Cry for me Argentina
Messi stopper på landsholdet: En fortælling om arven fra Diego Maradona – og tyngden af den. En fortælling om landsholdsfodboldens trængte tider.
Af Peter Brüchmann, Chefredaktør Mediano
Der er noget smukt over nederlag. Nogle gange ligefrem poetisk. Synet af en fuldskægget Lionel Messi i tårer kørt i landsholdskarrierens remise på Met Life Stadium i New Jersey er et af dem, der vil sidde længe.
Little big man i noget, som hverken er King/Legend-iscenesat i Zlatan-style eller afsluttet med maner, som da Michael og Brian krammede på Stade de Beaujoire i Nantes i 1998. Vel vidende, at de lige om lidt skulle fortælle, at pragtkampen mod Brasilien var deres sidste i Danmarks trøjer.
Nej, det her var bare den rene, ærlige og uomgængelige resignation. En mand, der med alt, hvad han rummede viste, hvad der foregik inden i.
Og indeni var der tomt. Bare tomt.
- Jeg har gjort alt, jeg kan. Jeg har været i fire finaler, og det gør ondt ikke at kunne være champion. Det er sådan, jeg føler nu. Jeg prøvede så hårdt at blive en champion for Argentina, sagde Lionel Andrés Messi i lokalerne bag New York Giants normale hjemmebane i New Jersey.
Men det kunne han ikke. Og her er kernen i den fortælling. Det handler nemlig ikke bare om at være verdens bedste fodboldspiller – kåret fem ud af de seneste otte år. Det handler ikke om at tage Barcelona til positionen som fodboldens inspirationsmæssige omdrejningspunkt og sammen med Xavi og Andres Iniesta at være selve definitionen af en fodbold-revolution. Eller at være en del af et trekløver, som har udviklet sig til nutidens Galacticos.
VM 2010 var Diego Maradona træner for Argentina og for Lionel Messi. Foto: Getty Images/Shaun Botterill
Det handler om tyngden af at være Diego Maradonas afløser som nationens forgudede søn.
Man kan diskutere herfra til Gibraltar, om Maradona eller Messi er størst. Og man kan bruge variabler som FIFA Ballon d’Or, europæiske titler og store slutrunder. Sagen er bare, at det ikke kan sammenlignes. Lionel Messi præsterer i klubfodboldens tidsalder, mens Diego Maradona i mere balanceret ligevægt præsterede på to scener - klubfodboldens og de store slutrunder.
Og med et Jørgen Leth’sk blik på det hele kan man sige, at Messi – trods Panama- og skatteskandaler – præsterer i en afrettet 2016-kontekst, mens Diego Maradona præsterede med alt den vildskab, rå og upoleret, som fulgte med hans baggrund og skabte en slags fodboldens rockstjerne-pendant, hvor mennesket krakelerer i det spotlys, som gør, at vi alle kan følge med.
Seks timer uden et mål
Argentina topper FIFAs verdensrangliste med 1503 point foran Belgien, Columbia og Tyskland. Stadig en lidt besynderlig liste, men den diskussion skal vi ikke tage her. Messi har taget Argentina til især de to seneste Copa America-finaler og til VM-finalen i 2014. Hertil en Copa America i 2007. Det er derfor, han taler om ’fire finaler’. Alle tabt. Alle uden, at Argentina har scoret. I seks samfulde timer i de ordinære spilletider. Plus tre gange forlænget.
Men hvor et Argentina med et kontrafaktisk tankeeksperiment – uden Maradona i historiebogen – ville være lykkelig for FIFA-førstepladsen og de mange finaler, så er det nu fortællingen om det ufuldstændige.
Lad os lige prøve at kigge på, hvad der skete dengang i 1986, hvor Diego Armando Maradona ankom til Mexico som en stor fodboldspiller og rejste hjem som kongen. Ja, han rejste reelt hjem som så meget ’legend’, at Zlatan skulle skamme sig over at bruge ordet i dag.
Carlos Bilardo, Argentinas landstræner dengang i 1986, fortalte til Jimmy Burns, der skrev en biografi om Diego Maradona: ”Der var Maradona, og så var der resten af holdet. Alt drejede sig rundt om Maradona, og han leverede Verdensmesterskabet.”
