EMs taktiske tendenser 3.0 - set af Mads Davidsen
Possession-holdene tabte ved EM, mens England har langt større kulturelle og strukturelle udfordringer end et drop af Joe Hart. Fodboldtræneren Mads Davidsen skriver for tredje gang under EM om turneringens taktiske tendenser - og kigger på fremtidens fodbold.
Af Mads Davidsen - træner i Shanghai Sipg FC
(Tallene i denne klumme er dels forfatterens egne data dels fra fodboldanalytiker Claus Møller Henriksen, som virkelig fortjener en henvisning.)
EM 2016 er færdigspillet, og vi fik en overraskende vinder i Portugal, der efter en slutrunde med 51 kampe og 108 mål kan kalde sig Europamester. Spørgsmålet er så, hvad vi lærte af EM rent taktisk?
De (relativt) få scoringer ved dette EM skyldes en klar nedgang i antallet af scoringer efter omstillinger. Generelt er det offensive omstillingsspil blevet mere og mere vigtigt i de senere år. Ved VM 2014 blev 35 procent af målene således scoret efter hurtige omstillinger, mens der ved dette EM ’kun’ blev scoret på omstillinger i 15 procent af tilfældene, så en klar nedgang sammenlignet med slutrunden for to år siden.
Årsagen kan være et bedre defensivt omstillingsspil – holdene er mere påpasselige netop for at undgå de offensive omstillinger.
Skribenten Oscar Rothstein (læs her) skrev på Mediano, at vi intet har lært grundet klubfodboldens overtag i forhold til landsholdsfodbolden samt det faktum, at de få træningsdage sammen om året gør det sværere for trænerne at udvikle nye facetter til spillet.
Det er fine og delvist korrekte pointer, men som træner kan og skal du altid lære af en slutrunde, fordi her er de bedste spillere samlet, og kampene afvikles kontinuerligt over en måned, hvilket giver et bedre og mere samlet billede af tendenser end Champions League-kampe hver anden eller tredje uge, for eksempel.
Dette er også årsagen til, at UEFA har deres tekniske gruppe samlet til at udarbejde en teknisk rapport fra alle landsholdsslutrunder. Der er data og tendenser at hente eller at få bekræftet.
Tendens: Possession-holdene tabte
Som mine data fra VM 2014 påviste, så kan det sjældent, statistisk set, betale sig at fokusere på at have bolden mere end modstanderen i en cupturnering - og dette EM er ingen undtagelse. Vi så en tydelig tendens i gruppespillet.
Og fra 1/8-finalerne og frem er billedet entydigt; i de 15 knald-fald kampe inklusiv finalen blev kun fire kampe vundet af holdet med mest possession (boldbesiddelse). Det er ret markante data. Her er en taktisk pointe, at de få træningssamlinger årligt kan gøre det sværere at få indarbejdet strukturelle dimensioner på den sidste tredjedel, og derfor har de overlegne hold på bolden ikke let ved at nedbryde de forsvarende hold over 90 minutter.
Eder blev manden ,der afgjorde EM-finalen med noget så sjældent som et langskud. Foto: Getty Images/Dave Winter
Derimod er nøglen, som nævnt i både 1.0 og 2.0, at skabe flest chancer i feltet – frem for at afslutte ’blindt’ fra distancen (udenfor feltet). Hele 9 af de 15 sidste kampe blev vundet af det hold, der skabte flest chancer inde i feltet. Begge semifinaler blev eksempelvis tabt af holdene med mest possession (Tyskland og Wales + i finalen), men vundet af holdene med flest afslutninger i feltet (Frankrig og Portugal), så en klar tendens ved dette EM samt VM 2014.
Det krævede i gennemsnit (i hele slutrunden) 7,6 afslutninger i feltet per scoring, mens det udenfor feltet krævede 39,4 afslutninger før der statistisk set faldt en scoring, så ’entries’ og afslutninger i Dangerzone er endnu engang 100 procent afgørende for at skabe gode kontinuerlige resultater. Kuriøst nok var det et langskud (afslutning udenfor feltet), der afgjorde EM-finalen med Eders flade scoring.
Dangerzone er området fra det lille målfelt og ud til kanten af straffesparksfeltet. Illustration: Claus Møller Henriksen
Den mest effektive afslutningsmetode var ’cutbacks’ (flad pasning skråt bagud fra baglinjen, for eksempel), mens de høje (klassiske) indlæg krævede 90 gentagelser per scoring, så der skal slås nogle indlæg, hvis man udelukkende vil vinde med den metode med en minimal 1 procent konversion rate.
'God save the Queen'
England leverede et par taktisk fine kampe ved EM, og jeg analyserede en klar strukturel og taktisk fremgang - blandt andet de varierende preshøjder (4-3-3 og 4-5-1) samt modet til at bevare bolden i visse faser under et mere aggressivt pres, hvor englænderne tidligere satte bolden på spil og satsede mere på tilfældigheder og duel-spil. Det er solide fremadrettede tendenser for engelsk fodbold, der (som ventet) røg tidligt ud og (som ventet) efterfølgende blev slagtet af både medier og hele fodboldverdenen efter nederlaget til Island.
Gary Cahill og Co. røg skamfuldt - og forventeligt - ud af EM. Foto: Getty Images/Anadolu Agency
Vi skal imidlertid huske på nuancerne, for havde Joe Hart reddet det ene islandske forsøg, så havde englænderne måske vundet kampen i forlænget spilletid, og så havde medierne vel skrevet om engelsk fodbolds genrejsning?
På den måde er den offentlige og mediernes evaluering af en cupturnering alt for sort-hvid og unuanceret. Det er mere interessant at foretage en større og mere dybdegående analyse for at kunne postulere, hvad udfordringerne er for engelsk fodbold. Jeg har indsamlet empiri ved årlige inspirationsture de seneste sæsoner til England, hvor jeg har besøgt adskillige klubber, akademier, trænere, netværk og gode venner i miljøet.
Jeg kunne reelt skrive en hel klumme om engelsk fodbold, men overordnet kan udfordringerne kortes ned til nedenstående headlines, der alle også har betydning for landsholdets manglende resultater:
- En isoleret ø-mentalitet (’vi opfandt fodbolden’) samt ingen engelske landsholdsspillere i udlandet
- Et ikke-detaljeorienteret fodboldsprog
- For dårligt uddannede trænere
- Ikke ’coachable’ spillere
- Rugby-kulturen og det fysiske fokus i det engelske mindset
England er som bekendt (snart mere end nogensinde) ikke rent geografisk en del af kontinentet og opholder man sig i en periode i England er det for eksempel markant, at Sky Sports oftest foretrækker at sende kampe fra The Championship frem for La Liga eller Bundesligaen. Jeg ved også fra spillere og trænere derovre, at de hellere følger de lavere engelske rækker end udenlandske ligaer, hvilket minimerer deres inspiration og taktiske indblik fra kontinentet. Det samme gør sig gældende, hvad angår engelske spillere i udlandet. Som journalisten Daniel Storey også for nyligt påpegede, så optrådte ingen engelske spillere ved dette EM, VM 2012 og EM 2010 i andre ligaer end i Premier League. Målmanden Fraser Forster spillede godt nok i skotske Celtic i 2012, men tendensen er alligevel voldsom, når du sammenligner med Tyskland, Frankrig eller Belgien.
Vidensniveauet i England er for lavt
Derudover, når man snakker fodbold med englændere rent taktisk, så slutter samtalen markant hurtigere end andre steder i Europa, for de bruger utroligt mange klicheer og har svært ved at fastholde sig i nørdede detaljer og faglige diskussioner. Det er på mange måder en overfladisk kultur, hvilket afspejler trænernes debatniveau.
