Mellem håb og fortvivlelse: Sunderlands evige kamp mod overmagten

Kapitel syv: Christian Krabbe Barfoeds yndlingsklub befinder sig nok engang i bundstriden, men midt i modgangen har Medianos Sunderland-fan number one opdaget, at han - måske - er i familie med en af klubbens helte

Af Christian Krabbe Barfoed

SELHURST PARK, LONDON, 4. FEBRUAR 2017, KLOKKEN 16.50

Det er et af de få øjeblikke i denne sæson, hvor det hele går op i en højere enhed for Sunderland-spillerne. 

På udebane fører holdet 3-0 over en af bundrivalerne Crystal Palace, og ude på sidelinjen kan Crystal Palaces manager Sam Allardyce - der i sidste sæson reddede Sunderland fra nedrykning, knap tro sine egne øjne. Han ser sit eget hold blive skilt ad af et Sunderland-hold, der spiller sin bedste halvleg i flere år.

Ude i højre side får Adnan Januzaj, vores talentfulde, men ustabile, lejesvend fra Manchester United, bolden. Han tager den til sig med højre inderside med noget, der blot ligner en lidt løs tæmning over mod venstrefoden. Men det er meget mere, og hvis den Crystal Palace-forsvarer, der dækker ham op, havde vidst, hvad han havde gang i, havde han forsøgt tacklingen med risiko for, at Januzaj ville smutte forbi. For Januzaj lægger bolden til rette for sit venstreben, og så slår han en gylden aflevering ned i det rum i modstandernes straffesparksfelt, der er allerfarligst, rummet bag Crystal Palaces midterforsvar. 

Jermain Defoe ved, pasningen vil komme; han har kort forinden scoret på oplæg fra Januzaj i modsatte side. Nu tager han løbet ned i mellemrummet, og da bolden kommer, tager han Januzajs milimeterpræcise aflevering til sig næsten nede ved mållinjen inde i feltet. Med højre fod trækker han bolden bagud og forbi Crystal Palace-forsvareren James Tomkins, inden han med venstre vrist sparker den utageligt i mål mellem Tomkins og en anden midterforsvarer, Scott Dann. Sådan spiller man et fem-mands forsvar tyndt - 4-0 til Sunderland - og resten af den kamp er en formalitet, der bare skal overstås - måske især for Allardyce, der kun kan glæde sig over at Sunderland trods alt ikke scorer mere og "blot" vinder 4-0.

DRØMMEN - OG VIRKELIGHEDEN

For de fleste fans af fodboldklubber verden over vil det være øjeblikket, hvor man med fornuft og rationale bag burde have lov at kunne håbe, at den slags kampe og øjeblikke er vendepunktet i en sæson, der indtil nu har været mildt sagt problematisk. Ikke i Sunderland. Hvis man er en rationel og velafbalanceret Sunderland-fan - hvis de da findes - ved man, at de største øjeblikke som regel bliver fulgt af de værste nedture.

Manager David Moyes er helt tydeligt ikke Sunderland-fan med veludviklet sans for kommende katastrofer - han belønner spillerne med en fælles tur til New York, hvor det er meningen, at de nye spillere, der er kommet til i transfer-vinduet skal ’bonde’ med resten af holdet.

Mod alle odds og med et par karakteristiske sidste øjebliks-løsninger har Sunderland haft et ganske fornuftigt transfer-vindue. Vi fik lov beholde vores måske vigtigste spiller i kampen for at undgå nedrykning, topscorer Jermain Defoe - det lykkedes Moyes og Sunderland-ledelsen med ejer Ellis Short at stå imod og afvise flere tilbud fra West Ham, som i øvrigt nok også var overraskende lave - det sidste lød på seks millioner pund. Også målmanden Jordan Pickford og en anden af nøglespillerne, midterforsvareren Lamine Kone, lykkedes det at beholde.

Men Sunderland har så store økonomiske problemer, at klubben er underlagt reglerne om Financial Fair Play. Klubbens gæld er større end dens indtægter, og det betyder, at der i øjeblikket skal sælges spillere, før der kan købes nye - og at sælge spillere med fortjeneste i Sunderland har ikke været en disciplin, skiftende managere i Sunderland har været gode til siden Steve Bruce, der dengang, som nu i Aston Villa, skifter flittigt ud på sine hold.

Sunderland-ejer Ellis Short vil gerne af med klubben, men endnu er der ingen, der vil  betale prisen på over 1,5 mia. kr. 

Foto: Getty Images

Inkarnerede Sunderland-fans med sans for økonomi har dog påpeget, at det er klubejer Ellis Short selv, der har bragt Sunderland i en økonomisk situation, som kun et salg til en meget kapitalstærk ejer - her taler vi om en ny ejer, der uden problemer kan smide noget, der ligner 1,6 milliarder kroner på bordet - kan rette op på.

Cirka 60 millioner pund af den gæld på cirka 160 millioner pund, som Sunderland AFC skylder sine kreditorer, er gæld til klubejer Ellis Short, der har givet pengene som lån til klubben. Men i modsætning til f.eks. Mike Ashley, der har ydet sin støtte til vores nærmeste rivaler Newcastle United FC som rentefri lån, så har Ellis Short selv kapitaliseret 100 millioner pund af de i alt 160 millioner pund, han har investeret i klubben siden han overtog den i 2009.

Det er også derfor, at Ellis Short som udgangspunkt vil have mindst 1,6 milliarder kroner for klubben - og det er derfor, han har så svært ved at sælge den, for det er der ingen investor med sund økonomisk sans, hverken i USA, Kina, Japan, London, Nordengland eller nogen andre steder, der vil betale på nuværende tidspunkt - det ville de ikke sidste år ved denne tid, det vil de ikke nu, og det vil de næppe heller ved denne tid næste år, uanset om vi spiller i Premier League eller Championship.

Mange i Sunderland håber på at byens største arbejdsplads - den japanske bilgigant Nissan - vil komme med et bud og i globaliseringens tidsalder starte et parløb mellem industri og sport svarende til Fiat og Agnelli-familiens succesfulde parløb med Juventus i Italien gennem de seneste 70 år. 

Men Brexit har formentlig gjort den drøm til utopi. Selv om Nissan efter succesfulde forhandlinger med den engelske regering lagde to vigtige ordrer hos fabrikken i Sunderland, der sikrede de 6700 ansatte på fabrikken ro i den nærmeste fremtid, så har Nissan igen sået tvivl om den engelske Nissan-fabriks fremtid på den lange bane.  

Forleden gav Nissans vicebestyrelsesformand Colin Lawther ifølge medier britiske parlamentsmedlemmer den besked, at Nissan "konstant" overvåger situationen i Storbritannien efter Brexit. Det sker efter, premierminister Theresa May har sagt, at Storbritannien vil distancere sig selv fra Toldunionen - for at kunne forhandle individuelle aftaler med lande udenfor EU. Det er en trussel mod Nissan, som altså nu svarer igen og åbner mulighed for store fyringsrunder og nedskæringer i Sunderland.  

På den korte bane betød fodboldklubben Sunderland AFC's gæld, at man var nødt til at sælge en attraktiv spiller for at kunne få nye ind i januar-transfervinduet -  det blev den hollandske Patrick van Aanholt, der allerede efter sit første møde med David Moyes i august sidste år sagde, at han ville væk fra klubben. 

Van Aanholt var Allardyces mand, og foretrak Allardyces mere traditionelle britiske tilgang til manager-faget, hvor spillerne fik lov at hygge sig lørdag aften, hvis de ellers havde leveret på banen om eftermiddagen. 

Moyes disciplinære regime brød han sig ikke om, så selv om Van Aaholt med sine fire sæsonmål og indlysende offensive kvaliteter var en vigtig spiller, var det oplagt, at Sunderland slog til, da klubben fik et af den slags tilbud man ikke kan afslå fra Allardyce og Crystal Palace - 12 millioner pund for van Aanholt, et tilbud, det, ifølge flere kilder, lykkedes at få forbedret til 14 millioner pund. Det er et rigtigt godt salg af en spiller, som i sin tid kostede under to millioner pund, da vi fik ham fra Chelsea og som ligesom mange andre hollandske forsvarsspillere har det svært med det defensive - selv om han er et produkt af Chelseas akademi.

Bryan Oviedo, her i kamp med Seamus Coleman fra Everton, er et af de bedre indkøb i transfervinduet, mener Christian Krabbe Barfoed.

Foto: Getty Images

I stedet for van Aanholt hentede Moyes den tidligere FC Købehavn-spiller Bryan Oviedo i sin tidligere klub Everton, og han har allerede vist, at han defensivt er en bedre venstre back end van Aanholt.

To andre tidligere Everton-spillere blev hentet i transfervinduet, den nordirske midtbanemand Darron Gibson virker umiddelbart mest som en forstærkning til bredden af truppen og en akut løsning med de mange skadede spillere, mens den 34-årige forsvarer Joleon Lescotts rutine kan blive afgørende i bundstriden, hvis ellers han kan holde sig skadefri. Lescott var i sin tid i Wolverhampton, Everton og Manchester City en af de bedste forsvarsspillere i Storbritannien. Han har spillet 26 landskampe for England, men med hans skadeshistorik i de seneste år er han en lottokupon for Sunderland.

VIRKELIGHEDEN - OG DEN STORE VIRKELIGHED

De tre udgør de nye i den spillertrup, der drager til New York efter sejren over Crystal Palace. Men måske spillertruppen skulle have brugt mere tid på at ’bonde’ på træningsbanen end i New York, for ugen efter ligner de en flok spillere, der møder hinanden for første gang, da Sunderland bliver ydmyget og pryglet hjemme på Stadium of Light af ellers formsvage Southampton, der vinder med - du gættede det, kære læser - 4-0.

Det ser bedre ud i den næste kamp mod Everton, et klassehold, der dog forholdsvis ubesværet vinder 2-0 hjemme i Liverpool. Sunderland-defensiven er bedre organiseret, men i den anden ende bliver der stort set ikke skabt chancer, topscorer Defoe rammer dog træværket på et tidspunkt, hvor en scoring kan sikre 1-1 og et vigtigt point - men det havde nærmest været tyveri.

Med kun godt en halv snes kampe tilbage at gøre godt med, er det lige nu svært at se, hvor den fighterånd og vilje til overlevelse, der har reddet Sunderland i slutfasen de sidste fem sæsoner, skal komme fra. Og blandt trofaste Sunderland-fans er tålmodigheden ved at være sluppet op.

Og det er især spillerne, skytset rettes mod. 

Det store fansite Roker Report har holdt en afstemning om hvorvidt manager David Moyes bør fyres nu - som klubejer Ellis Short har for vane at gøre det med manageren på denne tid af året - og her mener stort set halvdelen, 49 procent, at Moyes skal have mere tid. 26 procent kræver ham fyret nu, mens 25 procent af de 2745 Sunderland-fans, der har stemt, svarer "ved ikke". Så Moyes har altså opbakning fra Sunderlands fans - lidt endnu. Derimod er der stor vrede rettet mod rutinerede spillere som Sebastian Larsson og Fabio Borini, måske fordi de tidligere har været blandt favoritterne hos Sunderlands fans, men har haft meget svært ved at ramme topniveauet i denne sæson. De er også begge teknisk begavede midtbanefolk, ikke midtbanekrigere som klubikonet Lee Cattermole, der er skadet i øjeblikket og som alle Sunderland-fans savner. Men også den relativt unge lejesvend Adnan Jauzaj, som der var stillet store forventninger til og som kun har vist sit kæmpe potentiale i glimt, ønsker mange Sunderland-fans bogstavelig talt sendt ad hekkenfeldt til. 

LÆS ALLE KAPITLER I CHRISTIAN KRABBE BARFOEDS PERSONLIGE BERETNINGER OM SUNDERLAND HER: 

Den væsentligste mangel på Sunderland-holdet nu er, som det bliver påpeget på The Roker Report, spillere der tør tage ansvar og gå forrest på banen. Den eneste, der gør det, er topscorer Defoe, men han kan ikke for alvor ændre slagets gang fra sin position i angrebet.

Det er den almindelige tristesse og resignation, David Moyes er oppe imod i øjeblikket - som Sunderland-fan har man svært ved at se, hvor det vendepunkt, der har reddet Sunderland fra nedrykning så mange gange tidligere, skal komme fra i dette forår. Det er også derfor, at Moyes kun har arbejdsro lidt endnu - kravet om en Moyes-fyring vil komme, hvis der ikke kommer sejre og point i kampene mod holdene udenfor top seks.

