Salary Caps, Designated Players og Allocation Money – MLS er en helt anden størrelse end europæisk fodbold

For at forstå MLS’ store lovbog skal man holde tungen lige munden. Her får du et overblik over de vigtigste og mest betydningsfulde regler

Af Henrik Lønne

Man skal ikke læse mange engelsksprogede artikler om Major League Soccer, før man støder på ordet ’parity’, hvilket kan oversættes med lighed eller - især inden for sport - lige konkurrence.  Dette begreb gennemsyrer nærmest alle beslutninger i og omkring Major League Soccer, da man betragter den lige konkurrence mellem holdene som en positiv kvalitet i forhold til det samlede produkt – men også som en måde at spare penge på.

Hvis man begrænser de rigestes muligheder for at bruge penge på lønninger, begrænser man lønkonkurrencen, hvilket igen begrænser udgifterne. At sikre økonomisk mådehold og at holde den økonomiske magt væk fra spillerne var vigtigt for stifterne af Major League Soccer. Derfor valgte de at lave et samlet lønloft, at sætte et maksimum på de enkelte spilleres lønninger og at lave en lang række mekanismer, der skulle sørge for at klubberne i MLS ikke skulle konkurrere internt om spillerne, hvilket de vurderede ville presse lønningerne op. Da MLS blev sparket i gang i 1996 lå lønloftet for det enkelte hold på 1,2 mio. dollars og den enkelte spiller kunne ikke tjene mere end 192.500 dollars pr. sæson.  Ti år senere - i 2006 – var lønloftet steget til 1,9 mio. dollars og en spillers topløn var 300.000 dollars. Og dog.

De (for) dyre spillere ankommer

Der har altid været stjerner i Major League Soccer og ligaen har altid fundet plads til dem. Som beskrevet tidligere har MLS til tider også haft et fleksibelt forhold til egne regler - den artikel kan du læse her:

Steven Goff, der er journalist for Washington Post, fik i 2006 adgang til en liste over de betalte spillere i ligaen og her så man, at Landon Donovan fik 900.000 dollars om året, den tidligere mexicanske landsholdsspiller Juan Francisco Palencia fik hele 1,3 mio. dollars om året og den unge stjerne Freddy Adu havde en årsløn på 500.000 dollars - altså langt over den officielle topløn. Ifølge Goffs oplysninger blev kun 300.000 dollars modregnet lønloftet.  Så da ligaen annoncerede i 2007, at man nu hævede lønloftet til 2,1 mio. dollars, at spillere kunne få en maksimal løn på 400,000 dollars og at man samtidig indførte en ny regel om ’Designated Players’ – spillere der kunne tjene langt over 400.000 dollars, men kun ville belaste lønloftet med netop dette beløb - druknede afsløringen i, at ligaen havde opereret med et lignende princip – uden at fortælle det til nogen – og at den nyindførte regel skulle bruges, så Los Angeles Galaxy kunne hente David Beckham fra Real Madrid. Matthew Doyle, der nu er redaktør på MLSsoccer.com, var derfor meget glad for Designated Player-reglens indførsel;

Landon Donovan tjente langt over det tilladte i MLS, da han spillede i LA Galaxy i 2006. MLS ændrede straks reglen, så det blev lovligt. 

Foto: Getty Images

“I det mindste gav reglen lidt mere gennemsigtighed med hensyn til at erhverve spillere med store navne. Man må huske, at ligaen havde fyre som Lothar Matthäus, Carlos Valderrama, Luis Hernandez, Youri Djorkaeff og et par andre før Beckham og Blanco ankom, så den ’uDesignated Playeregede spiller’ havde allerede eksisteret i et årti uden titel. Formelt gav reglens indførsel det blot et navn, en lidt mere transparent måde at få disse fyre i ind ligaen, og en måde for fans at holde alt for sparsommelige klubejere til ansvar,” siger han.

Stjernerne har altså altid været noget særligt i MLS, men med Designated Player-reglen, kom de største og dyreste spillere bogstaveligt talt i en kategori for sig selv.

