Kan Daniel Levy bringe Spurs helt til tops?
Tottenham er stadig økonomisk lillebror til Arsenal, men formand Daniel Levy har gang i noget stort. Spørgsmålet er, om han kan få etableret Tottenham som udfordrer til mesterskabet med sin kontroversielle ledelsesstil
Af Nicklas Kastrup
Siden februar 2001 har Daniel Levy været formand i Tottenham Hotspur. Det gør den 54-årige forretningsmand til den længstsiddende af slagsen i Premier League, som ellers er kendetegnet ved sin omskiftelighed – både på trænerbænkene og på bestyrelsesgangene.
Denne kontinuitet har været yderst gavnlig for Spurs, som, da Levy tog over, var et hold, der hørte til i midten af rækken, til nu at være et hold som konsekvent kvalificerer sig til Europa. I sidste sæson var man endda reel kandidat til mesterskabet, indtil hjulene fuldstændig faldt af vognen i de sidste par spillerunder.
De historiske slutplaceringer umiddelbart før og under Levy ser således ud:
Den sportslige fremgang er i den grad til at få øje på, og tendensen er meget klar. Tottenham er gået fra at være den bløde mellemvare i Premier League, til at være en lidt mindre blød mellemvare, til i skrivende stund at være en del af et bredt topfelt, som potentielt kan være med i spillet om det engelske mesterskab.
Den kontinentale ledelsesstruktur
Så hvad er det helt præcist han kan, ham Daniel Levy, og hvordan er det, han arbejder? I medierne er han kendt som en grisk pengepuger, hvis største øjeblik kom, da han fik Real Madrid til at hive den helt store muldvarp op ad lommen for at vriste Gareth Bale fri af kløerne på den kløgtige forretningsmand, men som reelt skabte sig sit renomé som benhård forhandler, da han krævede - og fik - 300 mio. kr. for Luka Modric til samme klub. Og der er da heller ingen tvivl om at Tottenham er en veldrevet forretning. Det kommer vi tilbage til.
Salget af Gareth Bale til Real Madrid indbragte knap 700 mio. kr. og er væsentlig for Tottenhams økonomiske succes.
Foto: Jan Kruger/Getty Images
Den sportslige fremgang i de senere år hviler i høj grad på det, klubben selv kalder en kontinental ledelsesstruktur, og som er indført af Daniel Levy. Den kontinentale ledelsesstruktur går ud på, at det ikke er manageren selv, der køber og sælger spillere, men at man i stedet lader en anden person identificere de spillere, man gerne vil have ind. Denne person har typisk titel af sportsdirektør, og den første af sin slags under Levy var danske Frank Arnesen, som blev ansat i 2004, og som havde blandet succes. Siden er han blevet efterfulgt af blandt andre Franco Baldini og senest af Paul Mitchell, som med et halvt års forsinkelse fulgte med Pochettino fra Southampton i 2014, og som havde titel af “head of recruitment”.
Onde tunger vil hævde at disse personer i bund og grund er stråmænd, som bare fungerer som et instrument for Levy, således at han selv kan handle med spillere. Sandheden er nok lidt mere nuanceret, men der er ingen tvivl om, at formanden gerne vil lege med, når det kommer til transfers. Det har senest resulteret i, at Paul Mitchell tog sit gode tøj og gik, og dermed står Spurs nu uden besætning på denne nøglerolle i klubben. Det samme er tilfældet for Rob Mackenzie, som kom fra Leicester i 2015 og hvis titel var “head of player identification”. Så den kontinuitet der blev omtalt i begyndelsen er ikke nødvendigvis allestedsnærværende i klubben.
Dette er heller ikke tilfældet på trænerposten, hvor Mauricio Pochettino har siddet siden 2014. I Levys tid som direktør har man sagt goddag til otte nye cheftrænere, og det er uden at tælle dem med, som midlertidigt har varetaget jobbet. Derfor må den succes, som klubben har oplevet siden midten af det seneste årti, også i højere grad tilskrives infrastrukturen og driften af klubben end enkelte individer på trænersædet eller i sportsdirektørrollen - og i den sammenhæng er det svært at komme uden om Levy.
Vendingen af den økonomiske skude
I Levys regeringstid har han formået at transformere driften af klubben og herunder især den økonomiske del. Fra 2001-2015 er den gennemsnitlige årlige stigning i indtægter 29,3%, hvilket må siges at være et ganske pænt resultat.
Hvis man dykker lidt dybere ned i de finansielle resultater, fremgår det, at i perioden 2001-2005 kørte Tottenham med underskud i tre af årene, og at det samlede underskud fra 2001-2005 var på omkring 70 mio. kroner, hvilket må siges at være kendetegnende for en usund drift. I løbet af de næste fem år formåede ledelsen, med Daniel Levy i spidsen, at få vendt skuden, såvel sportsligt som økonomisk, og denne trend er fortsat, således at man nu står i en situation, hvor klubben har haft overskud i fire af de sidste fem år, og har et nettooverskud fra 2012-2015 på 720 mio. kroner.
