Kapitel 5: Stålunionen - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede
Skribenten Casper Hindse begaver dig her med gennemgangen af det tyske landshold fra begyndelsen og frem til nu. Over fem kapitler fortæller han den fascinerende historie.
AF CASPER HINDSE
Intro
Tyskland har spillet bold op ad verdenshistorien, så langt tilbage man fodboldmæssigt kan huske i ”das Vaterland”.
Først nåede landet kun at spille kampe under FIFA fra 1904 til 1914, hvorefter 1. Verdenskrig skilte Tyskland fra resten af fodboldfællesskabet. I mellemkrigsårene levede landsholdet så en diffus tilværelse. Først i Weimar-republikkens spirende demokrati for så at overgå til at spille under nazistisk flag i 1930’erne. Efter 2. Verdenskrig gik der ikke lang tid, før Tyskland fik to landshold under Den Kolde Krig, og efter genforeningen i 1990 fremstod den tyske nation så pludselig som en decideret magtfaktor på fodboldverdenskortet. På trods af al denne turbulens er det tyske landshold resultatmæssigt verdens ubetinget mest succesfulde nogensinde. Holdets imponerende sejrsstatistikker er noget, enhver tysker med respekt for sig selv kan i søvne: Siden 1954 har Tyskland været i otte VM-finaler og vundet hele fire af dem. Derudover er det blevet til fem europamesterskabsfinaler, hvor tyskerne har sejret i tre.
På samme måde er det tyske folk enormt stolt af deres liga. Her er klubberne generelt sunde forretninger, hvor der skabes velstand og store fodboldoplevelser. Lige netop det skaber identitet, og derfor fyldes samtlige stadioner da også til randen med fans hver weekend.
Imidlertid er det nu landsholdet, der agerer samlingspunkt for de 80,2 millioner tyskere. Befolkningen har nemlig altid fulgt de 11 udvalgte med stor entusiasme. Selv i de seneste årtier hvor landsholdet har gennemgået en moderne fodboldkrise og ladet folket vente hele 18 år, førend den samlede tyske nation (endelig) kunne hæve en pokal mod himlen en sommeraften i Brasilien i 2014.
I dag er det tyske landshold faktisk så populært, at Boateng, Götze, Müller og træner ”Joggi” Löw er langt mere folkekære end den tyske nationalsang og sågar det tyske flag, der stort set kun blafrer, når fodboldlandsholdet klarer sig godt.
Dette er historien om et land, som lever og ånder gennem fodboldspillet. Dette er fortællingen om tysk fodbold, der mere end noget andet har afspejlet den tyske selvforståelse gennem verdenshistorien.
Fik du læst?
Kapitel 5: Stålunionen
Det tyske fodboldlandshold har ageret nationalt samlingspunkt for den tyske befolkning, som intet andet. Landsholdet er blevet et sindbillede på nationen på godt og ondt, og samtidig er Bundesligaen blev én af verdens stærkeste. For selvom landsholdet er ét af verdens bedste, banker de tyske hjerter mest lokalt.
Mindre end en måned efter Mario Götzes finaleperle på Maracana, der sikrede tyskerne det fjerde verdensmesterskab, spiller 1. FC Union Berlin sæsonens første hjemmekamp på stadionet Alten Försterei i 2. Bundesliga. Aftenens modstander er Fortuna Düsseldorf, men stemningen er nu altid den samme, uanset hvem der kigger forbi den berlinske grønsvær. Lydniveauet er nemlig kolossalt, og topper med længder hvilken som helst Superligakamp. Længe inden kampstart er plastikkrusene blevet tømt og fyldt mange gange, og ikke én eneste har ladet den røde Eisern-trøje blive hjemme. Det er fansene selv, der ejer klubben. Ved en stor aktie-emission i 2012 købte ikke færre end 5500 tilhængere sig ind i klubben og viste dermed, hvor nært ”Union” står deres hjerter. De billigste aktier kostede små 4000 kroner. I modsætning til landsholdet – som er alle tyskeres – så er ”Eisern Union” de lokales hold. Det, de taler om, når landsholdet ikke er i centrum. Tyskland er normalt bare noget man siger, ikke noget man sådan render rundt og flager med i utide. Alligevel kører snakken på stadion stadig i ny og næ om verdensmesterskabet. ”Det var tiltrængt” er en sætning, der går igen og igen, og med det menes der, at en tysk bølgedal ser ud til at være afsluttet. En ny (selvovervurderende) kan måske begynde.
