Undskyld jeg siger det, men Danmark til VM er altså ikke nogen selvfølge

Ilt til hjernen, Danmark. VM står altså ikke bare og tripper for at udskrive en billet til sit yndlingsland Danmark. Det skriver Medianos chefredaktør Peter Brüchmann i denne klumme før Åge Hareides første ’rigtige’ kamp som dansk landstræner.

Af Peter Brüchmann

Ja, jeg tror på Danmark som et af de to bedste hold i VM-kvalifikationens pulje E.

Ja, Åge Hareides tilløb til det første spring har været rigtig fint.

Ja, det er en flot iscenesættelse af en ny begyndelse hos både DBU og især Hummel.

Men Danmark er det seneste lille årti et land, der er rutchet derned, hvor vi slet ikke kan tage VM-slutrunder som noget, vi bør kvalificere os til. Vi er i den grad også rutchet derned, hvor den såkaldte fodboldverden vil tage det med verdens mindste skuldertræk, hvis vi ikke skulle dukke op i Rusland om små to år til kamp mod Putins EM-fallerede hjemmebane-atleter i landet, der dyrker – og slipper afsted med – statspumpede sportsfolk.

VM står faktisk ikke og tripper for at udskrive den billet til lige netop Danmark.

Søndag aften indledes bestræbelserne på at kvalificere Danmark til slutrunden i 2018. Armenien kommer på besøg i den Parken, hvor de har så skønne minder fra. Et af det kaukasiske bjerglands bedste fodboldminder og det absolutte lavpunkt i Morten Olsens 15-årige æra som chef i det job, vi sagde, at han var født til.

Behøver vi nævne resultatet? Nej, vel. I er Medianos læsere. I husker det hele lidt for godt.

Det næsten perfekte tilløb

Så nej. Danmark er ikke i høj aktuel kurs, når der tales VM-deltagere derude. Men derfor kan landet jo godt være i færd med at gøre noget rigtigt. 

Det er den balance, det følgende skal handle om. Hvor er Danmark på ret kurs? Og hvor langt er der op?

Det har været en fornøjelse at følge tilløbet under Danmarks nye landstræner, Åge Hareide. Det har faktisk været nærmest perfekt afstemt med den kampagne, som Hummel og DBU rullede ud i denne uge. Kridhvide trøjer med selv logo, numre og Hummel-vimpler i hvid-på-hvidt som billedet på en ny begyndelse og anslag til Hummels slogan ’We will rise again’. Hvid tifo. Hvide bandereklamer på lysskiltene. Bare hvidt.

Nærmest rituelt og uendelig forudsigeligt er der blevet pippet om, at vi altså spiller i rødt-og-hvidt her i dette land. I en sang fra et fjernt årtusinde gjaldede Dodo sine ord om red and white ud over de skrattende højtalere i Horsens til kampen mod tjenerholdet fra Fyrstens Liechtenstein.

Men det kridhvide anslag med matchende blonde angribere i skikkelse af Jørgensen, Fischer og Cornelius var begavet og stilfuld markedsføring. Fin iscenesættelse i noget, vi rent faktisk lagde mærke til. Holger Danske er præget på maven af den trøje, der er den rigtige og røde trøje.

Hvidt på hvidt: Jannik Vestergaard i aktion i Hummels specielle outfit til venskabskampen mod Liechtenstein. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Jeg køber den. Altså kampagnen. Det er en nærmest genial engangs-iscenesættelse pakket ind i den begavede rækken ud efter rødderne på den der moderne, strategiske måde. Der er faktisk en række paralleller til Brøndbys 6.4-strategi som gør præcist det samme. Rækker ud efter rødderne og stiller sig på historiens skuldre i form af fællesskabet, presfodbolden og gnisten mellem bane og tribune.

Kald det buzzword, bullshit og varm luft. Det afgørende er, at projektet har retning. Og at man stræber efter at fylde ordene med reelt indhold.

Pengene går til FC Granatchok

Og så er det meget hummel’sk at der er nummererede collection-trøjer, som vil skabe hype og at landsholdstrøjerne sælges hos Bruun Rasmussen i en aktion, hvor overskuddet går til FC Granatchok o- et fodboldhold bestående af danske krigsveteraner. 

