Sunderland i frit fald - som om nedrykning ikke var nok

Her er ottende kapitel i journalist Christian Krabbe Barfoeds fanfortælling om hjerteklubben Sunderland AFC, der tordnede ud af Premier League, blev forladt af manageren og ingen gad købe klubben af en mand, ingen i Sunderland bryder sig om. Jo, det går da meget godt ...

Af Christian Krabbe Barfoed

En miserabel sæson, der ender med nedrykning – og så ramler bygningen for alvor. Manager David Moyes er fortid i klubben, fordi han ikke mente at kunne arbejde med et transferbudget på 50 millioner pund i Championship. Jagten på en ny manager blev afbrudt af forhandlinger om ejerskifte - kort før spillerne skulle vende tilbage fra sommerferie og forberede sig på den kommende sæson.  Efter Aberdeen-manager Derek McInnes havde sagt nej til jobbet, endte managerjobbet med at gå til Prestons Simon Grayson og Ellis Short droppede planerne om at sælge klubben.

Hvad er det egentlig, der er gået galt i Sunderland de seneste 10 år?

For at nå frem til det, der kunne være et svar, skal vi begynde et helt andet sted, i en helt anden tid.

DORCHESTER HOTEL, PARK LANE, LONDON, LØRDAG 5. MAJ 1973

Den 18-årige Sunderland-spiller Joe Bolton fejrer ikke sejren med en fadøl eller noget stærkere i hotelbaren. Han har fået selskab den weekend i den engelske hovedstad af sin forlovede Sue, men den unge og autoritetstro forsvarsspiller er sikker på, at den nidkære Sunderland-manager Bob Stokoe holder øje med alle spillerne den aften. Hvis der er én dag i Sunderland-historien, der ellers kalder på en seriøs fest i baren, er det den dag - Sunderland AFC har netop besejret Leeds 1-0 i FA Cup-finalen og skabt den største sensation på Wembley i mange år. Det er første gang i 42 år, et 2. divisionshold vinder FA-cuppen.

En meget, meget ung Joe Bolton.

Joe Bolton er blandt reserverne- og ikke en af dem, der har fået spilletid. Reglerne tillader kun holdene at udskifte én spiller, og udskiftningsspilleren skal udpeges på forhånd. Joe Bolton, der kommer fra Sunderlands eget akademi og har spillet i klubben siden han var 15, har ellers erobret en fast plads som venstre back i løbet af den sæson. Men Bob Stokoe mener, der skal en mere rutineret spiller til på pladsen efterhånden som Sunderlands pokaleventyr nærmer sig finalen, så han henter Newcastle-spilleren Ron Guthrie.

Det er Guthrie, der netop har spillet venstre back i finalen. Som yngste mand i Sunderland-truppen må Joe Bolton nøjes med at lave te til spillerne i Sunderlands omklædningsrum på Wembley mens de andre spillere løber æresrunde på Wembley og fejrer triumfen med de mange Sunderland-fans, der har taget turen til London den lørdag.

Men for 18-årige Bolton er det også nok at være en del af truppen, han er sikker på, hans tid nok skal komme. Han er bare glad for at være en del af festen på det fashionable London-hotel den aften. Blandt dem, der spiller op til dans den aften, er to af tidens største glamrock-navne; Sweet og Suzi Quatro.

Joe Bolton kan blandt andet opleve, hvordan en af hans holdkammerater, skotske Billy Hughes, midt under festen laver en byttehandel med en anden skotte, Sweets forsanger Brian Conolly. Sweet-sangeren får den spilledragt, Billy Hughes netop har vundet pokalfinalen i, og Hughes' skal til gengæld have en af Sweets guldplader. På det tidspunkt er gruppen et af Englands absolut største bands, i de dage bliver singlen "Hell Raiser" udsendt, og fire måneder senere udkommer gruppens allerstørste hit "Ballroom Blitz".

Tilbage på træningsbanerne i Sunderland efter pokaltriumfen lykkes det efterhånden Joe Bolton at spille sig ind som fast mand på venstre back-pladsen.  Han har fået sin debut året inden som 17-årig i en kamp mod Watford i 2. division, et opgør som Sunderland vinder 5-0. Af de 24 spillere, Sunderland benytter i 1971-72-sæsonen - den sæson, hvor Joe Bolton debuterer - kommer de 19 fra Sunderlands eget akademi.

