Kapitel 3: De selvfede år - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Skribenten Casper Hindse begaver dig her med gennemgangen af det tyske landshold fra begyndelsen og frem til nu. Over fem kapitler fortæller han den fascinerende historie.

 

AF CASPER HINDSE

Intro

Tyskland har spillet bold op ad verdenshistorien, så langt tilbage man fodboldmæssigt kan huske i ”das Vaterland”.

Først nåede landet kun at spille kampe under FIFA fra 1904 til 1914, hvorefter 1. Verdenskrig skilte Tyskland fra resten af fodboldfællesskabet. I mellemkrigsårene levede landsholdet så en diffus tilværelse. Først i Weimar-republikkens spirende demokrati for så at overgå til at spille under nazistisk flag i 1930’erne. Efter 2. Verdenskrig gik der ikke lang tid, før Tyskland fik to landshold under Den Kolde Krig, og efter genforeningen i 1990 fremstod den tyske nation så pludselig som en decideret magtfaktor på fodboldverdenskortet. På trods af al denne turbulens er det tyske landshold resultatmæssigt verdens ubetinget mest succesfulde nogensinde. Holdets imponerende sejrsstatistikker er noget, enhver tysker med respekt for sig selv kan i søvne: Siden 1954 har Tyskland været i otte VM-finaler og vundet hele fire af dem. Derudover er det blevet til fem europamesterskabsfinaler, hvor tyskerne har sejret i tre.

På samme måde er det tyske folk enormt stolt af deres liga. Her er klubberne generelt sunde forretninger, hvor der skabes velstand og store fodboldoplevelser. Lige netop det skaber identitet, og derfor fyldes samtlige stadioner da også til randen med fans hver weekend.

Imidlertid er det nu landsholdet, der agerer samlingspunkt for de 80,2 millioner tyskere. Befolkningen har nemlig altid fulgt de 11 udvalgte med stor entusiasme. Selv i de seneste årtier hvor landsholdet har gennemgået en moderne fodboldkrise og ladet folket vente hele 18 år, førend den samlede tyske nation (endelig) kunne hæve en pokal mod himlen en sommeraften i Brasilien i 2014.

I dag er det tyske landshold faktisk så populært, at Boateng, Götze, Müller og træner ”Joggi” Löw er langt mere folkekære end den tyske nationalsang og sågar det tyske flag, der stort set kun blafrer, når fodboldlandsholdet klarer sig godt.

Dette er historien om et land, som lever og ånder gennem fodboldspillet. Dette er fortællingen om tysk fodbold, der mere end noget andet har afspejlet den tyske selvforståelse gennem verdenshistorien.

Fik du læst?

Kapitel 3: De selvfede år

Alle store fodboldnationer oplever at have en storhedstid. For tyskerne står 1970’erne som noget helt særligt. Her oplevede man pludselig, at hele verden kaldte ens hold for ”cool”. Årtiet har spøgt på landsholdet lige siden. Både på godt og på ondt.

Hvis der er noget, som den tyske fodboldidentitet består af, så er det grundighed (og efterhånden også nytænkning, kreativitet, forståelse, sammenhold og fascination). Det er nu ikke rigtig til at se på et bøfhuset i Moabit lige nord for den rige bydel Charlottenborg i Berlin. Her er folk nemlig ved at blive urolige. Den største favorit i ottendedelsfinalerne ved VM 2014 er uden tvivl Tyskland. Holdet møder de upåagtede fightere fra Algeriet, som de fleste nok havde forventet ville ende på sidstepladsen i deres gruppe, men algerierne er overraskende klar til tyskerne i ottendedelsfinalen. Det tyske hold er som forandret. De har underholdt i gruppespillet, men i første halvleg af ottendedelsfinalen er der hverken grundighed, kreativitet eller sammenhold. Algeriet er klart det bedste hold på banen, og de afrikanske spillere løber mere, tænker hurtigere og får gennem de første femogfyrre minutter mere og mere mod på tilværelsen.

I anden halvleg foretager træner Joggi Löw så de nødvendige udskiftninger. Ind med Schürrle og Khedira. Det tyske spil bliver mere roligt – men målsøgende bliver det ved Gud ikke!