Det var altså, da muligheden for David Beckham bankede på døren, at ligaen indså, at den hidtidige tilgang, hvor man hakkede en hæl og klippede en tå i reglerne for at få plads til store navne, ikke længere var nok for at få en spiller som David Beckham. Den engelske verdensstjerne, hvis berømmelse både dengang og nu gik langt udover fodbolden, ville ikke kunne presses ind i en undtagelse eller en gråzone. Der måtte laves en ny regel, så Los Angeles Galaxy, Major League Soccer og David Beckham kunne få hinanden. Man endte med ’Designated Player’-reglen, der i folkemunde endte med at blive kaldt ’Beckham-reglen’.

Alle var dog ikke nødvendigvis imponerede. Jeff Rueter, en amerikansk journalist, der blandt andet skriver for FiftyFive.One og MLSsoccer.com, husker sin reaktion på Designated Player-reglens indførsel således:

”Ærligt talt føltes det på tidspunktet lidt som en gimmick. Ja, det tillod ligaen at hente spillere ind over lønloftet, men det virkede som om, David Beckham i særdeleshed brugte reglen til at tjene kassen og bo i Hollywood, og i de første par år af sin MLS-karriere, så det også sådan ud.”

Will Parchman, der er fast journalist hos Top Drawer Soccer, var endda i tvivl om reglens potentiale udover Beckham:

Foto: Getty Images

”Det føltes som en mekanisme, så LA Galaxy kunne få David Beckham ind på hans latterligt høje løn. Jeg kan huske, at jeg ikke var helt sikker på, om reglen ville blive taget til sig af de andre klubber på den måde, som ligaen forestillede sig, fordi Beckham var sådan et særligt tilfælde.”

Talent eller trækplaster

At Designated Player Reglen blev omtalt som Beckham-reglen, viser dog også ganske godt at Designated Player-reglen handler om meget mere end at hente dyre og dygtige spillere. Det er et værktøj til at promovere store spillere yderligere og en klub kan bruge det som markedsføringsstunt, at de har eller går efter en Designated Player. Den canadiske freelancejournalist Duane Rollins mener dog, at det er svært at ignorere den kommercielle side af at hente en Designated Player ind:

”På overfladen vil MLS gerne skildre det som om,  at den bliver fornærmet, når den omtales som en pensionistliga, men dens handlinger fortæller noget andet. Ligaen er meget bevidst om, hvilke spillere, som skaber opmærksomhed og indtægter, hvilke fører til at ældre spillere som Gerrard, Lampard og Pirlo bliver hentet til. Vi er vant til at have de bedste i nordamerikanske sportsgrene, så der er en idé om, måske med rette, at vi (fodboldsporten og MLS red.) har brug for starpower for at blive taget alvorligt af den gennemsnitlige sportsfan.”

Dette er Matthew Doyle dog meget uenig i og spørger retorisk:

”Er amerikanere og canadiere så usofistikerede, at de har brug for at se has-beens med store navne for at komme på stadion? Det er et legitimt spørgsmål med sportens historik herovre, men over de sidste par år er det tydeligt, at der er en større korrelation mellem vindende fodbold af høj kvalitet og høje tilskuertal og seertal i de enkelte markeder, end der er i forhold til stjerner med store navne.”

Denne pointe understreger han med eksempel i New York Red Bulls, hvis fremmøde er steget, siden Thierry Henry gik på pension:

Thierry Henry scorer for New York Red Bulls i en venskabskamp mod Tottenham.

Foto: Getty Images

”Det er ikke fordi Henry gjorde noget forkert - han var fantastisk her - men holdet er bedre, og de spiller flottere fodbold nu. Fansene er sofistikerede nok til at genkende og støtte op om dette.”

Når man taler om Designated Players med store navne som Pirlo, Beckham, Henry og Robbie Keane, er det også oftest i sammenhæng med byer som LA, New York og Miami, selvom der er stor tvivl om, hvorvidt Beckham nogensinde vil lykkes med sit klubprojekt. Det er dog svært at forestille sig en Thierry Henry i Kansas City eller en Andrea Pirlo i Salt Lake City og Jeff Rueter mener, at holdene fra de mindre attraktive byer har kunnet bruge Designated Player-reglen til at hente gode spillere, der måske ikke har navnet, men trods alt talentet til at oppebære en Designated Player-løn.

