MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

- Jeg troede ikke, Sunderland kunne blive oppe

- Jeg troede ikke, Sunderland kunne blive oppe

Hermed 3. kapitel i Christian Krabbe Barfoeds Sunderland-beretning. Fortalt af en mand, der har elsket klubben siden drengeårene. Det har været hårdt undervejs, for Sunderland lever konstant på kanten af sammenbrud

Af Christian Krabbe Barfoed

En almindelig onsdag aften ved midnatstid ville de to midaldrende mænd i hotelbaren på det netop indviede Hilton Hotel i Sunderland ligne to forretningsmænd, der var strandet i nordengelske Sunderland i de sene aftentimer og nu drak sig fulde sammen i hotelbaren.

En glad mand ved navn Sam Allardyce. Foto: Ian MacNicol/Getty Images

En glad mand ved navn Sam Allardyce. 

Foto: Ian MacNicol/Getty Images

Men det er ikke nogen almindelig onsdag aften i Sunderland. Det er onsdag den 11. maj 2016, og for kort tid siden har Sunderland AFC reddet sig fra nedrykning til Championship med en overbevisende 3-0 sejr over Everton på Stadium of Light.

De to mænd i hotelbaren er Sunderland's amerikanske ejer, 55-årige Ellis Short og klubbens manager 61-årige Sam Allardyce. Efter den altafgørende sejr, som formentlig har reddet Ellis Short fra et økonomisk tab på omkring en milliard kroner, beslutter de to mænd at fejre sejren sammen over et par drinks eller 10 i hotelbaren, der ligger blot 100 meters penge fra Stadium of Light.

Efter den festlige aften i hotelbaren føler Ellis Short endelig, han har fundet den manager, der uden konstant at forlange nye, dyre spillere kan skaffe stabilitet til Sunderland. I flere år har holdet måttet gennem nogle nervepirrende uger i maj inden eksistensen i Premier League er reddet.

De fleste - selv i Sunderland - var ellers enige om, det var en umulig opgave, Allardyce havde overtaget efter hollandske Dick Advocaat i oktober året forinden. Advocaat smed håndklædet i ringen efter at Sunderland hjemme på Stadium of Light havde smidt en 2-0 føring væk og spillet 2-2 mod West Ham. Et resultat, der isolerede klubben i bunden af Premier League sammen med lokalrivalen Newcastle - begge med blot tre point.

Sam Allardyce er ikke Ellis Shorts førstevalg som ny Sunderland-manager, da Dick Advocaat opgiver. Det er den tidligere Everton- og Manchester United-manager David Moyes, som Short flere gange forgæves har forsøgt at hente til klubben. Ved flere tidligere lejligheder har Moyes sagt nej fordi han på det tidspunkt har andre forpligtelser, senest i spanske Real Sociedad.

Svaret er igen nej fra David Moyes, men denne gang bruger han ikke "andre forpligtelser" som begrundelse for afvisningen.

- Den vigtigste grund var, at jeg ikke troede på Sunderland kunne blive oppe, så det er et fantastisk job, Sam har udført, siger David Moyes, da han 10 måneder senere bliver præsenteret som ny Sunderland-manager.

Alle andre steder end Sunderland ville man kalde den historie vanvittig, men Moyes' er klubbens ottende manager de seneste otte år. Så når Moyes på lørdag klokken lidt før 18.30 sender sin første start 11-er på banen til den svære udekamp mod Manchester City, som er Sunderlands sæsonpremiere i klubbens tiende sæson i træk i Premier League i denne omgang, vil de første væddemål på, hvor længe han holder i jobbet, blive indgået blandt Sunderland-fansene i Manchester.

Keanes farvel

Spillerne har intet hørt, og de er rystede, da de får beskeden. Sunderland ligger godt nok tredjesidst i Premier League og har tabt seks af de seneste syv kampe, men der er trods alt mange kampe tilbage og manager Roy Keane er de seneste to sæsoner lykkedes med først at skaffe Sunderland oprykning fra Championship og siden at redde klubben fra nedrykning i den første sæson tilbage i Premier League.

Ellis Short - en mand med kort trænertålmodighed. Og når man ejer Sunderland, så bliver den tålmodighed ofte testet.Foto: Bethany Clarke/Getty Images

Ellis Short - en mand med kort trænertålmodighed. Og når man ejer Sunderland, så bliver den tålmodighed ofte testet.