22. juni 1986 - Diego Maradona er i færd med at skabe fodboldhistoriens smukkeste mål. Foto: Mike King/Getty Images
På det argentinske holds hotel dengang i Mexico sad Maradona ofte til langt ud på morgenen og holdt hof med sine hang-a-rounds, mens de andre spillere lå propert i deres senge. Bilardo, der led af søvnløshed, sluttede sig nogle gange til selskabet, men var ikke manden, der pegede på uret og sendte holdets nr. 10 i seng. Maradona kunne gøre, som han ville.
Indtil i nat har alt på en tilsvarende måde drejet sig om Lionel Messi på Argentinas hold. Gerardo Martino og før ham Alejandro Sabella har som Bilardo prøvet at ramme balancen, så stjernen kunne skinne, som han har gjort for Barcelona. Men der er ikke samme lyd på Messi, som der var hos Maradona, så scenariet har mildest talt ikke lignet det, man så i Mexico.
Bevares, Messi har sine holdninger og får sin vilje. Da han antydede overfor Alejandro Sabella, at der skulle justeres på holdet i pausen af VM-kampen mod Bosnien-Hercegovina for to år siden, parerede Sabella omgående ordre.
Argentina nåede sin finale, og selv om Messi kamp for kamp gennem karrieren har været en mere stabil og enestående spiller end gamle Diego, så er Maradonas rolle i argentinsk landsholdsfodbold bare så meget større. Ikke bare for resultaterne, men for måden, han gjorde det på.
’Englænderne blev ved med at komme i vejen’
Tag bare en tur med i omklædningsrummet efter kampen, hvor Diego Maradona spillede hovedrollen i to af fodboldhistoriens mest ikoniske øjeblikke – i samme kamp.
Det er den 22. juni 1986. På Estadio Azteca i Mexico City er der lagt op til en kamp, der på alle måder kommer til at transcendere fodbolden. Det er hele bagagen fra Falklandskrigen fire år tidligere. Det er hooligans og barrabravas. Og det er i den grad 1966 og en kvartfinale på Wembley, hvor Alf Ramsey fik brugt ordet ’animals’ om englændernes modstander. I øvrigt en kamp, som England vandt 1-0, og hvor optællingen viste, at Argentina begik 19 frispark mod Englands 33.
Vi behøver i dette forum ikke gå i detaljer med ’Hand of God’ eller det, der vel uden at udløse verdens længste diskussions-tråd kan kaldes det smukkeste mål i fodboldhistorien. Begge dele signeret Diego Armando Maradona.
“Jeg så dig godt og ville hele vejen gerne aflevere, men englænderne blev ved med at komme i vejen og pludselig var der ikke flere”
Jorge Valdano, holdkammerat med Maradona dengang i 1986, tidligere træner og sportsdirektør i Real Madrid, fortalte for et par år siden journalisten Simon Kuper om scenerne i omklædningsrummet. Valdano havde drillet Maradona efter den historiske kamp. Mens Maradona havde driblet forbi den ene engelske kegle efter den anden, havde Valdano løbet på siden af kammeraten og kaldt på bolden. ”Spil nu mig”, havde Valdono råbt.
”Jeg så dig godt og ville hele vejen gerne aflevere, men englænderne blev ved med at komme i vejen og pludselig var der ikke flere. Så måtte jeg score,” svarede Maradona.
”Du kiggede på mig, mens du lavede det mål?!” Spurgte en forbløffet Valdano. ”Gamle mand, du fornærmer mig. Det er ikke menneskeligt muligt.”
Det argentinske hold vidste godt, at de stod midt i et af fodboldens største øjeblikke. Og så fortalte Maradona, at han ikke bare kiggede på bolden, men øjnene den centrale medspiller.
I klassisk fodboldjargon lød det pludselig inde fra brusebadet, hvor Hector Henrique var i gang med at skylle sejren af: ”Flot mål, Diego, men efter den aflevering, jeg gav dig, skulle du have været dræbt, hvis du ikke havde scoret.”
Enrique havde skubbet bolden hen til Maradona på egen banehalvdel..
