Sensationen i den franske Ligue 1: Favre nye verden i Nice
Lucien Favre står i spidsen for det øjeblikkelige tophold i den franske Liga, Nice. Det lignede ellers en trist afslutning på en hurtig opblomstring, da profilerne forsvandt i sommer. Her fortæller Oscar Rothstein om det overraskende tophold
Af Oscar Rothstein
Der skal en del til for, at folk gider gå til fodbold i Nice. Der er den stærkt passionerede fangruppe Issa Nissa, der altid råber deres lunge slappe, men ellers har mange nok i solen og havet. I flere år havde byens hold, OGC Nice, et af de allerlaveste tilskuergennemsnit i Frankrigs bedste række, Ligue 1. På det nøgne og rå Stade du Ray nord for den gamle og turistede bykerne var det sjældent, at der kom over 10.000 tilskuere. Det var som regel et ganske trist syn, og de der kom, var vant til grå midterplaceringer af den slags, der får en fodboldforretning til at løbe rundt, men er svære at hidse sig op over.
I dag er der intet trist over Nices fodboldhold. Siden september 2013 har klubben spillet på rumskibsarenaen Allianz Riviera, der blev bygget til sommerens EM-slutrunde i Frankrig. Og for anden sæson i træk spiller holdet med i den absolutte top af fransk fodbold. I maj fejrede man en fjerdeplads og Europa League-kvalifikation, mens Nice efter ti kampe i denne sæson ligger på førstepladsen i Ligue 1. Med til historien hører det, at to af forhåndsfavoritterne Paris Saint-Germain og Lyon har været overraskende ustabile, men lader man blikket glide ned over det europæiske fodboldlandkort i øjeblikket, er Nice et naturligt stop.
Sommeren ved den franske riviera var ellers ikke nem. Claude Puel, træner med stor succes siden 2012, skiftede til Southampton, og med sig tog han backen Jéremy Pied. Midtbaneankeret og anføreren Nampalys Mendy blev også solgt til Premier League, da Leicester bød 85 millioner kroner. Angriberen Valère Germain vendte hjem til Monaco efter endt udlån, og værst af alt skiftede det offensive omdrejningspunkt Hatem Ben Arfa til Paris Saint-Germain.
Puel havde givet Ben Arfa chancen i januar sidste år, da ingen andre turde. Den offensive midtbanespiller blev i sine unge dage i Marseille udskreget til det nye store i fransk fodbold, men efter skiftet til Newcastle druknede talentet i skader og disciplinære problemer. I Nice fandt Ben Arfa sig selv og blev på kort tid Puels vigtigste spiller.
For en klub som Nice et sted i midten af den europæiske fodbolds fødekæde var det svært at vide, om man skulle grine eller græde. I en forstand var det den ultimative anerkendelse af klubbens arbejde, men samtidig så man for sig, hvordan fire års kontinuerlig fremgang under Puel smuldrede mellem hænderne.
Alt imens ramte en forfærdelig tragedie Nice by. Den 14. juli smadrede en lastbil ind i en større menneskemængde, der netop havde overværet et festfyrværkeri på Promenade des Anglais i anledningen af Bastille-dagen. 85 blev dræbt og adskillige hundrede såret. Med ét ryk i rettet skyllede rædslen, forfærdelsen og desperationen ind over den sydfranske feriefavorit.
Les Aiglons, Ørnene, som klubben også kaldes, har efterfølgende taget del i hele byens genrejsning. I sæsonpremieren mod Rennes på hjemmebane spillede man i en særlig trøje med samtlige af de omkomnes navne skrevet ind i et hjerte midt på den hvide trøje. Salget af specialtrøjen gik til de efterladte, mens der i kampens 85. minut blev vist en hyldest til ofrene på Allianz Rivieras storskærme - en hyldest der vil gå igen i resten af sæsonen. Ganske passende vandt Nice kampen 1-0 på et mål af en af byens egne, den kun 17-årige forsvarsspiller Malang Sarr, der er kommet til førsteholdet fra klubbens eget akademi.
Det samme er ti andre i Nices nuværende trup. Heraf er målmanden Yoann Cardinale og midtbanespilleren Vincent Koziello også en fast del af startopstillingen Sidstnævnte ligner med sine 165 centimeter mest af alt en bolddreng, der har forvildet sig i kamptøjet, men den franske U21-landsholdsspiller er ligeså god, som han er lav.
Den lille, men talentfulde Vincent Koziello.
Foto: Getty Images
Hans afleveringer er præcise og varierede og hans løb eksplosive og insisterende. Fysikken kostede ham ellers en kontrakt i AS Cannes, men 33 kilometer mod vest langs Middelhavets skvulpen gav Nice ham heldigvis chancen. Koziello er et charmerende indslag i en fodboldverden, hvor der efterhånden hersker et robot-lignende spillerideal. Det afviger den lavbenede hvirvelvind fra, men man skal ikke lade sig snyde; den lille kan blive en af de store.
Afløseren var hurtigt klar på trænerbænken
Nice fandt Claude Puels afløser i god tid. Allerede i slutningen af maj skrev de en tre-årig kontrakt med Lucien Favre. Schweizeren blev fyret kort inde i forrige sæson i Borussia Mönchengladbach, men på det tidspunkt havde 58-årige Favre allerede skabt sig et pænt navn. I 2014/2015-sæsonen kvalificerede han Gladbach til Champions League for første gang i 37 år efter at have overtaget holdet på randen af nedrykning til 2. Bundesliga fire år forinden. Hans Hertha Berlin-mandskab kæmpede længe med om mesterskabet i 2008-2009. Og i FC Zürich blev han to gange kåret til årets træner i Schweiz (2006 og 2007). Det havde ikke for alvor været overraskende, hvis Favre var blevet hyret af en større klub end Nice. Tilbage i 2013 blev han sat i forbindelse med prestigejobbet i Bayern München, og efter fyringen i Gladbach blev han meldt på vej til Galatasaray, Lyon, Marseille og Lille for bare at nævne nogle stykker.
Lucien Favre var hurtigt på plads i Nice.
Foto: Getty Images
Det var især én ting ved Favre, der tiltalte Nice-præsident Jean-Pierre Rivère. I alle sine klubber har træneren satset på unge spillere - og med stor succes. I 2007 blev FC Zürich schweiziske mestre med en gennemsnitsalder på kun 21,5 år, og undervejs spillede Blerim Dzemaili, Almen Abdi, Steve von Bergen og Gökhan Inler sig på Schweiz’ landshold.
I Gladbach smed han den kun 18-årige Marc-André ter Stegen på mål i stedet for Christopher Heimeroth og Logan Bailly, der ellers havde delt kampene mellem sig inden Favres ankomst. Teenageren lukkede kun fire mål ind i 2010/2011-sæsonens sidste otte kampe, og yderligere 96 førsteholdsoptrædener senere blev han solgt til selveste FC Barcelona. På højre back pillede Favre rutinerede Tobias Levels af holdet til fordel for 21-årige Tony Jantschke, der siden har været mere eller mindre fast mand i Gladbachs forsvar. Og længere fremme på banen udviklede jævnaldrende Marco Reus sig til en Bundesliga-profil og blev i januar 2012 solgt til Borussia Dortmund.
Rivère gjorde sig meget vel også den erkendelse, at Nices forsvar under Puel havde en tendens til at være for åbent. Favre markerede sig i Gladbach således som en stærk defensiv træner i en liga, der den seneste håndfuld år ellers har været målrig. I successæsonen 2014/2015 lukkede Die Fohlen imponerende 26 mål ind i 34 Bundesliga-kampe - kun suveræne Bayern München indkasserede færre.
Indtil videre har Favre i den grad levet op til de sydfranske forventninger. Otte sejre og to uafgjorte i Ligue 1 har givet 26 point for ti kampe, hvilket altså giver en foreløbig førsteplads med fire point ned til Monaco og yderligere to til Paris Saint-Germain. Særligt imponerende har været de tre hjemmesejre over Marseille, Monaco og Lyon. Kampen mod førstnævnte lignede længe sæsonens første nederlag, men på to sene mål vandt Nice 3-2. I Derby de la Côte d’Azur mod Monaco var der på intet tidspunkt tvivl om resultatet. Her vandt Nice 4-0 på overbevisende facon. Og mod Lyon hjalp en tidlig udvisning Les Aiglons til en 2-0-sejr.
Mod både Marseille og Monaco scorede Mario Balotelli. Ja, dén Balotelli. Den stormomsuste angribers karriere virkede fordømt, og det er den måske stadig, men i Frankrig har hele fodboldverdenens enfant terrible fået en uventet opblomstring. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at Balotelli aldrig havde lavet andet, end det han gør nu: scorer mål og ikke så meget andet. Nice skrev kontrakt med italieneren på sommertransfervinduets sidste dag, og siden har han lavet fem mål i fire Ligue 1-kampe, et mål hver 69. minut på banen. Senest scorede han sejrsmålet i 2-1-sejren over Lorient på Allianz Riviera. “Han kan komme tilbage til den absolutte top. Man skal være blind, for ikke at kunne se hans evner foran mål”, sagde Lucien Favre tidligere på måneden.
Mario Balotelli har lige scoret et fremragende sejrsmål mod Lorient - og blev iøvrigt udvist i overtiden for sit andet gule kort. Det første fik han efter denne jubelscene.
Foto: Getty Images
Det hul på den offensive midtbane som Hatem Ben Arfa efterlod, er blevet lukket af Younes Belhanda, som Nice har lejet i Dynamo Kiev. Belhandas tilfælde kan minde en smule om sin forgængers; selv for fodboldanalfabeter er talentet til at få øje på, men det kan til gengæld knibe med disciplinen og stabiliteten. Efter salget af Nampalys Mendy er den centrale midtbane blevet styrket med købene af de tre franske U-landsholdsspillere Arnaud Lusamba (19 år), Rémi Walter (21 år) - der begge er kommet til fra Nancy - og Wylan Cyprien (21 år) som er hentet i Lens. Tilgangene af St. Etiennes Paul Baysse og den tidligere Gladbach, Bayern München- og Wolfsburg-spiller Dante har også været afgørende. De to centrale forsvarsspillere bidrager med tiltrængt erfaring til Nices unge trup, der har en gennemsnitsalder på kun 23,7 år.
Derudover er spillere som Jean Michel Séri, Ricardo Pereira og Alessane Pléa, der i forvejen var i klubben, for alvor trådt i karakter. Séri binder forsvar og angreb sammen på den defensive midtbane, wingbacken Pereira sprinter utrætteligt og effektivt op og ned af højresiden og Pléa har scoret målene i de kampe, hvor Balotelli ikke har været med. Endeligt er Nices formation ændret. Under Puel spillede man fortrinsvis 4-1-2-1-2, men Favre har hidtil foretrukket en art af en 3-5-1-1.
Så sent som i weekendens 4-2-sejr over Metz sendte han dog sit hold på banen i en 4-2-3-1. Schweizeren er således langt fra nogen idiosynkratisk træner. “Jeg er først og fremmest pragmatisk. Jeg kan ikke lide tanken om, at mit hold skal passe ind i et bestemt diagram. Mine spillere skal kunne tilpasse sig forskellige situationer. Nogle gange skal vi presse højt, andre gange lavt”, sagde han kort efter sin ansættelse i sommer.
Klubben på kinesisk-amerikanske hænder
I juni solgte præsident Rivère 80 procent af klubben til en kinesisk-amerikansk investorgruppe. Det kan man synes om, hvad man vil, men det forringer næppe Nices chancer for at konsolidere sig i toppen af fransk fodbold. Ligue 1 har ellers været faretruende forudsigelig siden Qatar Sports Investments i 2011 kastede kærlighed og kroner efter Paris Saint-Germain. I fem år har klubben taget to skridt, hver gang konkurrenterne har taget ét. Ganske sigende var oprykkerne Angers nærmeste udfordrer til Paris-Saint Germain i store dele af sidste sæson.
Den lille vestfranske klub dumpede godt nok ned midt i Ligue 1 mod slutningen af sæsonen, og som forventet endte de oplagte udfordrere Lyon og Monaco som henholdsvis toer og treer. De var dog aldrig i nærheden af Paris Saint-Germain, der vandt deres fjerde mesterskab på stribe med hele 31 point ned til Lyon. Halvvejs i sæsonen var der endda fire point længere afstand mellem pariserne og Monaco på andenpladsen end mellem Monaco og 19. pladsen Toulouse. Og mesterskabet sikrede Paris Saint-Germain med en sejr på udebane over Troyes på 9-0. 9-0! Det er den slags resultater, som normalt hører til ude på Kløvermarken eller hvor der ellers spilles hyggefodbold. Nice har således sparket liv i en slumrende liga, der bliver åndet i nakken af den portugisiske Primeira Liga og den russiske Premier League på UEFA’s Country Ranking, som afgør, hvor mange hold de enkelte lande kan få med i de europæiske turneringer.
Andre Mediano-artikler om fransk fodbold:
På Allianz Riviera er tilskuertallet blevet mere end fordoblet siden de træge dage på Stade du Ray. Og til sommer tager klubben et spritnyt træningsanlæg i brug til en værdi af mere end 100 millioner kroner. På alle tænkelige måder er Nice en klub i fremdrift. Også selvom at gruppespillet i Europa League har vist sig noget problematisk. Senest slog man godt nok Red Bull Salzburg 1-0 i Østrig, men de to første kampe bød på nederlag til først Schalke 04 og siden FC Krasnodar.
For et år siden havde jeg formentlig skrevet, at det trods alt er utænkeligt, at Nice vinder mesterskabet. At de bare skulle være glade for endnu en europæisk kvalifikation. Og de vinder da næppe heller Ligue 1. Men Leicesters sensationelle triumf i Premier League i sidste sæson mindede os om, at det usandsynlige er sandsynligt. At heller ikke fodboldresultater kan tvinges ned i et diagram. Med det Nice har vist i Ligue 1-sæsonens første ti kampe, og det som Paris Saint-Germain ikke har vist, bliver jeg i hvert fald ikke ham, der helt afskriver, at Frankrig får en ny mester for første gang i fem år.
Lucien Favres hold har det dog med at kollapse uden varsel. Det skete i både Hertha Berlin og Gladbach, hvor successen pludselig blev erstattet af en dramatisk nedtur, der i begge tilfælde endte med at koste ham jobbet. Om det er tale om en egentlig tendens, og det således også bliver tilfældet i Nice, er næppe nødvendigt at spekulere i nu, for ikke siden 1950’erne, hvor Nice vandt fire mesterskaber med en vis Just Fontaine på holdet, har fodbolden ved den franske riviera været så interessant.'
Topfoto: Getty Images