Hummels kampagne er givetvis udtryk for det, mange vil kalde smarte marketingsfolk. Men når en kampagne er flot kørt med begavet indhold, så skal det også anerkendes.

DBU ønskede en kontrast til Olsen

Uanset hvor mange hashtag, kampagner, gotiske bogstaver og farver vi ruller ud over landsholdet, vil det dog være lige meget, hvis spil og resultater ikke også varsler noget, der bare ligner en ny begyndelse.

Hareides tilløb er foregået mod habil, men ikke skræmmende modstand. Ikke så meget 5-0 sejren over det, der lignede et tjenerhold fra Tyrol. Mod Liechtenstein ville selv Jan Mølby have været en tyfon i et effektivt genpres. Så fem flade til fyrstendømmet er måske nok en ny begyndelse, men ikke genantændt tørt dynamit.

Det kan man heller ikke endnu sige om sejren over Island (nr. 23 på FIFAs verdensrangliste og udtalte EM-kæledægger) eller 4-0 over verdens nr. 77, Bulgarien i Kirin Cup i Japan. Hvis vi lige skal sparke Danmark ind på FIFA-ranglisten, så indtager vi øjeblikkets placering som nr. 44.

Vi springer lige Skotland (0-1 mod nr. 51) over og går til den opløftende del af kampen mod Bosnien (verdens nr. 29).  Der har nemlig været tilpas mange stunder, hvor Hareides hold har vist præcist den direkte stil, som DBU ønskede, da man rekrutterede Morten Olsens afløser. Ingen sagde det højt, men det var en kritik af de sidste år med Olsen.

DBU ønskede mere direkte spil. DBU ønskede et hold, der kunne bringe flere spillere ind i feltet. Og man ønskede et hold, der kunne afslutte hurtigere efter et højt pres.

Præcist det har Hareide leveret. Ganske vist mod habil til tynd modstand, men som en fin kontrast til det stivnede spil i Olsens sidste år.

Åge Hareide, onsdag aften i Horsens. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Nu skal det spil så vise sin effekt i den virkelige verden, hvor det gælder rigtige point. Først mod Armenien og så som årets helt store eksamen, oktober-kampen mod Polen i Warczawa. Her, mod puljens klare og i min optik store favoritter, får vi de første beviser på, at Hareides 3-5-2 og aggressive pres kan bære på den bane og det niveau, hvor fremtiden gerne skulle være.

Kontrasten til Olsen

Det er voldsomt interessant at lytte til spillerne, når man oplever et skifte på ledelsesgangen. Det har man kunnet lære meget af i forbindelse med trænerskiftet i Brøndby, og det samme gælder overgangen fra Olsen til Hareide. I denne uge bragte BT en gennemarbejdet sag om disse forskelle med vægtige ord fra nøglepersoner både på banen og udenfor. Her er et udpluk:

- Det er lidt mere frihed under ansvar. Det er nogle gange sundt at få en ny træner, der også kan givet noget mere tro på tingene til dem, der ligger i periferien eller er indskiftningsspillere. Det tror jeg er rigtigt sundt, siger Simon Kjær til BT, mens Nicolai Jørgensen siger følgende om spillestilen:

- Vi vil gerne presse højt og erobre bolden, så vi kan komme hurtigt til chancer, og det tror jeg passer godt til den her trup.

Spillestilen er også emnet for William Kvist, der beskriver det således:

- Det er markant anderledes end før, og nu har vi spillet mere direkte (…) Jeg tror, at Morten var mere religiøs omkring nogle ting, hvor Åge er lidt mere pragmatisk. Han siger, at holdet har lidt mere brug for det og det her. Jeg kan mærke, at vi i dag måske gør tingene lidt anderledes. Der var Morten lidt mere: Det er det her, jeg tror på, og sådan gør vi hver gang.

William Kvist understreger, at han ikke ønsker at tale dårligt om den ene vej eller den anden. Og ingen kritiserer noget direkte, men både spillestil, frihed under ansvar og dele af mandskabsbehandlingen er alligevel ladet med klare indikationer af en friskhed og en frigjorthed.