Menottis 1978 blegnede ved siden af 1986
Som Simon Kuper skriver i sin reportage: De to historier fortæller nogle af karakteristika’ene om Maradona. Han var så tårnhøjt over sine holdkammerater og samtidig følte han sig altid som en af dem. Også selv om alt, hvad de skulle gøre var at skubbe bolden hen til ham.
Eller som Jimmy Burns skriver i Maradona-biografien: Han spillede turneringen på smertespillende sprøjter, han bar en støvle, der var flere numre større end den anden, fordi hans skadede ankel hævede under kampene. Men intet stoppede ham. Det blev den måned, der definerede hans karriere.
Det er 1980. Menotti har ført Argentina til den første VM-titel i 1978 - uden den 17-årige Maradona. Her er den 165 centimeter høje Maradona endelig blevet stor nok til Menotti. Et billede, der må op at hænge på Mediano-redaktionen. Foto: Bob Thomas/Getty Images
Cesar Luis Menotti havde i 1978 ført Argentina til det første verdensmesterskab på hjemmebane. Året før havde Maradona fået sin debut på landsholdet, men Menotti lod den 17-årige stjerne blive hjemme, fordi han var for ung. Alligevel indrømmede Menotti mange år senere, at hans 1978-titel – selv om den første næsten altid vil være den største – blegnede i sammenligning med, hvad der skete i Mexico otte år senere.
Maradonas Argentina slog England, den historiske rival. Maradonas Argentina definerede det nye aftryk for det lange sydamerikanske land. Han skrev historien på en helt anden måde. Og i 1990 – selv om Argentina tabte VM-finalen – slog man den gamle fjende Brasilien på vejen derhen.
Der var to de to mål mod England, som overstråler alt. Og så var der oplægget til Burruchaga i finalen, da Tyskland var kommet på 2-2 - og lignede holdet med momentum.
Som journalisten John Carlin skrev, så skabte Maradona de lykkeligste øjeblikke i argentinsk fodboldhistorie. Uanset hvor mange gange Lionel Messi så slæber den gyldne bold med hjem. Og husk lige på, at der er fem stk. Ballon d’Or, fire stk. Champions League og otte stk. La Liga – plus det løse i Messis pokalskab.
Er det andet end træthed, der dræner Messi?
Det har været karakteristisk, at Lionel Messi spiller nærmest som med et filter på Argentinas hold. Vi har ofte tilskrevet det den ekstreme opmærksomhed, han tillægges af modstanderen. Altså den klassiske superstjerne-på-et-hold-af-almindelige-kødelige-medspillere, som vi også ser, når Robert Lewandowski skal præstere for Polen, når Cristiano Ronaldo gør det for Portugal og som vi har set, når Zlatan Ibrahimovic skal løfte 10 noget mere jordnære, svenske medspillere.
Men er der andet? Kunne man forestille sig, at det ikke kun var de mange kampe for Barcelona, den lange sæson og det store daglige pres i en stadig mere kommercialiseret sport? Messis far – ja, ham med skatte-blanketterne – har talt om udmattelse og om ben, der vejer 100 kilo hver. Men kunne det være det psykiske pres?
Er det i virkeligheden det pres, som Lionel Messi har lagt på sig selv i et konstant skin af Maradonas storhed og vanvid – mere end nationens egentlige pres? Det er i hvert fald synligt og sigende, at Messi taler om, hvor hårdt han har prøvet at blive en mester. Og hvor meget, han nu oplever resignationen.
Der er ingen tvivl om, at der er mere poesi og narrativ storhed i Diego Maradonas lidelseshistorie. Her kan lidt skattespekulation og den flittigt fortalte fortælling om væksthormonerne i Barcelonas spæde start ikke hive Messi op til Maradonas karakter-dannelse.
Sammenligningen er stadig svær. Du kan ikke i 2016 hive et hold som Napoli helt nede fra støvlens dyb til den monumentale storhed, som Maradona gjorde i den ikonomiske Mars-prydede trøje.
Og så er fortællingen om Messis resignation måske også en historie om landsholdsfodboldens deroute i en industri, der defineres af de store klubber og de store kommercielle motorer, som fodboldens største (klub)ligaer udgør.
Der er forlydender om at flere af de argentinske spillere vil stoppe på landsholdet efter Copa America. Foto: Getty Images/Elsa
I kølvandet på Messis nyhed søndag aften talte Sergio Aguera om, at flere spillere overvejede et stop. Det blev tolket som Javier Mascherano, Aguero selv og eventuelt flere spillere. Lige nu tales der om en endnu større afsked.
De mest kyniske vil tale om pengenes magt og at klubberne jubler, når en så stor spiller som Messi ikke skal pendle hen over jetlag-skabende tidszoner. Men det handler også om landsholdsfodboldens samlede status. Hvor Champions League er den centrale sportslige motor skabt for de helt store peaks i en spiller-cyklus, så er slutrunder mere og mere blevet et ja, højdepunkt, men også en det-må-vi-se-om-vi-kan-hive-os-op-til-lomme i sæsonen.
Champions League, Premier League, Bundesliga og La Liga er grandiose succes-historier, mens turneringer som EM er ved at udvikle sig til et eksperimentarium for nødlidende forbund. Der er ikke belæg for at sige, at Messi ’ofrer’ Argentina på det alter. Men det er en del af fortællingen over årtier, at nationernes turneringer er trængte.
’Kom ikke hjem, hvis I taber finalen’
I Messis særlige tilfælde er det snarere den smertelige fortælling om det ufuldendte, der har drænet ham.
I dagene op til finalen mod Chile kunne man se to specielle scenarier: Først Messis mål nr. 54 – hvilket bragte ham lige med Gabriel Batistuta i historiebogen – efterfulgt af mål nr. 55 i semifinalen mod USA.
Og så en røst fra skyggernes land, da Diego Maradona blev citeret for følgende punchline:
- Landsholdet behøver ikke komme hjem, hvis de ikke vinder finalen.
Det er BBCs sydamerikanske sports-korrespondent Tim Vickery, der citerer Maradona for bandbullen og efterfølgende konstaterer Vickery:
- År ind og år ud har Messi været bedre og mere konsistent på det højeste niveau, end Maradona var. Men Maradona har sit forspring. Han voksede op blandt argentinerne, hvor Messi med sin flytning fra Rosario til Spanien i en alder af 13 år ofte blev beskyldt for at være katalaner, især når tingene er gået dårligt.
Selv om den store Diego – fem centimeter kortere end Messi – udpegede Messi til sin arvtager, har han ofte selv båret ved til den ild, der måske endte med at brænde nutidens stjerne op. ”Han er en rigtig fin person, men han har ingen personlighed,” sagde Maradona for nylig i Madrid.
Mod det kæmpede Messi med at bevise sin vilje for altid at stille sig til rådighed for Argentina. Det blev bevist, da Messi først fløj til Argentina i juni for at spille en venskabskamp mod Honduras, selv om han var let skadet, for så at returnere til Spanien for at vidne i sagen om skatteunddragelse, inden han endelig fløj til USA for at slutte sig til sine nu forhenværende argentinske holdkammerater.
Ballade i forbund og anklager om korruption
En dimension, der stadig kun er moderat belyst i diskussionen om Messis stop, er hans forhold til det argentinske fodboldforbund. I sidste uge kritiserede han AFA, som forbundet hedder, og kaldte betingelserne for en katastrofe efter kiksede rejseplaner og hotelindkvarteringer med problemer. Og normalt er Messi ikke krukken på den konto.
Det følger alt sammen i kølvandet på uro efter, at Julio Grondona for et par år siden døde efter 35 år som formand. Den nye præsident Luis Segura er sammen med flere andre topfigurer indenfor fodbolden blevet anklaget for korruption op til finalen.
Så flere andre faktorer kan spille ind om en mere generel uro på den argentinske fodbold-scene.
Men lad os til sidst give ordet til Chiles argentinsk-fødte træner, Juan Antonio Pizzi, der efter finalesejren kaldte Messi for ’den bedste spiller nogensinde.’
- Messis tal kan ikke sammenlignes med nogen, og jeg tror, at de vil stå for evigt, fordi det er umuligt, at en fodboldspiller kan gøre, hvad Messi har gjort. Min generation kan ikke sammenligne ham med Maradona på grund af det, som Maradona har gjort for argentinsk fodbold.
- Men jeg mener, at den bedste spiller nogensinde var ham, der spillede i dag her i USA.
Foto: Getty Images/Mike Stobe