”Det kan blive som i 1982, forbandende ’82,” næsten hulker en dame, der har hår som Marco Reus og muligvis er endnu mere kvæstet end den store tyske profil, som blev skadet kort før slutrunden. Damens kvæstelser er imidlertid nok mere indvortes end udvortes, og hun dulmer smerterne med en gigantisk fadøl.

Høje tanker

1982 var året, hvor tyskerne uden tvivl ville blive verdensmestre i Spanien. Holdet var stærkt besat med profiler som de erfarne Harald Schumacher, Karl-Heinz Rummenigge og Felix Magart samt de unge stortalenter Lothar Matthäus, Stephan Engels og Pierre Littbarski. Inden åbningskampen mod Algeriet, der var med til VM for første gang, valgte den tyske træner, Jupp Derwall, at meddele omverdenen, at tyskerne ikke havde set så meget om et eneste sekunds video af åbningsmodstanderen, og at han ville hoppe på det næste tog tilbage til München, hvis tyskerne tabte.

Da tyskerne havde tabt 2-1 til et kompakt algerisk mandskab, undlod Derwall imidlertid at søge mod hovedbanegården. I stedet flaskede tyskernes gruppe sig således, at en tysk sejr i sidste runde på 1-0 over Østrig ville sende begge lande videre fra gruppen – på bekostning af Algeriet. Så da den garvede forward Horst Hrubesch scorede til 1-0 for tyskerne efter 11 minutters spil, var de sidste små 80 minutter et studie i to hold, der bare skal have tiden til at gå. Tyskerne ville være videre som etter og østrigerne ville være videre fra en pulje, hvor de regerende tyske europamestre var med. Alle var glade. Undtagen Algeriet og de tyske medier, der kaldte kampen for usportslig og en større plet på tysk fodboldhistorie end nederlaget til netop Algeriet. Kritikken forstummede dog som turneringen skred frem, for tyskerne nåede nemlig helt til finalen på Santiago Bernabéu i Madrid, hvor Italien imidlertid sejrede med 3-1. Det var bestemt en streg i regningen for de sejrssikre tyskere, der ellers var kommet ud af 1970’erne med ubegribelig meget fodboldselvtillid.

Det store årti

Der findes tidsperioder, hvor man som fodboldfan husker et givent landshold. Tænk blot på den spanske verdensdominans fra 2008 til 2012. Mange vil nok nævne 1970’erne som årtiet, hvor Cruyff og Holland introducerede totalfodbolden (og nåede to VM-finaler). Alligevel er der resultat- og spillemæssigt ingen tvivl om, hvem der var det største hold i 1970’erne. Det var Vesttysklands årti.

Vesttyskland var i det hele taget blevet moderne. Willy Brandt var blevet kansler i 1969, og den fremsynede politiker spildte ikke tiden. Han åbnede op for Øst-politikken i et forsøg på at nærme sig den anden del af Tyskland, og samtidig blomstrede den tyske ungdom. De vesttyske unge opdagede de ”amerikanske lykkesagligheder” og begyndte at dyrke popstjerner, pop art og rockmusik. Den tyske hippiekultur fødtes hurtigt herefter, men i modsætning til, hvordan de fleste hippieorganisationer huskes den dag i dag, så var den tyske version tosset med fodbold. Det var simpelthen ”bred ymer” at se det tyske landshold, som også følte sig inspireret af tidens mere frie tøjler. De tyske spillere gik fra at være en flok kæmpende løver til at være fyldt med offensivt tænkende spillere, som eksempelvis den elegante Günter Netzer, der med sit lange halvfjerdsergarn og sine lette vendinger på midtbanen var som skabt til den nye kunstneriske, vesttyske tid. På samme måde var holdets træner Helmut Schön en fremsynet herre, der troede på individualisternes behov for at stråle på fodboldbanen. Nogle har nu i eftertiden påpeget, at Schön ikke havde andet valg, eftersom han havde ”kejseren” Franz Beckenbauer på holdkortet. Beckenbauer var ubestridt 1970’ernes største ikon i Tyskland. Både på og udenfor fodboldbanen. Hans popularitet var enorm og hans liberospil så elegant, teknisk og forudseende, at både kvinder og mænd faldt i svime. Beckenbauer var stjernen i Bayern München, Günther Netzer var stjernen i Borussia Mönchengladbach, og det tyske 70’er-landshold var netop bygget op omkring spillere fra disse to klubber, som også dominerende den europæiske klubfodbold årtiet igennem.

Århundredets kamp

Foran 102.444 tilskuere i Mexico City udspandt sig 17. juni 1970 en begivenhed, som 37 år senere – altså i 2007 – ved en stor kåring fik tildelt titlen som ”Århundredets fodboldkamp”. VM-semifinalen mellem Tyskland og Italien. Da Franz Beckenbauer blev spurgt om, hvordan det var, at have spillet med i en så ærefuld match, svarede han:

”Det, folk glemmer, er, hvor ordinære de første 90 minutter var. Det var de 30 minutters forlænget spilletid, der var så ekstraordinære.”

Og ordinære var de første 90 minutter ganske rigtigt. Inter-spilleren Roberto Boninsegna – som mest af alt lignede en bokser med for langt hår – spillede efter otte minutter et-to med Gigi Riva, der i øvrigt lignede enhver pizzabagers søn. De to var imidlertid klasseforwards på et italienske landshold, og Boninsegna havde intet besvær med at uppercutte klatten forbi Sepp Maier i det tyske mål. Og så gik der ellers italiensk 70’er-bold i den. De azurblå trøjer samlede sig om eget felt og forsøgte at køre en sikker 1-0-sejr hjem.

Men, men, men… Tyskerne skal man ikke forsvare en etmålsføring imod, og særligt i anden halvleg kastede Beckenbauers tropper alt frem, for at få udlignet. Kampen var til tider decideret uskøn. Alt sammen eksemplificeret ved den tackling, der skulle have givet straffespark, og som sendte Beckenbauer til tælling i feltet. Dommeren skønnede dog, at forseelsen var påbegyndt udenfor boksen, men lige lidt hjalp det på Beckenbauers skulder. Den var revet af led under overfaldet, og hvad værre var: Tyskerne havde brugt deres udskiftninger. Så hvad gør en ægte kejser? Han beder om at få tapet skulderen op og fortsætter så med armen klistret til trøjen.

Vilje og blottelser

En sådan jernvilje kunne italienerne ikke stå imod, og med kun et minut tilbage af kampen, kom det tyske mål, som hele affæren så inderligt havde manglet. Jürgen Grabowski – manden med det tykkeste overskæg nord for alperne – havde hele kampen igennem slået indlæg på indlæg og serviceret sit angreb med al den magi, nogen kunne bede om. I et sidste desperat forsøg kylede Grabowski bolden ind i det summende straffesparksfelt og der dukkede den i kampen ellers ret anonyme og klejne tyske back Karl-Heinz Schnellinger op. Med en Jon Dahl’sk inderside gjorde han det til den ordinære kamps slutresultat. 1-1.

At det netop var Schnellinger, der udlignede, var i sig selv bemærkelsesværdigt, fordi den tyske forsvarsspiller nåede at spille mere end 280 klubkampe i den italienske Serie A for henholdsvis Montova, Roma og AC Milan, og tyskerne startede nu den forlængede spilletid overlegent. Angrebene buldrede ned mod det italienske mål, og der skulle kun gå fire minutter, før Gerd Müller efter et hjørnespark udnyttede en forsvarsfejl i det azurblå panser til at bringe vesttyskerne foran med 2-1. Italienerne svajede. Uppercutten fra Boninsegna i første halvleg var nu blevet til 12 omgange i helvede for det italienske forsvar, som konstant havde haft paraderne oppe, men nu måtte forsøge at komme ud og angribe igen. Og som det er i boksning, skal der også i fodbold kun én enkelt blottelse til, før modstanderen er tilbage. Sådan en blottelse sørgede indskiftede Siegfried Held for, da han efter et ufarligt italiensk hjørnespark efter 98 minutter forsøgte at brysttæmme bolden i eget felt, men tabte et skridt og dermed efterlod den italienske sweeper Burgnich alene med målet og en 2-2-udligning.

Det halve bundesrige

Og så kom der ellers for alvor gang i kampen! Tyskerne jagtede og italienerne lurede. Det var lureren, der slog til næste gang. Med en soloaktion fra pizzabagersøn-look-a-liken Riva blev det tyske forsvar splittet ad. Riva modtog bolden i luften på kanten af feltet. Han fik tæmmet den og noterede sig, at det var Schnellinger, som gik imod ham. Fra deres dueller i Serie A, hvor Rivas Cagliari og Schnellingers AC Milan ofte krydsede drabelige klinger, vidste Riva, at Schnellinger ofte gik hårdt på manden og gerne i glidende tacklinger. Derfor fintede forwarden et skud, som straks fik Schnellinger til at gå fremad, men Riva trak modsat tyskerens støtteben og havde dermed frit, fladt skud mod det tyske mål fra kanten af feltet. 3-2 og pause.

Beckenbauer og anfører Uwe Seeler fik kaldt til kort tysk samling mellem de to ekstra spilperioder, og vesttyskerne fortsatte deres pres med fornyet styrke i anden del af den forlængede spilletid. Det gav pote ved endnu et hjørnespark. Seeler fik pandet et ellers træt sparket hjørne til bagerste stolpe, og her dukkede turneringens topscorer Müller igen op og nettede for 10. gang under slutrunden. Men den tyske jubel varede kun i rundt regnet 60 sekunder. For kort efter at bolden var givet op igen, rundede den boksende Boninsegna hele den tyske, tyndslidte venstreside og serverede en sukkerbold for den indskiftede midtbanespiller Rivera, der let kunne støde kuglen i kassen. Tyskland var knockoutet, men Franz Beckenbauer blev symbolet på det moderne Tyskland: En elegant kæmpe, der fightede – selv med skulderen vredet af led. Det tyske landshold blev samtidig både nationalt og internationalt anset som sympatisk. Nok var det italienerne, der var videre til finalen, men det var tyskerne, der løb med roserne. Tyskland var blevet et seværdigt hold på elegant fodbold og et halsbrækkende, offensivt vovemod. At holdet så to år efter blev europamester og yderligere to år senere verdensmester, gjorde bestemt ikke glæden mindre. Til gengæld var netop dette verdensmesterskab også det første (og eneste) Østtyskland deltog ved, hvilket mindede verdenen om, at det altså kun var det halve tyske bundesrige, der jublede, når Beckenbauer og co. tryllede.

Ekstase og mangoshots

”Han sagde det, ham deres træner,” mumler en mand i midten af fyrrene, som har ladet halvdelen af sin bøf ligge ensomt tilbage på tallerknen i bøfhuset i Moabit:

”De har ikke glemt det!”

Hans nørdede søn med børnebriller nikker på den måde, som folk nikker på, når de ikke aner, hvad deres venner taler om. Men det, der tales om, er Algeriets træner, som inden kampen mod Tyskland ved VM 2014 i Brasilien kommenterede på den tyske træner Joachim Löws udtalelser om, at VM i 1982 for længst er glemt.

”Vi har ikke glemt det,” sagde den iltre Halilhodzic. En bosnier, som i øvrigt var reserve på det jugoslaviske hold i 1982. Det er også stemningen fra dengang, der præger bøfhuset lidt før midnat. Er selvfedmen indtruffet som i 1982? Har tyskerne endnu engang undervurderet Algeriet, og kan det denne gang koste avancementet til kvartfinalen?

”Alt kan ske, hvis det bliver straffespark,” hyler den Marco Reus-lignende madamme fra sin bås:

”ALT… KAN… SKE.”

Men alt sker ikke. Alligevel sker der dog lidt. Efter 92 minutter – altså to minutter inde i den forlængede spilletid – dukker André Schürrle op og lægger bolden frækt forbi den algeriske målmand, ved at sparke bagom sit eget støtteben med hælen. Og da Özil lukker kampen i sidste minut af den forlængede spilletid efter en flippermaskinelignende boldomgang i Algeriets målfelt, er det vist kun målmand Manuel Neuers ærekærhed, der bliver ramt, da Djabou reducerer med et af kampens sidste spark, for kort efter at lade bøfhuset i Moabit bryde ud i ekstase. Tjenerne serverer mangoshots på husets regning, og disse shots bliver nedsvælget i en kæmpe tysk fælles-prost. Kort efter vender Reus-kvinden sig om:

”Det gik ikke som i 1982, og så har man vel stadig lov til at mene, at man er cool,” siger hun og glor ud i luften, som om den er lavet af guld.

Fik du læst?