Om at genvinde sin barnetro

Her skriver den tidligere bestyrelsesformand for Brøndby og advokat for Spillerforeningen Ole Borch om selv at være deltager i fodbolden som underholdningsindustri. Og om hvordan et besøg i Hamburg fik ham til at genfinde sin tro på, at fodbolden stadig har en berettigelse.

Sådan skrev Ole Borch til os på Mediano om baggrunden for denne reportage:

Forleden fik jeg troen tilbage på, at man kan genfinde barnetroen omkring fodbold – at fodbold er meget andet og mere end finansielle uhyrligheder i FIFA krydret med underlige afstemninger. At fodbold er meget mere end groteske voldscener på selv danske stadions. At fodbold er andet og mere end aflyste kampe, fordi arbejdskampe gik ud i reelle konflikter. For forleden var jeg til en fodboldkamp, hvor stemningen var så intens og så positiv, at jeg må dele det glade budskab!

Af Ole Borch

Et skriv som dette får mig som noget af det første til at erkende min alder.

Det er over 50 år siden, jeg aktivt stiftede bekendtskab med fodbold. Jeg blev af min morfar – der havde været divisionsspiller i AB – meldt ind i lokale OB. De stribede fra Ådalen.

Det var samme år som ham, vi dengang kaldte Ricardo eller Richard Løvehjerte - og som senere måtte opleve det paradoks at blive Danmarks mest vindende og samtidigt Danmarks mest underkendte landstræner -  blev træner for klubbens 1. Hold. Det år blev jeg optaget på '7. lagkagehold,' som vist også hed puslinge. Og jeg begyndte at komme på Odense Stadion som tilskuer.

Min karriere som tilskuer blev væsentlig bedre end min karriere som spiller. Jeg stoppede efter et par sæsoner. Prøvede senere lykken på klubbens 2. ynglinge, hvor den senere landsholdsspiller Allan Hansen spillede på 1. ynglinge. Men når jeg nu syntes rykket op til 2. holdet, ligger der ikke andet og mere heri, end at OB dengang kun havde to ynglinge hold. Og da jeg brækkede kravebenet en våd efterårsdag, var det den endelige afslutning af aktiv klubfodbold på banen for mig.

Men interessen for spillet har fyldt siden puslingetiden, og som tilskuer og som ledelsesmæssigt involveret har fodbold fyldt meget. Sommetider alt for meget. Men når regnebrættet gøres op, har involveringen langt overvejende været fyldt af spændende og givende oplevelser. Herunder hører det at være dybt involveret tilskuer til mange, mange kampe - både i Danmark og i Europa.

Blå Bog - Ole Borch

I dag: Fodboldtilskuer. Før i tiden bl.a.:

• Advokat for SpillerforeningeN

• Advokat for en række fodboldspillere i forbindelse med deres overgange til udenlandske klubber

• formand for kulturminister Jytte Hildens udvalg vedrørende tvistløsning i fodbold

• advokat for og i 1996 - 2003 bestyrelsesformand for Brøndbyernes IF Fodbold A/S

• advokat for og i 2007 – 2011 bestyrelsesformand for Fonden til fremme af Elitesport og Kultur i Sønderjylland (nok bedte kendt som SønderjyskE)

• medlem af DBUs etikudvalg (nu DBU Etisk råd).

Og interessen har også lokket til at være mere neutral tilskuer rundt om i verden til kampe, som bare var spændende at være til. Givet har mange af Medianos læsere og lyttere været til mange flere fodboldkampe end jeg – men målt op imod det store gennemsnit, har jeg set ret mange. Og så har jeg på toppen heraf haft det privilegium, at have mødt en række af fodboldens store personligheder. Trykket hånd med Pierluigi Collina – spist middag med Frantz Beckenbauer.

Det er nu seks år siden, jeg slap min sidste formelle tilknytning til fodboldklubber, og det er lidt trist at erkende, at i takt med, at fodbolden kom på afstand, blev det billede jeg så mere og mere broget. Ledelsen af ”The Football Family” i FIFA har misrygtet familiens ry i en sådan grad, at jeg har grebet mig i at spørge, om ikke vi burde melde os ud? De beviser for korruption, som medierne lægger frem, er så kvalmende, at det er ubeskriveligt. Dengang jeg var direkte involveret i fodboldledelse hørte jeg med mellemrum personer beskrive korruption på klubplan også i Europa. Vel at mærke personer, som jeg både kender og respekterer – og som med deres relationer kunne tale med en baggrund, som var andet og mere end medier. Men jeg slog det hen. De seneste års omtaler har fået mig til at erkende, at et af problemerne nok er, at vi der har troet på, at det ikke foregik hos os, ikke har gjort nok for at det heller ikke skete hos naboen. I dag er min – desværre sikre – overbevisning, at jeg har set fodbold, som tilskuer på stadion, hvor dommerens indsats var motiveret af andet og mere end forbundets vederlag. Jeg vælger bevidst ikke at skrive tydeligere her. Det er ikke dette indlægs formål at skabe en selvstændig dialog herom.

Når man er stolt af volden

Men det er omvendt heller ikke sådan, at alt er godt i Danmark – at det kun er i udlandet, at det er skidt. Tilskuervold på danske stadions har nu varet så længe og også i 2017 haft et sådant omfang, at det er dybt frustrerende for mig at læse om/se på. Det havde sin vorden i Danmark, i en tid hvor jeg var aktiv involveret i ledelsen af en af de klubber, som desværre har haft problemer. For min samvittigheds skyld skriver jeg her, at vi gjorde meget – men gjorde vi nok? Eller var det, vi gjorde forkert? Og hvordan kommer vi videre, fra hvor vi står, når den gruppe af hard core tilskuere fra en anden klub, som aktuelt i 2017 er udelukket fra at komme på stadion, morer sig med at fortælle deres venner, at de for tiden blot er ”i skammekrogen”. De signalerer mere stolthed end skam. Men det var vold! Det var hærværk! Det var andet og mere end uro i klassen på bageste række.

Når bolden bliver gidsel

Og når jeg skal frustrationerne rundt, så har det også pint mig, at forhandlinger i Danmark imellem spillere og forbund skulle føre til aflyste kampe og sanktioner fra UEFA. Trist, trist, trist. Og med viden om, at jeg her kommer til at støde folk, jeg opfatter som venner i både Spillerforeningen og DBU, kan det også frustrere mig, når begge sider herefter i medierne med spin-doktor-jargon hylder sig selv og resultatet af forhandlinger og finder de aflyste kampe som nødvendige ofre, som man kan leve med. Venner! Det er ikke, og det kan aldrig være i orden, at leve med at aflyse kampe, fordi man ikke kan forhandle et resultat. Det var jeres opgave – I fejlede. I burde angre. For det er jeres skyld, at vi i UEFA-regi fortsat er i risiko for andet og mere end de vi allerede er dømte til.

Med andre ord – jeg var nået derhen, hvor jeg egentlig havde mistet barnetroen. Derhen hvor jeg gik med mine nu voksne børn til fodbold for at glæde dem. Men hvor jeg egentlig ikke selv gad. Ja helt derhen, hvor jeg godt kunne følge med ved at få resultaterne løbende tikket ind via SMS. How low can you go?

Men nu ligger det sådan, at jeg i de seneste måneder har tilbragt megen tid i Hamborg. En fantastisk by. Hamborg har to kulturelle institutioner, som har kultagtig status – herunder fordi det er nærmest umuligt at få billetter: Den ene er Elbphilharmonie. En gigantisk koncertbygning i bydelen Hafencity. Ligger direkte ned til Elben. Strækker sig 17 etager op. Rummer kontorer, hotel og lejligheder – og så to store koncertsale. Få billetter i udbud – resten solgt til kortholdere/sponsorer.