Det er en finansiel kovending, der ikke er til tage fejl af, og noget man på enhver ledelsesgang må lette på hatten for.
Det er klart, at der er nogle udefrakommende faktorer, som f.eks. et transfermarked med uproportionale prisstigninger i forhold til den globale økonomi, og stigende TV-indtægter, som har gjort opgaven med at forbedre klubbens økonomi lettere. Dog skal man ikke tage fejl af, hvor stor en præstation det er, især fordi man har formået at forbedre klubbens sportslige succes sideløbende. Noget som de evige rivaler fra Arsenal netop ikke har kunne klare. The Gunners har i den grad også forbedret deres økonomiske position, men det er til gengæld sket på bekostning af den sportslige sektor, hvilket de fleste fans af klubben er ved at have fået nok af.
Dog skal man holde sig for øje, at selvom Tottenham har oplevet en betragtelig finansiel fremgang i den periode, Levy har været formand, har Arsenals været endnu større, idet deres gennemsnitlige årlige vækst ligger på næsten 40%. Desuden er deres årlige indtægter omtrent 70% større end Tottenhams, så der er ingen tvivl om, hvem der stadig er den uomtvistelige lillebror i det forhold – også når det kommer til det rent økonomiske, omend der er det forbehold, at Arsenal har langt større udgifter end Tottenham på grund af stadionetableringen. Så nok tjener Arsenal mange penge, men på bunden er forskellen ikke nær så udtalt.
Den mest moderne infrastruktur
Denne sammenligning med de evige rivaler har yderligere en interessant krølle. Tottenhams infrastruktur lader til at have overhalet Arsenals indenom. Meget tydeligt illustreret ved at det træningsanlæg, som det engelske landshold nu benytter, ikke længere er Arsenals, men derimod Tottenhams, simpelthen fordi man har bedre og nyere faciliteter.
Et andet interessant aspekt er konstruktionen af det nye stadion, som, når det er færdigt, vil kunne huse 61.000 mennesker ad gangen – 600 flere end der kan sidde på Emirates - og som indtil videre går under navnet Northumberland Development Project. Det bliver interessant at se, hvordan klubben fra den hvide og blå del af det nordlige London kommer til at håndtere overgangen til det nye stadion, især med tanke på hvordan deres evige rivaler med kanonen på brystet stadig kæmper med de sportslige efterveer fra deres stadionprojekt. Om Tottenham kommer til at gøre det samme, er i sagens natur et åbent spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at man med det nye stadion vil bevæge sig helt op i den fodboldmæssige stratosfære, når det kommer til klubmæssig infrastruktur.
En computeranimation af det kommende stadion, der er under opførelse i umiddelbar nærhed af White Hart Lane.
Foto: Tottenhamhotspur.com
I forhold til netop infrastruktur skal det også nævnes, at Spurs’ ungdomsakademi er det akademi i England, som har bragt flest akademispillere igennem til førsteholdet sammen med Southampton. Et akademi bør alt andet lige måles på, hvor mange førsteholdsspillere det producerer, og hvilken kvalitet disse spillere har rent spillemæssigt, og her tilhører Tottenham toppen. Harry Kane og Danny Rose er nogle af de mest etablerede stjerner, som er kommet igennem akademiet de senere år, men også folk som Andros Townsend, og Ryan Mason bør nævnes som folk, der er blevet bragt op med en vis succes. De to sidstnævnte er blevet solgt videre for en solid pose penge, men det er også noget som man kan argumentere for, tæller positivt i den samlede vurdering af driften af klubben. Hertil kommer evnen til at spotte unge talenter i lavere rækker - og tro på dem. Dele Alli og Kyle Walker, der kom fra MK Dons og Sheffield United i en ung alder, er to gode eksempler på den fremgangsmåde.
Den store vision og de spidse albuer
Den ledelsesmæssige vision om at bringe førsteholdsspillere igennem fra akademiet, og enten integrere dem på førsteholdet som nøglespillere, eller at sælge dem videre med fortjeneste er en gennemprøvet og meget solid model. Det kan de skrive under på i Barcelona, Dortmund, Manchester og ikke mindst i München. Derfor aftvinger det også en vis respekt, at Tottenham følger denne model med stor succes, og hvis man kan holde sig til denne strategi og blive ved med at eksekvere med stor konsekvens på ledelsesgangene, er der ingen tvivl om, at der er lysere tider forude for tilhængerne af Tottenham Hotspur. Det samme gælder evnen til at finde og modet til at bruge talenter i lavere rækker.