Mange regler i Major League Soccer opstår efterhånden, som de bliver nødvendige og det er ikke sjældent, at det er på LA Galaxys foranledning og ikke kun sker af rent sportslige årsager. Ligesom Designated Player-reglen opstod, da Los Angeles kunne få David Beckham, opstod reglen om ’Targeted Allocation Money’, da LA havde udset sig Giovani dos Santos. Den mexicanske landsholdsstjerne krævede en løn, der langt overgik maksimumlønnen for en ikke-Designated Player, men LA Galaxy havde allerede tre Designated Players: Robbie Keane, Steven Gerrard og Omar Gonzalez. MLS havde en unik mulighed for at få en mexicansk landsholdsspiller under 30 ind i ligaen, hvilket var en meget tillokkende både sportsligt og men i den grad også kommercielt. Måden at få dos Santos til det sydlige Californien, blev at indføre ’Targeted Allocation Money’, som er et øremærket beløb, som hver klub kan bruge på at købe omkostningen på Designated Players ned på et niveau, hvor de ikke længere tæller som Designated Players. Og vupti – Omar Gonzalez var ikke længere Designated Player og Giovani dos Santos kunne kom til Los Angeles.

Designated Players-reglen udvikler sig

Siden 2007, David Beckham og Designated Player-reglens indførsel er der kommet yderligere to Designated Player-pladser, så der i dag er i alt er tre Designated Players, som hver modregnes med 457.500 dollars ud at et samlet lønloft på knap 3,7 mio. dollars. Dette, mener Duane Rollins, har udviklet Major League Soccer og klubbernes tilgang til Designated Player-rollen meget:

”Da der kun var en plads, gav det mening for mange klubber ikke at have en Designated Player, så de kunne sprede lønnen over hele truppen, men med tilføjelsen af den anden, og især den tredje plads, tvang det virkelig de modvillige klubber til at se på værdien af Designated Players. Nu har alle klubber har Designated Players,  hvor det oprindeligt kun var de rige klubber som LA, Seattle og Toronto.”

Matthew Doyle pointerer dog også at der med yderligere Designated Player-pladser er også blevet bedre plads til at belønne spillere, der ellers ville have forladt ligaen for at tjene flere penge i Mexico, Sydamerika eller Europa.

Udover at tilføje ekstra pladser har man tilpasset reglen, så Designated Players på 23 år og yngre, de såkaldte Young Designated Players, modregnes endnu mindre, uanset de reelle udgifter. Er spilleren 21-23 år gammel modregnes de kun lønloftet  med 200.000 dollars eller 150.000 dollars, hvis de er 20 år eller yngre. Matthew Doyle mener, denne tilføjelse til Designated Player-reglen er den vigtigste af de forskellige rettelser, der er lavet på reglen gennem tiden:

”MLS’ vej fremad er at konkurrere om de bedste latinamerikanske talenter på vej op. At få fyrene fra Colombia, Ecuador og måske endda Argentina op i et par år, inden de bliver sendt videre til de største europæiske ligaer. ’Young Designated Player’-reglen findes for at kunne skaffe disse her fyre. Det tillader ejere med store lommer at bruge en stor sum penge uden at smadre deres lønloft”

En spiller kan dog også være en Designated Player uden at tjene over $400.000.  MLS er kendt i fodboldverdenen for deres modvillighed til at betale transfersummer, og for de enkelte klubber er en af grundene hertil, at en eventuel transfersum vil blive lagt oven lønsummen, når det skal regnes ud, hvor meget spilleren vægter i forhold til lønloftet. Hentes en spiller ind på en 2-årig kontrakt til en årsløn på 350.000 dollars og en transfersum på 400.000 dollars, vil transfersummen blive fordelt udover kontraktlængden, så spilleren vægter 550.000 dollars i forhold lønloftet. Hermed vil han være over grænsen på 457.500 dollars og han skal regnes for en Designated Player. Det er især denne type spillere, Targeted Allocation Money-reglen er lavet med henblik på, da denne sum penge hjælper til at købe summen ned, så spillere ikke tælles som Designated Player, blot fordi de lige præcis sniger sig over tærsklen.

Et udvalg af andre særlige MLS-mekanismer

Ovenstående var blot et lille indblik i MLS’ mange regler. Men vi er blot begyndt. Her en kort liste med en række andre MLS-mekanismer, der spiller en afgørende rolle i trupsammensætningen.