Den høje og imponerende bygning, Elbphilharmonie i Hamburg. Foto: Getty Images.

Den anden har store ligheder. Også her er billetterne solgt på forhånd til kortholdere og sponsorer, så det er næsten umuligt for os turister at komme til. Det er – har den kyndige læser jo rigtigt gættet – Millerntor Stadion. FC St. Paulis ikoniske hjemmebane.

Rå og firkantet ligger den midt i byen klemt inde imellem kontorhuse og den monstrøse og uhyggelige ”Flakbunker”, som er hvad den hedder. En snart sagt gigantisk beton bunker. Hitler påbegyndte byggeriet i 1942 vidende, at Hamborg var eksponeret for flyangreb. Ingen orkede at bryde kolossen ned, da krigen var ovre, og behovet for arbejdskraft var større for at få genopbygget. Så den står endnu.

Det lykkedes os at komme til koncert i Elbphilharmonie, Store sal. Da koncerten gik i gang erkendte vi, at der var gode grunde til, at netop denne koncert ikke var udsolgt. Men bygningen er fantastisk. Und dig selv at gå op på plateauet og se udsigten, om du kommer forbi. Det er gratis.

Fra tribunerne på Millerntor. Foto: Getty Images

Det lykkedes også at komme til HSV-Bayern München. Jeg gik med på afbud. Syntes det var sjovt, men glædede mig mest af alt over, at tilskuerne kunne gå til og fra kampen uden bøvl overhovedet. Blandet. Vi sad også blandet. Også uden problemer.

Så var det, jeg blev inviteret til at se kampen FC St. Pauli – Bochum mandag den 18. december kl. 20.30. Igen var jeg lidt tøvende – hvor meget mere ville en kamp i 2. Bundeligas bund kunne give? Ville det ikke blive koldt? Ville øllen være lige så tynd som på Volkspark?

På den anden side: St. Pauli er en institution i fodbold i almindelighed og Hamborg i særdeleshed. Læs gerne mere her: https://da.wikipedia.org/wiki/FC_St._Pauli Ligger simpelthen midt i Hamborg. Og klubbens logo med dødningehovede ses overalt. Og alle siger, at kampe her er noget specielt. Så jeg sagde ja og tak til at mødes godt en time før kampstart – for vi havde ståpladser…

Selvstændige købmænd med indkøbsvogne

Allerede da vi nærmede os stadion, var billedet lovende. Stemningen anderledes. Vi gik igen fredeligt sammen med Bochums fans. Men i et miljø med langt mindre politi end nogen kamp med knap 30 tusinde tilskuere, jeg har været til længe. Derimod var der rigtigt mange ”selvstændige købmænd”. Folk der kom trækkende med indkøbsvogne fulde af øl, flasker og dåser,  som de solgte til det publikum, som var på vej til at stå i kø. Og altså ikke langt fra stadion. Og helt accepteret af FC St. Pauli, selv om det jo potentielt var deres publikums tørst, der her blev betjent.

Jeg tænkte at det måtte være bekræftelsen på, at indenfor ville øllen være tynd! På selve stadion er en række politiske bannere og statements. Flere steder for eksempel store, regnbuefarvede bannere, som opfordrer til bekæmpelse af homofobi i fodbold. For blot at nævne et, der nok ikke findes i Danmark på større stadions.

Inde på stadion var stemningen også helt usædvanlig varm. At tribunen bag det mål, hvor FC St. Paulis hardcore fans holder til var fuld, og fuld af stemning, var forventet. Og så alligevel ikke. Det her var som ”Faxe-tribunen” fra 90’erne, da den var allerbedst og til en topkamp. Men vi var ikke til topkamp. Vi var i fugtigkoldt vejr til en bundkamp i 2. Bundeliga.

Symbolet som ses overalt i bydelen. Foto: Getty Images

Det tegnede godt. Og det blev kun bedre. Vores ståtribune var næsten fuld, da vi kom ind tre kvarter før kampstart. Og den var helt fuld knap en halv time før kampstart. Og vi sang med. Dels sange, hvor vi kunne være med. Men dels også lokale og noget længere sange. Tegningen til noget godt stod efterhånden klarere og klarere. Min herefter straks indkøbte St. Pauli hue sad flottere og flottere. Og jeg tænkte over, at en virksomhed, som problemløst kan sælge alle sine 29.063 billetter på stadion to eller tre gange til hver kamp, må have en speciel ledelsesfilosofi, når man herefter alligevel vælger at holde priserne nede. Vores billetter kostede 14 EURO stykket. HSV- Bayern München havde kostet 84 EURO. Og på Volkspark sad vi højst, højst oppe – længst, længst væk.

Kampstart nærmede sig. Og så blev der nærmest helt stille, da man i respekt for udeholdet spillede og lod Bochums fans synge Bochums slagsang. Hvornår har vi sidst på et dansk stadion oplevet den respekt?

Og så kom fra resten af det fyldte stadion FC St. Paulis sang: Das Herz von St. Pauli. Og så var jeg solgt. Der stod jeg badet i konfetti. Fuld kraft på følelserne. Drømte lige så meget om kamp og sejr som resten af tribunen. Sang så halsen var hæs i dage efter. I de følgende to halvlege jublede, våndede, jublede, sang og råbte jeg og gav high five til de omkringstående og for nogles vedkommende jævnaldrende naboer på tribunen, jeg aldrig havde mødt, og som jeg aldrig vil se igen.

Tag på studietur

Og nu sidder jeg så i dagene efter og glæder mig i denne tid. Konstaterer, at barnetroen findes. At der findes fodbold, hvor fans kommer i glad forventning og forlader stadion sammen uanset klubtilhørsforhold. At stemningen også inde på stadion er i orden, selv om de dér solgte øl med procenter - og uden at det må lyde som om, det for mig er en betingelse for en oplevelse, men for at pointere, at det ikke alene er øllet, der skaber problemer. Det er dem, der drikker øllet. At oplevelsen kan ske for små penge sammenlignet med, hvad man i dag i øvrigt skal betale for at komme til fodbold.

Kampen i mandags vil blive husket – længe. Blandt de mange, mange oplevelser jeg har haft på stadions ligger den med blandt de bedste. Og af kampe jeg har set som neutral tilskuer er den nr. 1.

FIFA – UEFA – DFB – DBU osv: Tag på studietur til Millerntor stadion – tal med St. Pauli.

Og så selve kampen. Her bør jeg vel lige nævne, at FC St. Pauli vandt med 2:1. Efter at være spillet ned af brættet i starten. To hjørnespark imod sig inden, der var spillet tre minutter. Og først reelt spil på Bochums banehalvdel efter cirka en halv time.

Men et mål i hver halvleg. Forbilledligt forsvar herefter og ikke mindst efter Bochum reducerede reddede de tre point og den fuldendte stemning. Derudover huskes den, gode, kvindelige dommer, som bl.a. efter stor tumult uddelte to gule kort. Men hvor jeg nærmest undtagelsesfrit i sådanne situationer har set de to kort givet med et til hvert hold, så gik de her begge til Bochum. Mod. Uden at jeg i øvrigt nåede at se, hvad der egentligt skete. Men Bochum protesterede ikke.

Med de varmeste ønsker til alle med ønsker om fodbold med total stemning og uden slagsmål på tilskuerpladserne. Om stemning som på Millerntor. Til priser som på Millerntor. Med en respekt for diversitet som udtrykt af FC St. Pauli. Så skal der nok blive fyldte tribuner!

PS : Ja,  jeg har hørt, at enkelte klubbers kampe mod FC St. Pauli er noget mere problematiske. Ingen er fuldkomne!