CENTRAL PARK, NEW YORK, ONSDAG 15. FEBRUAR 2017

Der er ikke mange af de morgentravle new yorkere på vej på arbejde den vintermorgen på Manhattan, der spærrer øjnene op ved synet. I den sydende heksekedel, som Manhattan i myldretiden er, også på en iskold dag, hvor temperaturen i Central Park er under frysepunktet, er 28 mænd iført træningstøj, vanter og huer, ikke noget, der udløser kiggekø.

Så fotografen fra Sunderland AFC, der er med på turen til New York, kan i ro og mag tage billedet af truppen fra den kriseplagede Premier League-klub, der gør sig klar til en løbetur i Central Park for at holde formen ved lige på den fire dage lange bonding-tur til New York, som manager David Moyes har planlagt efter at have hentet tre nye spillere ind i transfervinduet. Darron Gibson og Bryan Oviedo fra managerens tidligere klub Everton, og den tidligere engelske landsholdsforsvarer Joleon Lescott er hentet på en fri transfer.

Manager David Moyes med høj hjelm i Central Park.

Foto: Sunderland AFC

Sunderland-spillerne har fået den dårligst tænkelige optakt til bonding-turen, da holdet hjemme på Stadium Of Light spiller en af sæsonens ringeste kampe - og det siger noget - mod Southampton, der vinder 4-0. De samme cifre, som holdet ugen forinden har pryglet Crystal Palace med i en følelsesladet udekamp i London, hvor holdet spiller sin bedste halvleg i mange år. Sunderland scorer fire mål i løbet af de første 45 minutter mod et Crystal Palace-hold, der har fået den tidligere Sunderland-redningsmand Sam Allardyce som manager, og Patrick van Aanholt, som Sunderland på grund af Financial Fair Play-reglerne er blevet nødt til at sælge til Palace for 14 millioner pund, som venstre back.

Men nederlaget til Southampton og bonding-turen til New York markerer begyndelsen til enden på Sunderlands 10 sæsoner lange ophold i Premier League. Nederlaget til Southampton isolerer klubben på den sidsteplads, den beholder resten af sæsonen. Og få dage efter spillerne er kommet hjem, bliver den økonomiske krise i bundklubben blotlagt for hele Storbritannien, da The Guardian kan fortælle, at Sunderland AFC-ledelsen med ejer Ellis Short og CEO Martin Bain i spidsen har sendt mails ud til 60 ansatte i klubben om, at de må regne med at miste deres job, efter der gennem de seneste måneder er gennemført en grundig økonomisk undersøgelse af klubben.

Blandt dem, der senere mister en del af sit job i Sunderland, er manden bag historien i det første afsnit af denne artikel, Rob Mason.

Han er redaktør af en meget vigtig del af britiske fodboldklubbers brand, det program, der bliver udgivet på kampdagen. Sunderlands program Red & White er flere gange prisbelønnet, men Masons job skæres væk ved den voldsomme sparerunde. Rob Mason, der blandt andet er forfatter til bogen "Sunderland: Cult Heroes", hvor et af kapitlerne handler om Joe Bolton, har dog beholdt en funktion hos Sunderland AFC som klubbens historiker.

Når man nu ved at Ellis Short prøvede at sælge Sunderland AFC, er der ingen tvivl om at den sparerunde var en del af forberedelserne - organisationen skulle slankes for at gøre Sunderland AFC attraktiv for en ny investor.

For med en gæld på cirka halvanden milliard kroner er det nok ikke umiddelbart til at overbevise ret mange om, at en kriseramt klub, der er på vej ned i Championship og står til at miste over en milliard kroner i indtægter, skulle være værd at kaste over en milliard kroner efter. Det er formentlig også en medvirkende årsag til, at det i sidste ende ikke ender med et salg til et tysk konsortium, som ellers ifølge flere medier var længst i forhandlingerne med Sunderland-ejeren.

Der er mange grunde til at Ellis Short, efter et ejerskab, der har varet nogenlunde lige så længe som Sunderland AFC's 10 sæsoner i Premier League i denne omgang, er blevet upopulær i klubben og at han har lidt økonomiske tab på flere hundrede millioner kroner. Da forhandlingerne endte, var prisen på klubben ifølge flere kilder sat til mellem 800 og 900 millioner kroner - cirka halvt så stort som det beløb, han tidligere har sagt, han ville have for klubben. 

Kort inden forhandlingerne om et salg stoppede, spurgte det store Sunderland-fansite Roker Report deres brugere, hvor mange af dem, der helst så en anden ejer end Ellis Short. Blandt de 1200 Sunderland-fans, der deltog i afstemningen, svarede mere end 90 procent ja.

Det er også på Roker Report, man kan finde den grundigste og mest tilbundsgående forklaring på, hvorfor det er gået så galt for Sunderland AFC i løbet af den periode, han har været ejer. For nedrykningen er ikke kommet ud af det blå. Heller ikke fordi David Moyes var en såret manager med lidt for mange nylige nederlagsoplevelser inden ansættelsen i Sunderland uden evner til at få en skadesramt spillertrup til at yde det ekstraordinære igen, da bundkampen spidsede til i denne sæson.

Selv om det måske også er medvirkende årsager, er det som beskrevet i Alexis James' blog "The Seven Deadly Sins of Sunderland AFC" en række begivenheder og især dårlige ledelsesbeslutninger, der er nu er kulmineret med nedrykningen til Championship.

STADIUM OF LIGHT, SUNDERLAND, ONSDAG 30. NOVEMBER 2011

Skal man tro klubejer Ellis Short, er det en svær beslutning han lige har truffet - at fyre Sunderlands manager Steve Bruce.

- Det er mit job at handle i fodboldklubbens bedste interesse. Og jeg kan forsikre alle om, at det ikke har været en let beslutning at træffe. Desværre har resultaterne ikke været gode nok denne sæson, og jeg føler, det er nødvendigt at foretage en ændring, siger Ellis Short om baggrunden for fyringen af Steve Bruce efter en periode med blot to sejre i sæsonens første 13 kampe.

Bruce er ellers den mest succesrige Sunderland-manager siden Peter Reids gyldne dage med to syvendepladser omkring årtusindeskiftet. Han har ført Sunderland til en 10. plads i 2010, og selv om han ikke kan gentage succesen i den følgende sæson, hvor klubben slutter på en 13. plads, har han også en anden evne, som ingen Sunderland-manager siden har været i stand til vise: han kan købe og sælge spillere på transfermarkedet med overskud. 

Han sælger blandt andet topscorer Darren Bent til Aston Villa for en rekordsum på 24 millioner pund, Jordan Henderson til Liverpool for 20 millioner pund og Kenwyne Jones til Stoke for 8 millioner pund.

Men nu træder Ellis Short for første gang i karakter og fyrer en manager - de to første managere under hans ejerskab, Roy Keane og Ricky Sbragia, er selv gået.

Ifølge Alexis James er det her, dødsspiralen starter for Sunderland, og siden fyringen af Steve Bruce for fem et halvt år siden har Ellis Short fyret Martin O'Neill, Gustavo Poyet og Paolo di Canio, mens Dick Advocaat, Sam Allardyce og sidst David Moyes, der ifølge lokale medier i Sunderland ikke mente at kunne arbejde med et transferbudget på 50 millioner pund, selv er gået. På ledelsesgangene har Ellis Shorts tålmodighed heller ikke været stor, på posten som CEO holdt Margaret Byrne dog til maj 2016, hvor hun blev afløst af den nuværende Martin Bain.

Sunderland-ejer Ellis Short har i flere omgange forsøgt at sælge klubben - fortsat uden held til trods for en stadig lavere pris. 

Foto: Getty Images.

Men det, der for alvor skal vise sig at belaste Sunderlands økonomi og kontinuitet, er beslutninger truffet af de sportsdirektører, der fra foråret 2013 bliver indført i Sunderland efter italiensk model. På det tidspunkt er den tidligere Celtic-, West Ham- og Lazio-spiller Paolo di Canio manager, og nu skal Sunderland AFC omstruktureres efter Udinese-modellen, hvor man prøver at scoute billige, unge spillere til klubben. 

Det betyder endnu mindre fokus på de unge spillere, som bliver udklækket i Sunderlands ellers berømte akademi Academy of Light - Jordan Henderson og Jordan Pickford er to af de seneste eksempler på, hvad det akademi kan. Allerede inden sæsonen 2013/2014 begynder den nyudnævnte sportsdirektør Roberto de Fanti og Di Canio at hente en række spillere til klubben, spillere som bortset fra Fabio Borini, der nu er skiftet til Milan, ikke har vist meget. De Fanti og hans chef-scout Valentino Angeloni henter i alt 14 spillere ind til en samlet pris på 30 millioner pund, og sælger blot to for at finansiere indkøbene - keeperen Simon Mignolet til Liverpool for ni millioner pund og offensiv-spilleren Stephane Sessegnon til West Bromwich for seks millioner pund.

EN TIKKENDE BOMBE UNDER KLUBBEN

Spillerne kommer fra Italien, Holland, Grækenland, Schweiz, Portugal, Sverige, Tyrkiet og Frankrig, og set i Premier League-sammenhæng er de muligvis billige - men det betyder altså også, at vejen til spilletid bliver om muligt endnu længere for de unge akademispillere i Sunderland. Det er et problem Sunderland har til fælles med mange andre britiske klubber, at førsteholdets manager kigger efter forstærkninger nu og her uden at kunne tillade sig den luksus at planlægge langsigtet.

For en klub som Sunderland, der i årene efter fyringen af Steve Bruce år må slås for at undgå nedrykning, er de mange skiftende managers og den manglende kontinuitet en tikkende bombe under klubben - både økonomisk og sportsligt. 

Da den uligevægtige og uerfarne Paolo di Canio bliver fyret i september 2013 efter endnu en forfærdelig sæsonstart, ryger De Fanti og Angeloni samme vej. Men Ellis Short nægter at opgive sportsdirektør-systemet, og Lee Congerton, der tidligere har arbejdet under danske Frank Arnesen i både Chelsea og HSV kommer til.

Han vender for anden gang på et år transfer-strategien på hovedet og vil i stedet satse på forholdsvis dyre, etablerede spillere, som kan gå ind og gøre en forskel fra dag ét. Det er sikkert en udmærket strategi - hvis den virker. Det gør den ikke for Congerton, der dog laver en genistreg mens han er i Sunderland - han bytter den tunge og utilpassede amerikanske angriber Jozy Altidore for de to seneste sæsoners Sunderland-topscorer Jermain Defoe. Men både Jack Rodwell og Jermaine Lens, der begge koster over 10 millioner pund, samt det totale flop Ricky Alvarez, som Sunderland netop er blevet dømt til at betale ni millioner pund til Inter Milano for, gør også Congertons tid på posten til en meget dyr fiasko.

Læs flere afsnit af Barfoeds Sunderland-fortælling her:

Det er hollandske Dick Advocaat, der endelig i marts 2015 får Ellis Short til at droppe sportsdirektørsystemet. Advocaat forlanger selv at få kontrol over spillerhandlerne, Congerton er fortid i klubben, og for tredje gang på mindre end halvandet år skifter Ellis Short og Sunderland-ledelsen strategi. Denne gang til en mere traditionel britisk model, hvor det er Avocaat, der har sidste ord i spillerhandler.

Advocaat vælger alligevel at rejse, da han efter at have reddet klubben fra nedrykning nok engang, får en forfærdelig start på sæsonen 2015/16. Det er en begivenhed, Ellis Short ikke har nogen indflydelse på, der bliver den næste katastrofe for klubben. Da manager Sam Allardyce efter den engelske fiasko ved EM sidste år får chancen for at afløse Roy Hodgson på posten som engelsk landtræner, siger han naturligvis ja tak. 

Allardyce var ellers det bedste bud i mange år på en Sunderland-manager, der kunne blive flere sæsoner på posten som Sunderland-manager - han har hentet klare forstærkninger som Jan Kirchoff, Lamine Kone og Whabi Kazhri til klubben, men nu står klubben i stedet uden manager få uger inden transfervinduet åbner og med alt for kort afstand til sæsonstarten i august.

Så begår Ellis Short det, der set i bagklogskaben og nedrykningens lys, er endnu en fejl. Han ansætter en person, der ville have været den rigtige manager for fire år siden.

STORT ARBEJDE PÅ INDRE LINJER

Men den David Moyes, der starter i Sunderland sommeren 2016, er ikke den Moyes, som Ellis Short har set sig varm på allerede mens han var manager i Everton. Moyes har været igennem en meget vanskelig tid som manager i Manchester United og et ophold uden den store succes i spanske Real Sociedad.

Det er især nedturen i Manchester United, der tilsyneladende stadig sidder i Moyes, mens han er manager i Sunderland. Det er helt tydeligt, at blogskribenten Alexis James ikke har meget til overs for David Moyes, der da heller ikke udadtil har virket særligt inspireret i sin tid i Sunderland. 

Hans evner på transfermarkedet har heller ikke virket overbevisende, han har ikke haft blikket ret mange andre steder end i sin tidligere klub Everton. Det er også lykkedes den socialt lidt kejtede Moyes at fornærme en kvindelig journalist, og mange Sunderland-fans har oplevet det, som om han føler sig en lille smule for fin til Sunderland, og den slags tænder klubbens fans helt af på.

Men uden at jeg vil påstå, han havde været den rigtige manager for Sunderland AFC i den kommende sæson, er det værd at påpege, at han faktisk har gjort et stort stykke arbejde på de indre linjer. Inden han endegyldigt sagde nej til Ellis Short tilbud om at fortsætte som manager efter nedrykningen, lagde han i samarbejde med ledelsen endnu en transferstrategi. 

Den betyder blandt andet, at øjnene især skal rettes mod spillere i 2. Bundesliga i Tyskland - en liga, hvor mange, også blandt dem, der sværger til Moneyball-metoder, mener, der er mest ’value for money’ at hente, når man skal ud på spillermarkedet.

Men Moyes vil altid i Sunderland-fans optik stå som manden med ansvaret, da klubbens lange nedtur kulminerede med en suveræn sidsteplads i Premier League.

Hvor langt klubben er kommet væk fra de rødder, Sunderland AFC stadig stod solidt på i 1973, viser tallet for brugen af spillere udklækket i akademiet på førsteholdet. I Moyes’ miserable sæson med Sunderland i Premier League brugte han 31 spillere, kuntre af dem, målmanden Jordan Pickford, der nu er solgt til Everton for et rekordbeløb på 30 millioner pund, samt reserverne Lynden Gooch og George Honeyman, kom fra akademiet.

Simon Grayson står i spidsen for Sunderland i den kommende sæson. I alle tilfælde begyndelsen af den.

Foto: Getty Images

Det er de rødder, den nye manager Simon Grayson skal prøve at bringe Sunderland tættere på for at stabilisere klubben, er de fleste fans enige om.

Men han er også nødt til at være dygtig på transfermarkedet, hvor Sunderland-kilder anslår, at han har fået et budget på under 15 millioner pund at gøre godt med. En af grundene til Aberdeen-manager Derek McInnes endte med at takke nej til jobbet var, at det reducerede transferbudget på 20 millioner pund han havde fået stillet i udsigt, angiveligt blev yderligere decimeret.

Efter nedrykningen har Sunderland været ramt af en ret forudsigelig spillerflugt, topscorer Jermain Defoe er taget til Bournemouth på en fri transfer, keeper Jordan Pickford blev som forventet solgt, italienske Fabio Borini er rejst til AC Milan, den store, fysisk stærke men ofte skadede angriber Victor Anichebe er taget til Kina - og flere kan følge efter.

På den baggrund - og på baggrund af de snævre økonomiske rammer for nyindkøb - forekommer det massive krav fra mange Sunderland-fans om en øjeblikkelig retur til Premier League meget ambitiøst. 

Kan holdet stabilisere sig i Championship og måske komme i spil til play off-pladserne, må det være det realistiske mål for Simon Grayson og hans Sunderland-tropper. Og hvis Sunderland AFC for alvor skal stabiliseres på længere sigt og komme tilbage til sine rødder, skal antallet at spillere fra Academy of Light, der slår igennem og bliver fast inventar på førsteholdet, være tættere på tallet fra Joe Boltons tid som spiller i klubben, end det er i dag.