Podcast: La Liga optakt - Messi vs Ronaldo part VIII - og lidt om Sisto og Laudrup
La Liga Podcast: Verdens stærkeste liga indledes i aften. Her gør Mediano dig klar til en sæson, der igen står i Barcelona, Real Madrid - og Atletico Madrids tegn.
Af Jacob Staehelin og Peter Brüchmann
Velkommen til sæsonen, der skal bevise, om Zinedine Zidane kan skabe et fodbold-koncept, der kan hamle op med FC Barcelonas sydamerikanske trekløver i den nationale liga.
Velkommen til en sæson, hvor de tre største spanske hold igen er holdene, der skal passeres, hvis man vil helt frem i Champions Leagie, hvor fem af de seneste seks finalehold har været spanske.
Velkommen til en sæson, hvor både enkelte af de store og flere af de små lægger ud med så spændende fodboldfilosofier, at det kan blæse fodboldverdenen omkuld - eller gå helt galt.
Fodboldkommentator på Discovery Sport, Morten Glinvad, tager dig her i selskab med fodboldtræner Jonathan Hartmann, der tidligere var medvært på den succesrige podcast, Viva La Liga.
De tager dig i denne udsendelse gennem de store La Liga-hold, men kommer også nøje ind på udviklingen i Sevilla, hvor Unai Emery efter tre gange Europa League er blevet hentet til Paris Saint-Germain, Villarreal, der var sidste sæsons overraskelse, men har lagt ud med at fyre træneren og tabe Champions League Play-off hjemme til Monaco.
Panelet kigger på danskerne i La Liga, hvor Pione Sisto skal afløse selveste Nolito i Celta Vigo.
Og endelig lander vi på spørgsmålet om, hvorfor ingen taler om Michael Laudrup længere, når der skal findes nye trænere til klubberne i La Liga.
Foto: Getty Images/Gonzalo Arroyo Moreno