La Liga-optakt: Symbolet Sisto og udfordreren Zidane
Som altid handler det meste i Spanien om mesterskabsduellen mellem Real Madrid og FC Barcelona med Atlético Madrid som det mulige tredje hjul. Men i virkeligheden har sommerens mest interessante begivenheder fundet sted i midterfeltet, hvor flere klubber er kommet til penge, og hvor spændende projekter har taget form
Af Morten Glinvad
I Danmark var det en stor historie, da talentfulde Pione Sisto for nogle uger siden foretog det sjældne skifte direkte fra Superligaen til en topklub i verdens bedste liga. I Spanien var der dog knap så meget fokus på handlen i de store, landsdækkende sportsaviser. I Marca skulle man hen til side 17 for at finde en lille note om Celtas køb af den danske dribler, mens de foregående sider vanen tro handlede om de største klubber og de største stjerner.
Pione Sisto ved præsentationen i Celta.
Foto: Celta Vigo
Men faktisk indeholdt Sisto-handlen en hel del symbolik. Både for den klub, det handlede om, men også for situationen generelt i spansk fodbold i sommeren 2016. For selvom Sistos pris på anslået 40-50 millioner kroner ikke lyder som noget særligt, når man sammenligner med, hvad giganterne Real Madrid og FC Barcelona bruger på deres nyindkøb, så var det en markant handel for Celta: Det var det dyreste køb i de ti år, Carlos Mouriño har været præsident for klubben.
En lignende historie finder vi hos Celtas naboer fra Deportivo. Her brugte man sommeren på at købe den rumænske landsholdsangriber Florin Andone, der i sidste sæson blev nummer to på topscorerlisten i Segunda División med 21 mål for Córdoba. Prisen blev sat til mellem tre og fire millioner euro, hvilket gjorde Andone til Deportivos dyreste køb i ni år.
At der ikke skal mere end en pris på 22 millioner kroner - eller lidt over - til at gøre købet til det største i næsten et årti for en klub i Spaniens bedste række, kan lyde vanvittigt. Men det er et resultat af, hvordan virkeligheden har været for ikke bare Deportivo, men for en lang række midter- og bundhold i Primera División. Deportivo og Celta har været tydelige eksempler på den økonomiske krise, der har præget spansk fodbold, når man lige retter søgelyset væk fra de allerstørste, der opererer i deres helt eget solsystem.
Finanskrisen ramte Spanien hårdt og derfor også landets fodboldklubber. Mange steder havde man levet over evne og måtte konstatere, at hånden ikke længere blev holdt over fodboldklubber, der havde nydt godt af at blive set som uvurderlige institutioner. Klubber som Deportivo blev sat under administration og har i årevis måttet hutle sig gennem transfervinduerne. Frie transfers, lejesvende, tredjepartsejerskaber og egne talenter har været vejen til at sammensætte nogenlunde konkurrencedygtige trupper. At smide 20-30 millioner kroner efter en rumænsk angriber fra den næstbedste række eller 40-50 millioner kroner efter en ukendt spiller fra den upåagtede danske liga ville for få år siden have været fuldstændig utænkeligt. Det er der nu ved at blive lavet om på, og det er i det lys, Celtas køb af Pione Sisto og Deportivos køb af Florin Andone skal ses. Som et tegn på, at Celta og Deportivo som flere andre spanske klubber er i bedring.
Den økonomiske hestekur har haft sin effekt, og flere klubber er på vej ud af fattigdommen og har derfor denne sommer kunnet agere lidt mere offensivt på transfermarkedet end de seneste sæsoner. Samtidig har den nye tv-aftale øget indtægterne blandt de mindre klubber markant. Spansk fodbold er stadig milevidt fra den engelske Premier League, og forskellene mellem de store og små er ekstreme, men der er dog nu en vis erkendelse af, at det er i alles bedste, hvis de mindre klubber kan blive lidt bedre stillet.
Næste skridt for Zidane
Den forbedrede økonomiske tilstand blandt ligaens mindre klubber er bestemt godt nyt for spansk fodbold, der noget naturstridigt har stordomineret de europæiske turneringer i de seneste år. Spørgsmålet er så, om det vil skabe en større jævnbyrdighed, så vi oftere vil se de største klubber sætte point til i det, der også i denne sæson ligner den sædvanlige mesterskabsduel mellem Real Madrid og FC Barcelona med Atlético Madrid som outsideren.
Foto: Craig Mercer/Camera Sports/Getty Images
Superstjernerne Cristiano Ronaldo og Lionel Messi sluttede begge deres sommerturneringer i tårer, men hvor Messis handlede om endnu en tabt finale med Argentina (der gjorde ham så ulykkelig, at han besluttede at indstille landsholdskarrieren, hvilket han siden fortrød), blev Ronaldos skadestårer fra EM-finalen i sidste ende overskygget af, at hans Portugal havde vundet nationens første titel. Det var ikke noget lysende EM af Cristiano Ronaldo, der på grund af skaden ikke er klar til sæsonstarten og ikke var med, da Real Madrid åbnede den nye sæson med en europæisk Super Cup-sejr over Sevilla.
Foto: Getty Images
I foråret lykkedes det Zinédine Zidane at samle holdet efter det urolige halvår under Rafael Benítez, og nu er franskmandens udfordring at gøre det over en hel sæson og vinde det mesterskab, som Real Madrid kun har sikret én gang, siden Florentino Pérez vendte tilbage som præsident i 2009. Måske en konsekvens af, at klubben har savnet et mere indarbejdet spilkoncept, som er nødvendig i en lang ligasæson, og har været bedre i knockout-turneringer som Champions League og Copa del Rey, hvor de store individualister har kunnet afgøre de tætte kampe.
Zidane fik samlet spillerne om sig i foråret, hvor meget handlede om hans mandskabsbehandling og om, at han ikke var Benítez. Nu skal han for alvor vise sine trænerfaglige kvaliteter.
Lidt overraskende har Real Madrid ikke været så aktiv på transfermarkedet denne sommer. Forude venter to transfervinduer, hvor Real Madrid ikke må handle, og derfor var det ventet, at klubben ville købe stort ind denne sommer. Det kan naturligvis stadig nås, men indtil nu er den største nyhed, at landsholdsangriberen Álvaro Morata er hentet tilbage fra Juventus gennem den tilbagekøbsklausul, Real Madrid havde sikret.
EM åbenbarede ikke nogen spillere, som Real Madrid nødvendigvis måtte købe, som VM for to år siden gjorde med James Rodríguez. Real Madrid er i nogen grad ramt af, at det i virkeligheden er lidt svært at få øje på de oplagte forstærkninger til holdet. Det samme kan siges om Barcelona, hvor det mest har handlet om at forynge truppen. Samuel Umtiti, Lucas Digne, Denis Suárez og den dyre europamester André Gomes er kommet til, mens Daniel Alves er taget til Juventus efter otte år på Camp Nou. Hvor stor en rolle de fire nyindkøb kommer til at spille i forhold til startopstillingen, er nok tvivlsomt, og som i sidste sæson kommer Barҫas succes i høj grad til at afhænge af formkurven hos den enestående fronttrio.
Skal nogen udfordre de to giganter, må det også i denne sæson være Atlético Madrid. Der blev sendt chokbølger gennem den rød-hvide del af Madrid, da Diego Simeone i skuffelsen over nederlaget i Champions League-finalen udtrykte sig uklart om sit fortsatte virke som Atlético-træner, men efter et par uger kom der ro på; Simeone er her stadig, og hans blotte tilstedeværelse giver Atlético grund til optimisme. Sommeren har handlet om jagten på en ny frontangriber, en jagt, der blev afsluttet i slutningen af juli med købet af Sevillas franske topscorer Kévin Gameiro. Atlético har haft svært ved at finde den rette 9’er, siden Diego Costa skiftede til Chelsea i 2014. Mario Mandžukić, Jackson Martínez, Luciano Vietto og til dels Fernando Torres har ikke slået til, men til gengæld har Antoine Griezmann udviklet sig i en mere målscorende retning og fik sit helt store internationale gennembrud som EM-topscorer og med kåringen som turneringens bedste spiller.
Bliver nyindkøbet Kevin Gameiro - hentet i Sevilla - svaret på Diego Simeones angrebsbønner i Atletico Madrid?
Foto: Guillermo Martinez/Getty Images
Nicolás Gaitán ligner en forstærkning til Atléticos midtbane, der også kan glæde sig over at have Tiago tilbage efter en lang skadespause. Også i år ser Atlético stærke ud, og så er spørgsmålet, om de som i 2014 og 2016 virkelig kan spille med om mesterskabet, eller om de som i 2013 og 2015 bliver den klare nummer tre.
Sampaolis nye Sevilla
De næste klubber i hierarkiet gør sig ingen forhåbninger om at spille nogen rolle i titelkampen. I sidste sæson sikrede Villarreal fjerdepladsen og skal nu forsøge at spille sig gennem playoff-kampe mod Monaco for at komme i Champions League-gruppespillet. Træner Marcelino García Toral har bragt Den Gule Ubåd tilbage blandt de bedste i Spanien, men i sidste uge modtog han en højest overraskende fyreseddel. Marcelino var kommet i krig med sit eget omklædningsrum, og det blev for meget for klubbens ledelse. Afløseren var hurtigt på plads, så et halvt år efter at Fran Escribà blev fyret hos de senere nedrykkere Getafe, får han nu chancen for at føre et hold i Champions League. Villarreal er dog slemt ramt af skader i angrebet, hvor man har hentet den evigt skadede brasilianske angriber Alexandre Pato ind som lidt af en lottokupon.
Athletic Bilbao har vanen tro haft begrænsede indkøbsmuligheder på grund af klubbens selvvalgte politik om kun at ville anvende baskiske spillere, så om det kan blive til mere end sidste sæsons femteplads, er tvivlsomt. Og kan man endnu engang forvente over 30 sæsonmål af angrebsveteranen Aritz Adúriz?
Celta var en positiv overraskelse i sidste sæson og fik forlænget kontrakten med succestræner Eduardo Berizzo. For Celta kommer en del til at handle om den første europæiske deltagelse i ti år, og så skal man fremover klare sig uden profilen Nolito, der er skiftet til Manchester City.
Blandt de store klubber står Sevilla foran de største forandringer, efter at Unai Emery, manden bag de tre Europa League-titler i træk, lod sig lokke til Paris Saint-Germain. Som afløser er kommet argentinske Jorge Sampaoli, der har et meget stort navn i sydamerikansk fodbold for sine bedrifter med det chilenske landshold, som han førte til tops i Copa América i 2015. Til Sevillas irritation havde Sampaoli kun været i klubben nogle uger, før der opstod vedvarende rygter om, at han kunne være på vej ud igen, da det argentinske fodboldforbund var gået på landstrænerjagt.
Sampaoli er en mand af Bielsa-skolen og har i sommerens løb blandt andet arbejdet på at indføre et tremandsforsvar som alternativ. Samtidig har Sevilla vanen tro sagt farvel til profiler (Banega, Krychowiak og Gameiro) og skal bruge sæsonstarten på at få sammenspillet et nyt hold. Lovende spillere er hentet til; argentinsk-italienske Franco Vázquez fik en flot debut i den tabte europæiske Super Cup mod Real Madrid, mens det skal blive interessant at følge brasilianeren Ganso, der i sine unge år blev spået en stor karriere, men først nu som 26-årig skal optræde i en europæisk liga. Sevilla bliver spændende at følge, det kan blive spektakulært og hæsblæsende, men spørgsmålet er, om det er holdbart i en sæson, hvor andalusierne også har som ambition at overføre Europa League-præstationerne til Champions League, hvor Sevilla aldrig rigtig har fået fat.
Mister Chen i Espanyol
Længere nede i sidste sæsons tabel finder vi storklubben Valencia, der var gennem en rædselssæson med tre forskellige trænere og en tilværelse i bekymrende nærhed af nedrykningsstregen. Resultaterne blev dog bedre, da Pako Ayestarán havde taget over fra Gary Neville, og Ayestarán har siden fået forlænget sin kontrakt. Der var stor hype omkring Nanis ankomst efter et godt EM, men hans klubkarriere har gennem flere år været nedadgående. Ayestaráns opgave er stor med en uharmonisk trup, der nu er frataget André Gomes, og hvor den tidligere anfører Dani Parejo for nogle uger siden blev sat i skammekrogen efter at have udvist manglende respekt over for klubben.
Fra midterfeltet er det værd at holde øje med Espanyol og Málaga, der begge har bygget på i løbet af sommeren. I Espanyol har man nu set effekten af, at kineseren Chen Yansheng tidligere på året overtog klubben. Det har givet Espanyol noget større armbevægelser efter nogle års særdeles spartansk ageren på transfermarkedet. Reyes, Piatti, Jurado, Demichelis, Javi Fuego og Léo Baptistão er spillere, der er hentet fra en noget højere hylde, end Espanyol har været vant til at købe fra, og den nye træner Quique Sánchez Flores er heller ikke noget dårligt navn. Selvom det trods alt næppe bliver allerede nu, han indfrier Mister Chens ambitioner om at få Espanyol i Champions League.
I Málaga er der comeback i spansk fodbold for Juande Ramos, manden, der skabte det første store Sevilla-hold midt i 00’erne, og som senere var Real Madrid-træner i et halvt år. Der lader til at være kommet større stabilitet i klubben efter et par år med stor usikkerhed om, hvad ejerne fra Qatar egentlig havde tænkt sig med det projekt, de i starten skød store penge i. Nu har Abdullah Al Thani igen øget sit engagement i klubben og var endda til stede under Málagas sommertræningslejr i Holland. Andalusierne har hentet spændende spillere og har i modsætning til Espanyol fokuseret på ungdommen, hvilket passer godt til det, der har kendetegnet klubben de sidste par år.
Foto: Real Betis
Klubber som Real Sociedad og Betis bør ikke få problemer med at undgå nedrykning, selvom man nu aldrig skal vide sig helt sikker omkring sidstnævnte, der kommer med ny træner i Gustavo Poyet, ny sportsdirektør i den danskerglade Miguel Torrecilla og ny håbefuld venstreback i Riza Durmisi, der på lørdag kan debutere i direkte duel med Lionel Messi på Camp Nou.
Deportivo var gennem et forfærdeligt forår med masser af uro på de indre linjer, der var med til koste træner Víctor Sánchez jobbet. Las Palmas lå i den modsatte ende af skalaen som et af forårets bedste hold. Eibar skal også i år forsøge at overraske med små midler, og det samme gælder Sporting Gijón. Og så er der et stort spørgsmålstegn omkring Granada, der ikke længere er del af den italienske Pozzo-families imperium. Granada er kommet på kinesiske hænder og har fået den ultraoffensive Paco Jémez som ny træner, men har mistet alle de største offensive profiler fra sidste sæson.
Granada har efterhånden tradition for at kæmpe for livet, og det samme må man forvente, at sæsonens tre oprykkere kommer til at gøre. Den lille Madrid-forstad Leganés debuterer i den bedste række og udfylder noget af det hul, de nedrykkede Madrid-klubber Rayo og Getafe har efterladt. Med op kom Alavés og Osasuna, der er med til at gøre Nordspanien meget stærkt repræsenteret med blandt andet hele fire hold fra Baskerlandet i den bedste række.
Osasuna er det ene hold på plakaten, når det hele går løs fredag aften på La Rosaleda, hvor Pamplona-mandskabet er på besøg hos Málaga. Som i de senere år er kampene i de første runder i august præget af noget alternative spilletidspunkter for at tage hensyn til den spanske sommervarme og undgå kampe i dagtimerne. Til september vender de normale spilletider tilbage med den nyhed, at der ikke længere vil være spanske kampe lørdag aften klokken 22, hvilket ellers længe har været en tradition til irritation for tilskuere og til glæde for spanske tv-selskaber. Nu vil man i stedet tænke mere mod det asiatiske marked med kampe lørdag klokken 13 som nyheden, mens man fortsat har kampe både fredag og mandag aften.
Hvad vi så egentlig skal kalde turneringen, er et godt spørgsmål. Mens alle ved, at det i England hedder Premier League, i Tyskland Bundesligaen, i Italien Serie A og i Frankrig Ligue 1, har der altid været en vis utydelighed om navnet på den spanske liga. I sommer har den tilmed fået nyt sponsornavn og hedder nu officielt Liga Santander (efter Santander-banken). Internationalt har de fleste vænnet sig til at anvende det mundrette La Liga, men i Spanien hører man ofte det gode gamle Primera División eller bare La Primera. Der er frit valg, og i hvert fald må man glæde sig over, at det ikke er så galt som i den næstbedste række, der nu har fået navn efter et af Santander-bankens kontoprodukter. Det har givet Segunda División navnet Liga 1|2|3, og da præsidenten for ligaforeningen Javier Tebas blev foreholdt, at det måske var et lidt forvirrende navn til landets næstbedste række, lød svaret, at man ville sørge for at skrive 2-tallet med lidt større skrift for at gøre det mere tydeligt. Hvordan man løser det i tale, meldte historien ikke noget om…
Og sådan er det med spansk fodbold. En skøn blanding af ekstreme kvaliteter, ekstreme forskelle og ekstreme tåbeligheder. En cocktail, der også i år giver løfter om en sæson med mange store øjeblikke på banen og med masser af absurde og kontroversielle historier udenfor.
Morten Glinvads bud på en slutstilling i La Liga (eller hvad du nu vælger at kalde den…)
1. Barcelona
2. Real Madrid
3. Atlético Madrid
4. Sevilla
5. Villarreal
6. Málaga
7. Athletic Bilbao
8. Real Sociedad
9. Valencia
10. Espanyol
11. Celta
12. Betis
13. Deportivo
14. Las Palmas
15. Sporting
16. Leganés
17. Granada
---
18. Osasuna
19. Alavés
20. Eibar
Morten Glinvad kommenterer La Liga for Discovery Networks Danmark og vil fremover skrive om spansk fodbold for Mediano. Næste klumme følger på mandag efter premiererunden.
Foto: Getty Images
