Ja, vi ved det godt. Der var lidt clickbait i den overskrift.

Men til gengæld lover vi, at artiklen er et klik værd. Det er Medianos Oscar Rothstein, der her beskriver sit syn på EMs foreløbige udvikling. Så redaktionen håber på tilgivelse. Tag med på tur fra Hugo Meisl i 1934 over Rinus, Bilardo og Chapmann til Guardiola, Löw og Conte.

Af Oscar Rothstein

Det er tid til efterrationalisering. Gruppespillet ved EM i Frankrig er færdigspillet, og hvad har vi så lært? Tre oplagte nedslag kunne være:

Favoritterne har skuffet
De små har overrasket
Og mange jævnbyrdige kampe er blevet afgjort med sene mål.

Men det er også tre ganske forglemmelige nedslag, som ikke bidrager til meget andet end billedet af netop den turnering, vi har gang i. Og så alligevel.

Det må være en selvstændig pointe, at vi har spejdet langt efter bare antydninger af taktisk innovation eller andet, der peger os i retningen af spillets fremtid. Og det er slet ingen uvæsentlig pointe, den fortæller os faktisk en hel del om forholdet mellem klub- og landshold og tidens generelle fodboldkonjunkturer.

“Vi har spejdet langt efter bare antydninger af taktisk innovation eller andet, der peger os i retningen af spillets fremtid.”

Man kan vist roligt sige, at begejstringen over EM’s gruppespil har været til at overse. Det lader til, at fans over hele Europa bander UEFA’s nye turneringsformat med 24 hold langt væk.

Kritikken går primært på, at niveauet er for lavt og de defensive slutrundedebutanter ikke bidrager til underholdningen. Men de sure opstød bunder i en misforståelse: Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at sammenligne landsholdsfodbold med den slags, der bliver spillet i månederne august til maj i de store nationale ligaer.

En af fodboldens stærkeste og mest indflydelsesrige hjerner, Rinus Michels. Faderen til totalfodbolden. Foto: Getty Images/Henning Bangen

Før i tiden havde de store slutrunder karakter af fodboldkongresser. Spillere, trænere, journalister og fans fra forskellige lande mødtes ikke kun for at konkurrere, men også for at udveksle idéer og oplevelser. Det var her, at taktisk nytænkning blev til regulære trends. Det var her, at ord blev føjet til eller fjernet fra fodboldens vokabularium. Det var her, at den bedste fodbold blev spillet. De store slutrunder var længe sportens kranspulsåre, men sådan er det ikke længere. I dag finder man fremsynet og innovationen i klubfodbolden.

Det siger meget, at de trænere, som vi kalder nutidens største, bedste og mest betydningsfulde alle er klubtrænere. Jeg tænker især på Pep Guardiola, Carlo Ancelotti, José Mourinho, Jürgen Klopp og Diego Simeone. Til EM er det nok kun Italiens Antonio Conte og Spaniens Vicente del Bosque, der har en berettigelse i det selskab, men ganske symptomatisk tager Conte til England for at træne Chelsea, så snart Azzurri er færdige i Frankrig, mens del Bosque i forvejen har en karriere bag sig som klubtræner i Real Madrid. Landsholdsfodbold anno 2016 handler først og fremmest om diversitet, nationalidentitet, følelser og personlige fortællinger - ikke om taktiske dagsordener eller skyhøj kvalitet. Derfor har det været berigende at have Nordirland, Island, Albanien og Ungarn med i Frankrig.

Måske er det meget sigende for lands- og klubfodbolden, at en af de mest anerkendte og attraktive landstrænere, Italiens Antonie Conte, kun er på mellemlanding i landsholdsfodbolden og efter EM tiltræder i Chelsea. Foto: Getty Images/Claudio Villa

Årsagerne til udviklingen er til at få øje på. Med få træninger og kampe er det svært at udvikle en raffineret og tydeligt defineret stil. Derfor ser vi mange hold ved EM spille ganske simpelt - uanset om tilgangen så er defensiv eller offensiv. Landsholdsfodbold er individualisternes fest, ikke trænernes. De får stukket et materiale i hånden, som de må forme efter bedste evne, for mangler de en venstreback, så kan de ikke bare lige købe en ny. De udvælger 23 spillere, der alle kommer fra lange sæsoner i deres klubber, som har suget af både de fysiske og mentale kræfter. Landstrænerjobbet er forbundet med stor prestige, men er på mange måder egentlig ganske uattraktivt. De lande, der har en bestemt spillestil dybt forankret i deres fodboldkultur eller har mange spillere fra samme klub - Spanien og Tyskland for eksempel - har en stor fordel. Generelt er situationen nemlig den, at landsholdskalenderen ikke tillader det kontinuerlige og systematiske arbejde, som er forudsat taktiske nybrud. Spillet ved EM må forstås i det lys.

Man kunne anføre, at de store slutrunder på en måde lider under fodboldens udbredelse. Premier League er ikke bare Englands liga, La Liga ikke bare Spaniens og Bundesligaen ikke bare Tysklands, de er også hele verdens ligaer med spillere fra alle afkroge af kloden. Trænere og spillere bevæger sig på tværs af landegrænser som aldrig før, og det betyder to ting: det er svært at bevare eller skabe en national fodboldidentitet, som kan kompensere for landsholdskalenderens umuligheder og det er svært at overraske sine modstandere med noget radikalt nyt.

Uanset hvor i verden du befinder dig, kan du fange den bedste klubfodbold på en skærm nær dig. Det betyder, som journalist og forfatter Jonathan Wilson har bemærket i en artikel for Guardian, at vi næppe kan forvente vidtgående forandringer i tilgangen til spillet medmindre hermetisk lukkede Nordkorea brygger på en eller anden større fodboldrevolution uden omverdenens anelse. Fodboldens landskab har simpelthen ændret sig, siden England og landstræner Sir Alf Ramsey kunne overraske deres modstandere med en smal 4-4-2, der modsatte sig tidens 4-2-4-trend, ved VM i 1966, eller siden Argentina og landstræner Carlos Bilardo tog til VM i Mexico i 1986 og kunne chokere hele verden med deres 3-5-2/3-5-1-1. EM i Frankrig har gentagne gange mindet os om, at resultater kan være svære at forudse, men anderledes forudsigelige er holdenes måde at gribe kampene an.

Gammel vin på nye flasker

En anden og mere overordnet pointe uafhængig af EM bør være, at fodboldtaktikkens nyere historie et godt stykke hen ad vejen er gammel vin på nye flasker. Det er en pointe, som den nuværende Inter-træner Roberto Mancini fremførte ved en UEFA-trænerkongres i Beograd for nogle år siden. Ved den lejlighed sagde italieneren, at så længe spillerantallet forbliver elleve og offisdereglen ikke bliver drastisk ændret, skal man næppe forvente noget revolutionerende, der får verden til at måbe. Fodbold er et veludviklet spil, der ikke kun er blevet spillet i halvandet århundrede, men også blevet diskuteret. Det ville ligne mennesket dårligt, hvis der absolut ingen udvikling sker, men det er rimeligt at antage, at fremtidige forbedringer af spillet vil være af fysisk og teknologisk karakter snarere end taktisk.

Der tegner sig et billede af fodboldtaktikkens nyere historie som tenderende til cirkulær - eller i hvert fald reproduktiv; noget bliver moderne for at blive umoderne - for at blive moderne igen. Alle snakkede om den falske 9’er for en håndfuld år siden. Den dybdeliggende angriber angriber var blandt andet afgørende for Pep Guardiolas uovertrufne Barcelona-mandskab, men der var tale om en renæssance nærmere end en nyopfindelse. Den dybdeliggende angriber kan spores helt tilbage til Hugo Meisls østrigske landshold, der ved VM i 1934 spillede med den papirstynde forward Matthias Sindelar i en lignende rolle. På samme vis kan Manuel Neuer heller ikke tage patent på sweeperkeeper-fortolkningen af målmandsspillet. Den tyske landsholdsmålmand støvsuger godt nok sit bagrum for løse bolde bedre end nogen anden, men Hugo Gatti, Boca Juniors målmand i 60’erne og 70’erne, eller Jan Jongbloed, Hollands bagerste ved VM i 1974, må føle sig overset, når Neuer hyldes for at have revolutioneret målmandsrollen. Historien bidrager med flere lignende eksempler.

Arrigo Sacchi inspirerede generationer med sit arbejde hos Parma og AC Milan. Her fra sin periode som italiensk landstræner. Foto: Getty Images

Uden for banen er fodbold i dag og for halvtreds år siden to næsten usammenlignelige sportsgrene. I dag har vi at gøre med en monsterindustri, der hælder penge ind af det ene øre og ud af det andet; lønningerne er eksorbitante, stadionerne er rumskibslignende multiarenaer og EM er sponsoreret af småskumle olieselskaber fra Rusland og Aserbajdsjan.

Der er endda kommet selvstændige industrier ud af at spille penge på kampene og lave videoanalyser af holdenes afleveringsmønstre og genpres. Samme dramatiske udvikling er imidlertid ikke sket inde på banen. Måske for det blotte øje, for aldrig er fodbold blevet spillet så hurtigt eller så godt som i dag, men selv de allermest reflekterede og visionære trænere - måske endda særligt dem - har snarere videreført traditioner end skabt dem selv. Guardiola står på skuldrene af Herbert Chapmans WM-formation og Rinus Michels’ og Johan Cruyffs totalfodbold. José Mourinho må være rundet af Karl Rappans og Helenio Herreras catenaccio (men er også inspireret af andet og andre - f.eks Louis van Gaal). Diego Simeones Atlético Madrid-mandskab leder tankerne hen på Osvaldo Zubeldiás anti-fútbol i Estudiantes de La Plata. Og Jürgen Klopps genpres trækker tråde til Arrigo Sacchi i AC Milan.

Det skal med, at fodboldens idealer dog har rykket sig. Nøgleordet er alsidighed. En topspiller i dag skal gerne være lidt som en robot. Han skal nødvendigvis ikke kunne én ting bedre end alle andre, han skal hellere kunne det hele, og han skal kunne det hele lige godt. En målmand skal således ikke bare kunne tage med hænder, en forsvarsspiller ikke bare kunne tackle, en midtbanespiller ikke bare kunne aflevere og en angriber ikke bare kunne score. Det moderne fodboldhold blevet til en hybrid af forskellige stilarter, en kamæleon der gerne skal kunne skifte farve flere gange i løbet af en kamp.

Egentlig taktiske nyopfindelser er imidlertid sværere at få øje på. Man så dog noget interessant ved VM for U20-landshold i New Zealand sidste år. Her markerede Tyskland, der blev trænet af 55-årige Frank Wormuth, sig ved en ganske utraditionel manøvre. De smed bolden væk med fuldt overlæg - helst om bag modstanderforsvaret - for straks at lægge et genpres og erobre den igen. Det var ikke fordi, de var pressede, men på den måde forsøgte de at bringe modstanderen i ubalance.

“Ting bliver ikke uinteressante, bare fordi det er set før. Men det er afgørende for forståelsen af bevægelserne i moderne fodbold.”

Under slutrunden bemærkede den tyske journalist Uli Hesse i en artikel for ESPN dog, at AC Milan i 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne foretog sig noget af det samme. Det bulgarske landshold gjorde det minsandten også, da de i 2010 havde den tidligere tyske storspiller, Lothar Matthäus som landstræner. Matthäus, hvis trænerevner ellers kan ligge på et lille sted, havde i sin spillerkarriere været på kontrakt i Inter, hvor han ved at spille mod AC Milan, var blevet inspireret af deres spil. Pep Guardiolas charmerende gadekryds af en back og klassisk 10’er, som David Alaba og Philip Lahm har spillet i Bayern München, læner sig også op ad nytænkning, men her kan det også lade sig gøre at finde fortilfælde. Guardiolas udgave er nok mere ekstrem, men Helenio Herrera brugte den brasilianske back Jair som tornante for at skabe en lignende asymmetri. Inspiration og reproduktion er ingen skam, bliver man nok nødt til at tilføje. Og ting bliver ikke uinteressante, bare fordi det er set før. Men det er afgørende for forståelsen af bevægelserne i moderne fodbold.

Det er en svær øvelse at lave et sammenkog over det moderne fodboldspils bredere penselsstrøg, og jeg tør ikke påstå, at det vi ser på banerne om halvtreds år, akkurat er det samme, som vi ser nu. For er det ikke ofte sådan, at man først lægger mærke til revolutionen, når de har fundet sted? Til Mancinis udtalelser i Beograd hører der sig et forbehold overfor tilbøjeligheden til at hævde, at nu kan der ikke længere ske mere. Måske er forandringerne i fuld gang, og jeg bare er blind, men set fra den sofa, som jeg ikke ejer, må EM-gruppespillets vigtigste lære være, at vi intet har lært.

Det siger ikke så lidt.