Foto: Bethany Clarke/Getty Images

Det er den 4. december 2008, og den besked spillerne netop har fået, er at Roy Keane stopper som manager i Sunderland. Her, næsten otte år senere, er der stadig en vis uenighed om det var Keane selv, der trak sig eller om han blev gået af den dengang forholdsvis nye ejer Ellis Short.

- Jeg sagde ikke op eller gik. Jeg sagde, jeg ikke kunne arbejde med Ellis Short, og så blev der lavet en aftale. Jeg stod ikke til ansvar for Ellis Short. Jeg stod til ansvar for formanden eller den øverste ledelse, siger Roy Keane selv i biografien "The Second Half". Det er formelt stadig den tidligere Sunderland-spiller Niall Quinn, der er formand for klubben - men det er Short, der bestemmer.

Når man læser Keanes selvbiografi er der ingen tvivl om at han elskede Sunderland og klubbens fans - men at han havde det mere end svært med at klubbens amerikanske ejer også blander sig aktivt i klubbens drift - for det gør Ellis Short. Det har den tidligere Manchester United-spiller, der i dag er assistenttræner for det irske landshold, svært ved at leve med.

- Min karriere i Sunderland endte efter tre eller fire svære uger. Ikke to eller tre måneder, som jeg har set det ske for andre managere. Vi var stadig på et gennemsnit på et point pr. kamp. Hvis du opretholder det over ti år, vil du stadig være i Premier League til den tid, siger Roy Keane i "The Second Half" med ord, der nu synes nærmest profetiske for Sunderlands seneste årti.

Det bliver assistenttræner Ricky Sbragia, der får opgaven med at redde klubben fra nedrykning - i første omgang på midlertidig basis, men han gør det så godt at han allerede inden årsskiftet bliver belønnet med en 18 måneders kontakt. Det lykkedes lige akkurat Sunderland at redde eksistensen i en sæson, hvor begge lokalrivalerne Newcastle og Middlesbrough rykker ned i Championship. Men Sbragia, der aldrig har prøvet kræfter med managerjobbet inden Sunderland, siger stop og får i stedet et job som chef-scout i klubben. I dag er han træner for Skotlands U21-landshold.

Manageren, der var Newcastle-fan

Det betyder at Ellis Short og Sunderland-ledelsen for første gang i Shorts tid kan ansætte en ny manager inden sommerferien, som kan forberede den  kommende sæson i ro og mag. Det bliver den tidligere Manchester United-kæmpe Steve Bruce, der har manager-erfaring fra både Birmingham og Wigan - han har netop skaffet Wigan, hvor man normalt er mere optaget af rugby end fodbold, en fornem 11. plads i Premier League. Steve Bruce er kendt for at være aktiv på transfermarkedet, og en af hans første store signinger, som falder på plads lige inden sæsonstarten, er angriberen Darren Bent, som bliver hentet i Tottenham for 16,5 millioner pund.

  • Fik du læst? Her er de to første kapitler om Sunderland:

Det viser sig at være et rigtigt godt køb: Bent scorer 24 mål i Premier League i sin første sæson - halvdelen af Sunderlands 48 mål i den sæson. Blandt andet er det ham, der scorer et kontroversielt sejrsmål mod Liverpool på Stadium of Light. Der er kun spillet fem minutter, da en meget ung Liverpool-tilhænger kaster en ballon på banen samtidig med Bent skyder på mål. Ballonen generer Liverpool-keeper Pepe Reina, og Bents skud går i nettet til kampens eneste mål.

Sunderland er ikke i nærheden af nedrykning den sæson og slutter på en hæderlig 13. plads med 14 point til nedrykningsstregen.

Da Steve Bruce i februar 2011 underskriver en forlængelse af sin manager-kontrakt med tre år, sker det nærmest til trompetfanfarer fra klubformand Niall Quinn.

- I løbet af 18 måneder har han forvandlet vores hold til ukendelighed og han har hentet nogle utroligt talentfulde spillere. Han symboliserer en etik med teamwork og vigtigheden af kammeratskab, idet han skaber en vidunderlig ånd af sammenhold blandt spillere og ansatte. I løbet af det halvandet år har Steve Bruce købt 13 spillere og solgt 15.