På det her tidspunkt af sæsonen bliver jeg som Sunderland-fan som regel slidt og træt af den evige kamp mod stregen. De sidste 20 sæsoner har vi, bortset fra et par enkelte sæsoner, enten spillet for at undgå nedrykning eller nogle få gange for at rykke op i Premier League igen -  og i de 20 år har vi tabt langt flere kampe end vi har vundet.

Der kommer som regel et tidspunkt, hvor man som Sunderland-fan for sjælefredens skyld trænger til en afklaring - en redning eller en nedrykning. Og her kan bevidstheden om en nedrykning være en befrielse - som jeg og mange andre Sunderland-fans oplevede det for tre år siden, hvor vi havde givet op.

Med seks kampe tilbage var vi fem point under nedrykningsstregen, og vi skulle møde Manchester City, Chelsea og Manchester United. Men så kom "The Great Escape" - den mest spektakulære af Sunderlands mange redningsaktioner de seneste år - og 13 point i de følgende fem kampe reddede os inden sidste spillerunde. Men resignationen inden de seks sidste kampe var faktisk en befrielse.

Når det tidspunkt kommer, plejer jeg at gå lidt i historiebøgerne - bare for at huske mig selv på at Sunderland AFC er en fantastisk klub, som har eksisteret siden 1879 og vil fortsætte 140 år til uanset om vi spiller i Premier League eller i Championship.

Kan denne flotte fyr være i familie med denne artikels forfatter? 

Denne gang har jagten på historien på nettet ført mig til en opdagelse, som sikkert også vil blive en del af kommende kapitler i denne blog. For jeg fandt en spiller, som jeg muligvis er i familie med. I første kapitel af denne blog fortalte jeg, hvordan min oldemor Ida Jane Bolton omkring 1900 flyttede fra Sunderland til Danmark og blev gift med danske Christian Hansen. Ida Jane Bolton havde en storebror, en tvillingebror og en lillesøster, som blev i Sunderland, har jeg senere fundet ud af.

Fra 1972 til 1981 spillede Joe Bolton i alt 273 kampe for Sunderland - langt de fleste på sin faste position som venstre back. Han var for ung til at være en del af det legendariske hold, der vandt FA-cuppen i 1973, men som 18-årig fik han dog en enkelt kamp i 3. runde af pokaleventyret. I 1981 skiftede han til vores lille lokalrival Middlesbrough inden han afsluttede karrieren i Sheffield United. Efter karrieren som fodboldspiller blev han vognmand - og det er han vist endnu.

Sunderland-holdene fra 1970-erne og 1980-erne var svære at følge som udenlandsk fan, holdet spillede i 2. division det meste af tiden - kun afbrudt af enkelte sæsoner i 1. division. Sunderland var uhyre sjældne gæster i Tipslørdag - selv om den første tipskamp nogensinde faktisk var en kamp mellem Sunderland og Wolverhampton. Det var også før internettets tid, så rigtigt mange af de spillere fløj under min radar, må jeg tiltstå.

Så det er først nu, jeg finder ud af, at Joe Bolton er en af legenderne blandt hardcore-Sunderland-fans. Han er nummer 87 blandt de 100 spillere som et andet Sunderland-fansite A Love Supreme har kåret til de største spillere i klubbens historie - i øvrigt fem pladser foran den danske keeper Thomas Sørensen, der har en fornem plads i Sunderland-fans bevidsthed. At klubbens storhedstid med mesterskaberne ligger langt tilbage, kan ses af at top 10 på listen alle er spillere, som spillede før 2. verdenskrig - først som nummer 15 og 17 kommer to af FA-cup heltene fra 1973 Jim Montgomery og Bobby Kerr, fra det nye årtusinde er Kevin Phillips nummer 38 og Niall Quinn nummer 71.

Nu er der forholdsvis mange i det nordengelske område, der hedder Bolton - så det er langt fra sikkert, han er han en del af den Bolton-familie, jeg kommer fra på min mors side. Men lige nu betyder det, at jeg som Sunderland-fan har fået noget mere at gå op i, end om vi henter livsvigtige point i bundstriden i de kommende uger - og Premier League-hamsterhjulet er det hårdt at hænge fast i på denne tid af året for de fleste Sunderland-fans. Men selvfølgelig overlever vi igen - måske...