Diverse drafts

Som en ægte nordamerikansk liga er der selvfølgelig drafts i MLS. Først fremmest er der SuperDraften, som fordeler collegespillere mellem ligaens hold. Som i de andre nordamerikanske drafts får de dårligste hold fra den foregående sæsonen lov til at vælge først, omend pladserne i rækkefølgerne handles rundt. SuperDraften betyder dog mindre og mindre, da klubberne i højere grad satser på det internationale transfermarked og spillere af egen avl. Der findes dog stadig muligheden for at finde usleben diamant, men der er længere i mellem dem end før.

Det er dog ikke den eneste draft i MLS. Der er også Expansion Drafts, når nye hold har købt sig adgang til ligaen. Her får holdet eller holdene mulighed for at vælge fem spillere fra de eksisterende hold, der kan beskytte 11 spillere hver. Dette giver de nye hold mulighed for at bygge en trup op med etablerede MLS-spillere, der kender ligaen.

Den måske mest specielle draft er dog Re-Entry draften. I MLS beholder klubberne rettighederne til spillerne selv, hvis deres kontrakt er udløbet. Tidligere skulle en ny klub handle sig til rettighederne til en spiller, selv hvis kontrakten var udløbet. I forbindelse med den nye overenskomst i 2010 fik spillerne dog presset på for at få indført en mekanisme, der skulle gøre det nemmere for spillere, hvis kontrakt var udløbet, at finde en ny klub i ligaen. I ligaens forsøgte at undgå, at klubberne konkurrerede med hinanden om spillere, der ikke kunne finde en ny klub, da man ofte så, at klubberne krævede alt for meget til gengæld for at at handle rettighederne for en spiller til en anden klub, selvom kontrakten ikke var blevet forlænget og de ikke havde interesse i at beholde spilleren. Med Re-Entry draften kom spillere, hvis kontrakt var udløbet, ind i en draft, hvor ligaens andre klubber i stil med Superdraften kunne vælge i mellem ’overskudslageret’. Hvis spilleren og den nye klub ikke kan blive enige, er spilleren dog enig til at forhandle frit.

Free agency

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 fik spillerne flere rettigheder, om end det ikke nærmer sig de vilkår, man ser hos spillerne i Europa. Mens europæiske spillere er frie til at forhandle med hvem end de vil, når deres kontrakt er udløbet, er denne ret internt i MLS begrænset til spillere, der er 28 år gamle og har spillet i ligaen i minimum otte år. Det er med andre ord en regel for den amerikanske middelklasse af spillere i ligaen. Spillere, der er gode i MLS, men aldrig havde kvaliteten eller muligheden for at komme til udlandet og derfor har spillet hele karrieren i MLS, har med denne regelændring fået bedre forhandlingsmuligheder og flere af de spillere, der siden regelændringen har gjort brug af den, har da også kunnet forhandle sig til høje lønninger. Med betingelsen om at man have spillet i ligaen i otte år, står det også klart, at MLS kræver total loyalitet til ligaen for at give denne frihed. Blot få år uden for MLS betyder, at man først meget sent kan få muligheden for at forhandle frit.

Allocationlisten

Allocationlisten er endnu et eksempel på MLS stærke uvilje med at lade klubberne i ligaen konkurrere med hinanden. Listen består af ’udvalgte’ amerikanske landsholdsspillere, ’udvalgte’ amerikanske ungdomslandsholdspillere, samt spillere som MLS har solgt til en transfersum af minimum 500.000 dollars. Rækkefølgen på listen er som SuperDraften bestemt af klubbernes placering i tabellen året før, og giver klubberne førsteret til at forhandle med spillere på listen. En kontrovers kom dog, da Seattle Sounders i 2013 hentede Clint Dempsey. For indtil da stod der intet i reglerne om, at det var ’udvalgte’ landsholdspillere, blot landsholdspillere. Det overraskede altså mange, at Seattle kunne hente Dempsey på en Designated Player-kontrakt, når Portland Timbers stod øverst på allocationlisten. MLS gik dog hurtigt ud og fortalte, at Designated Players ikke skulle igennem allocationlisten og det faktisk altid havde været sådan. En vigtig faktor her har sandsynligvis været, at Dempsey angiveligt kun ville til Seattle, Toronto eller Los Angeles. Men da Philadelphia Union i 2014 hentede den amerikanske landsholdsspiller Maurice Edu som Designated Player, fortalte pressemeddelelsen, at Philadelphia havde gennemført en handel med DC United for at kom til tops på allocationlisten for at kunne få Edu. Her måtte ligaen så fortælle, at de inden sæsonens begyndelse havde ændret reglen, så det kun er ’udvalgte’ landsholdspillere, der skal igennem allocationlisten, mens andre ikke behøves. Denne regelændring havde de dog ’glemt’ at offentliggøre, indtil Edu blev hentet ind. MLS har samtidig givet sig selv friheden til at forskelsbehandle mellem landsholdsspillere, der har status nok til at kunne presse igennem, at de vil til en bestemt klub, og de spillere som ligaen kan presse til at skulle igennem allocationprocessen.

Homegrowns

Udover de mange udenlandske stjerner er det også vigtigt for Major League Soccer at have unge spillere af egen avl. Udover at det sikrer spillere til førsteholdet og der er mulighed for videresalg, har mange MLS-hold også set værdien af egenavlede spillere kommercielt. Fodboldfans i hele verden – men især i USA og Canada – elsker unge talenter. Drømmen om potentialet og muligheden for en amerikansk (eller canadisk) Messi tryllebinder mange. For at skabe incitament til at udvikle egne talenter er der en række fordele i forhold til trupsammensætningen og lønloftet i forhold til spillere af egen avl, da de ikke tæller i det maksimale antal spillere i truppen og deres løn ikke regnes med i lønloftet. Derudover behøver de ikke gå igennem draften. Dermed undgår klubber risikoen for, at andre MLS-klubber henter spillere, som de selv har udviklet. Dette er også vigtigt, fordi akademispillere ikke er på kontrakt. Langt fra alle spillere bliver professionelle, og vil man have et scholarship til at spille collegefodbold, må man ikke have været på kontrakt. Derfor spiller alle akademispillere som amatører. For at kunne få en homegrown-kontrakt skal man blandt have spillet på MLS-holdets akademi i minimum et år, her har MLS dog også til tider også vist sin fleksibilitet. I december 2011 skrev Los Angeles kontrakt med den 18-årige Jose Villarreal, der havde stor interesse fra udenlandske klubber, men han havde ikke været en del af Galaxys akademi i et år endnu.  Den canadiske journalist Ben Rycroft forklarede i 2013 hos CBC, hvordan MLS løste det problem:

”MLS, der ikke ville risikere at miste spilleren Inglewood, Californien til en udenlandsk liga, gik ind og bestemte, at Galaxy kunne skrive kontrakt med den talentfulde midtbanespiller. De kom så tilbage og sagde, at han ikke ville være berettiget til at spille for førsteholdet, indtil han levede op til homegrown-kravene.” Sådan løser man den slags problemer i MLS.

Det kræver sit at vinde i MLS

Det kræver altså et helt særligt kendskab til MLS for at kunne opbygge en slagkraftig trup. Af samme grund har man ofte set udenlandske trænere have det svært i MLS med Ruud Gullit og Hans Backe som de mest kendte eksempler. Den kommende MLS-klub Atlanta Uniteds sportsdirektør Carlos Bocanegra har da også gjort det klart, at den kommende træner Tata Martino skal omgives af en MLS-kyndig stab, der kan hjælpe ham med alle MLS’ særligheder. En udenlandsk træner, der har overrasket positivt, er Patrick Vieira hos New York City FC og MLSsoccer.coms redaktør Matthew Doyle forklarede i en analyse i september, at successen kan tilskrives franskmandens baggrund som ungdomstræner, hvor man i højere grad arbejder med hvad man har fremfor at blot hive nye spillere ind:

”Vieira har haft succes denne sæson, fordi han først og fremmest har været en underviser. Han er en træner, som tror på at udvikle individuelle spillere indenfor konteksten af et hold og et system, og det er derfor han har kvalificeret NYCFC til slutspillet for første gang i holdets historie.”

Vieira har så småt overbevist et ellers skeptisk (nord-)amerikansk publikum om at udenlandske trænere kan få succes i MLS og dette har meget muligt gjort Atlanta United tryggere i deres valg af Tata Martino. Men det er unægtelig en anden regelverden, den tidligere Barcelona-træner går ind i.