Men udskiftningerne på holdet giver fremgang, Sunderland slutter sæsonen på en 10. plads - stadig den bedste placering i de seneste 15 år.  Den opnås selv om Darren Bent vil videre og beder om at blive sat på salgslisten, og han sælges da også til Aston Villa for 24 millioner pund, efter Sunderland har afvist to mindre bud på ham. Det betyder, at der bliver tjent 7,5 millioner pund på Bent.

Til den kommende sæson henter Steve Bruce blandt andet to spillere, han kender fra sin tid i Birmingham. Det er svenske Sebastian Larsson, en teknisk og taktisk dygtig midtbanespiller med en gylden højrefod til blandt andet dødbolde, og den danske angriber Nicklas Bendtner, der kommer til klubben fra Arsenal på en lejeaftale. Larsson og Bendtner har en fortid sammen som ungdomsspillere i Arsenal.

Dengang han spillede... Nicklas Bendtner scorer for Sunderland.Foto: John Powell/Getty Images

Dengang han spillede... Nicklas Bendtner scorer for Sunderland.

Foto: John Powell/Getty Images

Sebastian Larsson bliver en af de store profiler i Sunderland, i sin første sæson scorer han syv mål - de fleste på frispark, og hans boldsikkerhed og overblik giver ro på midtbanen. Nicklas Bendtner gør det også godt, og da sæsonen er slut, er han Sunderland-topscorer den sæson med sine otte mål.

På det tidspunkt er Steve Bruce fortid i klubben. Han bliver fyret i november 2011 efter en række dårlige resultater har sendt Sunderland ned som nummer 16. Steve Bruce siger selv, at han bliver fyret af en anden grund - fordi han er Newcastle-tilhænger! Senere har Ellis Short dog sagt, at fyringen skyldes at Short bliver træt af Steve Bruces evindelige krav om nye spillerkøb - og når man nu kender Shorts holdninger, lyder det som en meget sandsynlig årsag.

Til gengæld er det en Sunderland-tilhænger, der bliver hentet ind som ny manager - efter Everton-manager David Moyes har afvist en forespørgsel fra Eillis Short. Den tidligere Nottingham Forest-spiller Martin O'Neill har fra barnsben været Sunderland-fan, og det er et klart plus for den nye irske manager i den daglige omgang med Sunderlands fans. Heller ikke i den sæson kommer Sunderland i nedrykningsfare og sæsonen slutter i maj 2012 med en hæderlig 13. plads.

Men O'Neill får problemer i løbet af den næste sæson, hvor Sunderland efter en fin start går helt i stå. Da holdet efter et 1-0 nederlag til Manchester United i marts 2013, er fjerdesidst med et point til nedrykningsstregen efter otte kampe uden sejr, bliver Martin O'Neill fyret.

- Jeg er fascist, ikke racist

Skal man tro Ellis Short er det igen David Moyes, stadig Everton-manager og en af landets hotteste managernavne, der får budet. Men han afviser igen, og kort efter bliver han præsenteret som Alex Fergusons afløser i Manchester United.

I Sunderland træffer Ellis Short og Sunderland-ledelsen nu et dybt kontroversielt valg, da Sunderland henter den tidligere Lazio- og West Ham-spiller, italienske Paolo di Canio til klubben som manager på en to et halvt år lang kontrakt. Fodboldmæssigt er ansættelsen en lottokupon, di Canio har netop sagt op i Swindon i den tredjebedste række.

Han har ført klubben til oprykningskampe, og hans specielle stil har gjort ham populær i klubben. Han betaler selv 30.000 pund for at holde tre spillere i klubben, og han giver pizza til 200 frivillige fans efter de har ryddet Swindons hjemmebane County Ground så en kamp mod Shrewsbury kan gennemføres. Men han har ingen erfaring som manager i Premier League, og kun to sæsoners manager-erfaring i det hele taget.

Desuden anklages han for at have fascistiske synspunkter - Di Canio har selv sagt at han "er fascist, men ikke racist". Det er dybt kontroversielt i Sunderland, hvor det er lige så sikkert at borgmesteren er fra Labour, som det er, at borgmestrene i f.eks. Ishøj, Brøndby og Rødovre er socialdemokrater. Sunderland er en af Labours højborge, det er en gammel industriby med høj arbejdsløshed, hvor det politiske hjerte hos de fleste indbyggere ligger til venstre for midten. Det var den by i England, hvor forholdsvis flest for nylig stemte for at sige farvel til EU.

Paolo di Canio har aldrig lagt skjul på sine følelser.Foto: Scott Healey/Getty Images

Paolo di Canio har aldrig lagt skjul på sine følelser.

Foto: Scott Healey/Getty Images

Det højtstående Labour-medlem David Miliband - bror til Labour-lederen på det tidspunkt Ed Miliband - er næstformand for Sunderland AFC. Men for ham er ansættelsen af Di Canio så ubærlig, at han forlader fodboldklubbens bestyrelse i protest. I Sunderland tager Labour-borgmester Paul Watson dog ansættelsen mere roligt - fodboldklubbens overlevelse er trods alt vigtigere end politik. Inden en af de første kampe med di Canio som manger - lokalbraget mod Newcastle i april 2013 på St. James Park i Newcastle, der også er afgørende for Sunderlands overlevelse i Premier League - er han mere optaget af at holdet skal vinde.

- En hvilken som helst sejr kan gøre det, siger Paul Watson til Sunderland Echo.

Di Canio må undvære tre af sine nøglespillere, midtbanedynamoerne Craig Gardner og Lee Cattermole - samt angriberen Steven Fletcher. Men mod alle odds leverer Sunderland sæsonens bedste præstation og vinder 3-0. Det er den første Sunderland-sejr over Newcastle i et årti, og holdet følger den op ugen efter hjemme på Stadium of Light med sejr over Everton. De to sejre og to uafgjorte kampe skal senere vise sig at være lige præcis nok for di Canio og Sunderland til at redde eksistensen i Premier League trods et pinligt 6-1 nederlag til Aston Villa. Men først efter Arsenal i en udsat kamp har slået Wigan, som rykker ned, mens Sunderland-spillerne kan fejre redning uden selv at have spillet.

Paolo di Canio starter i Sunderland, da klubben er fjerdesidst - og det er også det sted, han med møje og besvær kan slutte sæsonen. Men den uligevægtige og uerfarne manager har for længst mistet omklædningsrummet, og blandt spillerne internt er der oprørsstemning - også fordi di Canio har reageret meget vredt på et billede, nogle af spillerne har lagt på de sociale medier, hvor de fejrer redningen. Det synes di Canio er upassende, når man blot har reddet sig uden at spille. Men di Canio kender åbenbart ikke Sunderlands nyere historie.

Det er sejren over Newcastle, der bliver afgørende for, at Ellis Short og klubbens CEO Margaret Byrne lader di Canio beholder jobbet. Men det holder kun fem kampe ind i den nye sæson med ét point som udbytte og nogle fuldstændigt groteske scener med Paolo di Canio. For rullende kameraer indleder han en diskussion med Sunderlands fans efter et 3-0 nederlag i udekampen mod West Bromwich, som bliver hans sidste kamp i spidsen for holdet. Ifølge Margaret Byrne har Sunderland-ledelsen på det tidspunkt fået henvendelser fra nøglespillere, der kalder di Canios facon for ondskabsfuld og giftig.

The Great Escape

Asisstenttræner og tidligere Sunderland-spiller Kevin Ball bliver konstitueret som manager for et par kampe. Ellis Short vender sig igen mod David Moyes, der denne gang er optaget af drømmejobbet i Manchester United og takker pænt nej. Det bliver en ung, talentfuld manager der får jobbet. Den tidligere Chelsea-og Tottenhamspiller Gustavo Poyet fra Uruguay er netop blevet fyret i Brighton, selv om han har ført klubben til toppen af Championship og først tabt til Crystal Palace i en oprykningsfinale.

Poyet er Sunderland-manager i en af de mest vanvittige sæsoner i klubbens historie. Med en førsteholdstrup, hvor vel ikke mere end 15-16 stykker reelt har klassen til at spille på førsteholdet, kommer holdet langt i begge pokalturneringer. I FA-cuppen taber holdet først i kvartfinalen til hademodstanderen fra Hull. Og i liga-cuppen er Poyet tæt på at sikre Sunderland den første store triumf i 43 år da holdet når en finale på Wembley mod Manchester City den 2. marts 2014.

Sensationen lurer, da en af mine personlige Sunderland-favoritspillere - og en af di Canios bedre ideer, han hentede Borini i Liverpool på en lejeaftale -  italienske Fabio Borini, scorer til 1-0 efter 10 minutter. Men i 2. halvleg sætter stjernenavnene fra City tingene på plads og vinder 3-1.

Eventyrene i cup-turneringerne har slidt på holdet, som i forvejen har fået en dårlig start på sæsonen under Di Canio. Med seks kampe tilbage og et slutprogram, der blandt andet byder på kampe mod Manchester City, Chelsea og Manchester United, har Sunderland blot 25 point og seks point op til nedrykningsstregen. Men uafgjort mod Manchester City og sejre over både Chelsea og Manchester United bliver efterfulgt af yderligere to sejre, og det betyder at Sunderland inden sidste spillerunde på mirakuløs vis har reddet sig endnu en sæson i Premier League. Det er en af de redninger, der stadig bliver talt om i England, hvor man elsker fortællinger om "great escapes" - og Sunderlands redning i 2014 er helt sikkert en af de bedre.

Forventningerne er store til Gustavo Poyet, som i maj 2014 underskriver en ny toårig kontakt med Sunderland. Men i den nye sæson bliver Sunderland igen fanget i hængedyndet i bunden af Premier League, og da klubben er under stregen og i akut nedrykningsfare i marts 2015, bliver Poyet fyret. Traditionen tro bliver David Moyes spurgt, men han siger endnu engang nej - denne gang fordi han nu er manager i den baskiske klub Real Sociedad og gerne vil fortsætte der.

Det bliver den 67-årige veteran og tidligere hollandske landstræner Dick Advocaat der får til opgave at redde Sunderland fra nedrykning. Allerede i sin anden kamp i spidsen for holdet gør han sig til helt i byen sammen med angriberen Jermain Defoe, der med en vidunderlig helflugter scorer kampens eneste mål til en altafgørende sejr i lokalopgøret mod Newcastle på Stadum of Light.

Advocaat har selv understreget, at han er en midlertidig managerløsning, men da han og spillerne med 0-0 på udebane mod Arsenal i næstsidste runde redder Premier League-livet, siger Dick Advocaat, som er blevet rigtigt glad for jobbet i Sunderland, ja til at fortsætte.

Men kære læser - du har sikkert gættet det - efter en elendig sæsonstart er Sunderland havnet på næstsidstepladsen i akut nedrykningsfare, og så kaster Advocaat selv håndklædet i ringen og vil ikke mere. Igen er det Moyes, der får buddet, og så er vi tilbage ved indledningen på denne artikel.

Sam Allardyce, der er kendt som en bundsolid manager med et defensivt udgangspunkt, får skrabet de nødvendige point sammen til endnu en redning - ikke mindst takket være 15 Premier League-mål af veteran-angriberen Jermain Defoe, der i en alder af 33 leverer en af sine bedste Premier League-sæsoner overhovedet.

Vagtskifte i overtiden

Før den nye Premier League-sæson så det for første gang i meget lang tid ud til at Sunderlands manager kunne forberede en ny sæson i ro og mag med en solid pre-season og en fornuftig strategi på transfermarkedet. I en sæson, hvor TV-pengene til Premier League-klubberne stiger betragteligt efter en ny aftale, var redningen i sidste sæson afgørende for Sunderland.

Det skønnes, at ejer Ellis Short ville have stået til at miste 100 millioner pund, hvis Sunderland var rykket ned i Championship. Der har været spredte rygter tidligere i år om, at Short ønskede at sælge klubben, men hidtil har han afvist alle rygter - og han har som sædvanlig været kraftigt involveret i processen, da der pludselig mod alle forventninger skulle findes ny manager.

For efter Englands forfærdelige EM-slutunde-exit og afskeden med landstræner Roy Hodgson, fik det engelske fodboldforbund den idé, at de bedste kandidater til det job måtte være to engelske managere med erfaring i bundstriden i Premier League - Steve Bruce og Sam Allardyce. Jobbet endte hos Allardyce - og så kontaktede Ellis Short endnu engang David Moyes.

Denne gang sagde han ja, og nu krydser alle Sunderland-tilhængere fingre for at han kan skaffe Sunderland en rolig sæson uden nedrykningsfare - men vigtigst af alt, de 40 point, der er nok til redning.

Det synes også at være Moyes' primære fokus nu - selv om han til klubbens hjemmeside siger, at hans ambition er at bygge et hold op over flere sæsoner - ligesom i Everton. Men overfor den lokale avis Sunderland Echo indrømmer han, at han i dette transfer-vindue er nødt til at agere som flere Sunderland-managere før ham.

Alt her har i de senere år handlet om at få spillere ind, som kunne sikre overlevelse. Og for at være ærlig, er vi formentlig også lidt i den situation nu
— David Moyes, ny Sunderland-manager

- Alt her har i de senere år handlet om at få spillere ind, som kunne sikre overlevelse. Og for at være ærlig, er vi formentlig også lidt i den situation nu, fordi vi kommer så sent ind i transfer-vinduet, som vi gør, har Moyes sagt til Sunderland Echo.

I skrivende stund - to dage før Sunderland-premieren mod Manchester City - undrer de fleste Sunderland-fans sig over, at Moyes ikke har været mere aktiv på markedet.

Det har ikke skortet på navne på rygteplan, de mest prominente midtbanedynamoen Marouane Fellaini og angrebstalentet Adnan Januzaj, begge Manchester United. Moyes kender dem, især Fellaini fra tiden i Everton, den belgiske fighter passer helt klart bedre til Sunderland end til Manchester United. Men der er ikke mange Sunderland-fans, der tror på Moyes får grønt lys fra Short til at kaste store penge efter Fellaini og Januzaj.

I stedet er der realistiske rygter om at hente to tidligere Everton-spillere, den sydafrikanske veteran Steven Pienaar, som har haft kontraktudløb i Everton og har været til prøvetræning i Sunderland; samt angriberen Steven Naismith, der nu er i Norwich.

En signing er gennemført, midterforsvareren Papy Didjiobjodi fra Senegal, der for otte millioner pund er hentet i Chelsea - i sidste sæson var han lejet ud til Werder Bremen, hvor han spillede 14 fampe. Et solidt og fornufigt køb.

Desuden skal Manchester United og Sunderland have indgået en aftale, som sender to United-forsvarsreserver Paddy McNair og Donald Love til Sunderland.  Forstærkninger til bredden i forsvaret, hvor to andre tidligere United-spillere i mange år har udført solid Sunderland-tjeneste. Wes Browns kontakt udløb denne sommer, og John O'Shea har formentlig heller ikke nogen lang fremtid i klubben. Den hollandske  forsvarer Patrick van Aanholt  var en af holdets bedste spillere sidste sæson, og han har heldigvis lige forlænget sin kontrakt, til gengæld meldes en anden af nøglespillerne i forsvaret Lamine Kone på vej til Everton.

I den sidste forberedelse inden sæsonen spillede Sunderland 1-1 mod Borussia Dortmund - Sunderland-målet scoret af netop Lamine Kone. To spillere var ude med skader i den kamp, den tyske midtbanemand Jan Kirchoff, der på kort tid har udviklet sig til en af holdets nøglespillere, samt angrebsesset Jermain Defoe. Det betød at Fabio Borini var enlig frontangriber i den kamp, men den plads beholder han næppe, når Defoe vender tilbage. Jeg er så en af de Sunderland-fans, der håber på Moyes finder plads til Borini i startopstillingen, enten som angriber ved siden af Defoe eller på en offensiv midtbaneplads.

Svenske Sebastian Larsson var heller ikke på banen mod Dortmund, og det er nærliggende at antage, at han er på vej et andet sted hen.

I mine øjne mangler Moyes stadig i hvert fald to signinger - en angriber og en midtbanemand - før hans Sunderland-trup for alvor kan føles som et sikkert Premier League-skib, som kan styre uden om nedrykningen uden et nyt hundeslagsmål i bunden. Det behøver ikke være transfer-bomber som Fellaini eller Januzaj, der er i øvrigt slet ingen garanti for, at de ville vise sig pengene værd.

Hvis  Moyes lykkedes med det, vover jeg pelsen og skyder på at Sunderland slutter på 14. pladsen i den kommende Premier League-sæson. Men de fleste Sunderland-fans ved, at man skal passe på med at tro på eventyr - så hvis Vorherre eller andre højere magter med indflydelse på de sager,  inden sæsonstarten mod City lørdag eftermiddag, tilbyder os at slutte med en snæver 17. plads og endnu en redning, så tager vi sgu' nok den.'

Foto: Ian Horrocks/Getty Images

Her er podcast-grundbogen i UEFAs koefficient-system

Her er podcast-grundbogen i UEFAs koefficient-system

Podcast: Antonio Conte - den italienske nøddeknækker

Podcast: Antonio Conte - den italienske nøddeknækker