Nye takter
Efter mildest talt ydmygende resultater i starten af årtusindet gjorde Jürgen Klinsmann og Joachim Löw op med den tyske spillestil, da de trådte til frem mod VM-slutrunden på hjemmebane i 2006. En spillestil, som fra slutningen af 1980’erne og gennem 1990’erne havde fokuseret på resultater frem for på fejende flot fodbold. Væk var den fremadstormende Beckenbauer-mentalitet, som havde lagt verden ned i 1970’erne, og ind var kommet en resultatorienteret tilgang, der blev skabt, da Tyskland tabte både VM-finalerne i 1982 og 1986 – og på hjemmebane ved EM i 1988 i store perioder blev udstillet af de senere europamestre fra totalfodboldens hjemland, Holland. Det kunne ganske enkelt ikke blive ved med at gå med turneringer uden tysk sejrssødme, og det vidste holdets træner, kejseren Franz Beckenbauer – der efter sit karrierestop straks var blevet udnævnt til landstræner.
Derfor sadlede den tidligere så elegante Beckenbauer om ved at finde inspiration i en anden national frontfigur - Helmut Kohl. Man kunne begynde mange steder, når man skal sige noget om den tyske bundeskansler Kohl, som styrede Vesttyskland fra 1982 og 16 år frem, men lad os vælge dette: Kohl havde afgørende indflydelse på genforeningen af de to Tysklande i 1990, for derefter ihærdigt at forsøge en mental samling af Øst og Vest indtil 1998, hvor kansleren var så metaltræt, at han mistede magten. Indtil da var fortællingen om Helmut Kohl imidlertid en succeshistorie. Kohl var en mand, der i det små skabte store fremskridt mod en ny og mindre usikker verden midt i Europa. Mange kritiserede ham for at mangle politiske visioner, men det var netop dette – succesen og de ikke alt for vilde visioner – Beckenbauer tog til sig, da han efter 1988-fadæsen på hjemmebane, skulle finde sit holds stil frem mod VM i Italien i 1990.
Alle mand bag bolden
Beckenbauer gjorde tyskerne langt mere defensivt orienterede og ned gennem rækkerne i fodboldforbundet blev forsvaret således grundstenen i de fleste klubber. Det virkede. Tyskland blev verdensmester i 1990 i Italien i det, der er blevet kaldt for den kedeligste VM-slutrunde nogensinde. Men det var ændringerne i det små – den mere defensive tilgang til tingene – som gjorde Beckenbauer til helten, der havde hjemført verdensmesterskabet, og tyskerne brokkede sig bestemt ikke over sejren. Landsholdet afspejlede således den tyske samfundsopfattelse: Det handler om succes. Visioner kan være fine, men det er resultaterne, der tæller. Da tyskerne tabte EM-finalen to år senere til et upåagtet dansk feriehold, fik Berti Vogts (Beckenbauers gamle 1970’er-landsholdsmedspiller og landstræner efter kejseren) kritik for ikke at kunne sætte sit hold op til succes. Alt dette var dog glemt i 1996, da tyskerne igen kunne hyldes som mestre. Denne gang på Wembley, hvor holdet havde kedet en hel fodboldverden turneringen igennem, for til sidst at slå Tjekkiet på verdenshistoriens første Golden Goal i EM-finalen. Helmut Kohl kom i omklædningsrummet efter kampen og definerede med en enkelt sætning, hvordan hele den tyske mentalitet op gennem firserne og halvfemserne var gået kreativt i stå: ”Det er ikke vigtigt, hvordan man vinder, men det er vigtigt, at man vinder,” sagde Kohl. De ord kom til at sætte hele den tyske fodboldudvikling på standby.
Nye toner
Op gennem 1980’ernes yuppie-tid blev der tilført store penge til fodbolden, fordi sporten var blevet et oplevelsesprodukt som så meget andet. Denne tendens eskalerede kun yderligere, da de økonomiske tider blev mere og mere gunstige i 1990’erne. Fodboldsporten var blevet en forretning med forskudte kampe på grund af tv-rettigheder. Mercedes kastede et uhørt stort sponsorat i tysk fodbold i midten af 1990’erne, og på den måde blev det tyske spil endnu mere lig med samfundet: Det var effektivt, strømlinet og succesfuldt.