Der er meget af den ungdomstræning og sågar 1. holdstræning i England, jeg har set derovre, der skriger til himlen og er lysår bagud. Jeg glemmer aldrig en dag i Leeds tilbage i 2012, hvor jeg så atleter (prøve at) spille fodbold, men der var ingen fodboldspillere på banen. Vidensniveauet er alt, alt for lavt blandt trænerne. Og tal fra UEFA understreger, at der ganske enkelt er klart færre engelske A- og Pro-trænere sammenlignet med Tyskland, Frankrig og Spanien. UEFA’s tal fra 2014 viser, at England havde 1.395 trænere med enten A- (næsthøjeste) eller Pro (højeste) træneruddannelse. Tyskland havde 6.934, Frankrig stod noteret for 3.308, mens Spanien var topscorer med 15.423. Det er landenes størrelser taget i betragtning samt betydningen af fodbold i landene helt vanvittige forskelle og underbygger også, hvorfor England er sakket langt bagud på den store scene.
En af de få engelske trænere i Premier League - Sam Allerdyce . fra denne sommers preseason-lejr med Sunderland. Foto: Getty Images/Ian Horrocks
Engelske spillere er oftest heller ikke vant til fra barnsben at blive uddannet i detaljer eller taktisk træning. Det meste træning er spil med et fysisk fokus, hvilket også hænger sammen med rugbykulturen og deres generelle mange fysiske sportsgrene, hvor børnene ofte prøver det hele blandt andet i PE (idræt i folkeskolen) og derfor er vant til, at sport primært er fysisk og uden alt for meget omtanke. Der er faktisk en stor andel af performance analytikere og dataspecialister ansat i de engelske klubber for at forbedre arbejdet med detaljegraden, men konverteringen til træningsbanen og trænerens forståelse og brug af detaljerne er fortsat ikke veludviklet på de britiske øer.
Jeg har observeret, set og hørt, hvordan engelske spillere kalder taktisk træning og detaljerede øvelser for ’bullocks’ og ’a f… waste of time’, fordi de ganske enkelt ikke er vant til det og derfor ikke forstår værdien af det. Det gør det yderst vanskeligt for udenlandske trænere at operere, hvilket er en af årsagerne til den hyppige import af udenlandske spillere, der passer bedre til de mange udenlandske træneres måde at tænke fodbold og arbejde på. Der er i skrivende stund fem engelske trænere i Premier League og 14 spanske trænere i La Liga. Det fortæller også en del om kvalitet og uddannelse.
Det engelske FA har som bekendt udarbejdet et nyt udviklingsprojekt, men de er oppe mod deres egen kultur og historie, og der skal et paradigmeskifte til, før vi vil se en forbedret udgave af engelske spillere og landshold.
Fremtidens fodbold
Jeg var i 1.0 inde på udviklingen af forskellige preshøjder og preslinjer som en generel taktisk tendens i fodboldspillet, og denne form for mangfoldige taktiske detaljer bliver i min verden også den vej, fodbold bevæger sig hen – både offensivt og defensivt.
Italien, med en fremragende taktiker i Antonio Conte, viste præcis den evne til at variere det defensive pres samt justere den offensive strategi. De valgte mod Spanien at prøve at kontrollere bolden og derigennem tempoet i spillet i lige så høj grad som spanierne (50-50 procent possession efter 63 minutter) og italienerne forsvarede sig kun dybere mod slutningen af kampen, mens Tyskland blev vurderet for stærke på bolden og rent konceptuelt af både Italien og Frankrig og derfor var gameplanen at stå dybere og agere mere på omstillinger for både Conte og Didier Deschamps.
Denne evne til at omstille sig uden at ændre ens koncept bliver mere og mere vital i moderne fodbold. En toptræner som Pep Guardiola elsker at kontrollere bolden – det er hans fodboldfilosofi, men han ændrer konstant på de offensive positioner og defensive systemer i henhold til modstanderen. Data viser, at mod højtpressende Bayer Leverkusen, så har han forberedt at spille tidligere i længderetningen, mens Werder Bremens dybe 4-4-2 skal åbnes via længere possession-faser og brug af en bred kant (asymmetrisk) og høje backs.
Josep Guardiola. Foto: Getty Images/Barrington Coombs
Det handler om at have et krystalklart koncept, men kunne justere dette til modstanderen – også i løbet af kampen.
Tyskland var det hold med de klart bedste positioner rent offensivt og mest tydelige løbe- og spilmønstre, men grundet manglende skarphed samt de tilfældigheder, der opstår og er en del af fodbold, så blev semifinalen endestationen for Löw og Co.
Et par illustrative eksempler fra semifinalen mod Frankrig var Jerome Boatengs lange crossbold fra sin højre forsvarsside direkte til den høje positionerede venstre back Jonas Hector. Det skete fire gange alene i første halvleg samt det dybe løb fra den centrale midtbane ved spil direkte i fødderne på den mellemhøjt positionerede højre back, Joshua Kimmich (skete tre gange i den første time).
Tydelige gennemarbejdede mønstre og løb finjusteret til at nedbryde en 4-4-2, hvilket Frankrig forsvarede i. Det er samtidig lettest at spille fodbold, vinde og få succes, hvis flest spillere ved, hvad hinanden tænker. Man siger oftest, at det tager 4-5 ens tanker på få sekunder at skabe en scoring. Derfor skal de ’collective moves’ – på dansk; de relationelle færdigheder på holdet være så gennemarbejdede og strukturerede som muligt for at minimere risikoen for tilfældigheder og held.
Ikke godkendt trænerarbejde i Belgien
Belgien er omvendt eksemplet på overhovedet ikke at have et gennemarbejdet koncept, og så får et hold problemer uagtet, at de har dygtige spillere og kan ramme modstanderne i visse perioder (omstillinger & standardsituationer). Belgierne lukrerede på individuelle færdigheder, held og tilfældigheder. Belgien scorede kun et eneste mål efter en possession-fase, hvilket er grotesk med det materiale og derfor ikke-godkendt trænerarbejde.
Fremtidens vinder i moderne fodbold bliver de trænere og hold, der evner at opbygge omskiftelige og justerbare koncepter både offensivt og defensivt. De forskellige preslinjer og preshøjder rent defensivt og gennemarbejdede mønstre og positioner i possession – tilpasset den enkelte modstander for at optimere chancen for succes igennem et koncept.
Ydermere vil konverteringen af data & statistik direkte til ens spilkoncept og som en integreret del af ens træning vokse markant. Jeg kan allerede fornemme en interesse og nysgerrighed fra flere og flere trænere, der gerne vil arbejde mere metodisk med dangerzone, zone 14, etc. og i fremtiden vil vi se fodbold blive mere videnskabeligt – på det taktiske plan – ligesom det allerede er på det fysiske plan.
Jeg var i december sidste år til møde hos Prozone i London med blandt andre den tidligere Tottenham- og Liverpool-sportsdirektør, Damien Comolli, hvor vi brainstormede og diskuterede emner som; hvordan måler vi mere præcist en træners arbejde? Og hvordan ser fremtidens rekruttering ud rent datamæssigt? Det var en utroligt spændende dialog og bekræftede mig kun i, at fremtidens fodbold er detaljer og detaljer – både på og udenfor banen. Specialisterne vil vinde indpas for at optimere detaljerne og give de sidste procenter.
Der bliver brug for flere analytiske eksperter med erfaring og metodik i at indsamle og dissekere data, og så er det en træners fornemste opgave at formå at konvertere tallene til daglige praksis, gøre dem relevante for spillerne og implementere data i både planlægning, udvikling, træning og kamp. Og alt sammen for at skabe et bedre produkt og nogle bedre kampe.
