Vores udsendelser

Her på Mediano udgiver vi omkring 10 udsendelser om ugen.
Men det handler ikke så meget om mængde. Det handler om at gå i dybden.

Vi giver os tid. Tid til at analysere, forklare og udfolde spillet, historien og konteksten. Det er ikke et mål i sig selv at være først. Vi vil til gengæld være dem, der er grundige og giver vores lyttere noget, der rækker ud over det næste resultat.

På denne side kan du få et overblik over de udsendelser og formater, vi udgiver. Nogle udsendelser udkommer fast hver uge. Andre en gang om måneden. Et par stykker når det passer ind.

Noget er frit tilgængeligt, men det meste er for dem, der støtter vores arbejde gennem Støt Mediano.

Her kan du læse mere om de enkelte udsendelser og se, om der ikke også er noget for dig i vores univers. Du kan også læse mere om vores eksperter og værter bag udsendelserne her.


Mediano Superliga

Vores mest populære udsendelse. Mediano Superliga er din gennemgang af runden i Superligaen med et dybdegående fokus på den taktiske og spilmæssige udvikling, men lige så meget på de store overskrifter og samtaler, der præger vores allesammens liga. Et fast ugentligt holdepunkt for os og tusindevis af lyttere.
Gratis tilgængelig.

Max Mediano

Med Max Mediano får du den ultimative, ugentlige opsummering fra den internationale fodboldscene. Vi har det store overblik over Europas største ligaer og præsenterer dig for de mest væsentlige analyser, overraskelser og historier. Det er Medianos sædvanlige dybde, samlet i et fast format, så du altid er på forkant med den internationale topfodbold.
Gratis tilgængelig.

Mediano PL

Et must-have for danske fans af Premier League. Hver uge dækker vi både spillet på banen og alle de betydningsfulde historier, der konstant former verdens mest populære liga. Vores eksperter tager dig med ind i den taktiske udvikling, ser nærmere på de store præstationer og diskuterer de samtaler, der definerer Premier League.
Gratis tilgængelig.

Superliga Preview

Din faste optakt til runden i Danmarks bedste fodboldrække. Vi klæder dig på til weekendens kampe med grundige analyser af holdenes form, de taktiske forventninger og de afgørende dueller på banen. Nogle af Danmarks førende eksperter leverer indsigter i de store spørgsmål, der kan definere weekendens opgør i Superligaen.
Kun i Støt Mediano.

Klub Mediano

Et af vores dedikerede flagskibsformater for medlemmer af Støt Mediano. Her åbner vi dørene til de mest interessante fortællinger og analyser fra den danske topfodbold. Vi går tæt på klubberne, trænerne og spillerne med interviews og analyser, du ikke finder andre steder. Med Klub Mediano kommer du helt ind i kernen af klubbernes og aktørernes arbejde.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Landshold

Få det nuancerede blik på det danske herrelandshold. Vi analyserer Danmarks kampe og forberedelser, når landsholdet er i aktion. Vores eksperter kigger skarpt på de individuelle præstationer, analyserer de taktiske dispositioner og udforsker truppens sammensætning. Vi griber både følelserne fra de store præstationer og de største skuffelser, vi oplever med det danske landshold.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Breaking

Følg de store bevægelser i fodboldverdenen. Vi er din hurtige, men grundige stemme, når nyhederne om transfers, fyringer og rokader bryder. Vi ved ikke, hvornår det sker, men vi er altid klar til at hoppe i studiet. Det er her, du får vores eksperters skarpe blik på de afgørende nyheder i både ind- og udland.
Kun i Støt Mediano.

Fodbold var bedre i 90’erne

Velkommen til Medianos nostalgiske hjørne. Dette er din skattekiste af fortællinger fra en svunden tid. Sebastian, Kenneth og Karsten fortæller udvalgte beretninger om uforglemmelige kampe, skelsættende transfers eller meget andet fra en æra, hvor fodbolden bare var bedre. Det er altid hyggeligt og underholdende, og der er rigelig plads til en snak om film, musik eller hvad der ellers falder drengene ind. Kort sagt: Det er good stuff.
Kun i Støt Mediano.

Fredagsfrokosten

Her samles vi hver måned rundt om bordet til en fodbolddraft. Fredagsfrokosten er et eksklusivt format, hvor vi samler et panel af fodboldeksperter til en unik fodbolddiskussion. Her drafter vi hver et hold baseret på forskellige skæve, sjove eller specielle præmisser. Det er en uformel snak om fodbold, hvor argumenterne flyver, men altid med plads til grin, god stemning og overraskende valg.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Serie A

Calcio! Din adgang til dramaet, skønheden og galskaben i italiensk fodbold. Vi følger Serie A tæt helt fra jubelscener til krisestemning. Vi kommer helt ind under huden på taktik, temperament og traditioner, når vi dykker ned i de største historier, de mindste detaljer og alt det midt imellem fra Støvlelandet.
Kun i Støt Mediano.

