Den lange vej tilbage for Wimbledon - da tilhængerne skabte klubben

Wimbledon er historien om ejere, der flyttede en klub - og fans, der skabte en ny. Jonatan Grau Møller er stud. mag. i journalistik og er journalistpraktikant i Wimbledon AFC. Han vil løbende fortælle om projektet

Af Jonatan Grau Møller

Det er lørdag i det sydøstlige London. Skyerne skærmer for den varme sommersol. Inde på stadion er alt gjort klar. Nye reklamer er kommet til, græsset er trimmet og tribunerne står endnu tomme. Det er en stor dag. Ja, faktisk den største. Derfor er forventningerne også store. Billetterne er revet væk. Det er den foreløbige kulmination på et eventyr. Dette er historien om en skilsmisse i fodboldens verden. Dette er historien om AFC Wimbledon.

Dødsstødet

Året er 2001. Wimbledon FC har mistet sit momentum. Der er langt til 80’erne succes, ’Crazy Gang’ og FA Cup-titel. Virkeligheden er en helt anden. Klubben er rykket ud af Premier League og har ikke noget hjem. Det har man faktisk ikke haft siden 1991. Her foreskrev den såkaldte Taylor Report, der blev udarbejdet efter Hillsborough katastrofen, at alle større stadions ikke måtte have ståpladser. Derfor rykkede klubben ud af Plough Lane og ind til Crystal Palace på Selhurst Park. Det skulle blot have været midlertidigt, men de endte med at dele bane i mere end 10 år.

Det kunne dog ikke blive ved med at gå sådan her. Derfor begyndte ejerne at lede efter et nyt sted i Wimbledon, hvor der kunne bygges et stadion. Men ligesom de sportslige præstationer var den økonomiske situation også nedadgående. Det fik klubbens norske ejere til at tænke ud af boksen. Noget der normalt er værdsat. Men ikke denne gang. Konklusionen blev nemlig, at der var et økonomisk incitament i at flytte klubben. Præcis ligesom det ses i amerikansk sport. Ejerne ville simpelthen grave Wimbledon FC op med rødderne og plante den i Milton Keynes. 96 kilometer fra Plough Lane.

En idé, der ikke ligefrem blev modtaget med klapsalver. Tværtimod. Fansene var rasende. De opfattede det som klubbens død, hvis den blev flyttet så langt væk. Derfor protesterede de til FA. De ville have nogle uvildige til at fortælle ejerne, at en sådan handling ville være fuldstændig uhørt.

Derfor nedsatte FA en kommission, der skulle tage stilling til spørgsmålet. Den 28. maj 2002 lå svaret klar. Ejerne havde fået kommissionens, og dermed også FA’s, opbakning. Det var en realitet. Wimbledon FC skulle rykkes og blive til Milton Keynes Dons.

Fansenes reaktion kom prompte. De tog afstand fra klubben. De så den ikke længere som deres. For dem vægtede 113 års historie og traditioner højere end nutidig succes og økonomisk vækst. Så de tog sagen i egne hænder, og to dage efter, den 30. maj, var AFC Wimbledon født. Men fansene havde taget ved lære af situationen. Derfor gjorde man klubben 100% fanejet, for på den måde at sikre, at den aldrig skulle kunne tages fra dem igen.

AFC Wimbledons allerførste kamp - en venskabskamp mod Sutton. 

Foto: Getty Images

Et hurtigt kig på uret. Kokken er omkring 14. Flere og flere mennesker kommer til syne. Mange er klædt i blåt og gult. De samme farver som dengang. I forskellige tempi trasker de igennem porten. ’Kingsmeadow’ står der øverst. De har ikke travlt, for de er endelig hjemme. Tankerne om den travle uge på arbejdet er for længst pakket væk. Dette er et frirum, hvor Brexit og klasseforskelle ikke har nogen betydning. Her er det fast food, fadøl og fodbold, der er omdrejningspunktet for familiens fællesskabsfølelse.

Opstandelsen

Som en føniks rejste klubben sig fra asken. Ånden levede videre i nye fjer. Men virkeligheden, den nyfødte fugl vågnede op til, var en anden. Klubben havde ingenting. Ikke engang et hold. Derfor måtte der tyes til utraditionelle metoder. De indbød til try-outs i en lokal park. Man gik fra at spille i Division One (nu the Championship) til at spille i Combined Counties League, som er den niendebedste række i engelsk fodbold. Men én ting var stadig den samme - kærligheden. Normalt er der ikke mange tilskuere til kampene på det niveau. Men da AFC Wimbledon skulle spille sin første kamp, var der 4657.

De manglede dog stadig en hjemmebane, men fordi der ikke var nogle egnede steder i Wimbledon, måtte man finde et alternativ så tæt på det spirituelle hjem som muligt. Valget faldt på Kingsmeadow. Et lille ældre stadion, der har plads til cirka 4800 tilskuere.

I den første sæson lykkedes det AFC Wimbledon at blive nr. tre i deres pulje. Desværre var det lige nøjagtig ikke nok til at rykke op. Det blev der dog ændret ved allerede i sæsonen efter. Her vandt holdet de første 21 kampe, og endte med at vinde puljen. 42 sejre og 4 uafgjorte. Den første oprykning var i hus. De flotte resultater fortsatte i den følgende sæson, hvor de udbyggede deres stime af ubesejrede kampe til 78. Dette er i øvrigt rekord i engelsk seniorfodbold.

AFC Wimbledon fortsatte med at avancere. Og i sæsonen 2010/2011 gik en drøm i opfyldelse. Efter en nervepirrende straffesparkssejr i Conference Premier play-off-finalen mod Luton Town sikrede the Dons sig oprykning til League Two. Blot ni år efter grundlæggelsen var klubben i the Football League, som dækker over landets fire bedste rækker.

Dengang Wimbledon gik amok: FA Cup'en er vundet og legendariske Vinnie Jones lader sig hylde.

Foto: Getty Images

Efter et par hårde år i League Two lykkedes det i sidste sæson AFC Wimbledon at kæmpe sig i play-off-finalen, der spilles på Wembley. Netop dette ikoniske stadion har en enorm stor betydning for AFC Wimbledons selvopfattelse. Én gang tidligere havde klubben besøgt nationalarenaen. Det var tilbage i 1988, hvor man vandt FA Cup’en. Derfor virkede det som om, at det var skæbnen, der besluttede, at AFC Wimbledons hidtidige præstationer skulle peake her. Mere end 22.000 Dons-fans havde fundet vej til kampen mod Plymouth Argyle. Kampen endte 2-0 til AFC Wimbledon, og de sikrede dermed oprykning til League One.

Vi nærmer os kampstart. Familien er samlet. De er klar til den første hjemmebanekamp i League One. ’Womble till I die’, lyder det fra tribunen.