Imidlertid kunne dette ikke blive ved. For hvis man skaber succes med kedsomhed, så er der pludselig nogle frække drenge i klassen, der vil noget andet. Og en sådan fræk dreng havde tyskerne haft på både deres verdensmesterhold i 1990 og europamesterhold i 1996. Angriber Jürgen Klinsmann slog gang på gang offentligt på fodboldstortromme for, at tyskerne skulle spille mere attraktivt. Dette intensiveredes, da ”Klinsi” stoppede sin aktive landsholdkarriere i 1998, og ordene viste sig at vække genklang, fordi tyskerne i netop 1998 blev ydmyget 3-0 i VM-kvartfinalen af Davor Suker og Kroatien. I 2000 røg tyskerne så ud på røv og albuer ved EM i Holland/Belgien efter en uafgjort med Rumænien, et nederlag til England og til sidst en ordentligt lussing fra Portugal. Ingen forventede noget af mandskabet til VM 2002 i Japan og Sydkorea, men med lodder og trisser gik holdet i finalen, hvor Brasilien imidlertid var for barsk en modstander. Barske var de tyske medier også ved landsholdet. Overordnet set var de stolte af holdets fighterhjerte, men det havde ikke klædt fodbolden som helhed, hvis Tyskland var blevet verdensmester, lød konklusionen.
Klinsi-æraen
I en stor nations selvforståelse er pindsvinefodbold uden resultater utilgiveligt, og derfor handlede det tyske fodboldforbund også prompte, da det stod klart, at VM 2002 var en enlig svale. Ved EM 2004 i Portugal røg Tyskland ud af slutrunden i den indledende gruppe efter blandt andet at have spillet 0-0 mod Letland. Jürgen Klinsmann blev ny landstræner, og han trak sportspsykologer, videnskabsfolk, fysiologer og yoga-instruktører med ind i trænerstaben. ”Klinsi” fik forskere fra det anerkendte universitet i Køln til at udregne modeller for moderne fodbold, og han ansatte folk til at skrive baggrundsportrætter af de spillere, det tyske hold skulle møde. Var modstanderens spillere måske socialt engagerede uden for sporten, eller havde de måske mentale problemer på deres klubhold? Klinsmann var detaljerytter, og han kom hurtigt frem til, at moderne fodbold skulle være boldbesiddende og kvikt, men aldrig kun boldflyttende. Dét var effektiv oplevelsesindustri, og spillet skulle gå stærkt, når man havde bolden.
Forskningen gav resultater – især mentalt. Ved VM 2006 i Tyskland blev hjemmeholdet hurtigt verdens kæledægger. 1970’erne var tilbage, og tyskerne spillede fremadrettet, målsøgende og med masser af individuel kvalitet. Folk som Schweinsteiger, Lahm og Klose fik deres helt store gennembrud, og bag succesen (og et lidt uheldigt exit i semifinalen mod Italien) lå en udregning af, hvor længe hver spiller kunne tillade sig at have boldkontakt. Klinsmann indprentede således hos sine spillere, at ingen måtte have bolden i mere end tre sekunder, førend den var sendt videre.
Op i tempo
Siden Klinsmanns indtog er tyskerne blevet dét hold, mange kigger efter. At tiki-taka kom i vejen for den totale verdensdominans, har ikke kunnet stoppe den tyske fodboldselvforståelses opstigen mod tinderne. Holdet har de seneste ti år afspejlet, hvordan mange økonomiske rapporter har beskrevet det tyske arbejdsmarked siden årtusindeskiftet: Nyudviklende, samarbejdende og med individuel kvalitet. I 2006 overtog Klinsmanns assistent Joachim Löw holdet. Der kom nu ikke meget nyt under solen af den grund. Blot endnu mere grundighed. Löw fik sat tempoet yderligere i vejret, så en tysk landsholdsspiller i dag har et gennemsnit på 1,2 sekund fra han modtager bolden til han sender den videre, når spillet flyder. Löw insisterer på, at hvis tempoet holdes så højt som muligt, så sætter man de fleste modstandere skakmat fra første sekund.
