Arsenal og transfervinduet, der umuligt kunne løses rigtigt
Arsenals transfervindue frustrerede klubbens fans. Hvorfor kom der ingen verdensstjerner?
Anders Ebbesen er freelancejournalist og har tidligere arbejdet som korrespondent for 6’eren i London, hvor han fulgte Arsenal tæt. Her giver han en forklaring på, hvorfor klubben handlede, som den gjorde denne sommer
Af Anders Ebbesen
Det var en umulig opgave for Arsène Wenger. At styrke truppen på alle de positioner, tilhængerne gerne så forstærket; i angrebet, på kanten, på den centrale midtbane og ikke mindst i forsvaret, hvor alle kunne se, der var behov for en ny mand. Da både Per Mertesacker og Gabriel samtidig pådrog sig skader i pre-season, blev der behov for yderligere to.
Altså måtte der fem nye ind i alt.
Fem nye, der mere eller mindre alle sammen skulle kunne styrke start-11eren.
Fem nye, der skulle købes fri i det mest økonomisk vanvittige transfermarked, vi endnu har set.
Fem nye, der måtte findes i et marked, hvor kun ganske få spillere fra den allerøverste hylde var til salg. Og så er vi tilbage ved Arsène Wengers umulige opgave.
For hvem af fodboldens allerstørste navne har egentlig skiftet klub denne sommer?
For mig at se, har der kun været fire: Zlatan Ibrahimovic, Paul Pogba, Gonzalo Higuaín og Mats Hummels.
Mats Hummels var en historie for sig selv – for selvom han skiftede klub, var han aldrig rigtigt i udbud. Han ville hjem til Bayern München, hvor han havde fået sin fodboldopdragelse og havde ’unfinished business’, som Mathieu Flamini kaldte det, da han vendte tilbage til Arsenal for tre år siden.
Zlatan og Pogba var aldrig aktuelle for Arsenal. Wenger ville aldrig lægge de penge, der skulle til i transfersum, sign-on-fees og lønninger. Og selv hvis han gjorde det, ville hverken Zlatan eller Pogba vælge Arsenal over Manchester United. Dertil havde de to for mange personlige grunde til at tage til United. Zlatan havde genforeningen med Mourinho, og Pogba havde - som Hummels og Flamini - unfinished business i sin tidligere klub.
Gonzalo Higuaín var til gengæld aktuel for Arsenal, men prisen på ham stak af - ikke mindst på grund af den transfersum, Juventus fik ind for Pogba. Juventus var klar til at betale hvad som helst for at snuppe titelrivalerne Napolis bedste spiller. At købe Higuaín var en nærmest en garanti for endnu en scudetto. Et køb af Higuaín ville langt fra være nogen mesterskabsgaranti for Arsenal, og samtidig havde kræmmeren Wenger svært ved at svinge sig op til prislaget 90 millioner euro for en 28-årig angriber, han var tæt på at købe for en tredjedel af prisen tre år forinden.
Så Arsenal endte med at plukke fra næstøverste hylde, hvis vi skal blive i Randers-direktør Ole Nielsens lystigt benyttede reolsystemsretorik.
Det var en nødvendighed efter tre foregående sommervinduer, hvor der blev hentet stjerner (Özil 2013, Alexis 2014, Cech 2015) og ikke til bredden. Og når Arsenal nu manglede folk på flere positioner, ja, så var det nok også fornuftigt nok frem for at bruge al kanonens krudt på en enkelt signing.
Derfor ingen Zlatan eller Higuaín. Derfor næstøverste hylde.
Når en klub som Arsenal normalt handler derfra, sker det uden problemer. Cazorla, Mertesacker, Ospina er gode eksempler. For spillere som dem var det et naturligt skridt videre i karrieren at tage til Arsenal. Ingen overtalelse var nødvendig. Og deres klubber, Malaga, Werder Bremen og Nice, var alle klar over, at de ikke kunne holde på deres stjerner. Så de måtte tage, hvad de kunne få for dem.
Sådan forholdt det sig imidlertid ikke i år. Alle de engelske hold har fået store penge efter den nye TV-aftale, der i år sikrer de 20 Premier League-klubber 8,3 milliarder kroner til deling, er trådt i kraft. Et beløb, der vil stige betragteligt. Det gør det først og fremmest dyrt at købe spillere fra andre engelske hold. Men det betyder også, at de udenlandske klubber giver prisen et nøk eller to op, hver gang der står +44 på deres nummerviser, når telefonen ringer.
Som en løsning på den problemstilling har Arsène Wenger og hans økonomiske bevidsthed – beklager at måtte påpege hans forhold til økonomi igen, men det er svært relevant i tilfældet Arsène Wenger – fundet det særligt interessant at kigge efter spillere med frikøbsklausuler i deres kontrakter.
Lad os tage et kig på de spillere, det er lykkedes at få i hus, hvordan det gik til, og hvad alternativerne var. Vi tager dem kronologisk.
Desperat start
Foto: Getty Images
Granit Xhaka (21. maj, pris i omegnen af 40 millioner euro)
Et længe ventet generationsskift skulle endelig finde sted på midtbanen. Kontraktudløb til Arteta, Rosicky og Flamini, som alle har været fine repræsentanter for klubben, men som ikke har hævet holdets niveau i flere år, betød, at der måtte nyt blod ind på holdet her.
Wenger havde længe haft et øje på Granit Xhaka, 23 år og anfører i Champions League-deltagende Borussia Mönchengladbach. Allerede i januars transfervindue forsøgte han at hente schweizeren. På det tidspunkt sad Santi Cazorla og Francis Coquelin ude med skader. Og selvfølgelig Jack Wilshere, men det giver jo næsten sig selv. Tyskerne var dog ikke meget for at lade deres anfører gå midt i sæsonen, og i stedet endte Arsenal med en fornuftssigning i form af Mohamed Elneny. En spiller, der måske ikke har en helt ligeså stor fremtid som Xhaka, men som kan blive en fin breddespiller i klubben og som også gjorde en udmærket figur i løbet af foråret.
At Wenger allerede i vinter var i dialog med Xhaka, skulle blive en stor fordel for Arsenal. Det indikerede overfor schweizeren, at han virkelig var ønsket og at Wenger havde en klar plan for ham.
Samme fremgangsmåde havde Wenger brugt i forbindelse med erobringen af Mesut Özil år forinden. Allerede da tyskeren skiftede fra Werder Bremen til Real Madrid i 2010, udtrykte Wenger sin interesse. Da Özil ikke længere var ønsket i den spanske hovedstad tre år senere, vidste tyskeren derfor straks, hvor han skulle tage hen for at finde en træner, der var klar til at give ham blind tillid.
Arsenals atypiske tidlige ageren i transfervinduet vidnede om, at Wenger var desperat for at sikre sig Xhaka. Han ville ikke risikere, at Xhaka spillede en stor EM-slutrunde og pludselig også fik tilbud fra Barcelona, Manchester City eller Bayern München.
I Gladbach havde Xhaka angiveligt en frikøbsklausul på omkring 30 millioner euro, der ville træde i kraft i 2017. Men Wenger ville ikke vente. Så hellere betale 40 og være sikker på at få ham med det samme.
Det har gjort ondt på Wengers økonomiske moral, men det vidner om, at Xhaka er en mand, Wenger har været villig til at gøre alt for at få. Og med klausulen in mente, kunne Gladbach ikke sige nej.
Efterfølgende besluttede Arsenal at udleje Jack Wilshere til Bournemouth. En beslutning, der meget klart viser, at Wenger var træt af sin skadesplagede og upålidelige rygrad og havde brug for noget stål – eller Granit om man vil – til midtbanen.
”Hvis han er så god, hvorfor starter han så ikke engang inde?”
Eksperterne var ikke overbeviste om Xhakas kvalitet før åbningskampen mod Liverpool. Et decimeret Arsenal-hold uden Özil, Cazorla og Wilshere. Og alligevel skulle nyindkøbet ikke starte inde. Udefra så det underligt ud. Men det er en klassisk Wenger. Et nyindkøb der ikke tidligere har været i Premier League, bliver ikke kastet i kamp, med mindre det er højst nødvendigt. I stedet får de lov at se tempoet og tacklingerne et par meter fra banen.
Da Wenger i sin tid hentede Robert Pires til klubben, lod han ham sidde på bænken i den første kamp mod Sunderland. Efter en halv time vendte Pires sig mod Wenger og spurgte: ”Is it always like that?”
”Yes, and it can get worse,” svarede Wenger.
Det er ikke blevet til meget spilletid for Xhaka hidtil. Det skyldes formentlig først og fremmest Wengers ønske om at holde på så meget af stammen som muligt i starten af sæsonen, hvor Koscielny, Mertesacker, Özil og Giroud alle har manglet helt eller delvist. Derfor er Coquelin og Cazorla blevet foretrukket fremfor Xhaka (og Elneny for den sags skyld).
Når schweizeren har fået chancen, har det dog set lovende ud. Senest bød han ind med en tordenkile af en kasse imod Hull. Et par uger forinden ejede han i selskab med Santi Cazorla banen fuldstændig imod Watford i sine hidtil eneste 90 minutter. I den kamp gennemførte Xhaka både flest afleveringer og vandt flest tacklinger af alle på banen. Det første tegn på, at Arsenal langt om længe har fået en mand, der kan dominere kampen både defensivt og offensivt.
En japansk besættelse
Takuma Asano (3. juli, pris i omegnen af 1 million euro)
Foto: Getty Images
Selv om det er 20 år siden, han forlod japansk fodbold, følger Arsène Wenger stadig godt med i tingene derovre. Og han ser nogle ting, som vi andre ikke ser. Her tænker jeg ikke på Anime-tegneserier og quizshows alá ”Over Stregen”. Nej, han har bare idéer, som ingen andre i europæisk fodbold helt kan se de samme perspektiver i.
Han har tidligere udpeget Dragan Stojkovic (tidligere spiller under Wenger og træner i Nagoya Grampus Eight, nu træner i kinesiske Guangzhou R&F) som hans arvtager i Arsenal.
Han så lys i Junichi Inamoto og Ryo Miyaichi. Og så har jeg slet ikke nævnt monsterfloppet Park Chu-Young. Men han var jo heller ikke fra Japan, men Sydkorea - det var nok derfor, det gik galt med ham.
Nu er turen så kommet til Asano. Én angriber der har vist, at han kan lave mål i Japan de seneste sæsoner. 26 blev det til i alt i løbet af de seneste to. Det sikrede ham et skifte til en af verdens største klubber, men ikke nogen arbejdstilladelse. Derfor røg Asano på udlejning til nedrykkeren Stuttgart i den tyske 2. Bundesliga. Umiddelbart et niveau, der virker nogenlunde passende for Asano. Efterhånden har en del asiatiske spillere gjort sig i Tyskland med pæn succes, og Stuttgart har tidligere vist, at de kan udvikle spillere til allerhøjeste niveau med eksempelvis Mario Gómez og Sami Khedira.
Men er der potentiale til europæisk topfodbold for Asano? Er det ham der en dag sparker Champions League-trofæet til Islington? Det er mildt sagt nok tvivlsomt. Men Asano har, i hvert fald hvis vi skal følge Wengers beskrivelser, præcis de kvaliteter, som de senere år har kendetegnet de største målscorere i Premier League. Gode afslutningsevner og en vilje til konstant at løbe dybt. Som Agüero, Kane og Suarez. Men derfra og til rent faktisk at blive en dygtig Premier League-spiller er der lang vej. Og det er nok yderst tvivlsomt, om Asano nogensinde når enden af den vej. Med de transfersummer, der cirkulerer i europæisk fodbold for tiden, er Asano-handlen dog et stort set omkostningsfrit sats, der var værd at tage for Arsenal. Og hvem ved? Med Wengers japanske besættelse er det asiatiske marked måske lige nøjagtigt dér, hvor Arsenal kan være et skridt foran de andre europæiske topklubber.
Deja-vu
Foto: Getty Images
Rob Holding (22. juli, 3 millioner euro)
”I am sorry he didn’t cost £50 million”. Selv om det var en klassisk fornærmet Arsène Wenger-kommentar, var der en vis sandhed over hans stikpille til de engelske medier efter Holdings optræden i 0-0-kampen mod Leicester. For de ER besatte af big-money-transfers i den engelske tabloidpresse. I England er antallet af artikler skrevet om en given transfer tæt på ligefrem proportionel med antallet af nuller i transfersummen. Næsten da. Det irriterer Wenger, fordi det betyder, at han ikke får opmærksomhed og kredit, når han gør en god handel. Og det ligner det, at han har gjort med Rob Holding.
Det så ellers langt fra overbevisende ud i debuten, hvor Holding havde en andel i de tre første af Liverpools fire scoringer i hjemmebanenederlaget på 3-4. Men da først Koscielny kom ind ved siden af ham, så han ud til at finde sig til rette. Han læser spillet godt og har en god timing i sit hovedspil.
Og så har han ikke mindst givet prøver på sit fremragende pasningsspil, der minder utrolig meget om John Stones’ ditto. På den baggrund har Arsène Wenger ret: det er en ærgerlig tendens, at der ikke bliver fokuseret på succeshistorierne om de unge engelske spillere (som ellers er en sjældenhed) fremfor de dyrtindkøbte udlændinge.
Det er dog langt fra sikkert, at Holding ender med at nå Stones’ niveau. For to år siden fik Calum Chambers en ligeledes lovende start i Arsenal under lignende omstændigheder. Dengang var det Koscielny og Debuchy, der var skadede og tillod den nye, uprøvede mand at få en masse spilletid. Da de kom tilbage igen, gled Chambers dog først ud af startopstillingen og senere helt ud af kamptruppen, og nu forsøger Wenger sig så med en gang akut hjertemassage i form af en udlejning til Middlesbrough for at få pumpet liv i Chambers karriere igen.
Der er mange lighedstegn med Chambers for Holding. Spørgsmålet er bare, om Wenger ser et større potentiale i Holding, end han gjorde i Chambers. I så fald skal førstnævnte nok få sine chancer – dem ved vi, Wenger er klar til at give. Men det får vi først svar på, når Gabriel og Mertesacker er tilbage fra deres skader igen, og der skal sorteres midterforsvarere fra til kamptruppen.
Tredjevalget
Lucas Pérez (30. august, 20 millioner euro)
Foto: Getty Images
Lucas Pérez var ikke Arsenals førstevalg som ny angriber. Det var Jamie Vardy. Først og fremmest på grund af hans lave frikøbsklausul på omkring 24 millioner euro. I dagens marked en særdeles fordelagtig pris for en engelsk topscorer fra de engelske mestre. Og så havde han præcis de kvaliteter, Wenger gerne så sin offensiv forstærket med. Aggressivitet, fart og afslutningsevner. At Vardy afviste Arsenal, var uforståeligt for de fleste. Her var han sikker på også at spille topfodbold om tre år, være landsholdsaktuel resten af karrieren og formentlig have større chancer for at vinde flere trofæer. Men Vardys forhold til Leicester er specielt, og på den baggrund var der egentlig også noget ”rigtigt” i at se en mand træffe sin beslutning ud fra sine følelser og lyster i stedet for udelukkende rationelle perspektiver.
Nummer to på Wengers liste var Alexandre Lacazette. En angriber, der har nogle af de samme karaktertræk som Vardy og Wengers våde angriberdrøm Luis Suarez. Måske ikke helt så aggressiv som de to, men en mindst lige så god afslutter. Og så var han ikke mindst fire år yngre end Vardy. Til gengæld forlangte Lyon angiveligt omkring 50 millioner euro for ham – altså dobbelt så meget som Vardy havde kostet, selv om Lacazette på papiret ikke var en meget bedre spiller end Vardy. Det var al for meget for Wenger. Men Lyon stod fast. Og da Lacazette så smadrede fem mål ind i de første to kampe i Ligue 1, blev Arsenal-tilhængerne naturligvis endnu mere frustrerede over, at Wenger ikke bare pungede ud. ”Spend some f*cking money,” gjaldede det fra udebaneafsnittet, da Arsenal ikke lykkedes med at få scoret i Leicester 20. august.
Problemet for Arsène Wenger var, at den nye angriber ikke nødvendigvis skulle overtage pladsen fra Giroud. En præmis, som fansene dog aldrig har købt. Wenger indså hurtigt, at de angribere, der kunne vippe Giroud af pinden som førstevalg, ville koste alt for meget med de mange huller, der skulle lappes denne sommer. Han havde allerede lagt 40 millioner euro for Xhaka og kunne fornemme, at det heller ikke blev let at finde en billig midterforsvarer med kvalitet.
Higuaín, Lewandowski, Aubameyang, Griezmann og Benzema - de angribere, der med sikkerhed kunne slå Giroud af - ville koste op imod en milliard danske kroner. Det var der ganske enkelt ikke penge til. Og hvorfor så bruge en halv milliard på en ”halvhjertet løsning,” som Lacazette? På det franske landshold kunne han ikke slå Giroud af. Han kunne ikke engang komme med i EM-truppen, hvor der i stedet blev plads til André-Pierre Gignac, der til dagligt gør sig i den mexicanske liga.
Lacazette var for dyr i forhold til, at han ikke ville være en klar opgradering på angrebspositionen. Især fordi Wenger vidste, at han havde et billigere tredje alternativ.
Tidligt i transfervinduet havde Wenger afvist at købe Lucas Pérez fra Deportivo La Coruna. På daværende tidspunkt jagtede Arsenal stadig større navne. De havde ellers scoutet Pérez en del i den forgangne sæson. Det samme havde Evertons nyudpegede sportsdirektør Steve Walsh, der netop var kommet til fra Leicester. I Leicester havde Walsh i høj grad været med til at udpege og sammensætte den trup, der vandt mesterskabet sidste år. Han så ligheder med Jamie Vardy i Lucas Pérez, og havde ham nu i kikkerten i Everton. Wengers kikkert havde været forbi Lucas Pérez, men spejdede videre i håb om en større fangst. Da franskmanden indså, at Lyon ikke ville gå på kompromis med prisen på Lacazette, gik han tilbage og nappede Pérez for næsen af Walsh og Everton. En aktion, der kun kunne finde sted på grund af Pérez’ frikøbsklausul på 20 millioner euro. Havde han ikke haft den, var der udbrudt budkrig, og Pérez’ pris var formentlig løbet betragteligt højere op. Med klausulen afhang transferen kun af, hvilken klub spilleren fandt mest interessant – og her ville Arsenal alle dage vinde over Everton.
Økonomisk repræsenterede Pérez en fornuftig forretning i det nuværende marked. Til sammenligning måtte Leicester hoste op med 10 millioner euro mere for at få fingre i Islam Slimani fra Sporting Clube de Portugal på deadline day. En spiller på samme alder og med samme (manglende) erfaring.
På den baggrund var Pérez en fornuftig handel. Han kan dække flere pladser offensivt og har de førnævnte ønskede karaktertræk – fart og bevægelse, aggressivitet og fine afslutningsevner. Han var ikke et panikkøb, som flere har kaldt ham. Han var bare ikke Arsenals førstevalg.
Pérez bliver i sig selv ikke manden, der sikrer Arsenal et mesterskab. Det er stadig Giroud, der skal score målene. Men når Giroud rammer sine dårlige stimer – og de kommer hvert år – er der nu en mulighed for at aflaste ham med en mand, der har vist, han kan score mål. Det har der ikke været de seneste år, hvor Walcott (fem Premier League-mål i hver af de tre seneste sæsoner), Welbeck (fire Premier League-mål i hver af sine to sæsoner i Arsenal) og Sanogo (nul Premier League-mål i karrieren) var alternativerne. Laver Giroud sine sædvanlige 15-20 mål, Alexis 15 og Pérez 10 er det nok til, at Arsenal kan kæmpe med om mesterskabet.
En presset pris
SHKodran Mustafi (30. august, 40 millioner euro)
Foto: Getty Images
Dagen før lukketid lykkedes det endelig Wenger at få signet en centerback. Det trak ud.
Valencia havde brug for pengene og pressede prisen op. Velvidende om Valencias behov for at sælge forsøgte Wenger naturligvis at presse prisen den modsatte vej. Derfor gik tiden stille og roligt, indtil der opstod rygter om, at spanierne var ved at få afsat den anden af deres centerbacks – den tunesiske kamikazespiller Aymen Abdennour. Everton var interesseret. Det samme var Chelsea. Blev han solgt, behøvede Valencia ikke sælge Mustafi, som de også langt hellere ville beholde. Så fik Arsenal pludselig travlt. De måtte hoste op, inden det var for sent. Valencia fik deres vilje. Den lød på cirka 40 millioner euro.
Som type er Mustafi en forsvarer efter Wengers smag. Gennem de to seneste sæsoner havde han flest ’interceptions’ af alle spillere i La Liga (226) – et snit på 3,58 pr. kamp.
Gennem de seneste to sæsoner er det såmænd Laurent Koscielny, der har lavet flest interceptions i alt i Premier League. Hans snit for de to sæsoner ligger på 3,67 pr. kamp. Arsenal har med andre ord to midterforsvarere på hånden, der som udgangspunkt minder meget om hinanden i måden at forsvare på. Spørgsmålet er så, om de fungerer sammen. Det gjorde det ikke, da Koscielny i sin tid blev parret med Thomas Vermaelen, der i spillestil også havde en del til fælles med de to.
Uanset hvordan det udarter sig, kan Arsenal nu mønstre det på papiret stærkeste centerforsvar i mange år, især målt på bredden hvor Mertesacker, Gabriel og Holding er fornemme tredje-, fjerde- og femtevalg.
Af de centerbacks der har været up for grabs denne sommer, var Mustafi det bedste, Arsenal kunne håbe på.
John Stones var alt for dyr for alle andre end Guardiola og hans possession obsession.
David Luiz har vist, at han ikke er dygtig nok defensivt til at spille fast i en firebackkæde i Premier League.
Eric Bailly har vist potentiale i Manchester United, men kendere af spansk fodbold har udtrykt bekymring om gentagne hjerneblødninger. Det har vi ikke set endnu fra hans side i United, men prædikatet gav formentlig Wenger uheldige associationer til Gabriel, der også blev hentet i Villarreal og som langt fra har været nogen udpræget succes i Arsenal indtil videre.
Mustafi var den bedste mulighed på markedet for Arsenal, og de landede handlen. Den var dyr, og den har gjort ondt på Wenger. Det er dét, Arsenals fans har skreget efter i årevis. Det skal blive spændende at se, om tilhængernes opskrift faktisk er vejen til et titelgivende midterforsvar.
The missing link?
Ingen ny kantspiller
Vedvarende rygter blev bundet mellem Riyad Mahrez og Arsenal denne sommer. Mahrez endte med at forlænge sin kontrakt med Leicester i stedet for at skifte til Arsenal. Svært ærgerligt for Arsenal. Med ham på holdet havde de ikke behøvet en ny angriber. Girouds 15-20 mål fra angrebspositionen, Alexis’ 15 fra venstrekant og Mahrez ditto fra højre ville have været nok til et mesterskab. At Giroud aldrig bliver en angriber, der laver 25+ mål betyder ikke, at man ikke kan vinde mesterskabet med ham på holdet. Det betyder bare, at målene skal komme et andet sted fra. Da Manchester City i 2013/2014-sæsonen blev engelske mestre, scorede Sergio Agüero kun 17 mål. Til gengæld lavede Yaya Toure 20 og Edin Dzeko 16. Målene kan sagtens spredes mere ud – problemet for Arsenal er, at hverken Walcott, Oxlade-Chamberlain, Özil eller Welbeck har kunnet supplere nok op. Derfor bør Arsenals største fortrydelse denne sommer i mine øjne være, at de ikke fik fingre i Riyad Mahrez, Henrikh Mkhitaryan eller måske endda Sadio Mané – og IKKE at Gonzalo Higuaín tog til Juventus frem for Arsenal.
Samlet set er transfervinduet dog et godt et af slagsen trods de manglende stjerner og den manglende målfarlige kantspiller. Fire ud af fem positioner er blevet besat med kvalificerede spillere. Bredden er blevet styrket voldsomt. Den slags transfervinduer er der brug for engang imellem. FC Barcelona har gjort det samme denne sommer. De hentede Digne, Umtiti, Alcácer og André Gomes for omkring 105 millioner euro. Arsenal hentede Xhaka, Asano, Holding, Perez og Mustafi for 110. I min bog er der ikke den store forskel på de to transfervinduer. Groft sagt kun at Barcelona fik ros, og at Arsenal ikke gjorde. Barcelonas fans forstod holdets behov, det gjorde Arsenals ikke.
I dag kan Arsenal i princippet stille to hold med nok kvalitet til at ende i top 10 i Premier League. Ovenikøbet to hold, hvor hovedparten af de skadesplagede spillere, der har udgjort en ikke uvæsentlig del af truppen de seneste år – Arteta, Wilshere og Rosicky – er byttet ud med mere pålidelige typer som Xhaka og Elneny. I Arsenals officielle førsteholdstrup er der 28 spillere at vælge imellem. Til sammenligning har Tottenham 23.
I mine øjne er den trup, Arsenal har samlet i år, den stærkeste siden klubben senest vandt det engelske mesterskab i 2004. Nu er det så bare op til manageren at vise, at han også har samme klasse som dengang.
Stats og data er hentet fra Whoscored, TransferMarkt og FourFourTwo Statszone.
Topfoto: Getty Images
