Ny analyse på Mediano: Et bud på David Nielsens AGF

Fodbold-analyse: Det her er et nyt samarbejde på Mediano, hvor de dygtige folk fra 'Tap In Fodboldanalyse' kigger på klubber, spillere og tendenser. Denne gang er det AGF og David Nielsens muligheder og udfordringer, der er i fokus.

Af Tap In Fodboldanalyse

Det blev ikke just til nogen drømmedebut for David Nielsen og AGF, da de mandag aften gik fra banen med et nederlag på 0-2 på Ceres Park.

Et lettere absurd forløb omkring et rødt kort og en manglende skarphed gjorde, at præstationen endte med at se værre ud, end den måske egentlig var. David Nielsens AGF-projekt kommer med al sandsynlighed til at blive et langt sejt stræk, men mandag aften fik vi om ikke andet nogle indikationer på, hvad vi kan forvente.

Et af David Nielsens første løfter ved ankomsten til AGF var, at man ville få en pragmatisk træner at se, der gik til opgaven med fokus på den trup, han har. Set i lyset af det, kan det jo virke omsonst at snakke om andet end det nutidige AGF, men vi tillader os alligevel at tillægge David nogle mere idealistiske ambitioner for, hvordan hans hold skal se ud i fremtiden, og et grundigt bud på det, vil du kunne læse i denne artikel.

4-4-2 eller er det nu 4-2-3-1?

Skal vi tage udgangspunkt i den pragmatiske træner, der spiller efter den trup, han har og ikke den trup, han ikke har, så var det en mulighed at tænke, at vi fik et AGF-hold at se, der lagde sig an på en 4-4-2 med to rene angribere mandag aften.

Bortset fra, at det altså ikke var det, vi så - og slet ikke i boldbesiddelse.

Defensivt stod AGF etableret i det, der blev kaldt en camoufleret 4-4-2 i de første 45 minutter, og offensivt var det til gengæld tydeligt, at Tobias Sana var tiltænkt at skulle trække ned og være med til at diktere spillet fra en central position (foran Amini og Guira), så udgangsformationen blev en 4-2-3-1. Det efterlod Kasper Junker som eneste rene angriber.

Glen Riddersholm fik ellers store dele af 2017 tudet ørerne fulde fra en del af omgivelserne om, at 4-4-2 altså var det eneste rigtige med den eksisterende trup, og nogle af ypperstepræsterne for det synspunkt, besad samtidig nogle indflydelsesrige stillinger på nogle af de større østjyske medier.

En lang bold til Duncan og Junker i dybden, og så var AGFs lykke mere eller mindre gjort. Og så lige en billet hjem til ham Djamal. Så simpelt blev teksten faktisk nogle gange udlagt for bl.a. Glen Riddersholm, og en stor respekt til ham skal i hvert fald lyde herfra for, at han ikke valgte at angribe det meget forsimplede billede af AGFs problemer, mere end han faktisk gjorde.

Den defensive sikkerhedsventil

Vi tillader os i hvert fald at prøve at tage analysen et spadestik dybere, og så må det være op til dig som læser at bedømme, hvor godt du synes det forsøg lykkes. For vi føler os ikke så overbeviste om, at AGFs trup nødvendigvis er så oplagt et 4-4-2 hold, som det ofte gøres til. Jovist, når både Junker og Duncan er klar, har man i udgangspunktet to dygtige angribere med forskellige spidskompetencer, som kan være svære at sætte på bænken, men hvad der er mindst ligeså interessant og vigtigt at se på er, hvilke spillere, der skal omgive dem og bringe dem i scene, og her er især sammensætningen af AGFs midtbane interessant.

Hvis vi starter med den vigtige rolle som den taktisk kloge og spilstærke defensive sikkerhedsventil på den centrale midtbane, er der måske allerede grund til lidt kløen i hovedbunden for AGF.

Det er ikke tilfældigt, at FCK har mange penge investeret i folk som Kvist, Gregus og Zeca, der kan indtage den rolle, thi den er enormt vigtig for at kunne opretholde en solid defensiv struktur, samt at have en spiller, der kan afvikle spillet med ro og sikkerhed centralt og få bragt bolden til de rette folk i de rette positioner.

Hør også Medianos analyse af kampen AGF-Lyngby:

Eller hør reportagen fra indvielsen af AGF-legenden John Stampes Plads:

Kigger vi på AGFs bedste bud på den rolle lige nu, må svaret være Daniel A. Pedersen, og for et hold, der ser sig som en naturlig del af top 6, ville vi være lidt bekymrede over i hvert fald at kunne få øje på de første seks hold, der har en spiller, der umiddelbart ville være bedre til at løse den opgave.

Nogle vil givetvis pege på Adama Guira i den rolle, og mandag aften var det også en lignende rolle, Guira var blevet bedt om at udfylde. At fælde nogen definitiv dom over, hvordan Guira klarede det i de 37 minutter, han nåede at få, er en svær opgave på så spinkelt et grundlag, men tillad os at være tvivlende over for kvaliteten i det projekt.

Jovist har han en enorm arbejdsradius og er dygtig i duelspillet, men skal vi pinpointe spidskompetencerne i Guiras spil, må det være det fremadrettede brydningsspil og aggressiviteten i jagten på erobringer.

Det må alligevel være de færreste trænere, der ønsker en defensiv garant centralt, der meget ofte forsøger at komme frem og tager store chancer i erobringsspillet. Kan Guira lære at blive mere disciplineret og spille med et større taktisk overblik defensivt? Måske, men er det et projekt, man har lyst til at kaste sig ud i med en spiller, der bliver 30 næste gang, og som lever på sin energi? Ikke umiddelbart, men det er måske det som man er i gang med.

Aminis offensive output

Ved siden af centralt, indtager Mustafa Amini nok en af de vigtigste roller på holdet lige nu. Hvad de resterende centrale midtbane folk mangler i ro og kvalitet i boldomgangen, har han ofte formået at bidrage med, og så må man på nuværende tidspunkt acceptere, at det afgørende offensive output har været begrænset, hvilket hans 0,08 xG og 0,09 xA pr. 90 min. er med til at fortælle, og mandag aften indtog Amini også en tilbagetrukket rolle i det offensive.

Nogle vil nok også være fristede til at kigge på Spelmann her, men da må vi også respondere med en vis skepsis. I OB forsøgte man i knap halvanden sæson at få Spelmann til at blomstre i en 4-4-2, hvor han skulle holde sig meget centralt og spille disciplineret, uden den store succes.

Så kom Ove Pedersen, og så fik Spelmann lige pludselig frihed til at bevæge sig som han ville og løbe derhen, hvor der var rum, og hvor han kunne gøre ondt, endda flere gange som spidsangriber. Her så man for alvor, hvilke kvaliteter han indeholder. På samme måde har Spelmanns gode stunder i AGF også været, når han har haft det fripas til at bryde ud af systemet. Hvis man vil have den bedste Spelmann, er man nødt til at bore plumben ud og give ham frit løb, og med hans placering på kanten, så det umiddelbart ud til at det var det man prøvede.

Fokus på kanterne

Så er vi ved kanterne, hvor Sana og Ankersen virker som de mest oplagte og kvalificerede valg. Men fylder deres defensive indsats nok akkumuleret. Og er det overhovedet at foretrække, at de skal bruge så mange kræfter i det defensive og starte fra så dybe positioner i omstillingsspillet? Mandag fik Sana i hvert fald lov at indtage en af de forreste positioner, når defensiven skulle struktureres, og mon ikke det grundlæggende er kommet for at blive.

Sana og Ankersen blev utvivlsomt hentet ind for at være nogle af de store omdrejningspunkter i AGF-offensiven, men produktionen rent offensivt, har absolut ikke været optimal for de to og holdet generelt. Før nedsablingen af Helsingør, havde AGF scoret 9 mål i 10 kampe, og med deres 15,14 Expected Goals der er mundet ud i 14 mål, skyldes den pauvre høst åbenlyst heller ikke uheld eller manglende effektivitet.  Den offensive produktion sender AGF-holdet ind på en 9. plads i Expected Goals akkumuleret over de første 12 runder.

Kigger vi på Sana og Ankersens produktion isoleret, har den absolut heller ikke været imponerende. Før Helsingør-kampen, hvor de fik en god lejlighed til at hæve deres statistikker, havde Tobias Sana præsteret 0,19 Expected Goals og 0,20 Expected Assists pr. 90 minutter, og Jakob Ankersen havde leveret pauvre 0,10 xG og 0,07 xA pr. 90 min. Tobias Sana har om ikke andet været den af de to, der er lykkedes bedst med at linke op med resten af AGF-offensiven, og nok også derfor, var han valgt som det centrale omdrejningspunkt mod Lyngby. Om det så på sigt skal være løsningen mht. Sana, kommer vi ind på senere.

Før Helsingør-kampen var det også kun Ankersen, der var kommet på tavlen med sit dommedagshug i Farum af de to, og netop Ankersens evne til at score mål fra midtbanen, har højest sandsynligt været en af de afgørende grunde til, at man hentede ham.

Ankersen i venstre - eller højre side

I den sammenhæng er det interessant at kigge på, hvordan AGF bruger Ankersen sammenlignet med, hvordan han har spillet tidligere, og hvor han kommer til sine afslutninger henne.

Siden sin ankomst til AGF, har Ankersen i meget høj grad været brugt på venstre kant, og mandag aften var det igen hans skæbne. Det kan undre, når man har med en spiller at gøre, der både i sin Esbjerg- og Göteborg-tid tilbragte langt de fleste minutter på højre kant, med succes.

Hvis man henter en dyr spiller, der skal gøre sig godt på venstre kant, så hent en, der har bevist sig som venstre kant… Nå, nok om det, nu må man prøve at få det bedste ud af ham.

Ankersen er, modsat sin bror, ikke udstyret med et særligt godt venstreben, og derfor bliver hans spil i venstresiden ofte også meget forudsigeligt.

Ikke én eneste gang i denne sæson, er det lykkedes at ramme en medspiller med en venstrebensindlæg, og læg dertil, at man har en venstre back, der ikke altid bringer meget offensivt, hvilket vi kommer tilbage til senere, så får man meget lidt offensivt tryk og indlægstrusler på ydersiden af forsvaret.

Venstresiden så bedre ud i løbet af 1. halvleg mod Lyngby, især når Sana kom derud og deltog i kombinationer, men generelt har det ikke før Lyngby-kampen vist sig, at Ankersen og Møller i fællesskab lykkedes med at komme til særligt mange afslutninger og indlæg, når de er isoleret derude. Et ejendommeligt valg taktisk, når man har en af de bedste angribere i indlægsspillet, i Superligaens historie, gående.

Ser vi på, hvor Ankersen får sine afslutninger fra, kontra hvor han scorer fra rent historisk, ser vi også et lidt tvivlsomt mønster. Ser vi på Ankersens seneste 25 mål for Göteborg og Esbjerg, er hovedparten ikke overraskende scoret fra centrale positioner og i feltet.

Ser vi på trenden i AGF, er afslutningerne i høj grad kommet udenfor feltet og i venstre side. De røde markører er afslutninger fra de første 12 runder, bortset fra Helsingør-kampen, afslutningerne fra den kamp er lyseblå. Udover den kamp, er Ankersen kun kommet til én afslutning i Dangerzone, en blokeret afslutning til 0,12 Expected Goals der faldt i premieren mod Horsens.

Måske ligger der et fornuftigt løsningsforslag i at begynde at spille Ankersen, hvor han har været vant til at spille gennem karrieren? Så kunne det være, at han fandt tilbage til at løbe i de positioner, hvor han tidligere har vist sig at kunne komme til chancer og være farlig, samt at han igen kan blive en indlægstrussel på ydersiden af forsvaret.

Med nogle af truppens mangler ift. 4-4-2 i baghovedet, tror vi på, at udviklingen vil pege i retning af 4-2-3-1/4-1-4-1, i hvert fald i den offensive del. Som vi også så mod Lyngby. Det er nok det truppen umiddelbart egner sig bedst til lige nu, men egner den sig godt nok på sigt til at kunne opnå AGFs ambitioner?

Hvis David skal lykkedes med noget lignende det projekt, han havde i Lyngby, ser vi i hvert fald tre klare punkter på banen, hvor der godt kunne trænge til en forbedring i de kommende vinduer.

Hvordan ser fremtidens hold ud?

Med udgangspunkt i forsvaret, ser tre af de fire pladser ud til at være fint besat pt. Dino Mikanovic er gået i stå i denne sæson og har været en stor skuffelse. Hans nu to røde kort fortæller måske historien om en spiller, der ikke er det rigtige sted mentalt pt. I foråret viste han dog, at han så absolut er en af de bedre angrebsbacks i Superligaen, og det kan han nu få lov at bevise under en ny træner.

I det centrale forsvar, er Kanstrup nok den største favorit til en startplads, og så er der måske åbnet op for nyt liv til den ellers tilsidesatte Niklas Backman? I Lyngby viste David i hvert fald, at han også ynder at forsvare sig dybt med nogle tungere duelstærke stoppere, der ikke har deres styrker i spillet med bolden, i spillere som Tauber, Sørensen og Jonasson. Men måske ligger der i rollen som cheftræner i AGF også en accept af, at de defensive linjer i udgangspunktet også naturligt må være højere -  i jagten på at være det spilstyrende hold.

Jesper Juelsgård indtog i hvert fald igen pladsen ved siden af Kanstrup mandag aften, og måske skal indkørslen af Oliver Lund, i Lyngbys centrale forsvar i efteråret, ses i lyset af, at David Nielsen har ambitioner om at spille med nogle mere agile og boldstærke midterforsvarer. Interessant skal det i hvert fald blive at se, hvordan han ender med at gribe det an i AGF.

Møllers fremskridt - men er det nok?

På venstre backen kunne AGF dog godt trænge til en opgradering, især hvis det spillemæssige udtryk skal minde om det der gav succes i Lyngby. Frederik Møller har fået ros for sin indsats, siden han ankom i sommerpausen fra Horsens, men der er langt mellem Møller og Lumb, når vi snakker offensiv kvalitet, og det viste Lumb bl.a. med sit fremragende mål senest - også trods Møllers fremskridt mod Lyngby.

AGF er i forvejen et af de hold, der får absolut mindst afgørende offensiv produktion fra deres backs. Med 0,14 xG+xA pr. 90 minutter, er det kun AC Horsens backs, der har en lavere produktion hos de 14 hold i ligaen, og helt principielt kan man måske endda også diskutere, hvorvidt der overhovedet er plads til backs, der bringer så lidt offensivt i fodbold anno 2017.

I hvert fald for hold, der gerne vil spille dynamisk og over begge sider offensivt. Møllers fremtid kunne meget vel være som en løbestærk og hårdtarbejdende stopper på ydersiden af et 3-mands forsvar. På et konkurrencedygtigt AGF-hold der skal kæmpe med i subtoppen af dansk fodbold, er det svært at se ham som mere end backup på venstre back.

Som tidligere beskrevet, kunne den centrale midtbane godt bruge en defensiv balancespiller af højere kvalitet, end dem man har rendende pt, også selvom man vælger at spille med tre centralt. Til gengæld åbner en anden midtbanekonstruktion måske op for, at Guira finder sin rolle på holdet for alvor.

Formår AGF at finde en balancespiller, der sammen med midtbanespillerne foran ham især kan få sat det kreative udtryk, så kan det være, at der bliver brug for en spiller med større spidskompetencer i duelspillet og som kan okse rundt og forsøge at slå modstandernes spiller i stykker. I hvert fald i de kampe der bliver meget fysisk betonede, og hvor de ikke møder hold, der står meget dybt.

Den kreative position

Lidt længere fremme i den mere kreative 10er rolle, mangler AGF umiddelbart også en spiller, såfremt David fortsat ønsker at have sådan en type. Her kunne Amini være et bud, selvom han måske mangler spidskompetencerne i mellemrumsspillet og i at fuldføre de afgørende aktioner. Her kunne en mulighed også være at spille Spelmann, og give ham det fripas til at bevæge sig og søge de åbne rum, som når han er bedst, samtidig med at man får hans aggressive defensive arbejde.

Kigger vi tilbage på Spelmanns nok bedste sæson, Horsens bronzesæson i 11/12, hvor han lavede otte Superligamål, så var det også hovedsageligt i en fri rolle som offensiv midtbanespiller, hvor han gjorde ondt på mange hold, som den aggressive dybdeløber.

På kanterne vil det nok blive Sana og Ankersen i udgangspunktet, og her kan David Nielsen med fordel, som tidligere nævnt, spille Ankersen i højre side, og bruge Sana, der har en stærkere venstre fod og er en bedre dribler én mod én, til venstre. Med muligheder på hånden derudover som bl.a. Junker og Bundu, er AGF generelt rigtigt fin besat her, og især Bundu kunne også ende med at få gavn af at kunne have udgangspunkt længere fremme og færre defensive pligter.

På frontløberpladsen ser AGF også fint besat ud. I Lyngby viste David Nielsen, at han gerne veksler mellem udtrykkene og gerne skiftede mellem Kjær og Ojo, afhængig af, hvad der var behov for. Morten Duncan Rasmussen spiller på det her stadie næppe heller 30-35 kampe i løbet af en sæson længere, derfor skal der nok fortsat blive rigeligt med spilletid til Junker i front, og allerede mandag aften, så vi måske allerede indikationer på, at Junker passer bedre ind i trænerens umiddelbare planer. Hvordan mulighederne falder ud til en spiller som Riel, er nok mere tvivlsomt.

Hvem kan hentes ind?

Herunder kommer vi med nogle bud på nogle spillere der kunne være interessante for AGF, i de kommende vinduer, til de mangler vi har beskrevet.

Venstre back:

Det ville da være smukt, om Michael Lumb kunne komme hjem og tilbringe nogle af sine sidste år på topniveau, i den klub hvor han fik størstedelen af sin fodboldopdragelse og seniordebut.

Og med god succes under David Nielsen, er den jo næsten oplagt. Lumb rammer dog også de 30 år i løbet af vinterpausen, og med hans skadeshistorik in mente, kunne AGF nok godt i højere grad ønske sig en spiller med mere fremtid i, og knap så mange fysiske spørgsmålstegn.

En solid løsning, kunne være Östersunds Dennis Widgren. Widgren er en solid defensiv venstre back, med rigtigt gode kvaliteter på bolden. Han er ikke en spiller med en høj volumen af indlæg, bl.a. fordi at det ikke er en del af Östersunds strategi, men han kan godt udfordre på ydersiden af forsvaret.

Han er sjældent den, der sætter afslutningerne op som den sidste, men er glimrende og driftssikker i opspillet og stadig en ung spiller med sine 23 år.

Nede i Slovakiet render noget så eksotisk som en landsholdsback fra Panama rundt. Det har han gjort et par år, siden skiftet fra hjemlandet, og det har slovakkerne fået en rigtigt spændende offensiv back ud af.

Davis er i den grad en spiller der kan lide at skyde frem og udfordre på ydersiden, og en spiller som er i besiddelse af en glimrende sparke- og indlægsfod. Samtidig er det en dygtig duelspiller, der dog har nogle mangler mht. disciplin og koncentrationen i pasningsspillet. I klubben, der bragte AaB Pavol Safranko, og lige pt. har både Zsolt Kalmar og det tidligere FCM-talent, Musefiu Ashiru gående, er der i hvert fald også en offensiv venstre back med spændende perspektiver.

Defensiv midt:

Minutterne er blevet færre for Janus Drachmann, efter det succesfulde systemskifte hos FC Midtjylland. Så længe både Tim Sparv og Jakob Poulsen er klar, må Drachmann i perioder indfinde sig med bænken, og selvom han er oppe mod et par aldrende herrer, der også har deres skavanker, kunne en efterhånden 29-årig Drachmann måske lade sig friste af en bærende rolle hos en anden stor klub.

Drachmann er i hvert fald i besiddelse af mange af de samme taktiske og tekniske egenskaber, der gjorde Martin Ørnskov til en succes i Lyngby i sidste sæson, og samarbejdet med folk som Kanstrup og Guira har dokumenterbart vist sig at være bundsolidt defensivt førhen.

Östersunds midtbanegeneral Brwa Nouri har brugt mange år i mindre svenske rækker på at finde sin rette metier, men efter den lange søgen, har Nouri endelig fundet et niveau, hvor han er blevet meget vigtig som anfører for det succesfulde hold.

En meget disciplineret spiller defensivt, med en kølig boldomgang, der kan være med til at sætte spillet fra en dyb position, og slå de afgørende afleveringer i ny og næ. Og derudover en meget sikker straffesparksskytte, der har sendt bolden i netmaskerne mod hold Galatasaray, PAOK og Hertha, bare alene i det her efterår.

Med sine 30 år, er han næppe det store salgsobjekt, og skal han prøve andet end svensk fodbold, er det nok ved at være tiden. Med kontraktudløb i december 2018, kunne AGF måske have en mulighed for at vriste ham fri.

Offensiv midt:

Selvom han var hurtig til at affærdige muligheden for et skifte, vil tanken naturligt falde på Mikkel Rygaard, når vi snakker en potentiel offensiv kreatør til AGF.

Rygaard var meget afgørende for Lyngbys succes i sidste sæson, og hans evne til at binde spillet sammen, kunne man nok også godt ønske sig i Århus, selvom niveauet ikke har været ligeså højt i denne sæson. Og muligheden for at kunne blive profil i en større klub og under en træner, der beviseligt kan forløse ham, må alligevel være interessant for Rygaard, selvom han i første omgang ikke vil have noget med AGFs 'rod' at gøre.

Et godt stykke mod nord, render et tidligere dansk stortalent rundt, som de fleste virker til efterhånden at have glemt. Efter at Bassel Jradi i sin tid blev hentet til Strømsgodset, af netop David Nielsen, efter et forlist ophold i FC Nordsjælland, har han kæmpet med at finde det rette niveau.

Det har knebet, men efter et lejeophold med op- og nedture hos Lillestrøm, er Jradi i den grad igen begyndt at vise, hvorfor han engang regnedes for værende et stortalent. Placeret centralt i 10er rollen, har Jradi været profilen og omdrejningspunktet for Godsets offensiv i denne sæson, hvilket også kastede en forlængelse af sig i august.

Set i lyset af det, er et skifte måske ikke oplagt lige nu, men kontrakten løber ikke længere end til udgangen af 2018, AGF er stadig et skridt op fra Strømsgodset og udsigten til at blive omdrejningspunkt og blive genforenet med den træner, der tidligere viste ham tiltro, kunne måske godt være for stor en fristelse.

Andetsteds i Norge, kunne AGF også vælge at rette blikket mod ivorianeren Luc Kassi. Kassi har sammen med angriberen Omoijuanfo holdt fanen højt på det middelmådige Stæbæk-hold, og som omdrejningspunkt på midtbanen været meget afgørende for, at den økonomisk pressede klub ser ud til at klare sig med en komfortabel midterplacering.

Kassi har fået lagt mere slutprodukt på sit spil i denne sæson, og med over fem år i klubben, må lysten til at se noget andet end det oldnordiske Nadderud Stadion efterhånden også melde sig.

Det var en ordentlig omgang overvejende gisninger om AGFs fremtid. Virkeligheden er jo, at det er David Nielsen, der står med nøglerne til, hvordan AGF skal udvikle sig spillemæssigt og måske er han ikke en gang helt klar over endnu, i hvilken retning det kommer til at udvikle sig.

Spændende skal det i hvert fald helt sikkert blive at følge et af de mest interessante matches mellem klub og træner, som vi har set i dansk fodbold i nyere tid.

Vi vil fra Tap In Fodbold analyse gøre vores for at følge det tæt og løbende forsøge at afdække holdets udvikling, især holdt oppe imod den udvikling, der var i gang under Glen Riddersholm

Vi modtager gerne spørgsmål, samt ris og ros på vores Twitterprofil @tapinfodbold, samt vores mail: tapinanalyse@gmail.com.

Man er i den grad velkommen til at udfordre os på vores udsagn og meninger, hvis man er uenig. Vi har sat det her projekt i søen, fordi at vi gerne vil være med til at skabe noget yderligere seriøs debat, og at vi i sidste ende som fodboldoffentlighed forhåbentligt kan blive klogere.

Foto: Getty Images/Jan Christensen