Store tanker på Domaine de Luchin
Baggrund: Kom helt tæt på LOSC Lille, det argentinske træner-ikon Marcelo Bielsa og den franske Ligue 1. Medianos Oscar Rothstein skriver her om træneren som Pep Guardiola kalder 'verdens dygtigste træner'.
af Oscar Rothstein
Ligue 1 var faretruende skrævvredet. For bare halvandet år siden stod fransk klubfodbold på randen af en regulær krise. Halvvejs inde i 2015/16-sæsonen havde den delte 2. plads mellem Monaco og overraskelsen Angers voldsomme nitten point op til det suveræne mesterhold Paris Saint-Germain. Til en sammenligning var afstanden til Toulouse helt nede på 19. pladsen kun femten point.
Den russiske businessmogul Dimitry Rybolovlevs ambitiøse projekt i Monaco var havnet i økonomisk morads, og storklubberne Lyon, Marseille og St. Etienne havde alle glemt, at de er storklubber.
Heller ikke hos outsiderne Bordeaux, Montpellier og Lille var der opmuntring at hente. Der var Paris Saint-Germain. Og så var der alle de andre. Siden Qatar Sports Investments købte klubben i 2011, havde pariserne taget to skridt, hver gang konkurrenterne havde taget ét. Selvfølgelig vandt hovedstadsklubben deres fjerde mesterskab i træk.
Men i den forgangne sæson slog det franske fodboldlandskab et uventet knæk.
I sommerpausen tog pariserne afsked med stjernen over dem alle: Zlatan Ibrahimovic. Også mestertræneren Laurent Blanc forlod klubben. Ind kom i stedet den ivrige spanier Unai Emery, som udover sin svenske kæmpe også måtte se den fantastisk flagrende brasilianske stopper David Luiz returnere til Chelsea. Ændringerne var ikke til det bedre.
Samtidig gik Monaco nye veje med en offensiv og hypereffektiv spillestil anført af unge, livlige spillere som Bernardo Silva, Kylian Mbappé og Thomas Lemar. Pludselig dukkede også monegaskernes naboer, Nice, op i toppen af Ligue 1. Og de var kommet for at blive. Gennem stort set hele sæsonen udfordrede Lucien Favres mandskab Paris Saint-Germain og Monaco i mesterskabskampen.
Som sæsonen skred frem begyndte Marseille - efter træneransættelsen af Rudi Garcia - og Lyon endda at ligne klubber i fremgang. Monacos mange mål, helt vilde 107 i 38 kampe, endte med at vinde dem mesterskabet, og ikke meget tyder på, at Paris Saint-Germain lige med det samme kan reetablere den totale dominans.
Ligue 1 er blevet imponerende jævnbyrdig.
Protagonismo
Det ser endda ud til, at der i den kommende sæson vil være endnu en klub, som kan øge spændingen i toppen af fransk fodbold. Efter en række skuffende år har mestrene fra 2011, LOSC Lille, ansat den uhyggeligt omhyggelige argentinske taktiker Marcelo Bielsa. Og det er ikke noget man gør, hvis man ikke har store planer.
Bielsa er en af tidens skarpeste fodboldhjerner, selvom de tørre tal muligvis indikerer noget andet. Tre Primera División-titler og OL-guld med Argentina i 2004 lyder ikke af meget for en 61-årig træner, men som teoretiker er Bielsa en af sportens vigtigste skikkelser. Sammen med folk som blandt andre portugisiske Vítor Frade og spanske Juanma Lillo hører han til en gruppe unikke fodboldanalytiske begavelser, der ikke fortjener at blive bedømt i lyset af elitesportens fundamentale skelnen mellem nederlag og sejr. “Hvis mine spillere ikke var mennesker, ville jeg aldrig tabe”, sagde Bielsa, da han var træner i argentinske Velez Sársfield, og det er næppe helt forkert.
Advokatsønnen fra Rosario kræver mange løb, lange løb og hurtige løb. Hele tiden. For det utrænede øje ligner det kaos, men intet er tilfældigt. Bielsas fodboldkoreografier er fremadtænkende pres- og afleveringsspil i højeste potens. Protagonismo, kalder han det. Evnen og viljen til at tage initiativet, uanset hvem der har bolden.
Marceloa Bielsa præsenteres på pressemøde i Lille. Foto: Getty Images/Jean Catuffe
“Jeg ønsker ikke at drage fordel af modstanderens fejl, jeg kræver af mine spillere, at de selv tager fat i bolden, og hurtigt vinder den tilbage, når de mister den. Kort sagt alt andet end kontrafodbold”, forklarede Bielsa på en trænerkongres i Colombia i 2010. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at ordene kom fra tidens velsagtens mest anderkendte træner, Pep Guardiola, og det er også tæt på. Den spanske Manchester City-boss kaldte så sent som i vinter Bielsa for intet ringere end verdens dygtigste træner.
Bielsas stil er et alternativ til argentinsk fodbolds to tradtionelle skoler: menottismen og bilardismen. Begge er opkaldt efter tidligere argentinske landstrænere, henholdsvis César Luis Menotti (1974-1983) og Carlos Bilardo (1983-1990), men allerede her stopper sammenligningerne. For menottisterne er sejren groft sagt underlagt stilen. For bilardisterne er stilen underlagt sejren. Det er det smukke, levende angrebsspil overfor det rå, hensynsløse forsvarsspil. Bielsas fodbold placerer sig i et charmerende krydsfelt, det er en syntese, en slags offensivt forsvarsspil.
Når idé bliver til virkelighed, er det fandens effektivt, men omkostningerne kan være store. Med Bielsa følger således et helt særligt mønster: startvanskeligheder slår om i måneders betagende fodbold, inden det hele kollapser. “Først virker han hård og irriterende, men så ser man geniet”, sagde angriberen Fernando Llorente, da Bielsa var træner i Athletic Club fra 2011 til 2013. I den baskiske klub vandt den dogmatiske argentiner ikke sine første fem kampe. Herefter fulgte otte uden nederlag, og i løbet af foråret spillede de sig i finalen i både Europa League og Copa del Rey. Begge finaler blev dog tabt, og i den efterfølgende sæson forsvandt magien skræmmende hurtigt.
Det cykliske mønster kan spores helt tilbage til Bielsas tidlige trænerkarriere i hjemstavnsklubben Newell’s Old Boys, og man så det også i Marseille, hvor han senest var på kontrakt. De første par kampe var skrækeksempler på, hvor galt det kan gå, når et Bielsa-hold stadig er under opbygning. Mod både Bastia og Montpellier var Marseilles høje pres så usammenhængende, at målmand Steve Mandanda var banens travleste.
I løbet af de kommende måneder udviklede de sig imidlertid til et af Europas mest bemærkelsesværdige hold. Da 2014 blev til 2015, lå Marseille på Ligue 1s førsteplads, men i vanlig bielsask stil var successen kortvarig. Efter et hakkende forår og en kaotisk sommer, hvor han brugte mest tid på at skændes med klubpræsident Vincent Labrune, skred Bielsa bare én kampe inde i den efterfølgende sæson.
Det er en påfaldende tendens, der tegner omridset af offentlighedens billede af træneren og mennesket Marcelo Bielsa som El Loco, Den Skøre. Engang blev han spurgt, hvordan han havde tænkt sig at tilbringe jule- og nytårsdagene, hvortil han svarede tørt, at han ville dyrke lidt motion og se fjorten timers fodbold. Hver dag. Havde det været alle andre, var udtalelsen næppe blevet taget seriøst. Men Bielsa er netop manisk besat af fodboldtaktikkens detaljerigdom.
I mammutværket Angels With Dirty Faces - The Footballing History of Argentina skriver den overordentligt grundige engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson, at Bielsa endda har lært sig selv at se to kampe simulatant for at kompensere for døgnets sølle 24 timer. Den eneste der ikke synes, at Bielsa er småskør, lader til at være Bielsa selv. I hans udtalelser finder man ofte en latent undren over, at det ikke er alle, der bruger enten hele eller halve dage på at se, nej gense, DVD-optagede fodboldkampe. Hvad skulle være mere naturligt?
Men tag ikke fejl af Bielsas idealisme. Den er ultimativ, men den er ikke blind, den unddrager sig snarere fodboldsamtalens evigt tilbagevendende diskussion om forholdet mellem resultatet og æstetikken. Da Bielsa i 2007 blev landstræner i Chile, gjorde han op med La Rojas selvbedragende eufemismer. En moralsk sejr er et nederlag i forklædning, mindede han om.
Alt for længe havde et alt for sigende slogan klæbet sig til det chilenske landshold: jugamos como nunca, perdimos como siempre, vi spillede som aldrig før, vi tabte som altid. Bielsa er åbenlyst ideologisk anlagt, men han er i den grad også mere end det, og dermed også en herlig påmindelse om, at det ikke giver mening at grave grøfter mellem dem, der vil spille og dem, der vil vinde.
En større fortælling
I Lille har koleriske Bielsa fået det, som han vil have det. Selvfølgelig har han det, for ellers får man ham ikke lokket væk fra sin nordargentinske base. Sidste sommer nåede El Loco akkurat at skrive kontrakt med SS Lazio, inden han bare to dage senere sagde op, fordi han var utilfreds med klubpræsident Claudio Lotitio, der havde lovet mere end, han kunne holde. Den slags er der umiddelbart ikke fare for i Lille, hvor ejeren Gérard López, en 41-årig entreprenør og manden bag Formel 1-teamet Lotus F1, har forberedt sig på argentinerens ankomst, siden han købte klubben i efteråret 2016.
Faktisk har Bielsa de facto været Lille-træner siden februar, da López skilte sig af med Patrick Collot, der kort forinden havde erstattet den fyrede Frédéric Antonetti. I stedet for Collot installerede Lille-ejeren nemlig Bielsas lakaj, den tidligere Marseille-assistent Franck Passi, i trænerjobbet. I løbet af foråret, hvor Lille fik spillet sig væk fra nedrykningskampen og til en tryg midterplacering, stod Passi således på sidelinjen som et forvarsel om det kommende. Det giver ikke mening at sammenligne ham med Bielsa, men det er sigende om hele foretagendet i Lille, at det har været så længe undervejs. I en fodboldverden hvor klubberne alt for ofte hyrer og fyrer efter dagstemperament, virker udviklingen hos Les Douges til at være af sjælden substantiel karakter. Ansættelsen af Bielsa skriver sig nemlig uundgåeligt ind i en større fortælling. Den begynder med Gérard López, og ingen ved hvor eller hvordan den ender, men allerede nu er det åbenlyst, at den er en af dem, man bør lytte til.
Udover Bielsa og hans faste stab har Lille også ansat FC Barcelonas tidligere bestyrelsesmedlem, Marc Ingla, der sammen med præsident Joan Laporta og vicepræsident Ferran Soriano var stærkt medvirkende til catalanernes himmelstormende succes i årene efter overtagelsen fra Joan Gaspart i 2003. I Lille bliver Inglas fornemmeste opgave at bruge sin erfaring fra det private erhvervsliv og etablere klubben kommercielt i en tætpakket fodboldregion. Med kun én times transportafstand til London, Paris og Bruxelles, og adgang til 76 millioner mennesker indenfor en radius på 300 kilometer, er Lille velsignet med en fordelagtig, centraleuropæisk geografi.
Endnu mere interessant er det dog, at Gérad Lopez kort efter sin overtagelse ansatte Luis Campos som sportsdirektør. Der er næppe mange, der kender den 52-årige portugiser, men i løbet af de seneste år har han markeret sig som en af sportens dygtigste til at navigere på transfermarkedet. Efter adskillige trænerjobs i mindre portugisiske klubber blev han i 2012 hentet til Real Madrid som scout af sin gode ven José Mourinho. Allerede året efter blev han, på anbefaling af superagenten Jorge Mendes, chefscout i Monaco, og her bidrog han i tre år kraftigt til, at fyrsteklubben har spillet sig tilbage i den europæiske top.
Det var ham, der fik lokket etablerede profiler som James Rodríguez, João Moutinho og Radamel Falcao til klubben. Og det var ham, der fik lokket ejeren Rybolovlev til at kaste penge efter talenter som Thomas Lemar (hentet i Caen), Fabinho (Rio Ave), Tiemoué Bakayoko (Rennes) og Bernardo Silva (Benfica), der i dag er nogle af kontinentets mest lovende spillere.
I Lille er det netop køb af spillere i aldersgruppen 18 til 23, der bliver Campos’ hovedfokus. “Vi ønsker ikke at hente Cavani, vi ønsker at hente den fremtidige Cavani”, sagde han med henvisning til Paris Saint-Germains uruguayanske forward på et pressemøde i maj. Og så sagt som gjort. Gennemsnitsalderen på sommerens indtil videre fjorten tilgange er under 22.
Mest bemærkelsesværdige er købene af de to brasilianere, midtbaneværnet Thiago Maia fra Santos, som tacklede sig ind i den internationale fodboldbevidsthed ved OL i Rio sidste sommer, og angriberen Luiz Araújo fra São Paulo. Interessant er det også, at offensivspilleren Nicolas Pépé er blevet hentet i Angers i konkurrence med flere Premier League-klubber. Kendere af afrikansk fodbold vil tilmed notere sig købet af den 20-årige burkiner Hervé Koffi fra ASEC Mimosas, der ved vinterens afrikanske mesterskaber viste sig som et storslået målmandstalent.
Dertil kommer et nyt state of the art stadion og træningsanlæg. Hjemmebanen siden 70’erne, det nøgne atletikstadion Stadium Lille Métropole, blev skiftet ud med den 50.000 pladser store superarena Stade Pierre-Mauroy i 2012, mens træningsanlægget nær den belgiske grænse, Domaine de Luchin, så sent som i juni genåbnede efter måneders renoveringsarbejde til en værdi af syv millioner euro.
Maskiner og mennesker
Lilles heftige transferaktivitet strækker sig tilbage til januar-transfervinduet, hvor seks nye spillere kom til - heriblandt den løfterige hollandsk-marrokanske kantspiller Anwar El Ghazi fra Ajax. Derfor har Bielsas første uger i den grad også handlet om at få ryddet op. Og det er sket i vanlig kompromisløs forstand. Udover højrebacken Sébastien Corchia, som modvilligt er blevet solgt til Sevilla, har han ifølge den franske sportsavis L’Equipe sendt ikke færre end elleve spillere ned på reserveholdet. Der er tale om dygtige folk som sidste sæsons anfører Rio Mavuba, der allerede er skiftet til Sparta Prag, den portugisiske EM-helt Éder, og målmanden Vincent Enyeama, som har spillet over 100 førsteholdskampe for klubben. Den store udskiftning betyder, at Nicolas de Préville med sine 26 år ser ud til at blive ældste mand i Lilles startopstilling. I opstartens sidste træningskamp, en 4-2-sejr over ligakonkurrenterne Rennes, havde de sytten spillere, som Bielsa sendte i aktion en gennemsnitsalder på kun 21,7 år.
Det er en genkendelig udvikling fra Bielsas tidligere klubber, senest Marseille, hvor han med koldt blod svingede øksen over en række bærende spillere. Næsten 500 førsteholdskampe tilsammen i Mathieu Valbuena og Souleymane Diawara blev bedt om at finde en ny klub, ligesom argentineren nægtede at bruge det lysende brasilianske forsvarstalent Dória, som ellers var kommet til Sydfrankrig fra Botafogo med enorme forventninger i kufferten.
Det er altså svært at vide præcis hvilket Lille-hold, der træder ind på Stade Pierre-Mauroy i Ligue 1-premieren mod Nantes den 6. august. Men man skal anstrenge sig for at være alvorlig pessimistisk. Projekt Bielsa virker på alle måder velovervejet. Der bliver tænkt store tanker på Domaine de Luchin, og der er penge til at føre dem ud i livet. Ikke desto mindre bør der tages et principelt forbehold.
Det er nemlig næppe en tilfældighed, at Bielsa har haft størst succes som landstræner. I et komprimeret klubprogram, hvor der som minimum er en kamp om ugen, egner hans stil sig bedre til maskiner end mennesker. Tidligere spillere har fortalt om det gigantiske fysiske og mentale pres, det er at spille under argentineren. Træningerne er nødvendigvis ikke lange, men er de så intense, at én time føles som to. I Angels With Dirty Faces - The Footballing History of Argentina fortæller Juan Manuel Llop, som spillede under Bielsa i Newell’s Old Boys, at de dagen inden kamp gennemgik 120 forskellige forsvarssituationer og 120 forskellige angrebssituationer.
Derudover kommer tunge, taktiske videoseancer. Og i kampene stiller spillestilen så store krav til de individuelle færdigheder hos den enkelte spiller, der ofte er isoleret med sin direkte modstander, at byrden efterhånden bliver tæt på ubærlig. På Lilles træningsanlæg er der endda blevet bygget værelser, hvor spillerne kan hvile sig mellem træningerne og overnatte inden kamp. Det er uden tvivl den slags ultradetaljerede forberedelser, der skal til for at blive god, men det er også den slags som med tiden tager store bidder af kræfterne.
Bielsas galskab står således ikke i opposition til hans genialitet. De to er nært beslægtede. Det er en kendt figur fra både litteraturen og filosofiens verden, hvor man ofte finder en åndelig progression modsvaret af en fysisk regression. Så vidt vides har Bielsa hverken skørbug eller knogleskørhed, men det er oplagt at tænkte, at El Loco er genial netop fordi, han er loco - og ikke på trods.
Derfor er det altid svært at spå om et Bielsa-hold. Der vil være kampe, hvor alt klapper for Lille, hvor det høje presspil kvæler modstanderen, hvor de lodrette afleveringer sprætter banen op, hvor kaosset er alt andet end kaos. Men der vil også være kampe, hvor kaosset er intet andet end kaos, hvor der vil åbne sig en motorvej ned gennem banens midte, og modstanderen med forbløffende lethed vil kunne spille sig til chancer. Og begge slags kampe vil pege tilbage på det samme grundlæggende princip: protagonismo
Foto: Getty Images/Jean Catuffe