Schmeichels bandbulle

Undertegnede vil nu også vare mig ganske meget ved at beskrive Hareide som en bedre træner end Morten Olsen. Netop frigjorthed og friskhed er også elementer, man kan opleve, når en trup skifter den anden vej: Fra en løsere og frihed-under-ansvar-stil til en træner, der virkelig ved, hvad han vil. Så det er måske mere i kontrasten, at energien bliver frigjort end i den absolutte stil.

Men det pudsige i det, man kan iagttage på og omkring landsholdet er, at 62-årige Hareide præcist indfanger nogle af de mere moderne elementer i fodbolden – 3-5-2, højt pres, afslutninger inden 12 sekunder, flere i feltet, chancerne ind i danger zone og den spillende keeper, bl.a.  – og blander det i et spillekoncept, som passer glimrende til dér, hvor Danmark er bedst bemandet.

Kasper Schmeichel. Foto: Getty Images/Michael Regan

En anden frigjorthed hos spillerne opstår i det, som Kasper Schmeichel under EM-slutrunden fik blæst liv i og gjort til en debat med nogle ganske markante udtalelser i DR-studiet om spillestil og det æstetiske udtryk:

- Vi skal ikke være så fine på den. Det handler om at vinde. Nogle taler om pænt fodbold. Jeg elsker at se det, Island har skabt. Det kan vi lære af i Danmark, sagde Kasper Schmeichel undervejs i en længere udredning, der nærmest havde karakter af tændt enetale.

Man får aldrig Schmeichel til at sige, at det var en kritik mod Olsen eller andre navngivne trænere. Men når man taler med Morten Olsen f.eks. efter den megen debat under EM om spillestil generelt, bliver det for alvor tydeligt, hvor meget det ligger ham på sinde at have en ambition med fodbolden – også en ambition, som handler om andet end resultater. På den måde kan Kvist have ret i sine ord om at være religiøs omkring elementer i spillet.

Og hvad er så det rigtige? Uh, den diskussion skal vi ikke ind i i dag. Men det er bare generelt interessant at se de positive vinder, der blæser, når Åge Hareide, Alexander Zorniger og andre river op i miljøer, der har været gennemsyret af possession-fodbold. På samme måde er det heller ikke uinteressant at se Carlo Ancelotti være ambitiøs - også spillemæssigt - med sit Bayern München, men formentlig betydeligt mindre fokuseret på selve boldbesiddelsen.

Hareides young guns

En anden voldsomt interessant dimension om det aktuelle landsholds opbygning og udvikling er alderen. Her er for mig at se to meget centrale konklusioner: En virkeligt spændende og perspektivrig alderssammensætning på især Hareides startformation og måske lige en-to spillere for lidt med pæn erfaring i samme. Og ja, det kan faktisk godt forenes.

Alderen først: Den opstilling, vi så mod Liechtenstein, som var tæt på Hareides ideal-opstilling (Kasper Schmeichels skade undtaget) så således ud med aktuel alder skrevet på:

Frederik Rønnov 24 år (Kasper Schmeichel er 29) -  Andreas Christensen 20, Jannik Vestergaard 24 og Simon Kjær 27 -  Peter Ankersen 25, William Kvist 31, Pierre Emile Højbjerg 21, Christian Eriksen 24, Riza Durmisi 22 -  Nicolai Jørgensen 25, og Viktor Fischer 22.

Pierre-Emile Højbjerg, 21 år. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

I den hårdeste konkurrence kan man så tilføje Thomas Delaney, der fylder 25 lørdag og Yussuf Poulsen 22.

Det er altså et ungt hold med kun William Kvist over de 30, men heller ikke for ungt.

Kigger man på den lige så vigtige anciennitet, kunne den dog godt være højere for at være optimal. Christian Eriksen har trods sine kun 24 år spillet 62 landskampe, mens Simon Kjær er på 61. Kvist er på 65. I den øvrige trup er det kun Lasse Schøne, der stadig er et stykke fra startopstillingen med sine 26 landskampe, der befinder sig i Club 25. Det er reelt kun tre spillere med solid erfaring målt på antal landskampe.

Midtbanens trekantsdrama

Alligevel gør disse tal mig ganske optimistisk. Hareide har ikke foretaget noget dumt og symbol-ladet generationsskifte, som ellers altid bliver krævet af den overfladiske og mest afstumpede del af offentligheden. Daniel Agger og Lars Jacobsen indstillede karrieren og Michael Krohn-Dehli er skadet.

Så eneste mand med hovedet i den forsimplede alders-guillotine ville være William Kvist, der tilmed blev et symbol på Olsens u-direkte spillestil i en stor del af fodbolddiskussionen. Men Kvist har reelt aldrig været bedre. Thomas Delaney ved, hvor meget Kvist betyder for Delaneys succes i FC København og i Japan hørte man Pierre-Emile Højbjerg berette om Kvists betydning for Southampton-spillerens succes. Så noget tyder på, at netop disse to fremragende spillere har hvisket Hareide i øret, at Kvist er afgørende for holdets balance.

Det kan umiddelbart synes som et paradoks: Delaney og Højbjerg er måske holdets to mest dynamiske spillere. Hareide spillede i tre af sine første fire kampe da også med netop disse to i startopstillingen på en midtbane, hvor der kun er plads til to af disse tre spillere. Disse erfaringer har formentlig skubbet Kvist ind som første mand og efterladt en hård konkurrence mellem Højbjerg og Delaney om den anden. Her ligger Hareides aktuelle – og positive – hovedpine. Reelt et skønt luksusproblem.

Modenhed og attitude

Tilbage til tallene. Selv om der er få spillere med mange landskampe, er der voldsomt meget modenhed og attitude på dette hold. Thomas Delaney er enhver træners drøm – i hvert fald på dette niveau. Pierre-Emile Højbjerg er i sine bedste kampe en nærmest naturstridig vindertype, der går ind og styrer et Southampton-hold i sin næsten-debut på Old Trafford. Jannik Vestergaard vokser og spiller som en klassisk general. Eller tag Andreas Christensen, der må have nogle af Europas mest beroligende, elegante og perspektivrige fødder. Og læg så Kasper Schmeichels 22 landskampe oveni. Han udstråler, spiller og opfører sig som en med farmand 129 af slagsen.

Andreas Christensen mod Liechtenstein. Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Derfor et dette hold aldersmæssigt sammensat helt rigtigt og kan især vokse over de kommende år uden at miste afgørende spillere.

Danmark har også med dette hold en særdeles gunstig position i forhold til ligaer og i forhold til spillernes positioner på respektive klubhold. Kig lige ovennævnte 11 spillere. Det er her og nu reelt kun Jannik Vestergaard og Viktor Fischer, der ikke er startere på deres klubhold. Vestergaard er i færd med at æde sig ind på Gladbach-holdet, Pierre-Emile Højbjerg kan være på vej til at gøre det samme i Premier League hos Southampton, mens Viktor Fischer mangler det sidste lige nu hos Middlesbrough. 

Det er en sjælden og gunstig situation. Men den kan også ændre sig hurtigt ved vi af bitter erfaring. 

Hvor langt er der så op?

Men tilbage til indledningen. Nu har jeg skrevet så mange positive ord om de små og store ændringer og udviklinger på dette hold, at det VM da må ligge lige for. Eller hvad?

Det vil kræve en puljesejr at indløse en VM-billet i første hug, og hertil er verdens nr. 16, Polen, et for godt hold med god alder, rigtig god anciennitet og spillere på virkeligt interessante europæiske hylder. Det må være puljens favorit. Polen klarede sig ok, måske endda fint - afhængig af forventninger - til EM. Personligt havde jeg ventet mere. 

Derimod tror jeg, at Danmark kan være bedre end Rumænien som nr. 25 på verdensranglisten.

Så derfor må en naturlig forventning være, at Danmark har gode muligheder for at være med til VM-kvalifikationens afgørelse med en play-off-kamp om direkte adgang som to'er som det realistiske krav. 

Ikke en direkte VM-billet.

Hvis Danmark skal lykkes med den direkte kvalifikation, vil det kræve en overpræstation, og det vil være en gedigen succes. For at nå dertil skal Hareides frigjorthed vise sig bæredygtig på højere hylder end hidtil. Og holdets kollektive og individernes egne udviklinger skal fortsætte i det spor, der er anlagt lige nu.

Lad det bare begynde søndag kl. 18.00 mod verdens nr. 102.

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg