MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp

Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp

Nedtællingen er i gang. Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp - og 'til salg'-skiltet er sat op. Her følger 6. kapitel i Christian Krabbe Barfoeds blog om hjerteklubben Sunderland.

 

Af Christian Krabbe Barfoed

OLD TRAFFORD, 26. 12. 2016, KL. 17.50

Det er kun et trøstmål - men det er en perle. Sunderlands italienske offensiv-spiller Fabio Borini tager bolden til sig med brystet lige uden for straffesparksfeltet i højre side, og sparker første gang med vrist og ydersiden af højre fod. Som et missil stryger bolden hen over hovedet på  Manchester United-keeper David de Gea og op i fjerneste målhjørne. Det er Borinis første sæsonmål, og han er kun den fjerde Sunderland-spiller, der scorer i denne sæson.

Målet kan ikke forhindre en helt fortjent Manchester United-sejr på 3-1 på en dag, hvor Zlatan Ibrahimovic for alvor  folder sig ud.

Ibrahimovic scorer selv til 2-0 efter en katastrofal fejl-pasning fra Sunderlands dyreste indkøb, Didier Ndong fra Gabon, og svenskeren er manden bag Uniteds to andre scoringer, sat ind af Daley Blind - og et pragtmål, godt nok i off-side position af en af Uniteds mest spændende spillere, armenske Henrikh Mkhitaryan.

Neutrale tilskuere med fodboldforstand vil nok hæfte sig ved, at Sunderland-spillerne begår nogle frygtelige defensive fejl, som ikke hører hjemme på Premier League-niveau. Det er især en serie af forfærdelige fejlafleveringer fra den svenske midtbanespiller Sebastian Larsson og fra Didier Ndong fra Gabon, der sætter pres på det i forvejen stressede Sunderland-forsvar, hvor Lamine Kone, født i Frankrig, men landsholdsspiller for Elfenbenskysten og Papy Djilobodji fra Senegal ikke ser alt for overbevisende ud.

Men for mange Sunderland-fans er det Fabio Borinis mål, der er opmuntringen den dag. Borini er ikke kun en af mine personlige yndlingsspillere i Sunderland, de fleste andre fans elsker ham også.  Den 25-årige tidligere Liverpool- Chelsea- og Bologna-spiller, som tidligere manager Paolo di Canio med en af sine få fornuftige beslutninger hentede til Sunderland (i første omgang på en låneaftale) har været skadet i lange perioder.

Men når han har været med, har han leveret varen - og udover en sublim teknik er han også solidt skolet defensivt, og en af de få offensive Sunderland-spillere, der også tænker rigtigt i defensiven.

TURF MOOR, BURNLEY, 31. 12. 2016, KL. 17.25

Det er endnu et trøstmål, og for de fleste Sunderland-fans, der den nytårsaftensdag har taget de 135 kilometer sydpå fra Sunderland til Burnley, er det langt fra nok til at redde en miserabel eftermiddag. Efter 70 minutters spil er Sunderland bagud 4-0 i en seks-points kamp mod Burnley, der er en af de vigtigste konkurrenter i kampen for at undgå nedrykning. 

To mand går ud med skader den dag, først er det midterforsvareren Lamine Kone, der må udgå inden den halve time er spillet - og lige før pausen må et af de vigtigste offensive kort Victor Anichebe opgive med noget, der ligner en alvorlig forstrækning eller en fibersprængning i låret.

I Sunderland-defensiven bliver der begået nogle frygtelige fejl; af den i Premier League-sammenhæng urutinerede midterforsvarer Djilobodji, af en sæsonens største skuffelser, den superrutinerede midtbanemande Steven Pienaar, der falder over bolden under et simpelt opspil, og af en anden af de mest rutinerede, svenske Sebastian Larsson, der begår et fuldstændig tåbeligt straffespark, så hjernen bag Burnley-sejren den dag, Ashley Barnes, kan slå sidste søm i Sunderland-kisten og score til 4-0.

Men de nedtrykte Sunderland-fans får et perlemål - og en stor opmuntring - at tage hjem til Sunderland og fejre nytårsaften på. Det kontroversielle belgisk-albanske supertalent Adnan Januzaj, 21, som manager David Moyes har hentet på et sæsonlån i Mourinhos bugnende overskudslager i Manchester United, har fået mange chancer i startopstillingen hos Sunderland. Uden at vise meget af det, der i Moyes' tid som Manchester United-manager fik både ham og mange United-tilhængere til at spærre øjnene op og sige "hvem er han?"