Mediano 1. Division

Vi tager dig tæt på kampen om oprykning og nedrykning i Danmarks næstbedste fodboldrække. Vi følger de største talenter, den taktiske udvikling og de spændende historier, der udfolder sig i 1. Division. Få dybdegående analyser af holdene, profilerne og spillet, der former morgendagens Superliga-hold. Dette er din uundværlige guide til en liga, der sprudler af potentiale.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Business

Dette er formatet, hvor vi ser på fodbolden som forretning. Her handler det ikke så meget om boldbesiddelse og expected goals men om klubbernes regnskaber, strategier og de økonomiske mekanismer bag spillet. Med afsæt i den danske fodboldverden og med perspektiver fra resten af Europa dykker vi ned i tallene, beslutningerne og konsekvenserne.
Kun i Støt Mediano.

Mediano La Liga

¡Vamos! Her ser vi nærmere på en liga, hvor teknikken er høj, og fortællingerne uden for banen aldrig mangler. Vi stiller skarpt på spillet, trænerne og skandalerne der altid lurer. Det hele med blik for både mastodonterne i toppen og de mindre klubber i bunden. Et format med dybde og kontekst til en af verdens mest traditionsrige ligaer.
Kun i Støt Mediano.

Bold & Bøger

Bold & Bøger er stedet, hvor vi tager fodbolden med ind i læsekrogen. Her mødes Martin Davidsen og Sebastian Stanbury om sportsbøger, der gør indtryk og taler om udvalgte sætninger, stemninger og historier, der bliver hængende.
Det er en månedlig samtale om læseglæde, fodboldkultur og det skrevne ord.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Bundesliga

Auf geht’s! Her stiller vi skarpt på en liga med højt tempo, stærke traditioner og en af Europas mest passionerede fodboldkulturer. Mediano Bundesliga dykker ned i de taktiske tendenser, profilerne og fortællingerne fra den tyske topfodbold. Vi har fokus på både de store klubber, de danske islæt og det, der rører sig bag kulisserne.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Garra

Garra, pasión og fodbold med følelserne uden på trøjen. Her dykker Jonas Schwartz ned i spillet og historierne fra et kontinent, der former verdensstjerner og følelser i lige store doser. Vi stiller skarpt på ligaerne og logikken bag galskaben og bringer dig tættere på den fodboldkultur, der har præget spillet globalt i årtier.
Kun i Støt Mediano.

Superliga Special

Superliga Special er Medianos reaktion på Superligaopgør, der ikke spilles om søndagen. Vi er på pletten med analyser af midtugekampe, lørdagskampe og andre opgør, der kræver et hurtigt og grundigt blik. Når noget rører sig i ligaen, følger vi op med de vinkler og temaer, der fortjener særskilt dækning.
Kun i Støt Mediano.

Mediano 2. division

Vi tager dig tæt på den hårde kamp om op- og nedrykning. Mediano 2. division går i dybden med alle rækkens hold, de unge talenter og de etablerede profiler, der former Danmarks tredjebedste række. Få analyser, overblik og indsigt i en liga, der sjældent får mest medieopmærksomhed.
Kun i Støt Mediano.

Mediano Sport og Perspektiv

EGEN KANAL.
Mediano Sport & Perspektiv
er Medianos kanal og bidrag til at løfte sporten i offentligheden til mere end bare kampe og resultater. I samarbejde med idrætsforskere og journalister graver vi dybt i magtkonflikter, skyggesider og etik. Lige fra FIFA-skandaler til lokale danske dilemmasager tager vi dig med om bag scenetæppet. Det er særlig relevant for dig, der vil have sport med holdning.
Gratis tilgængelig
Find kanalen i din podcastafspiller.

Mediano Q

EGEN KANAL.
Mediano Q er din dedikerede kanal til kvindefodbolden. Her følger vi både de største internationale turneringer og de mest interessante danske vinkler. Det er alt fra udviklingen i Gjensidige Kvindeligaen og kampene i Champions League til det danske kvindelandshold. Med Arnela Muminovic i værtsstolen tager vi fodbolden alvorligt og skaber et rum for perspektiv i kvindefodboldens rivende udvikling.
Gratis tilgængelig
Find kanalen i din podcastafspiller.