Den lange vej tilbage for Wimbledon - kampen om stadion på Plough Lane

AFC Wimbledon opstod af ingenting - moderklubben var flyttet langt bort - men gjorde det hurtigt. Nu er jagten på et nyt stadion gået ind i den fanskabte klub, hvor stud. mag. i journalistik Jonathan Grau Møller har sin daglige gang og løbende beskriver projektet

Af Jonathan Grau Møller

Det er tirsdag eftermiddag i det sydvestlige London. En grå og kedelig en af slagsen. Det er en af de stille dage på kontoret. Men først på eftermiddagen vender et enkelt tweet op og ned på det hele. Med ét befinder AFC Wimbledon sig i en storm. En storm man vidste ville komme, og som har været ventet i flere år. Nu er den her. Men klubben har intet at frygte. Tværtimod. Det er en af de gode.

Hjemløs

Hvis man forsøger at placere en fodboldklubs identitet ned til en bestemt beliggenhed, vil man ofte ende ved dens stadion. Det er her, man mødes. Det er her, man oplever. Det er her, man drømmer. Men prøv lige at stoppe op, og tænk over, hvis dit hold skulle flytte deres stadion 111 kilometer væk.

Hold fast i den tanke. Vi vender tilbage til den lidt senere.

Dette tankeeksperiment er, for fodboldklubben AFC Wimbledon, ikke nogen utopisk joke. Det er den skinbarlige sandhed. Siden 1889 har Wimbledon været den geografiske forankring for en fodboldklub. Men kun i navnet. For siden 1991 har der ikke fysisk været nogen hjemmebane i byen.

Efter Hillsbourogh-katastrofen udarbejdede det engelske fodboldforbund (FA) den såkaldte Taylor Report. For at undgå lignende hændelser konkluderede den, at der på større stadions ikke længere måtte være ståpladser. Det ’tvang’ Wimbledon FC til at flytte fra deres hjemmebane, Plough Lane, for i stedet at dele bane med Crystal Palace på Selhurst Park.

Men omkring årtusindeskiftet skete der noget. Dårlig økonomi og svindende tilskuertal truede klubbens eksistens. Derfor begyndte klubbens norske ejere at overveje, hvor de i fremtiden ville opnå mest succes. Det ville Wimbledon FC et sted, hvor der ikke var så stor konkurrence om tilskuerne. Wimbledon lå trods alt meget tæt på blandt andet Chelsea, West Ham, Fulham, Millwall og altså Crystal Palace. Da man uden held havde forsøgt at finde et egnet sted til et nyt stadion i hjemkommunen, Merton Council, kom forslaget: klubben skulle flyttes til Milton Keynes. 111 kilometer nordvest fra Plough Lane.

Nu vender vi tilbage til tankeeksperimentet. Forestil dig at vi tager et danmarkskort, og placerer en nål midt i Silkeborg. Herefter tegner vi en ring med en radius på 111 kilometer. Inden for den fugleflugtsdistance kunne den midtjyske fodboldklub få hjemmebane i Aarhus, Herning, Randers, Horsens, Viborg, Esbjerg, Aalborg, Odense eller Haderslev. Det er samtlige ikke-sjællandske hold i Superligaen.

Denne afstand ville fansene af Wimbledon FC ikke finde sig i. De følte, at det var det samme som at fjerne alt det, de elskede. Al den historie de havde brystet sig af siden klubbens grundlæggelse i 1889. Derfor valgte fansene i 2002 at starte en ny klub – AFC Wimbledon. En klub som siden har spillet på Kingsmeadow små ni kilometer fra Plough Lane.

Beskedne faciliteter

Inden min første dag i klubben fik jeg af vide, at jeg når jeg stod ved parkeringspladsen, skulle jeg bare gå ind ad den hvide dør, når jeg kom til Kingsmeadow. Jeg har efterhånden besøgt en del fodboldstadions, så den relativt ukonkrete beskrivelse undrede mig en smule. Men da jeg kom til stadion, gav det mening. Stadionet, der har plads til 4800 tilskuere, er først synligt, når man står foran det. Overfor parkeringspladsen, midt i den murstensrøde væg er den der, den hvide dør. Vrider du det kuglerunde håndtag, og trækker i døren, træder du ind i en smal gang med røde linoleumslignende gulve. Væggene er kridhvide med undtagelse af de sidste 30 centimeter mod loftet, der er malet i kongeblå. Her står du. Under tribunen med hjemmeholdets omklædningsrum på din venstre side og administrationen på din højre. Man skal kante sig forbi hinanden.

Kingsmeadow har set bedre dage...

Foto: Catherine Ivill/Getty Images

Fortsætter man lidt ned ad gangen, står man foran en blåmalet dobbeltdør - spillertunellen. Et højresving. Og endnu et. Du er nu inde i the ’Presidents Lounge’. På kampdage er det VIP-loungen. I hverdagen fungerer det som mødelokale og mit ’kontor’. Det kongeblå gulvtæppe med nedtrådte guldmønstre bevidner, at det engang var tiltænkt et pompøst udtryk. Nu ligner det mere noget, man kunne finde på enhver pub. Væggene er plastret til af billeder, der alle er med til at fortælle historien om klubbens korte, men fantastiske, opstandelse. Smil, pokalløft og champagnesprøjt. Selvom AFC Wimbledon holder til i ydmyge lokaler, står én ting klart. Her er man ikke bange for at drømme.

Back to Plough Lane

I AFC Wimbledon har man ambitioner, og man er ikke bange for at sige dem højt. I hele klubbens levetid har man haft en rolle som underdogs. Og her har den ikke skuffet. På et tidspunkt fortalte en af klubbens grundlæggere, Ivor Heller, mig, at ”siden vi startede klubben, har vi drømt om to ting. At rykke op i the Football League og at komme hjem til Plough Lane”.

Det tog kun ni år at realisere den første drøm. I slutningen af 2014 gjorde man så klar til den anden. Drømmen var at komme tilbage til Plough Lane. Men det var ikke et krav. Man ville undersøge mulighederne grundigt. Derfor gennemgik man nitten mulige steder. Dog viste kun ét sig egnet - Plough Lane. Lige over for den gamle hjemmebane, hvor der siden 1928 har ligget et stadion beregnet til hundevæddeløb.

Hundevæddeløbsbanen på Plough Lane - stedet AFC Wimbledon håber at kunne ombygge til en ny hjemmebane.

Foto: Catherine Ivill/Getty Images

De forberedte en ansøgning om at få lov til at bygge et stadion. Ejerne af grunden ville sælge, og AFC Wimbledon havde allieret sig med nogle investorer, der ville hjælpe med opførelsen.

Planen er, at man vil bygge en arena med plads til 11.000 tilskuere, med mulighed for at udbygge til 20.000 på et senere tidspunkt.

For at opføre sådanne projekter, er man nødt til at overbevise kommunen om dets bæredygtighed for hele lokalområdet. Derfor skal der i forbindelse med projektet opføres 600 boliger, supermarkeder, butikker og dertilhørende infrastruktur, der skal stå klar til sæsonen 2018/2019.

Prisen? 16 millioner pund. Nogle af disse penge er allerede kommet, da Chelsea har købt Kingsmeadow, så de kan bruge det til deres kvinder og akademi.

Frem og tilbage - og frem igen

Omtrent et år efter AFC Wimbledon indleverede ansøgningen, var der svar fra Merton Council. Den blev enstemmigt vedtaget. I den lille fodboldklub var begejstringen enorm. Men sådan forholdt det sig ikke alle steder. Særligt tilhængere af hundevæddeløbsstadionet var fortørnede. Dette er det sidste tilbageværende af slagsen i London, og de så derfor denne afgørelse som dødsstødet til deres sport. En sport der engang nød stor popularitet, men som igennem de sidste mange år har set en nedgang i tilskuertallet.

Fik du læst første indlæg om Wimbledon?

I marts i år fremlagde Greater London Authority (GLA) en rapport, der fik den daværende borgmester i London, Boris Johnson, til at beslutte, at det var ham, der skulle tage stilling til, hvorvidt ansøgningen kunne godkendes. Og altså ikke Merton Council. Et voldsomt tilbageslag for AFC Wimbledon, der ikke fandt nogen som helst grund til, at beslutningen skulle ændres. Det samme gjorde sig gældende for Merton Council.

Problemet med den slags ting er, at man ikke ved hvornår borgmesteren vil have tid til at tage sig af sådanne sager.

Tiden gik, og Brexit meldte sin ankomst. Det betød, at Boris Johnson forlod borgmesterstolen, og Sadiq Khan blev stemt ind. Han bestemte, at man havde indtil den 10. august til at komme med indlæg for og imod ansøgningen. Herefter ville han tage stilling til, om det skulle være GLA eller Merton Council, der skulle kunne godkende ansøgningen.

Det satte gang i en større kampagne fra AFC Wimbledons side. Underskrifter blev indsamlet, og kort efter skæringsdatoen kom svaret - beslutningen skulle blive i Merton Council.

Endnu engang var glæden stor. Men man vidste også, at der stadig var en risiko for, at nogen ville komme med indsigelser. Og ganske rigtigt. Naboerne fra Wandsworth Council mente ikke, at infrastrukturen omkring komplekset var blevet planlagt godt nok. De forudså, at det ville komme til at skabe trafikale problemer for dem. Derfor skulle processen gentages. Denne gang ikke hos Londons borgmester. Men højere oppe hos Secretary of State, som er den højeste instans inden premierministeren.

Det var endnu et slag for AFC Wimbledon. Ikke fordi man frygtede at få ansøgningen afvist - man var sikre på, at Wandsworth ikke havde nogen sag. Det var derimod den ekstra forsinkelse, der var problemet. Modsat sidst havde man nemlig ikke nogen deadline for, hvornår et svar ville foreligge.

Det er fortsat tirsdag eftermiddag. Der begynder at sprede sig små jubelbrøl i de smalle gange. Grinene trænger igennem de blå- og hvidmalede vægge. Det er som at være i orkanens øje. Udenfor raser stormen. Tweetet har nået omverdenen. Secretary of State har offentliggjort, at det er Merton Council, der skal tage beslutningen.

”#DonsAreComingHome!”.

Topfoto: Catherine Ivill/Getty Images