EM's taktiske tendenser 1.0 - set af Mads Davidsen
Mads Davidsens første delanalyse fra EM 2016 viser, at flere og flere hold opererer med to preslinjer og derigennem stresser modstandernes rytme og flow samt, at det ikke er nødvendigt at have bolden for at vinde kampe - i en cupturnering
Af Mads Davidsen, træner i Shanghai sipg FC
Positioner kontra systemer
Medier, fans og fodboldobservatører elsker at diskutere systemer; 4-2-3-1, 4-3-3 eller 4-4-2.
Som træner interesserer det mig ikke. Vi skal altid huske på, at systemdebatten udelukkende er relateret til holdets defensive udgangspunkt (positionering uden bold). Groft skitseret, så betyder det, at hvis et hold spiller 4-4-2, så forsvarer de i en 4-4-2. Ikke andet.
De kan muligvis fortsat have to centralt positionerede angribere, når de er i possession, men det er en helt anden debat, hvor diskussionen i stedet bør handle om positioner på banen.
Hvilke positioner ønsker holdet udfyldt i possession? Og hvad er strategien på den sidste tredjedel af banen? – det, der oftest kaldes fase tre-spillet eller afslutningsspillet – hvordan har holdet arbejdet på og planlagt at score deres mål?
Systemmæssigt har jeg derfor kun analyseret holdets defensive pres- og erobringsspil for herigennem har systemet relevans i forhold til, hvor det første pres sættes ind og hvor mange spillere, der er i de forskellige kæder og linjer, etc.
Topfodbold kræver flere preslinjer
Der er en interessant tendens fra EM 2016, der har været gennemgående i flere år og sæsoner; flere og flere hold/lande opererer med to preslinjer og to forskellige pressystemer. Jeg blev selv opmærksom på scenariet for år tilbage, da jeg analyserede Carlo Ancelotti og så, hvordan han agerede med en høj 4-3-3 preslinje og en lavere 4-4-2 preslinje og hele tiden formåede at veksle mellem de to modeller, hvilket gør det sværere for modstanderen at finde rytme og de bedste løsninger.
Det er topfodbold i dag, at et hold ikke kan stille sig ned med en plan og et defensivt udtryk, men undervejs i kampene har arbejdet så grundigt med pressystemerne, at spillerne er trygge ved begge løsninger og derfor kan skifte udtryk og system.
Mod Rusland kopierede England deres semihøje preslinje fra venskabskampen mod Tyskland tilbage i marts måned, hvor de vendte midtbanetrekanten om og pressede bredt med de tre forreste angribere og samtidig skubbede de to centrale midtbanespillere op i midten og lukkede hullerne (lommerne) centralt på banen – det virker afstemt og fungerede mod russerne, ligesom det gjorde mod Tyskland. Når England går lavere, så ligner det mere en 4-5-1, hvor kanterne kommer ned (næsten) på linje med de tre midtbanespillere og presset indledes først omkring midten af banen, så Roy Hodgson har fået indarbejdet de to preslinjer ganske solidt.
Tjekkiet opererede kun med en meget lav preslinje mod Spanien, og jeg mener, at det er derfor, at de tabte kampen. Ikke 1-0-målet isoleret set, men Spanien fandt let rytme og flow, fordi de igennem samtlige 90 minutter mødte det samme pres og derfor skulle lede efter de samme åbninger, så de spanske spillere fik masser af repetitioner og derfor succes over tid.
Italienerne gik også højt ved eksempelvis målspark og andre standardsituationer, men lavere i åbent spil i deres 5-3-2, hvor alt er afstemt, og det er en fornøjelse at se, hvordan en tydelig struktur kan give så få chancer væk fra “dangerzones” (afslutninger i feltet/centralt foran målet) mod et af de, på papiret, bedste offensive hold i turneringen.
Vinder holdet med koncept eller gør ’kamæleonen’?
Det var en debat, vi senest havde på mit UEFA PRO-trænerhold gående på, om succes i moderne fodbold kræver et klart koncept eller om man fortsat kan vinde mere på at læse modstanderne, indstille egen gameplan efter modstanderne og skifte udtryk fra kamp til kamp.
I forhold til dette EM, så er det vitalt at forstå og anerkende forskellen på en ligaturnering og en cupturnering. Min påstand med statistisk evidens nedenfor er, at du ikke kan vinde en større liga gentagne gange (altså succes over tid) uden at have bolden mere end modstanderne. Possession er afgørende for, at du over tid får succes, hvis du vil vinde en ligaturnering. Når vi kigger på de bedste europæiske ligaer i denne sæson, så bakker statistikken op om det postulat:
FC Barcelona – 65%
Bayern München – 64%
Juventus – 56%
Paris SG – 62%
PSV Eindhoven – 57%
Undtagelsen er naturligvis Leicester City med 44% possession, men her skal sætningen “succes over tid” forstås. Fodbold er som en ”low-scoring” sport også begunstiget af held/tilfældigheder og overraskelser som Leicesters fantastiske sæson, men englænderne har ikke bygget et koncept, der kan vinde over tid, påstår jeg med ovenstående data som support. Derfor vil det altid være en fordel at have bolden mest, hvis du vil toppræstere i en ligaturnering.
I en cupturnering forholder det sig imidlertid anderledes. Der er færre kampe og ikke brug for samme kontrol og rytme for at vinde hver weekend som i en ligaturnering. Derfor kan ’kamæleonerne’ lettere få succes, og bolden bliver ikke længere et lige så afgørende middel - mod målet.
Når vi kigger på de første 12 kampe under EM 2016, så har holdene med mest possession i kampene kun vundet 6 ud af 12 kampe, så kun 50% af kampene er vundet med mest possession, mens 3 er endt uafgjort og 3 er tabt. Jeg har samme tydelige data fra min VM 2014-analyse, hvor under 50% af kampene blev vundet med mest possession.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at de fleste scoringer ved dette EM (12 ud af 22 – egne tal) i åbent spil er kreeret efter netop possession-faser og ikke enten direkte spil eller på hurtige omstillinger, hvilket ellers har været tendensen i fodbold, så dette er stadig et signal om, at du skal være rigtig god med bolden, hvis du vil score og i sidste ende vinde, hvilket er essensen ved spillet.
Spark fra distancen – og tab
I cupturneringer (og i fodbold generelt) er der en anden og ofte undervurderet nøgle til gode resultater og statistisk størst chance for succes.
Afslutninger i målfeltet kontra afslutninger udenfor feltet. Vi kan endda nørde det endnu mere og gå ned i “dangerzones” inde i feltet og opdele chancerne her, da omkring 80% af alle mål banalt sagt scores midt for målet, men i denne analyse har jeg kun sammenlignet data i form af afslutninger indenfor og udenfor feltet fra de første 12 kampe.
Og her tegnes der et klart billede af, at nøglen er at komme til de gode afslutningspositioner før der realistisk set kan scores. Flest afslutninger i målfeltet vinder nemlig kampe. Både ved VM 2014 og ved dette EM.
Det hold med flest afslutninger i feltet, altså hvor man statistisk har størst chance for at score, har vundet syv kampe og spillet tre uafgjort i de første 12 kampe - med andre ord kun en kamp uden point, hvis man skaber flest chancer i feltet. Ungarn er i øvrigt undtagelsen, da Østrig havde flest afslutninger i feltet, men Ungarn vandt som bekendt 2-0.
De mest markante forskelle har været i Kroatien – Tyrkiet, hvor kroaterne havde 15 afslutninger mod tre tyrkiske i felterne samt Spanien mod Tjekkiet, hvor der stod 11-3 i afslutninger i målfelterne.
Mine mest interessante data fra VM 2014 var afslutninger fra distancen og misforståelsen af, hvor ofte man scorer udenfor feltet. Der kan naturligvis være et strategisk/taktisk valg i at afslutte udenfor feltet, hvis enten planen er at undgå omstillinger imod og derfor komme på plads organisatorisk ved altid at få afsluttet et angreb eller for at ’lokke’ en lav preslinje/bagkæde længere frem på banen for at skabe plads til det dybe spil. Men sparker du for at score, så er chancen minimal.
Der har indtil videre været 146 afslutninger (egne tal) udenfor feltet og fire scoringer. Det giver en ’conversion rate’ på 36,5, så du skal med andre ord afslutte 36 gange før du scorer én gang.
Ydermere er to af scoringerne (af de fire) udenfor feltet direkte på frispark (Bale & Dier), hvilket er en standardsituation, hvor du kan indøve/træne dig til en større chance for at score. Derfor er den egentlige conversion rate i åbent spil endnu lavere, hvilket min data fra VM 2014 også viste med over 40 spark per mål udenfor feltet.
Hvorfor er dette overhovedet interessant? Det er rent taktisk og strategisk som træner vigtigt at forstå, hvor ’sjældent’ du reelt set nærmer dig modstandernes mål og derfor skal finde den bedst mulige løsning hver gang for at optimere chancen for at score.
Et professionelt fodboldhold vil i gennemsnit have 40-50 ’entries’ på banens sidste tredjedel (situationer, hvor du har chancen for at gå i afslutningsspil og dermed score mål) over 90 minutter, så mit (retoriske) spørgsmål er, hvorfor et hold ønsker at svække chancen for at score ved gentagende gange at sparke fra dårlige positioner udenfor feltet, når det statistisk set sjældent giver udbytte?
Hvis mit hold har 40 entries per kamp på banens sidste tredjedel, hvor vi kan score, så vil jeg helst ikke give 10-15 af dem væk ved at afslutte fra distancen. Så har vi endnu færre muligheder for at score og vinde kampen.
