Hammer & Brüchmann: Tæt på AGF, en plan til 300 millioner og et bud på Superligaens nye struktur
Hammer & Brüchmann - 2. afsnit: Så får Dan Hammer og Peter Brüchmann igen talt hinanden varme. Her er to timers engageret samtale om Superligaens turneringsstruktur, et stort tema om AGF og hvordan en plan for 300 mio. kroner skulle rulles ud i Aarhus. Og så kan du høre om Kurt Thyboes cigaret-pakker, en klemt hånd fra Valencia og hvornår man ikke skal tale om, hvad man har i bukserne.
Når direktøren i Royal Arena Dan Hammer og Medianos chefredaktør Peter Brüchmann sætter sig sammen for at snakke fodbold, så kan lydoptageren godt sætte det store SD-kort igang. De to har nemlig udviklet en vane med at tale både længe og begejstret i dette stadigvæk nye format, som henvender sig til 'Mandags-direktøren' - en bror til den mere kendte 'Mandags-træner'.
Her er mest om strategi, ledelse, udvikling af fodboldklubber og de beslutninger, der afgør, hvem der bliver mester om fem år mere end om dem, der bliver mestre i år.
I dette 2. afsnit af Hammer & Brüchmann får du et bud på, hvorfor den nuværende turnerings-struktur er et problem, og du får et meget konkret bud på, hvad der kan komme i stedet.
Udsendelsen giver også et indblik i det politiske spil, der finder sted, når en turnerings-struktur skal vedtages.
Udsendelsen er også dedikeret til et større tema om AGF, det altid omtalte 'potentiale' og hvad der skal til for at forløse det.
Du kan høre hele udsendelsen her:
I samtalen kan du også høre Hammer & Brüchmann diskutere følgende emner:
- Hvis en udenlandsk investor ville købe AGF, hvor mange penge skulle der så til?
- Hvad skulle pengene bruges til?
- Hvor stort er AGFs potentiale?
- Hvor meget betyder stadion?
- Hvor stort skal man bygge?
- Og hvad er et realistisk tilskuerpotentiale?
- Hvem bestemmer, hvad der sker i tv-forhandlingerne?
- Hvor meget ville FC København, Brøndby og AGF kunne bestemme, hvis de sammen blev enige?
- Hvad mener de to herrer om den nuværende turneringsstruktur?
- Hvorfor er tv-stationerne så utilfredse med den?
- Hvad er det realistiske scenarie, der kan blive virkelig nu?
Du kan også høre om Kurt Thyboes cigaretpakker og hvordan Benny Johansen pludselig kom til at tale i Hemingway-citater. Om Poul Erik Anderssons hat i Seoul. Og om en klemt hånd fra en spansk fodboldleder. Det sker i anekdote-hjørnet sidst i udsendelsen.
Hør også det første afsnit af Hammer & Brüchmann fra december, som i skrivende stund er hørt mere end 13.000 gange. Den kan du høre her:
Og endelig er der sidst i udsendelsen en lille quiz, hvor de to herrer får blandet Chris Isaac og Bruce Springsteen ind i samtalen. Men du skal være trofast for at finde ud af, hvad det handler om.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg