Diego Simeones udfordring - kan han blive tvunget til at ændre Atleticos spillestil?

Søren Kaltoft er glødende Atletico Madrid-fan. Her argumenterer han for, at Simeones evner som træner for alvor bliver testet i den kommende sæson

 

Af Søren Kaltoft

For at forstå hvorfor Atletico Madrid igen i den kommende sæson vil være at finde i toppen af den spanske Primera Division - og måske være en magtfaktor i Champions League - er det nødvendigt at skrue tiden tilbage til maj 2013. Aftenens kamp var Copa del Rey-finalen mellem Real Madrid og Atletico Madrid. På Estadio Santiago Bernabeu - Reals hjemmebane. Sidst Atletico Madrid havde besejret Real Madrid, var i 1999, fjorten år før. Skulle denne forårsdag mon være dagen, hvor vi endelig fik brudt stimen?

Ronaldo bragte Real Madrid i front tidligt i kampen, og det så ud til at skulle blive den samme gamle sang. Men så udlignede Diego Costa, og alt var igen intakt. Vi, der var tilstede på lægterne, var euforiske. I den forlængede spilletid scorede Miranda et mål, der for alvor sendte ham ind i alle Atletico-fans hjerter. Slutfløjt. 2-1-sejr. Kampen blev startskuddet på en ny epoke for Atletico Madrid, hvor klubben tog et skridt op ad stigen og gik fra at kæmpe og måle sig med Sevilla, Valencia, Athletic Bilbao og Villarreal til at kunne udfordre Real Madrid og FC Barcelona.

Måden, hvorpå Atletico Madrid formåede at gå fra sub-toppen til toppen af spansk fodbold, er enkel og overskuelig. Et fysisk stærkt hold med en defensiv organisation, der er intet mindre end verdensklasse. Allerede i sæsonen efter Copa del Rey-triumfen blev Atletico Madrid spanske mestre. Jeg var så heldig at have sæsonkort til klubbens hjemmebane, Vicente Calderon, den sæson. Sæsonen skulle langt ind i foråret, før vi på tilskuerrækkerne reelt troede på, at mesterskabet kunne blive en realitet. Vi vidste, at vores Atletico Madrid-hold var ideelt til at spille cup-turneringen, men at Atletico i ligaen ofte havde store problemer med at skulle skabe kampene. Diego ‘Cholo’ Simeones drenge kunne lukke alle hold ned, men ved at tænke på defensiven først var de offensive kræfter ofte fastlåst i deres roller. Heldigvis var dødboldene en ypperlig spidskompetence, og her vil jeg især fremhæve Diego Godin, som i 13/14 sæsonen scorede fire mål på hovedet i ligaen. Blandt andet til 1-1 i sidste runde på Camp Nou, FC Barcelonas hjemmebane, hvor der skulle point på kontoen, for at Atletico Madrid blev mestre.

Simeones foretrukne system

Grunden til at Atletico Madrid de seneste år har været så svære at skabe chancer imod, er at træner Diego Simeone har spillet med en 4-4-2 bestående af minimum tre centrale midtbanespillere. Med to seksere, Gabi, Tiago, Mario Suarez eller Augusto Fernandez på de to centrale pladser og med Raul Garcia, Arda, Diego Ribas, Koke, Carrasco eller Saúl på siderne. Resultaterne taler for sig selv. Det har været effektivt, og det helt rigtige at gøre med det spillermateriale, Simeone har disponeret over. I mesterskabssæsonen 13/14 kom det til udtryk med 20 clean sheets. Den solide defensiv har ligeledes været stærkt medvirkende til, at Jan Oblak blev kåret til Primera Divisions bedste målmand i den forgangne sæson, hvor han blot lukkede 18 mål ind. Men på trods af de overbevisende resultater, vil jeg mene at tiden er inde til gradvist at ændre på det setup.

Tiago er med sine 35 år ikke fremtidens mand længere for Simoene, der kan tvinges til at tænke alternativt

Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

Tiago har rundet de 35 år, og sæsonen 16/17 bliver efter al sandsynlighed hans sidste på topniveau. Gabi er ligeledes ved at være oppe i årene og har måske ikke længere fysikken til at spille for fuld damp hver gang - som Cholo kræver. 4-4-2’en med tre-fire centrale, som beskrevet ovenfor, kommer utvivlsomt stadig til at være Simeones taktik i de store opgør. Her kommer vi fortsat til at se Griezmann trække ned på en kant i perioder af kampene, hvor enten Koke eller Saúl, afhængigt af hvem der spiller, skubbes ind centralt, ligesom i 15/16’s Champions League-turnering. I ligaen derimod, mod de mindre modstandere, kommer vi til at se et anderledes og langt mere offensivt udtryk fra Atleticos side. Det bliver dog en gradvis ændring, som ikke sker fra første dag, hvilket ikke blot skyldes et svært efterårsprogram med udebanekampe mod de fleste storklubber i Spanien, men også en anden væsentlig faktor i Diego Simeones filosofi. Han sammenligner i sin bog “El efecto Simeone - la motivación como estrategia” det at skulle udvikle et fodboldhold, med noget så simpelt som at gå op af en trappe. Man bliver nødt til at tage det trin for trin, for hvis du ønsker at forcere tingene og tage fire trin på samme tid, kommer du stensikkert til at falde. Det samme, mener han, gør sig gældende med de taktiske overvejelser.

• Fik du læst Morten Glinvads optakt?

På trods af at Koke faktisk har spillet hele 184 kampe for Atletico, kommer han først nu til at skulle spille på sin drømmeposition - den centrale midtbane. Han kommer formentligt ikke til at spille der hver gang, endnu - det, tror jeg, først sker i sæsonen 17/18 - men han kommer til at få mange minutter i benene inde centralt. Det spændende her bliver altså netop denne overgang: generationsskiftet på den centrale midtbane, som vil medføre en mere spildominerende og offensiv tilgang til kampene.

Atletico kommer i de mindre kampe til at spille med to deciderede kanter. Vi kommer i perioder til at se en 4-3-3, hvor både Koke og Saúl kommer til at spille centralt med enten Augusto eller Gabi og de tre forreste bliver et valg mellem Torres, Griezmann, Correa, Gaitan, Carrasco og Gameiro. Denne ændring i formationen kommer også til at justere måden, hvorpå fireback-kæden skal tænke fodbold. Backs kommer til at være endnu mere offensive end tidligere, og vi kommer til at se dem begge langt oppe i banen på samme tid - modsat tidligere, hvor den ene ofte har holdt lidt igen, når bolden har været i modsat side. Det bliver der åbnet op for, fordi 6’eren kommer til at træde længere tilbage i det opbyggende spil.

Brug spidskompetencerne - glem resten

En af årsagerne til dette er, at Atleticos centerforsvarere ikke har den bedste omgang med bolden. Godin er en af verdens bedste forsvarsspillere, udelukkende fordi Simeone prioriterer at bruge og træne spillerne i deres spidskompetencer, fremfor at gå fuldt ind på noget, de aldrig vil blive verdensstjerner til. Som eksempel på Cholos fokus på spidskompetencerne, vil jeg tage jer tilbage til den 13. december 2006. Diego Simeone var træner for den argentinske klub Estudiantes de La Plata, og forud for sidste spillerunde i den nationale liga var de placeret som toer, tre point efter Boca Juniors. I den sidste runde skulle netop de to hold møde hinanden. Boca havde Rodrigo Palacio i front, en spiller Simeone beskrev som langt hurtigere end Estudiantes spilleren Agustin Alayes, forsvarsspilleren der skulle dække Palacio op. Derfor var Simeones opgave at forberede Alayes bedst muligt til ikke at komme i situationer, hvor han kom i løbedueller med Palacio. Han skulle ikke lade ham få lov til at blive retvendt én eneste gang, han skulle i stedet spille på det, han selv var god til. En kombination af at give de rette taktiske indspark og at fokusere på Alayes’ mentale tilstand, gjorde at Alayes spillede en forrygende kamp, hvor han holdt Palacio fra chancer. Simeone og Estudiantes vandt kampen 2-1 og sensationelt blev mestre for første gang i 23 år.

Den 4-3-3 opstilling Atletico Madrid i perioder vil foretrække, er måske mere af nødvendighed end af lyst for Diego Simeone. Truppen vil ikke længere bestå af spillere med ren råstyrke, som Raul Garcia har været det bedste eksempel på, men derimod vævre og teknisk dygtige spillere. Det bliver en udfordring, der kommer til at vise, hvor god en træner, Simeone egentligt er. Om han har de taktiske redskaber til fortsat at kunne få det bedste frem i netop denne sammensætning af spillere ud fra nogle lidt andre forudsætninger end dem, vi har set de seneste tre-fire år.

Det eneste Atleticos tilhængere kræver er, at alle 11 Atleti-spillere på banen giver sig fuldt ud. Atletico Madrid er den spanske hovedstads arbejderklub - fansene forlanger ikke, at holdet spiller flot fodbold for at gå tilfredse fra stadion. Altså afspejler stilskiftet en naturlig udvikling, ikke en forceret, der skulle være fremprovokeret af pres fra fansene og medierne. Der er ikke en ny Tiago eller Gabi til at tage over - og det må Simeone indrette sig efter.

Den unge argentinske midtbanespiller Matias Kranevitter er i sæsonen 16/17 udlånt til Sevilla. Han kommer formentlig tilbage fra udlån næste sommer, og hvis han har gjort det godt i det sydspanske, kan han sammen med Augusto udgøre den centrale midtbane i de svære kampe, hvor så Sául og Koke igen kan rykkes ud på kanterne. Atletico Madrid kan i de kampe ikke tillade sig at være ligeså sårbare, som fx Barcelona og Real Madrid kan. De er økonomisk i en liga for sig, og kan hente spillere fra øverste hylde på hver eneste position. Det kan Atletico Madrid ikke, og derfor har denne sikre og kompakte spillestil været nødvendig for at kunne præstere på højeste niveau. Hvis Atletico skulle gå over til at spille 4-3-3 i de store kampe, ligesom de to spanske giganter gør, er jeg bange for Atletico ville blive overrumplet, fordi de andre hold har større individuel klasse. Heldigvis betyder Atleticos rolle som underdog og det fraværende “fodboldsnobberi”, der omgiver klubben, at holdet kan tillade sig at spille kompakt, hårdt og kynisk.

Spillestilen betyder intet for tilhængerne

Mod de bedre modstandere må Atletico til hver en tid være hårdtspillende med mange frispark, ingen rytme, få afslutninger og masser af gule kort. Om det ender med en kneben 1-0-sejr, uafgjort eller i visse tilfælde et nederlag, vil ikke altid være afgørende. Ingen Atletico-fans vil pifte af holdet, hvis bare spillerne har vist hjerte og mod.

De syngende Atletico-tilhængere, der hylder deres egne og overdøver jublende Sevilla-spillere, er et fint eksempel. Scenen er endnu en Copa del Rey-finale, denne gang i 2010, men hvor man i 2013 vandt, endte det denne gang med et nederlag på 0-2. Alligevel var der mere passion end nogensinde før.

Jeg var selv på stadion i Hamburg, da vi kort forinden havde vundet Europa League-finalen mod Fulham. Jublen i Tyskland var enorm, men at Atletico tilhængerne også hyldede spillerne efter et finale-nederlag, hvor spillerne havde kæmpet  bravt, var spektakulært og viste hvilke værdier, der virkelig betyder noget for fansene.

Antoine Griezmann er gået fra superspiller til verdensstjerne under Diego Simeone.

Foto: Getty Images

Fremadrattet tror jeg, vi kommer til at se et meget mere flydende Atletico Madrid-mandskab, hvor der vil være mange formationsændringer. Med de nørdede briller bliver Atletico Madrid et enormt spændende hold at følge, for i én og samme kamp kan de gå fra en 4-3-3 til en 4-4-2 til en 4-5-1 i de forskellige faser af kampen uden at være nødsaget til at skulle foretage sig udskiftninger. Her bliver især Antoine Griezmann spændende at kigge nærmere på. Ikke blot fordi han netop har fået sit store gennembrud og er gået fra at være en superspiller til at være en verdensstjerne, men også fordi det bliver via ham, vi kan se, hvordan Atletico bærer sig ad. Han kommer til at have udgangspunkt som enten angriber eller hængende angriber når Atletico spiller 4-4-2: om hans angrebsmakker bliver Gameiro, Correa eller Torres kan variere, men Griezmann er stensikker på holdkortet. Når Atletico Madrid skal køre et resultat hjem, eller har brug for at dække bedre af defensivt, bliver han også en nøgleperson. Her kommer han ned i en fastlåst position på kanten i en 4-5-1, hvor han skal have to ting i tankerne: at forsvare og at være klar på at køre de livsfarlige kontraer, Atletico kan. I den 4-3-3, som kan blive det nye taktiske træk fra Simeone, får Griezmann en fri rolle, hvor han skal forsøge at finde de rigtige relationer på den sidste tredjedel af banen.

Foto: Denis Doyle/Getty Images

La Liga har behov for at have et tredje hold med i titelkampen, og det har Atletico Madrid været i de seneste tre sæsoner. På trods af væsentlige ændringer i såvel spillestil som holdopstilling, tror jeg, de også i den kommende sæson vil spille med i rækkens absolutte top. Spillerne og Diego Simeone vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at vinde endnu en titel og vende tilbage til Fuente de Neptuno, springvandet i den centrale del af Madrid, der er samlingspunkt for spillerne og fansene, når triumferne skal fejres.

Topfoto: Shaun Botterill/Getty Images