Ved VM i 2014 ville tyskerne kun have bolden, hvis det gavnede dem. Hvis det ikke gjorde, afleverede de den nærmest hellere til modstanderen og løb så bare fra dem, når chancen opstod. Et godt eksempel på det er, hvordan tyskerne på få ekstremt effektive minutter i semifinalen mod værtsnationen Brasilien afgjorde kampen ved at skrue afleveringshastigheden i vejret, for så at lade Brasilien få bolden og derefter løbe hen over dem i resten af kampen. Brasilien havde bolden i 52 % af tiden – men tabte 1-7 til tyskerne. I finalen mod Argentina kunne Löw og co. så godt se, at argentinerne havde noteret sig brasilianernes semifinalefejl, og derfor lod de tyskerne have bolden. Hvad gjorde Löw? Han lod afleveringerne køre hurtigt kampen igennem. Tyskerne havde 62 % af boldbesiddelsen og endte med at stikke af fra et dødtræt argentinsk forsvar og score sejrsmålet.
Altså er det tyske landshold i dag langt mere omstillingsparat end tidligere. Sådan ser den tyske befolkning også på deres land. I efterveerne fra en global finanskrise fremhæves Tyskland som Europas lokomotiv. Det var nok mere, end nogen havde turdet drømme om efter 2. Verdenskrig.
Sund forretning
Det tyske lokomotiv kører også hurtigst, når det kommer til at møde op på stadion og se fodbold. Mange vil gerne opleve landsholdet, men bestemt også de tyske klubber. Rundt omkring i resten af verden er den tyske Bundesliga samtidig blevet forbillede for, hvordan man skaber en bæredygtig fodboldøkonomi. Bundesligaen er en liga, hvor der er plads til alle. Overklassen, middelklassen, den kreative klasse og arbejderklassen. Et ganske tydeligt eksempel på dette er, at et gennemsnitligt sæsonkort i Premier League er fem gange så dyrt som et sæsonkort i Bundesligaen. Samtidig er de engelske tv-aftaler mere end tre gange så meget værd som de tyske. At det forholder sådan, er ganske naturligt, for i Tyskland er spillet hovedsageligt forbeholdt alle dem, der vælger at tage på stadion. Lige netop dér skal en bæredygtig fodboldøkonomi skabes. Eller som daværende Bayern München-formand Uli Hoeness udtrykte det i 2013:
”Vi mener ikke, at vores fans er køer, så vi skal ikke malke dem. Fodbold skal være for alle.”
Set i den kontekst er det også interessant, at når Financial Fair Play igen og igen diskuteres, så går de tyske klubber fri. Her er ikke noget at komme efter, fordi fodbold ikke er for dem med alle pengene. Pengene genereres, fordi der er kunder i butikken. Det er det, man kalder sund forretning.
Selvforståelsens højborg
Hvor Bundesligaen er den velfungerende buldrende kapitalisme (der i modsætning til klubber ejet af sheiker, oliestater og banker generer flotte regnskaber), så er VM og EM en mere feudal størrelse. En samfundsorden og et nationalt kick til selvforståelsen. Det, der binder nationer sammen om deres 11 udvalgte.
Alt dette er der imidlertid ikke mange, der skænker en tanke på Alten Försterei, da 1. FC Union Berlin i midten af anden halvleg udligner mod favoritterne fra Fortuna Düsseldorf på et mindre kludemål. Stadion bryder ud i total jubel. Folk danser rundt imellem hinanden på ståpladserne og plastikkrusene svæver rundt mellem tribunerne. På Alten Försterei er trefjerdele af stadion stadig forbeholdt det stående folk – man er vel fra arbejderklassen.
Det er fodboldspillere i Tyskland til gengæld ikke længere. I dag tjener stjernerne nemlig mere end nogensinde, men her i 2. Bundesliga er der stadig en tiltro til sporten som sport og ikke som noget (alt for) kommercielt. Her bryder man sig ikke om fodbold som en del af oplevelsesindustrien, men ser egentlig mere spillet som en messende religion, hvor man møder op og går til alters – og i ølvognen – hver weekend. Det er arbejderklassetraditioner kombineret med det moderne setup, som findes omkring enhver professionel tysk fodboldkamp. Selvom man også her på stadion elsker Özil, Boateng, Neuer og Löw, så er VM og EM nærmere en lækker aperitif i sommervarmen, inden ”Union” starter op igen. Slutrunder giver national selvforståelse, Union giver identitet.
”Det er mit hold, der laver sådan nogen mål,” jubler en svedig truckertype og krammer sin kone, mens øllen løber ned ad hans arm.
Foto: AMA/Corbis via Getty Images
Fik du læst?