Adnan Januzaj i flot aktion mod Burnley. Foto: Getty Images/Chris Brunskill

Adnan Januzaj i flot aktion mod Burnley. Foto: Getty Images/Chris Brunskill

Men nu tager han bolden til sig i venstre side omkring midten af banen. Han er omgivet af tre Burnley-spillere, som det lykkedes ham at komme forbi, han sætter endnu en Burnley-spiller af under en fantastisk dribletur, inden han med en perfekt aflevering smider bolden over i højre side af straffesparksfeltet, hvor den lander lige i fødderne på Sunderland-topscorer Jermain Defoe, der stensikkert sparker den ind bag Burnley-keeper Tom Heaton.

Det er det forfærdelige Sunderland-spil og de to skader, der fylder mest for Sunderland-tilhængerne den dag.

I to kampe har Sunderland-forsvaret lukket syv mål ind, midterforsvaret har gennem hele sæsonen været præget af større gennemtræk end Københavns Hovedbanegård i myldretiden, og nu er en af nøglespillerne i forsvaret Kone også skadet. Offensiven har været præget af, at målscoringen hænger på Jermain Defoe - men nu er Anichebe, der i et fornemt makkerskab med Defoe har været med til at få Sunderland i gang efter den forfærdelige sæsonstart med blot to point i de første ti kampe også skadet.

Men for mange Sunderland-fans - også mig - er det måske lige så vigtigt, at en af de offensiv-spillere, der kan blive afgørende, hvis Sunderland skal redde eksistensen, nu for alvor har meldt sig ind på Sunderland-holdet og leverer en prøver på sit kæmpetalent.

STADIUM OF LIGHT, 2. JANUAR 2017, KL. 17.55

Midterforsvareren Papy Djilobodji får massivt bifald fra Sunderland-tilhængerne - langt de fleste af de 46.494 tilskuere den dag - da han i slutsekunderne af kampen mod topholdet Liverpool kaster sig ned og sender bolden ud over sidelinjen i en af de traditionelle britiske forsvars-indsatser, som altid vækker jubel blandt tilskuerne.

Få minutter forinden har Djilobodji slået sig alvorligt i hovedet i en duel med en Liverpool-spiller, men Sunderland har benyttet de brugbare udskiftninger, og en tydeligt omtåget Djilobodji må blive på banen.

For ham og for resten af det Sunderland-forsvar, der har måttet lægge ryg til mange tørre verbale tæsk fra de fleste sider gennem det meste sæsonen, er det oprejsningens øjeblik, da dommer Anthony Taylor få sekunder senere fløjter kampen af.

Sunderland har spillet 2-2 mod Liverpool hjemme på Stadium of Light, og tilhængerne jubler over det uventede point. Forsvaret den dag er endnu engang sat sammen til lejligheden - 35-årige John O'Shea må som så ofte før påtage sig rollen som ankermand i de bageste rækker, og 22-årige Donald Love, hentet i Manchester United,  får sin ilddåb som højre back.

I målet leverer målmandsreserven italienske Vito Mannone, der startede sæsonen som førstevalg, men har mistet pladsen til unge talentfulde Jordan Pickford, der nu er skadet, en pragtkamp. Under opvarmningen har forsvarsspillerne trænet for sig selv - og de har lavet øvelser, man normalt kun ser på træningsbanen for at få aftaler og sammenspil på plads. Det er ikke helt så dramatisk som det lyder - der er kun to dage mellem kampene i det hektiske nytårsprogram i Premier League, så der er ikke tid og fysisk overskud til at træne mellem de to kampe mod Burnley og Liverpool. Men det er en meget præcist billede på problemerne i defensiven i Sunderland i denne sæson.

John O' Shea i kamp son anfører mod Liverpool. Foto: Getty Images/Stu Forster

John O' Shea i kamp son anfører mod Liverpool. Foto: Getty Images/Stu Forster

I offensiven mangler Anichebe som den fysiske tankcenterforward, der kan holde på bolden og skabe uro i Liverpools forsvar. Men til gengæld fortsætter Adnan Januzaj, hvor han slap mod Burnley, han leverer en forrygende første halvleg, inden han løber tør for kræfter og bliver skiftet ud 10 minutter før tid til stående bifald fra Sunderland-tilhængerne. Også Fabio Borini leverer en fin indsats, og han har så meget overskud, at han gerne vil sparke, da Sunderland får straffespark i slutningen af 1. halvleg efter Liverpools Ragnar Klavan er hoppet på Didider Ndongs finte og strækker et ben ud - som Ndong rutineret falder hen over og får straffesparket.

Borini var inden han blev skadet fast straffesparksskytte, men den rolle har topscorer Jermain Defoe overtaget, og han har allerede scoret sikkert på tre straffespark denne sæson - og det bliver da også ham, der sparker.

Det er faktisk kun Jermain Defoe i Sunderland-angrebet, der har en mindre off-day den dag - han misbruger en kæmpechance i 1. halvleg, som kunne have givet Sunderland en sensationel sejr over Liverpool.

Men det er glemt efter kampen - Defoe scorer på to straffespark den dag, og han kunne have scoret på tre hvis dommer Taylor havde fløjtet for hands på Liverpool's Emre Can i endnu en tvivlsom Can-aktion i Liverpool-feltet.

Klar til salg

Pointet mod Liverpool er stort, også fordi Sunderland nærmest har et helt hold ude med skader, og der er adskillige nøglespillere blandt de skadede - de vigtigste er målmand Jordan Pickford, forsvareren Lamine Kone, den defensive tyske midtbanemand Jan Kirchoff, den offensive midtbanemand Duncan Watmore og angriberen Victor Anichebe. Men også klub-ikonet Lee Cattermole og unge Paddy McNair og Jason Denayer ville kunne gøre en forskel lige nu.

Skade-situationen i klubben har også betydet, at klubejer Ellis Short har blødt lidt op på det budskab, der tidligere er kommet fra denne sæsons CEO Martin Bain - også her skifter Short hyppigt ud på posten - at der ikke ville blive råd til forstærkninger i transfer-vinduet. David Moyes har netop sagt til den lokale avis Sunderland Echo, at han skal have et møde med Short, som nu har stillet ham i udsigt, at han kan bruge penge på at hente forstærkninger i januar-vinduet.

Med den akutte situation i Sunderland vil Moyes formentlig blandt andet  prøve at hente rutineret forstærkning til forsvaret, som også kan risikere at blive yderligere svækket i løbet af transfervinduet. Der går rygter om at Arsenal vil prøve at hente keeper Jordan Pickford, og West Ham skulle have udset sig Lamine Kone, som inden sæsonen var tæt på at blive solgt til Everton.

Finansielt ville det give mening for Sunderland at sælge dem begge - og sportsligt kan det forsvares. Pickford er godt nok en af de bedste målmænd i Premier League i øjeblikket, men Sunderland kommer alligevel til at sælge ham før eller siden - og hvis buddet fra Arsenal er stort nok, kunne det være et fint tidspunkt at sælge ham lige nu hvor han endnu ikke har haft den svaghedsperiode, der rammer de fleste målmænd - prisen, vi kan få for ham, bliver næppe meget højere end nu. Og vi er faktisk ok dækket ind på målmandsposten med Vito Mannone og reserven Mika, som blev hentet i portugisiske Boavista inden sæsonstarten.

David Moyes fra weekendens kamp mod Burnley. Foto: Getty Images/Ian MacNicol

David Moyes fra weekendens kamp mod Burnley. Foto: Getty Images/Ian MacNicol

Kone er skadet, og desuden er han netop rejst til  Gabon for at spille African Cup for Elfenbenskysten - lige som reserven Wahbi Khazri, der er udtaget til Tunesiens trup.  Så han er alligevel ude af holdet den næste måneds tid, og hvis West Hams pris er den rigtige, vil Moyes og Ellis Short nok overveje at slå til.

Derimod vil det ikke give sportslig mening at slå til, hvis et andet rygte i strømmen af rygter op til transfer-vinduets åbning i januar passer: At West Ham også vil prøve at hente topscorer Jermain Defoe tilbage til London, hvor han tidligere har spillet for Tottenham. Økonomisk er der ingen tvivl om, at regnskabs-afdelingen i Sunderland vil gnide sig i hænderne, hvis 34-årige Defoe kan sælges til en pris, der næppe bliver højere for en spiller i Defoes alder end den er nu.

Ifølge kilder i Sunderland har Defoe desuden en klausul i sin kontrakt, der gør, at han frit kan rejse et andet sted hen, hvis Sunderland rykker ud af Premier League. Så hvis denne sæson ender med nedrykning, vil det formentlig være sidste chance for Sunderland for at få store penge ud af Defoes succes i øjeblikket.

Ejer vil gå langt

Men mon ikke Moyes her vil være i stand til at slå i bordet og slå fast, at hvis Defoe bliver solgt nu, sælger man også en af Sunderlands største chancer for endnu en overlevelse i Premier League.

En nedrykning vil uden tvivl føre til en større spillerflugt fra klubben - ifølge Sunderland-kilder har klubben siden den økonomisk katastrofale nedrykning til Championship i 2003 hver sæson indføjet en passus i alle spilleres kontrakter, hvor de må imødese en lønnedgang på 40 procent i tilfælde af redrykning.

Hvis Sunderland rykker ud denne gang, vil det kun være de spillere, der ikke er gode nok til at få tilbud andre steder fra, der bliver i klubben - som David Moyes igen har sagt for nylig, så er det ikke let at lokke spillere til Sunderland. Der er ikke mange af de unge, nyrige fodboldspillere, der gider bo i byen, hvis ikke de bliver rigtig godt betalt for det.

Det drejer sig også om de Sunderland-spillere, som er ude på lån nu, men som ville kunne forstærke holdet i den kommende sæson, hvis vi overlever. Her primært den hollandske offensivspiller Jermain Lens, som har haft en forrygende sæson i tyrkiske Fenerbahce.

Det er formentlig også en af grundene til, at klubejer Ellis Short vil gå langt for at holde Sunderland i Premier League, selv om alle tegn i sol og måne tyder på han har sat klubben til en salg til et beløb, der på rygteplan svinger  på mellem 1,5 og 2,5 milliarder kroner.

2,5 milliarder får Short næppe uanset om den står på Premier League eller Championship næste sæson - men det er det beløb, Short har meldt ud, han har investeret i klubben og som udgangspunkt den pris, han vil have.

Klubben er sat til salg i et prospekt, som Sunderland har afleveret til firmaet Inner Circle Sports, og selv CEO Martin Bain har sagt til pressen, at det ikke sker som led i et salg lige nu, er der ingen tvivl om, at hvis ikke der er forhandlinger i gang med interesserede købere, så håber Ellis Short at en potentiel investor snart melder sig. Men en investor vil formentlig også helst vente til Sunderlands skæbne i den kommende sæson er afklaret.

Der vil være kæmpe forskel på prisen i forhold til, om det er en Premier League-klub eller en Championship-klub, man skal overtage. Hvis Sunderland rykker ned, skal Ellis Short nok være mere end lykkelig, hvis han kan få 1,5 milliarder kroner. Amerikanske Randy Lerner fik ifølge flere medier "kun" 1 milliard kroner, da han tidligere i år solgte Aston Villa til kinesiske investorer - Aston Villa rykkede ud af Premier League i sidste sæson.

Derfor vil alle kræfter i Sunderland være forenet i de kommende måneder. Nedrykning skal endnu engang undgås for nærmest enhver pris, og der er ingen Sunderland-fan med respekt for sig selv, der hylder det synspunkt man kan se blandt nogle neutrale iagttagere, at Sunderland vil have godt af en periode i Championship for at få ro i klubben. 

I de seneste 20 år er Sunderland godt nok vendt tilbage efter en enkelt sæson, når den har stået på nedrykning, men Championship og ligaerne under er også massegrave for mange store klubber, der har fået knust drømmene om storhed og en hurtig retur til toppen af engelsk fodbold, bare spørg f.eks. i Leeds, Wolverhampton, Sheffield United, Portsmouth og Coventry.

Så de næste fire en halv måned skal være endnu en dødsforagtende Sunderland-indsats for at slutte på mindst den 17. plads, der giver redning. Og trods de mange skader og et spil, der i lange perioder har været alt andet end godt, er håbet faktisk langt mere lysegrønt end for blot to måneder siden.

Skal vi ikke satse på, at vores tidligere manager Sam Allaryce for første gang må rykke ned - med sin nye klub Crystal Palace? Og at de to klubber under os Hull og Swansea, der på alle måder er i langt ringere forfatning end Sunderland, rykker ned. Jeg tror på det, men det bliver næppe til meget mere end 17. pladsen, og det er også rigeligt.  

Næste skridt kan passende tages hjemme på Stadium of Light mod ustabile Stoke 14. januar.

Foto: Getty Images/Stu Forster

Tag med til Rwanda - når ånderne er med på banen

Tag med til Rwanda - når ånderne er med på banen

Da 'Verdens dårligste klub' lærte at vinde – historien om Toronto FC

Da 'Verdens dårligste klub' lærte at vinde – historien om Toronto FC