Superliga-podcast: Her er - den store - forskel mellem Glen Riddersholm og Jess Thorup
Podcast: Francis Dickoh fortæller i denne uges Superliga-podcast indgående om de trænere, han har spillet under de seneste år. Og rigtigt interessant bliver det, når han beskriver forskellen mellem Glen Riddersholm og Jess Thorup i FC Midtjylland.
Af Sture Sandø og Peter Brüchmann
Selv om det ikke er Glen Riddersholm, der dukker op som svaret på den træner, der har været bedst og haft den største betydning for Dickoh, så trivedes Dickoh bedst under Riddersholm.
- Glen er en træner, der går meget op i det hele menneske, det mentale og måden at være på. Giv til fællesskabet og så får du tifold igen. Han var ’skipper’-typen, der signalerede kig på mig, så skal jeg nok føre jer hen, hvor vi skal være. Jess var lidt mere åbne linjer, søgte lidt mere spillernes accept og det var i det hele taget lidt mere ’hvad synes I?’ Lige præcis den sætning synes jeg, at jeg hørte et par gange for meget i forhold til under Glen, hvor der var én retning, fortæller Francis Dickoh i Medianos Superliga-podcast.
Dickoh, der senest vandt sølv med SønderjyskE bruger udtrykket ’klassens time’ om Thorups ledelse, men understreger, at der er en vis form for logik i, at forskellen blev så stor mellem de to trænerprofiler.
- Der forsvandt mange spillere, mange lederfigurer som Sviatchenko, Sly, Bak, Jim Larsen og Petter Andersson, enten ud af klubben eller med skader, og derfor var det et yngre hold og spillertruppen tilbød heller ikke muligheden for at spille på samme måde som under Glen med masser af power, ligesom der heller ikke var den samme hårdhed og de samme typer, fortæller Dickoh.
Han er i denne uges Superliga-panel sammen med Lyngbys akademitræner, Jonathan Hartmann. De diskuterer trænertypen, men analyserer også dybt på Alexander Zornigers Brøndby og flere andre hold i Superligaen.
Hør den 65 minutter lange fodboldsnak og få svaret på, hvem Francis Dickoh udnævner som den bedste træner, han har haft med dansk pas.
Få også svaret på, hvad det er, der gør David Nielsen til en aktuel succes i Alka Superligaen, om Colin Todd har sat prop i Esbjergs kar og få hemmeligheden bag, hvad det er, Jakob Michelsen gør med sit SønderjyskE-hold.
Hør også sidste uges udsendelse, hvor Francis Dickoh og Peter Brüchmann kiggede frem mod de europæiske udfordringer for de fire danske hold:
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg