hører til nogle af nedturene, siger han.

Kirketid på Amager

”Søndag formiddag i Sundby” var i mange år et begreb i dansk fodbold. Med inspiration fra Brønshøj begyndte Fremad Amager at spille søndag kl. 10.30 tilbage i slutningen af 1940’erne. Et forholdsvis tidligt spilletidspunkt for jyske modstandere – især i tiden før Storebæltsbroen og sikkert ikke en ulempe for Amager-klubben, der holdt fast i traditionen helt op i dette årtusind.

Men Fremad Amager var ikke de eneste, der gerne ville samle folk søndag formiddag. Den nærliggende kirke, Højdevangskirken, ringede nemlig til søndagsgudstjeneste på samme tidpunkt. Derfor fik begrebet ”Søndag formiddag i Sundby” nærmest rituel betydning for Fremads tilhængere.

– Jeg plejer at sige, at ”på Ama’r går vi ikke i kirke om søndagen, vi går på stadion,” siger Morten Pape med et smil på læben.

En yndet disciplin blandt fodboldfans er at diskutere, hvorfor lige præcis deres klub er mere autentisk og ægte end andre, men hvordan afgør man egentlig det? Hvad er autenticitet?

I Sundby Idrætspark er der indgange for publikum; en til kontant betaling og en til betaling med dankort. Ti minutter før kickoff mod Avarta står omkring tyve mennesker i kø til den første – den anden er der ikke kø til.

– Jeg hører ofte folk beklage sig og spørge ”Hvor er arbejderklassen egentlig henne?” For de er ikke på Vesterbro eller Nørrebro. Men så kan jeg anbefale at tage i Sundby Idrætspark en søndag, for der findes den stadigvæk, siger Morten Pape.

Næste hjemmekamp for Fremad Amager er mod Superliganedrykkerne fra Hobro.

Foto: Sture Sandø

Topfoto: Amalie Bremer