Dog er det et relativt stort hvis, for der er bred enighed om, at Daniel Levys ledelsesmetoder lader noget tilbage at ønske. Der er ingen tvivl om, at manden er handlekraftig – meget fint illustreret ved, at han i slutningen af oktober 2008 valgte at rive det sportslige setup op med rødderne og fyrede cheftræner Juande Ramos, sportsdirektør Damien Comolli samt de to førsteholdstrænere Marcos Alvarez og Gustavo Poyet for derefter at ansætte ”The Wheeler Dealer” Harry Redknapp.
Den form for ledelse er det dog ikke alle, der er lige begejstrede for, og Paul Mitchell, som blev nævnt tidligere i artiklen, var efter sigende ikke på talefod med Levy, da han besluttede sig for, at han havde fået nok. Det er ikke givet, at denne meget hårdnakkede ledelsesstil bliver ved med at udmønte sig i sportslig og kommerciel succes, men indtil videre er det svært at argumentere imod de resultater Levy har skabt.
Udover at være kendt som en skånselsløs leder er han også kendt som en benhård forhandler, som kan og vil presse enhver øre ud af modparten, inden han laver en handel, og på den måde gør han til tider livet sværere for sig selv og for klubben end højst nødvendigt. Den tendens er ikke ubetinget positiv for Spurs, og Levys hårdnakkethed har utvivlsomt kostet klubben nogle unødvendige point, fordi truppen ikke har været fuldendt før slutningen af transfervinduet. Dermed er integrationen af de nyindkøb, der ender med at komme til klubben, også blevet unødvendigt besværliggjort.
Nedenstående tabel med tal fra The Telegraph beskriver fænomenet glimrende:
Tabel 2: Points i august måned siden 2005.
Her er det tydeligt at se, at Tottenham ikke altid kommer lige hurtigt ud af startblokken. Om man kan trække en direkte linje tilbage til Daniel Levy og hans forhandlingsmetoder er nok tvivlsomt, men det er svært at komme uden om, at der formentlig er en vis sammenhæng mellem de to fænomener.
Når man sammenfatter, hvad vi har set hidtil, danner der sig et billede af en ekstremt kompetent, handlekraftig og visionær leder, som har trukket Tottenham i en ubetinget positiv retning såvel sportsligt som økonomisk, men som også har sine svagheder og som ikke altid er lige let at komme godt ud af det med. En tendens som har det med at tvinge personer i nøgleroller ud af forretningen. Uden sammenligning i øvrigt minder det en del om Steve Jobs, som også i sin tid var kendt for nogle af de samme karaktertræk, men aldrig lod det komme i vejen for det ultimative mål – forretningens succes.
Det sidste skridt
Hvis Spurs skal tage det sidste og indiskutabelt sværeste skridt helt op i den absolutte top af europæisk fodbold, kræver det, at klubben bliver ved med at følge den kurs, man har stukket ud: at bygge truppen op omkring spillere af egen avl, imens man bliver ved med kontinuerligt at forbedre infrastrukturen og højne vidensniveauet i organisationen, således at man hele tiden bevæger sig tættere på de nærmeste konkurrenter i toppen af Premier League.
Ud fra et rent strategisk synspunkt er det yderst interessant at følge Tottenhams fremgang, fordi hvis man lykkes med at blive en dominerende skikkelse i engelsk og europæisk fodbold, vil der blive føjet endnu et kapitel til historien om klubben, som vandt stort på at dyrke egne talenter eller finde dem i lavere rækker koblet sammen med at man årligt tilføjer en eller to dyre profiler udefra for at sørge for, at truppen er så stærk som overhovedet muligt.
Uanset hvad der kommer til at ske i fremtiden, er der ingen tvivl om, at Daniel Levy har kendetegnet Tottenham på godt og ondt i de seneste 15 år, og hans resultater taler for sig selv. Tottenhams nuværende og fremtidige succes afhænger i høj grad med dens visionære direktør - og formentlig også i højere grad end den afhænger Mauricio Pochettino eller andre ledende skikkelser i det sportslige setup i klubben.
Om man kan lide det eller ej, så er der er kun én chef på White Hart Lane, og det hviler på hans skuldre i højere grad end nogen andres at føre Tottenham det sidste stykke op i den absolutte europæiske fodboldelite.
Kilder:
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Tottenham_Hotspur_F.C._managers
http://globaldocuments.morningstar.com/documentlibrary/document/374609e6d13d5091.msdoc/original
http://www.skysports.com/football/news/11661/10058264/hold-hold-hold
http://www.arsenal.com/the-club/corporate-info/arsenal-holdings-financial-results
Steve Jobs af Walter Isaacson
Topfoto: Getty Images
